1000fryd i tynd tråd

Skrevet af:









Kunstner(e):

Genrer:

Historien om 1000fryd er lang. Siden 1984 har det brugerdrevne kultursted ligget på Kattesundet i Aalborg og har udmærket sig ved at give plads til stort set alt, nogen har besluttet sig for at ville gøre.
Biograf, fitnesscenter, læse-, strikke-, hækleklubber, politiske studiekredse, folkekøkkener og ikke mindst livemusik har præget den gamle gade i 40 år.
Men nu har kommunale støjgrænser tvunget spillestedet i knæ og har de facto været lukket for koncerter siden november 2023. 

Sidemakkerbygningen er opført uden at tage hensyn til ordentlig lydisolering, og selvom 1000fryd dengang forklarede, at det forholdt sig sådan, ligger landet på den måde, at det er lydforurener, der står for at etablere lydisoleringen. Trods massiv opbakning fra musikere op omland – en underskriftindsamling ramte 11.000 støtter – har 1000fryd måttet bide i det sure æble og tage den på sig.

I første omgang ansatte man en akustiker, der sørgede for at fjerne lecasten og igangsætte andre, mindre tiltag. Det var dog ikke nok, og de sidste decibel skal findes ved at rydde spillestedets indmad og sørge for, at lyden ikke slipper ud.
Den slags er naturligvis ikke billigt. Derfor mangler 1000fryd to millioner kroner, der kun kan findes gennem støtte fra helt almindelige mennesker, der, ligesom Selvtægt, mener, at et så unikt sted i et ellers lidt musikalsk øde område af Danmark er for vigtigt til at blive smidt ud med badevandet.

1000fryd-bestyrer og forsanger i Vægtløs Troels Højgaard Sørensen siger:
– Det vil kræve sit at få stillestedet tilbage til et spillested, men i denne moderne verden har vi mere end nogensinde brug for oaser og fristeder. Specielt i de mindre byer, hvor den store verden ellers suser forbi udenfor.

Han fortsætter:
– Jeg kunne fortælle uendelige historier, anekdoter og koncertminder fra 1000Fryd, ligeså vel som tusindvis af andre mennesker kan, så jeg vil ikke kede dig med den slags, men hvis kærligheden overvinder, så overlever 1000Fryd, og vi kan forhåbentlig igen at være med til at bære og løfte de kommende kulturaktører, kulturforbrugere, kulturentreprenører og kommende nye seje bands, som kan pryde plakaterne i fremtiden hos Nibe Festival, Roskilde Festival, Copenhell, Ilter og andre steder. 

Han nævner blandt andre Green Day, Volbeat, MØ, Lack, Blæst, Patina, Die!, Annihilation Time, Puke Wolf, Mew, Malk de Koijn, Demersal, Suspekt, Sort Sol, Gorilla Angreb, Topgunn, Frank Turner, Will Varley, Svarta Havet og mange andre.

Click here to display content from Facebook.
Learn more in Facebook’s privacy policy.

På 1000fryds facebookside kører forskellige støtteindsamlinger, støtteauktioner og reklamer for støttearrangementer. En crowdfundingkampagne er også igangsat, hvor det er muligt at købe alt fra hulrummets lecasten, skateboard decks med 1000fryd-logo, årskort til spillestedet eller 1.500 liter specialbrygget øl fra Bad Seed Brewing.
Kampagnen kan findes her.

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook