Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at Selvtægt ikke kun skriver om musik. Mange har været glade for vores serie af kunstnerinterviews, som kan findes her. Fælles for alle disse mennesker er, at deres kunst ligger i mørkelandet og trækker på den samme understrøm som det meste af den musik, vi skriver om.
Sidste år arrangerede LÖVENDAHL og Selvtægts fotograf Mariam Zakarian udstillingen Blacklands, som man kunne læse om her.
Det gør hun igen i år, hvor man kan opleve kunstnerne Inken Stabell, Nona Limmen, Esben Horn, Monica Hee Eun, Emma Marita Westergaard og Zakarians egen serie Unatur. Det foregår igen i LÖVENDAHL på Sønder Boulevard i København.
Men ikke nok med, at der er spændende og udfordrende visuelle elementer, så byder BLACKLANDS 2 også på musik. Og det er ret spændende.
12. oktober spiller Adrian Utzon Dietz et akustisk set, der trækker på både hans egne inspirationskilder og hans store bagkatalog som guitarist i både Solbrud, Sulphurous, Demon Head og meget andet.
Derudover kan Simon Gardarsson – som man måske husker fra BLACKLANDS 1 og fra black metal-bandet Ildskær – opleves under navnet Taagebue. Han vil skabe live soundtrack til BLACKLANDS kunstudstillingen.
Taagebue er fortryllende, atmosfærisk Dungeon Synth, som udfolder sig i lange, cirkulære passager, med svævende melodier og en stabil, drivende rytme. Referencer til esoterisk, dansk folklore og dybe, tågeindhyllede skove fra de nordligste egne i landet mætter det poetiske lydbillede, lyder beskrivelsen.
BLACKLANDS 2 løber af stablen fra 12. til 19. oktober hos LÖVENDAHL på Sønder Boulevard 97 i København. Find begivenheden her.