Justine er et præmieeksempel på, ikke at skue hunden på hårene. Bag den skarpe facade gemmer sig en følsom kunster, hvis hjerte banker lidt hurtigere, når musikken er blød. Pennen er dog stadig lige skarp.
Årets top 3:
3. Escobar
Kunne også kaldes den første snyder på listen, da 2023 ikke var mit første besøg på Escobar, men til gengæld var året hvor jeg følte, jeg hørte hjemme med en bajer i hånden på denne velkendte rockbar. Er det banalt at placere en bar på en top 3? Måske. Men det siger også lidt om hvad jeg laver og oplever, når jeg er ude. Hos Escobar har jeg altid oplevet et varmt og kammeratligt personale, der kunne narre mig til at tro. vi har været venner i 10 år, så snart jeg træder ned i de mørke lokaler med rock-legende-hyldende vægmalerier. Faciliteterne er gode, wc’erne er altid rene, musikken er laber og folk er pissesøde. Skål til det næste år, sgudda!
2. Kampen mod sexisme i metal-miljøet
Er det bare mig, eller er det som om, at vi er blevet lidt mere trætte af pis i 2023? For jeg kan li’ det! I år har det mangt en gang været oppe at vende, at det måskeee godt kunne være, at metal-miljøet kunne oppe sig lidt, når det kommer til at svare igen over for klam adfærd i byen, på festivaler og i facebook-kommentarspor (a tale as old as time). Det lader til at flere og flere netop svarer igen og bider fra sig, når den sædvanlige kammeratlige beskyttende adfærd overfor overgrebspersoner og voldtægtskultur, viser sit grimme ansigt. Det er især tiltrængt i kraft af, at Copenhell-festivalen, desværre, slog en kedelig rekord i deres 14-år lange historie med tilfælde af dopede drinks. Kampen er langt fra vundet endnu, men det varmer mit kolde hjerte, at se flere og flere lave call-outs, svare igen og råbe op hvor det gør sig gældende.
1. Feminist På Prøve-podcast (‘Er der sexisme i Metal Miljøet?’-serien)
Podcaster Christina Schrøder, spørger i sin podcast ‘Feminist på Prøve’, om der findes sexisme i metal-miljøet. Det korte svar er ja. Men derfor skal man ikke snyde sig selv, for at lytte til denne velproducerede serie i tre dele, hvor hun grundigt, med stor empati for sine gæster, og professionalisme dykker ned i undergrunden, og undersøger hvad der rører på sig af grimme ting, nogle nok helst så fejet ind under gulvtæppet. Heck, nogle vil endda pure benægte, at det finder sted! Christina har besøg af et stærkt hold af personligheder fra miljøet, som sætter ord på hvordan sexisme viser sig i musikbranchen, nattelivet, til koncerter og bag lukkede døre på natklubben. Der er meget mere, jeg kunne sige om, hvor dygtig Christina er og hvor vigtig en reportage, hun har lavet, men jeg synes egentlig bare, at du skulle give den et lyt, der hvor du finder dine podcasts.
Albums:
3. Tove Lo – Dirt Femme (Extended Cut) (11.8.2023, Pretty Swede)
Jeg elsker popmusik. Og jeg elsker især popmusik, der handler om oralsex. I 2022 udkom Tove Lo med sit femte studiealbum Dirt Femme, og fulgte i 2023 op med denne extended cut, der leverer en ekstra dimension til enkelte af hendes tracks, som enten er blevet forlængede eller remixed af kompetente kunstnere, i form af eksempelvis Dorian Electra og Jax Jones. Dirt Femme kunne ikke have fået et bedre navn, for det er, (som jeg elsker Tove Lo, når hun er bedst) beskidt, mørkt, feminint, og hylder alt det, som kvinder ikke må være. Lo udtrykker sin kamp mod spiseforstyrrelser på nummeret ‘Grapefruit’, sin tvivl om hun skal gå efter familielivet med hus, børn og ligusterhække på ‘Suburbia’, og sine overvejelser om hun bliver den første til at dø af hjertesorger, på den forlængede udgave af ‘No One Dies From Love’. Det er råt, ærligt, beskidt og, åh, så godt.
2. Myrkur – Spine (20.10.2023, Relapse Records)
Myrkur har skiftet ham. Myrkur, eller Amalie Bruun, som mange kender hende, viser sig fra en rigtig dejlig multifacetteret side på Spine. Det er en mere grounded og melodisk Myrkur, vi møder her. Vi befinder os, bevares, stadig i mørket, men der hvor karrieren startede, med noget black, der var lidt rough around the edges, mærker jeg nu en mere afdæmpet og sikker kunstner, der har forfinet sin udtryksform på en måde, der føles som om man bliver indhyllet i tåge i en diset skov (sådan forestiller jeg mig mine omgivelser med dette album som soundtrack). Amalie Bruun lader sig tydeligvis ikke begrænse af genrer, og det gør kun, at jeg holder mere af hende, når hun brillerer på så smuk vis på tværs af dem. Jeg glæder mig til at lade mig overraske til næste album.
1. The Hives – The Death of Randy Fitzsimmons (11.8.2023, Disques Hives)
Randy Fitzsimmons er død, men The Hives lever! The Hives gav mig et friskt og tiltrængt pust af noget garage rock i mine øregange, med deres længe ventede sjette studiealbum. Med en lyd, der emmer af et mere smooth punket udtryk, kunne jeg fristes til at blive i tvivl, om den bliver leveret af nogle unge knægte på 22, og ikke en gruppe modne svenske herrer i fyrrerne. Men forsanger Pelle Almqvist sagde det bedst selv; “Rock’n’roll can’t grow up, it is a perpetual teenager and this album feels exactly like that, which it’s all down to our excitement – and you can’t fake that shit”. Som kirsebærret på toppen, havde jeg glæden af at nyde et brag af en koncert med dem, da de i år lagde vejen forbi Vega og blæste hele salen væk. Sveden dryppede af alle medlemmer, som sørgede for den vildeste fest, og jeg greb mit første plekter nogensinde.
Jeg er så godt som forelsket. Længe leve The Hives!
Koncerter:
3. Girlcrush (19. august, Stengade)
Det var en trist og glædesfuld dag, da jeg omsider kunne strege ‘Girlcrush’ ud på min koncert-bucket liste, eftersom at Girlcrushs optræden på Stengade netop var en afskedskoncert. Det queer feministiske pop-punk-band Girlcrush har lagt instrumenterne på hylden; om det er sidste gang vi hører fra dem nogensinde, eller om vi kan se frem til at møde dem i et nyt format, vil tiden vise. Men indtil da kan jeg fortælle, at det jeg oplevede en torsdag aften på Stengade, var noget af det mest lune og organiske, jeg har prøvet til en koncert. Der var en del snak fra bandets tre medlemmer mellem hver enkelt sang, men det tog ikke noget væk fra koncerten; tværtimod føltes det som at blive taget i hånden af en gammel ven og ført videre ind i fortællingerne bag deres diskografi. Det var til tider lidt akavet, men på en ualmindeligt cute måde, som jeg ikke havde været foruden i oplevelsen. De tre medlemmer var sympatiske, ydmyge og opmærksomme på det publikum, der var mødt op til deres store dag. Det kom bl.a. til udtryk med en velplaceret trigger warning, inden sangen ‘Birthday’, der handler om et seksuelt overgreb, gik i gang, så potentielt sårbare overlevere kunne trække sig og komme tilbage igen til næste sang. Selv da der landede nogle tekniske problemer hen mod slutningen af koncerten; noget med en ukulele, der ikke helt ville connecte til en højtaler, blev det hele afviklet – og løst – i god ro og orden på bedste Girlcrush-vis.
Kære Girlcrush, vores romance var først lige begyndt, men tak for nu!
2. Konvent (15. april, Betty Nansen Teater)
Jeg havde ikke haft en doom metal-koncert fremført på et teater på Frederiksberg på min 2023-bingoplade, but here we fucking are. Mange er uenige med mig, men hvis jeg skulle nævne et fortidslevn fra pandemiske tider, som jeg godt kunne savne, så var det siddende koncerter (sue me). Det fungerer rigtig fint med Konvent i et teater. Medlemmerne bragte samme grundige energi, som jeg har set dem gøre det så mange gange før – denne gang iført vild, passende teatralsk makeup, og vokalist Rikke Emilie List i en sort kutte. Koncerten på Betty Nansen blandt hvidvins-sippende gæster, virkede som en spændende fusion mellem niche-musikken og den københavnske højkultur, som jeg er nysgerrig på, om er et ægteskab, der kan opstå igen i fremtiden. Måske kommer der en punkkoncert i Skuespilhuset en dag? Ikke desto mindre, er jeg lykkelig over at der vises tillid og rum, til at der kan leges med metallens udtryksformer, som der blev gjort denne aften i april.
1. Harry Eucrow and The Sorry Lot, (6. juli, Hovmester)
Ladies, gents, theys and thems. Nu skal vi helt ned i gear. Fra spillested, til teater, til bar. I juli lukkede baren Hovmester, og det skulle gøres med en koncert. Harry Eucrow and The Sorry Lot leverede et drøn af en fest på den sparsomme plads. Med poeten Harald Toksværd i front, blev vi ført ud på en rejse blandt dans med de døde, og kokain-fester på amerikanske moteller. Genren har jeg svært ved at sætte en finger på; noget med noget americana, noget southern gotisk folk og måske noget country. Mine begrænsede evner til at definere, gør jeg op for i begejstring. Harry Eucrow bød både op til dans, og til tårer når jeg tog mig selv i at stå, og have hjertesorger midt i en sang, på trods af at jeg ikke befandt mig i en forelskelse det pågældende tidspunkt. For det er det som Harald og deres band kan: de laver ikke bare musik, de fortæller historier med indlevelse, som man tvinges ind i med hud og hår. Jeg var så betaget af denne bar-koncert, at jeg i min lille brandert, efter endt koncert oppe i baren, kom til at afsløre for bandets frontperson, at skulle det engang lykkes mig, at narre et andet menneske til at gifte sig med mig, så jeg gerne at de spillede til brylluppet.
Trods mit lettere kejtede optrin, så er jeg spændt på næste gang at opleve de kære folk live igen, og ikke mindst deres første album, som stadig er til gode.
Årets nytårsforsæt:
Det ved jeg sgu ikke. Måske noget med at skære ned på tid brugt på mine tegninger og op på kvaliteten af dem.
