Årsliste 2024: Thor Frohn

Skrevet af:









Kunstner(e):

Tema:
Genrer:

Ak ja, så gik der endnu et år.

Mit nytårsforsæt var at leve livet langsomt. Den ene begivenhed tog den anden, og skæbnen ville, at det modsatte blev tilfældet. I en tid, hvor verden ofte føles vendt på hovedet, kan det være svært at navigere, når det hele går overvældende hurtigt. Er jeg på rette kurs? Er alt ok? Er du ok? 

Jeg har i årets løb lært, at når man står i stormens midte, er det rart at have noget at holde fast i. Igen i år har relationer, passioner og kunst holdt mine værdier og fødder på jorden.

At være sur og følsom

Metalscenen i år har for mig mere end nogensinde før føltes som et outlet for alt det indespærrede – vrede, kærlighed, afmagt og alt det, der følger med. Det forgangne år har markeret min debut som skribent, og de musikalske nedslag jeg har valgt at fokusere på, har fungeret nærmest terapeutiske for mig. Når alt opleves tarveligt, fantastisk eller et gråt sted imellem, har et godt, lunt karbad af lyd været min skincare routine. En katalysator for et perspektiv på de knuder, jeg ikke selv har kunnet løse. Vægtløs viste mig hudløshed. Demersal viste mig tålmodighed og Vulvatorious lærte mig, at vrede kan smadre bjerge. Tak.

Skramz

Lad ovenstående være en segue ind i en fantastisk overraskelse for mig i år. 2024 står i Screamo’ens–tegn, og jeg kan ikke få armene ned over, hvor mange udgivelser i denne genre (og tilgrænsende), der er udkommet i årets løb. Men hvad fanden kan det der “Skramz” egentlig? Jo, jeg oplever det først og fremmest som en genre med et enormt ildhu og mod. En ordentlig spandfuld DIY og passion pakket ind i nogle udgivelser, hvor autenticiteten drypper ned af væggene og bliver anti–tesen for “musik for musikkens skyld”. Et påkrævet, eller nærmere, et tvunget afløb for følelser, og et kærkomment modspil til den konsumerisme og plastikmusik, der forsøger at tilrive sig vores dyrebare opmærksomhed. 

At mødes på midten

HXC Kids, 1000Fryd og vores krydsede fingre, Toldermania. Tre bemærkninger i det forgangne år, som alle fungerer mediator for den musik vi elsker. Metalscenen kan ofte føles som en skolegård–lignende arena, klattet godt til af mudder og rynkede pander. Men når alt kommer til alt, handler det om passion. Scenen lever. Ikke på grund af kunstigt åndedræt gennem magt og penge, tværtimod lever den organisk og ægte på grund af jer som dyrker den. Tak til alle, der det sidste år har lavet små festivaler med store armbevægelser, store udgivelser med små pengepunge og store snakke mellem små bands. Tak. 

Foto: Morten Holmsgaard, Holmsgaard Photography/Lasher fest

Top 6 udgivelser

Frail Body – ‘Artificial Bouquet
Ingen overraskelse her, årets “Skrammy” går til Frail Body for et mesterværk af en udgivelse, det er så tæt på perfekt, som noget kan blive. 

State Faults – ‘Children of the Moon
State Faults udgiver kun større og bedre værker, som årene går, og Children Of The Moon oplever jeg som et magnum opus. Der var den. Numrene flyder perfekt sammen som helhedsoplevelse, og bliver med betagende og esoterisk lyrik en sjælevandrende oplevelse. Genialt. 

Demersal – ‘Demersal
En kæmpe udgivelse på den danske metalscene i år, og et unikt nedslag i den danske metalkanon generelt. Ambitionsniveauet er tårnhøjt, og bliver mødt i et perfekt velbalanceret 1 til 1 forhold, af de egenskaber Demersal besidder som band. Jeg kan stærkt anbefale min kollega Tobias’ anmeldelse af pladen. 

Gouge Away – ‘Deep Sage
Deep Sage er i min optik en undervurderet udgivelse i år, og har siden marts levet et festligt og skruppelløst liv i mit hoved. Hver enkelt sang på pladen er foruroligende catchy, og bevæger sig uhæmmet mellem 90’er alt rock og hardcore. Forsanger Christina Michelle er en institution i lyrisk genialitet, hvor konceptet “At tro på hvad der bliver sunget” for alvor bliver bragt til live. 

Heavenly Blue – ‘We Have The Answer
Hvis jeg lige kan få lov til at lave en Pokémon–analogi (Og det kan jeg, det er min liste), var Screamo bandet Youth Novel en Squirtle. Ja, den har en ung sej energi og en kult–agtig placering i universet. Heavenly Blue må i så fald være udviklingen Wartotle. Lidt det samme, lidt ældre og lidt sejere. Måske giver det mening. Ellers kan man jo læse min anmeldelse. 

Coilguns – ‘Odd Love
Schweiziske Coilguns nyeste udspil er et frisk pust af post–hardcore, men uden at være alt for post–hardcore agtige. Der er massevis af originalitet og  karakter på ‘Odd Love’, og opleves som et arbejde drevet af lige dele brændende passion og galskab. De er ikke så math, som de tidligere har været, og så kan de vist ikke helt slippe deres fortid i The Ocean, som stadig finder indpas i projektet, men de lyder mere af Coilguns, end de har gjort før, og det er lige præcis, hvad de skal. 

Top 3 koncerter (i vilkårlig rækkefølge)

The Body & Dis Fig – Lasher Fest 2024
Det er svært at beskrive, hvor overlegent et lydbillede denne kollaboration skabte i Aalborg. 

Crypta – Copenhell 2024
Når alting bare spiller. 

Chelsea Wolfe – Copenhell 2024
I silende regn og mørke blev der født et øjeblik af magi. 

Til næste år glæder jeg mig til…

At leve livet lidt langsommere, og hvis jeg skulle komme med nogle ‘ønsker’ til scenen, så kan jeg ikke få armene ned over den kollaborative energi, der lige nu er at finde. Syl x Omsorg, Meejah x Hiraki, John Cxnnor osv. Det er ikke kun udgivelser og shows af bragende høj kvalitet, det er forbindelser og håndtryk på tværs af scenen, hvor kreativiteten får lov til at vokse eksplosivt. At se en plakat med dine to yndlingsbands og et ‘X’ imellem dem, er en magisk ting. Hvad fanden finder de på? Hvad skal de spille? Kan de godt alle sammen være på scenen? Tanken om at Myrkur x Morild eller Heksproces x Katla ikke er ønsketænkning, gør et eller andet ved mig. Mere af det tak. 

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook