Så er vi igen ved vejs ende. Eller – det lader vi som i hvert fald. For når man først er færdig med at gå i skole og den slags, er der jo faktisk ikke noget, der slutter, før det hele gør. Det er en mærkelig erkendelse at nå frem til. Det har været svært at kapere i mit voksenliv. Engang var der et skoleår, et semester, en uddannelse, en praktikperiode – et eller andet – der skulle gennemføres, før noget nyt kunne begynde.
Sådan er voksenlivet ikke. Det kan føles ørkesløst, langtrukkent, overvældende og uoverskueligt at se frem mod resten af livet. Nogle vil måske mene, at det er lidt sent for mig at fatte, nu hvor jeg hastigt bevæger mig mod begyndelsen af mit fjerde livsårti.
Og jeg tror også, jeg har vidst det før. Det har skræmt mig, sat fut i angsten og gjort mig livstræt. Naturlige reaktioner vil jeg mene.
Men jeg tror – måske – jeg har affundet mig med det efterhånden. Jeg tror, jeg har forstået, at det ikke betyder, at resten af livet skal foregå i tomgang, men at det derimod åbner for, at man kan lave lige præcis de forandringer, man kan forestille sig. Naturligvis vil der være forhindringer. Helbred, økonomi, folk, der er afhængige af en – alt dette kan ikke ignoreres. Men faktum er, at der ikke er nogen guddommelig plan. Der er ikke nogen naturlig orden. Der er ikke noget, man skal. Der er kun det, man vil – og så naturligvis de konsekvenser, der følger med. Det har vist sig på mange måder i mit privatliv, men i dette regi bliver jeg nødt til at fremhæve netop dette magasin.
Selvtægt er nemlig nummer et på listen over ting, jeg er begejstret for i 2024.
Selvtægt
Jeg er ligeglad med, at det her kan virke selvfedt. Det er der mange andre, der brillerer endnu mere end mig i og måske med endnu mindre at have det i. Grunden til, at Selvtægt er på min liste over mest begejstringsværdige ting er nemlig ikke en eller anden form for rangordning af os kontra andre medier eller andre mennesker. Personligt synes jeg, vi er rigtig gode, men jeg er især stolt af, at det er lykkedes os at fejre etårsfødselsdag. Og det er jeg, fordi det står som et monument over, at man kan gøre noget selv, og at man kan gøre tingene på sin egen måde.
Da vi oprettede dette magasin sidste år, var vi enige om, at vi ville gøre tingene anderledes, end vi hidtil havde prøvet. Jeg havde brugt for lang tid på at lytte til elendig musik for at finde præcis de rette sylespidse ord, der kunne understrege, hvor dårligt jeg fandt det, og hvor rådne musikerne måtte være i hjernen for at servere sådan en gang pis. Jeg havde deltaget i for mange sure kommentarspor på facebook, hvor vi langede bøffer i hver sin retning og prøvede at undergrave hinandens karakter og argumenter. Jeg havde brugt for lang tid på virtuel pikmåling og intern kappestrid. Jeg havde lyst til at beskæftige mig med seje mennesker, der lavede ting, jeg kunne lide.
Det var svært at vænne sig af med, men jeg har det bedre, når jeg lytter til god musik, oplever gode shows og taler med rare, spændende mennesker.
Jeg har det bedre, når jeg laver, hvad jeg vil uden at skulle tænke på annoncører, ratings eller akkrediteringer.
Derfor er jeg glad for, at Selvtægt er lige dele kompromisløse og konstruktive. Vi er ikke bange for at sige, hvad vi mener, men vi tvinger os selv til hele tiden at vurdere, hvad pointen er. Vi gider ikke bruge tid, energi eller spalteplads på at centrere klamme mennesker, sløve festivaler eller skrækkelig metervaremusik. Vi gider kun ting, der er spændende. Og det gør vi. Det er jeg stolt af.
Andrea Uglebjerg
Situationsfornærmelse har længe været sjove og søde. Men med ‘Længe leve de vrede’ er de blevet noget mere. Det er en frygtelig personlig plade for forsanger Andrea Uglebjerg, og det kan mærkes allerede fra første sekund.
Jeg går meget mere i dybden med den plade i min anmeldelse, men jeg blev taget på sengen, da jeg lyttede til den.
Man har altid kunnet grine af ‘Kaf’ eller knep’, men når man lytter til ‘Hilsen til Lilsen’, er det, som om at latteren sætter sig fast i halsen. Der er ikke meget at grine af, når man får personliggjort så gennemgribende systemiske problemer, som der præsenteres her. Når Uglebjerg fortæller, at hun ikke selv ville have en datter, men er blevet nødt til at undersøge præcis, hvad grunden til dette er, er det hjerteskærende. Jeg er lige nu i gang med at læse ‘I Want to Die but I Want to Eat Tteokbokki’ af Baek Sehee, og i den serverer den koreanske forfatter sin egen skrøbelige psyke på et sølvfad. Det er hårdt og hjerteknugende, når man læser om, hvor hård hun er ved sig selv, i forhold til hvordan hun dømmer andre.
Det er præcis det samme, Uglebjerg gør, når hun på titelsangen fortæller, at hun føler, at hun er nødt til at “blive til noget” som en eller anden form for undskyldning for at leve det liv, hun er blevet tildelt. Eller når hun – som ganske få voksne formår – sætter sig i de rekordpressede unges sted på ‘A U’. Andrea Uglebjerg er en autentisk stemme og kunstner, og hun har virkelig imponeret mig i år.
