“Hvad sælger I så her?”, kan man få lyst til at spørge.
“Sort”, vil være svaret. For det er det, man kan købe i LÖVENDAHL.
Fra udstoppede ravne og kranier, over kunst udarbejdet af dygtige typer som Mariam Zakarian, Monica Hee Eun og John Kenn Mortensen, læbepomade i skull-etuier, plader fra Mephisto, bøger om makabre emner og alskens tøj i alle nuancer af sort.
Så ovenstående svar vil altså være dækkende. Men LÖVENDAHL er ikke bare en butik, det er også centrum for mange mennesker, der skal have kop kaffe, en øl med hjem eller bare en snak, som John Kenn nævnte ovenfor, og knudepunktet for alle disse er Kit og Emil Løvendahl.
For de fleste i København (eller Aalborg) vil der nok være genkendelse at spore, når den høje kvinde med de lange sorte Morticia-lokker, og manden med lige imponerende nakkehår og overskæg er at finde blandt publikum. Det er de nemlig tit.
Og udover at have arrangeret koncerter i deres lille butik på den mondæne Sønder Boulevard, er de to nu også i færd med at arrangere noget så hyggeligt og provinsielt som en ægte vejfest på en af hovedstadens smarteste gader.
Derfor tog fotografen og jeg til Vesterbro for at høre lidt mere om, hvad der får de to til at stå op hver morgen, og gøre deres for at være en del af scenen.
Ude foran stopper vi og ryger en cigaret. Bag os står en hvid varevogn. Det er sådan set ikke så usædvanligt, men i vinduet på den her ligger der nu lidt anderledes parkeringstilladelser end det normalt er tilfældet. Bilen her har lige været smuttur på Refshaleøens beton til Copenhell, hvor LÖVENDAHL har haft butikken med på tur – lige som de plejer. Senere skal vi få at vide, at det for eksempel er lykkedes dem at få lov at sælge Plaguemaces merch, og dermed sørge for, at horsensbandet kunne få hele kollektionen med fremfor de to shirts Copenhell ellers giver bands lov til.
Endnu et eksempel på, at Kit og Emil strækker sig langt for de folk, der beder om deres hjælp.
Indenfor sidder de to klar. Der er en lind strøm af mennesker, der skal have blæk i huden i instore-tattoo-biksen Mourning Palace, der drives af Evelyn Deetz og Julie Lintrup, men ved kassen er der roligt. Emil indtager pladsen bag disken, hvor han serverer os både vand (Liquid Death), kaffe (sort) og sodavand (Fritz, naturligvis), mens Kit bevæger sig lidt mere rundt på fødderne.
Som man gør, når man skal interviewe folk, starter vi med at spørge lidt faktuelt ind til vores interessenter. Begge er lige et år fra det halve århundrede, og har lavet en del i løbet af livet.
Som Kit formulerer det, er den selvstændige VVS’er Emil butikkens sugar daddy, og sørger for, at butikken kan køre rundt. Kit selv var kørt sur i jobbet som økonomisheriff i Kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, og fik gjort butikken på Vesterbrogade klar til åbning i 2019.
Som vi nok ved, gik der ikke længe før tingene så skulle lukke, og det viste sig, på nogle måder, at være ganske smart for dem.
– Det var simpelthen så kedeligt. Jeg er åbenbart slet ikke butiksperson, siger Kit med store øjne.
Noget af det, de til gengæld havde været glade for var bydelsfestivalen Lights on Vesterbro. Her fik de alvorligt blod på tanden for at lave andet og mere end bare at stå i butik, og de besluttede at finde lokaler, hvor der var plads til fx. at holde releasekoncerter eller lave udstillinger.
Og det gjorde de så.
Men vi skal længere tilbage, for at forstå hvem, vi har med at gøre.
– Jeg er heavy metal, born and bred, forklarer Emil.
– Jeg forelskede mig pladask i metallen, da jeg var meget, meget ung. Jeg så Alice Cooper den 15. april 1988, og lige siden er der nærmest ikke gået én eneste uge, hvor jeg ikke har været til koncert. Alt andet, jeg kan lide, er kommet senere.