Rampelys: S.T.A.B.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker vores Rampelys-format. Det er noget af det væsentligste, vi laver her på magasinet, hvis jeg skal være helt ærlig. Men nogle gange kan de her rampelys-artikler mere end bare at gøre opmærksom på et nyt band. Da jeg snakkede med de bøffede breakdownbøller i københavnske S.T.A.B., kvitterede de med et citat, jeg ofte kommer ihu:
Derudover er der også visse dogmer i bandet, altså ting, man helst ikke må:
1. Ikke noget skovlort
2. Ikke noget vikingelort
3. Ikke noget rumlort
Mere sande ord er sjældent udtalt, og selvom jeg da fra tid til anden nyder både skov-, rum- og vikingelort – og endda også en gang imellem ridderlort som for eksempel ‘Devotion’ af franske Sorcerer – er det stadig gode tommelfingerregler. Hvis man følger dem, bliver det lidt nemmere at navigere i tingene. Tak, S.T.A.B.
Top-seks udgivelser (i vilkårlig rækkefølge)
SYL – ‘Afmagt’
SYL er på toppen lige nu. Siden ‘giv op/sang 1’ har de været på min radar, men sjældent mere end lige nu. ‘Afmagt’ er et genialt stykke massiv energi, der viser, hvordan bandet har været i stand til at forbedre alle de ting, der skulle tages fat i på debuten ‘alt godt’.
Det er fuldt fortjent, at de har spillet på Roskilde Festival i år, at de er booket til Copenhell sammen med Eyes til næste år – ‘Afmagt’ var virkelig så god, at det kunne cementere deres position på toppen af dansk hardcore-ish musik.
At de samtidig gør en dyd ud af at opføre sig ordentligt, sige fra over for abusers og tone rent flag på både indignation og international solidaritet er prikken over i’et.
Agriculture – ‘Living is Easy’
Det er skørt, at jeg ikke har brugt mere end et par linjer på at skrive om en af mine absolutte favoritter i år. Det ligner ikke mig.
Men ‘Living is Easy’ har i den grad kørt på repeat. Jeg elsker den EP så overdrevent meget. Jeg så en kollega brokke sig over de såkaldte “mellemspil” på Agricultures udgivelser – det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Jeg får en snigende elitær følelse af at tænke “de har slet ikke forstået det her band” – men det kan jeg jo ikke gøre mig til herre over. Jeg vil dog sige, at uanset hvor god ‘Living is Easy’ eller ‘In the House of Angel Flesh’ er, så elsker jeg ‘Being Eaten by a Tiger’ og ‘When You Were Born’ lige så meget. Ikke kun på grund af kontrasten, men også på grund af det lyriske, nærmest spirituelle indhold.
Jeg tror ellers ikke, jeg synes, jeg er et spirituelt menneske. Men det her band gør noget for mig.
Demersal – ‘Demersal’
Alene ‘Som et barn mod dit bryst’ burde være nok til at sikre Demersal en plads på de fleste lister. Den sang er kæmpestor og byder på noget af det bedste, som kan præstere lige nu. En kæmpe samling af dygtige gæster hjælper Demersal i mål på deres hidtil bedste udgivelse. Ikke at de har brug for det, som resten af pladen tydeligt viser, men det gør det kun bedre. Og hvis man skulle være i tvivl om, hvorfor Emil Lake altid bliver nævnt blandt landets bedste trommeslagere, er her beviset.
Smag På Dig Selv – ‘SPDS’
Jeg er ikke en jazzperson. Jeg er generelt heller ikke overdrevent begejstret for instrumental musik. Men ikke desto mindre er ‘SPDS’ min absolut mest afspillede udgivelse i år. De tre musikere kan skabe så meget mere, end man kan forestille sig, og de ting, de er i stand til at gøre med to saxofoner og et trommesæt, blæser sokkerne af mig.
Vægtløs – ‘Aftryk’
Jeg har oplevet Vægtløs så mange gange, jeg har hørt deres plade så mange gange, og – nok mest enerverende for alle andre – har jeg skrevet så mange ord om dem efterhånden. Derfor vil jeg ikke gøre andet end at henvise til min fantastiske kollega Ainos fantastiske anmeldelse af Vægtløs’ fantastiske plade.
Hudsult – ‘Tit er jeg glad…’
Jeg er en sucker for klassisk dannelse. There, I said it. Det er måske en smule elitært, men jeg synes, at en bred horisont giver dybere indblik. Og det udviser Hudsult på deres debut-ep ‘Tit er jeg glad…’. Jeg er vild med, at man i 2024 som ung queerperson i punkmiljøet kan finde inspiration i Thomas Kingo (det var nu BS Ingemann. Tobias, du er et uddannet kvaj, red.) Jeg er vild med, at man kan kombinere det med at trække på persisk musiktradition. Jeg er vild med, at man kan inkorporere Marie Key i screamo. Jeg er vild med Hudsult.
Top-tre koncerter (i vilkårlig rækkefølge)
Agriculture, Ideal Bar, 7. september
Agriculture live var alt det, jeg håbede på.
Pelts, Luna Riot Ball, 24. august
Jeg blev spejlet i hverdagens genvordigheder, og jeg så en overset gruppe kvinder spille absolut forrygende punk.
Witch Club Satan, Rust, 31. oktober
Jeg blev nødt til at genoverveje mig selv, min placering i scenen og min forståelse af musikkens rolle.
Til næste år glæder jeg mig til…
Forhåbentligt at finde et sted at bo. Men i sådan lidt mere Selvtægt-relevant regi glæder jeg mig egentlig bare til at se scenen fortsat udvikle sig i evolutionære kvantespring. Og så har jeg en interview-aftale med Andrea Uglebjerg, jeg ser rigtig meget frem til