For Kit var det lidt sværere. For i modsætning til Emil, der er vokset op i København, stammer hun fra Over Jerstal, der for de mindre geografisk kyndige blandt læserne, befinder sig lidt sydvest fra Haderslev.
– Jeg er vel goth – men sønderjysk. Hvor jeg kom fra, var der ikke så meget at tage af. Vi var alt. Goths, punkere, popdrenge, metallere. Man måtte mixe hele skidtet.
Det er hun sådan set blevet ved med. Mere om det senere.
Tilbage til butikken. Efter et hurtigt smut på toilettet, hvor jeg både fandt en krukke med præserverede kængurutestikler, en samling Lovecraft-noveller og to udstoppede gråspurve monteret i loftet, går jeg forbi Mourning Palace på vej tilbage til kassen og kigger ind. Både Evelyn og Julie har travlt. En familiefar snakker med sin søn, mens han får ordnet skulderen midt i det lyserøde paradis, de to kunstnere har indrettet sig.
– Da vi fik de to ind og de fik at vide, at de helt selv måtte bestemme, spurgte de, “Vil det sige, vi godt må gøre det pink?”. Og ja, selvfølgelig måtte de det.
Og så fik jeg jo mulighed for at købe lidt lyserøde varer ind også, blinker Kit.
Det er tydeligt at mærke, at hun er stolt af butikken, og at hun gør sig meget umage for at finde de helt rigtige ting. Der er ikke en eneste ting, hun ikke har taget personlig stilling til.
– Det skal være et sted, jeg gerne selv vil være og ting, jeg gerne selv vil have. Jeg havde altid drømt om at lave en tøjkollektion, så da jeg fik mulighed for det sammen med Borcher Avantgarde, greb jeg den.
Emil nikker og fortæller:
– Vi går meget op i, at det er de rigtige ting vi har. Næsten al kunsten her i butikken er lavet specifikt til os. Der er meget, vi er eksklusive i, siger han. Og smiler veltilfreds. Det passer ham ret godt, kan man se. Han er i sit es, når han serverer kaffe og fortæller glad om både sodavand og øl. Og Død og Pine Vine, som Løvendahlerne selv står for at importere.
Det sker også, at både vin og øl serveres i butikken. Politiet kender efterhånden til dem og godkender ansøgningen, når der skal spilles musik på matriklen. En del bands har efterhånden været forbi – Demolizer, Plaguemace, Jacob Bellens (Murder, I Got You on Tape) og Beskidt Service, for at nævne nogle. Strychnos ville også gerne, men deres eget dogme om kun at optræde med blod satte en stopper for festen.
– Det skal jeg ikke have på varerne! mente Kit.
Men hvorfor beslutter man at spille musik i en butik, der ikke som sådan er beregnet til det?
– Jamen, det er noget vi gør, fordi vi synes, det er fedt. Det, det gør for os er, at de sure eller kedelige dage giver mening for os. Så bliver det pludselig til fucking fede dage, og dem, der kommer elsker det, fortsætter indehaveren.
Den eneste fællesnævner for bandsene er, at de har spurgt om de måtte. Og så, som Emil siger:
– Det er musik, vi kan stå inde for. Og bands, der identificerer sig med stedet.
– Det er ligesom dengang, vi havde pladeselskab. Det er egentlig lukket nu, men der er nogle bands, der kun vil udgive gennem Fonogram Agency. Så hvis de beslutter sig for at lave noget igen, har de mig i saksen.
I juli måned rykker de også oplevelsen ud af butikken. Til arrangementet Sort Vejfest indtager de Sønder Boulevard, med optrædener fra Beskidt Service, Inertials, The Preachers og Copenhell- og Roskildeaktuelle Vulvatorious.
Om aftenen rykker festen indenfor i Basement, hvor Idiot Child, Foreshadower, Nexø og ligeledes Roskildeaktuelle Katla.
– Det kommer sig egentlig af det, vi lavede med Lights on Vesterbro. Det er noget vi gør, fordi det er sjovt. Vi håber bare, at det går i 0, men vi prøver selvfølgelig at skrabe så mange penge ind til kunstnerne, som vi kan, siger Emil.
Kit supplerer:
– Vi vil gerne lave et alternativ på Sønder Boulevard. Vise lidt mere tænder end de andre. Det skal selvfølgelig være fedt for alle de andre på vejen også. Det er også derfor, det ikke er en gadefest. Det er en vejfest – ligesom i Jylland. Vi håber folk kommer med pastasalat og sådan, siger hun.
Men hvad med scenen? Føler de to overhovedet noget forhold til den? Er de en del af den?
– Jeg har lyst til at sige nej. Men JA! griner Kit.
Emil nikker:
– Ja, mega. Det gør jeg virkelig.
Som sagt går de til koncerter. Mange koncerter. Os her på magasinet render hele tiden på dem. Blandt andet da vi tog til Aalborg til Vægtløs’ releasefest.
Og det er blandt andet det, der betyder noget for parret.
– En ting er musikken, men det er også alle de kram, man får og alle de mennesker man møder igen og igen, siger Kit.
– Det er sådan, vi er sammen med vores venner. Man bliver stolt, når man møder folk, man kender i Aalborg.
Det føles meningsfuldt, siger Emil, inden han går i gang med at snakke om netop miljøet oppe nordpå.
– Dengang vi havde pladeselskab, lavede vi stort set kun postrock, og det betød tit, at det eneste show vi havde i Danmark var på 1000fryd. Og det de laver på Lasher Festival er helt fantastisk.
– Med Lasher og Colossal ville der faktisk være basis for det vi lavede dengang herhjemme. Der er blevet plads til det mærkelige og den lidt nørdede tilgang til musikken. Man kan mærke det på publikum. Der er ingen snak og der er respekt for musikken, fastslår Emil.
Når det kommer til den scene, de føler sig som en fasttømret del af, er der ingen tvivl. Det går godt.
– Den danske scene er bedre lige nu, end den har været på noget andet tidspunkt i min levetid. Bandsene er af virkelig høj kvalitet, og man risikerer ikke længere bank, mener Emil, og hentyder til de rockere, der befolkede heavymiljøet, da han var ung.
– Det er ligesom i min ungdom, supplerer Kit.
– De små miljøer benefitter af hinanden. Vi har fundet ud af, at vi ikke er så farlige, og at vi kan bruge hinanden til noget.
Og det er sådan parret Løvendahl har det med de fleste ting, de oplever.
– Det er jo det, det handler om. Også når vi går til koncert. Det handler lige så meget om det sociale, og de folk, man ser igen og igen. Nogle kommer i butikken og lærer hinanden at kende, nogle bliver kæreste, nogle roomies.
Emil byder ind:
– De sidste ti år har vi holdt jul for dem, der ikke har noget selv. Og så skaber vi det sammen.
Kit smiler, når hun fortæller om de mennesker, hun holder af.
– Vi har sjældent tid til at dyrke vores familier, så vi har skabt vores egen. Vi er mor og far for mange mennesker.
Et af de mest tydelige eksempler er nok deres tidligere praktikant. Hun kom fra et projekt, der hed Spydspidsen, der arbejder for at hjælpe udsatte unge til at finde ro og arbejde, og bad specifikt om at få plads i butikken.
– Vi havde aldrig oplevet noget lignende, men vores hjerte banker jo for det utilpassede miljø.
Da vi var unge søgte vi også de lidt ældre, der passede på os. Så vi sagde ja, og gjorde forsøget, forklarer Kit.
– Og det lykkedes! Hun tog sin 10. klasseseksamen og starter snart på uddannelse, siger hun, og ser stolt ud.
– Vi elsker også, når John (Kenn Mortensen, red.) kommer forbi (som han nævnte i vores interview i vinter). Alle dem, der kommer her og hænger ud. Det var præcis det, vi gerne ville, men det kan man jo ikke bestemme. Man kan bare gøre sig umage for at her er rart at være, siger Emil.
– Vi synes jo bare, at alle skal have det godt og have lidt plads, tilføjer Kit.
Sort Vejfest afholdes 27. juli på Sønder Boulevard 97. Første del er gratis, anden del på Basement koster kr 200,- og kan købes her.
