Kan man overhovedet høre metal i Aarhus? Og hvorfor er det fedt at gå til koncert i et industrikøkken?
Vi har talt med arrangørteamet “Hul”, der har sat sig for at sikre, at Aarhus ikke bliver ren Thomas Helmig.
De to personer bag Hul, der ifølge sig selv præsenterer “rockkoncerter uden så meget pis” – og fokus er for dem, på udtrykket. De to personer bag er Jesper Engedal Munksgaard og Louis Valentin Bresson-Røssell, og selvom de har lært hinanden at kende gennem spillestedet Headquarters, er deres veje frem til det at være koncertarrangører forskellige. Louis er uddannet oplevelsesøkonom, mens silkeborgfraflytteren Jesper har taget sine egne veje.
– Jeg ville hellere bare lave ting end at tage en uddannelse. Jeg skal ud i virkeligheden, prøve noget, se hvordan det fungerer. Jeg ville snakke med folk og finde min plads i scenen – for jeg var virkelig ikke god til at spille.
Som sagt fandt de sammen på Headquarters, hvor de fandt ud af, at det i virkeligheden ikke var særlig svært at stable koncerter på benene, og sammen har det udviklet sig til kollektivet Hul.
– Det er vigtigt for os, at det kun er os to. Vi kender hinanden og vi ved, at den anden sagtens kan løse opgaven, hvis den ene bliver syg eller ikke lige kan. Det er ikke så opstillet og det handler om, hvem der lige har tid eller overskud, fortæller Jesper.
Og Hul handler også netop om Louis og Jesper. De forklarer selv, at det er som en lille klub, hvor de kan præsentere musik, som de selv kan lide. Det handler primært om udtrykket, fortæller de. Louis forklarer:
– Vi har fokuseret meget på rammerne rundt om musikken, for det er vigtigt, at det inviterer publikum indenfor og at det går lidt amok. Vi ville gerne væk fra den scene, hvor man bare står og glor ned i sine sko, og i stedet skabe et rum, hvor man er fælles om at nyde musikken.
Det betyder også, at de gerne arrangerer deres koncerter lidt aparte steder. Blandt andet Sway, der er en bar og kulturhus indrettet i et gammelt restaurationskøkken. Udover at være småt og intimt med en kapacitet omkring halvtreds mennesker, byder det det også på noget af Aarhus’ værste akustik.
– Det vilde ved Sway er, at når vi fylder den op, føles det fuldstændig som at have været til koncert med 600 publikummer. Man kan i den grad mærke det, når man går hjem fra en koncert der, og det er noget af det, vi rigtig godt kan lide, siger Jesper grinende.
Hvis man skulle være i tvivl om hans engagement, har vi i øvrigt fanget ham på en mobiltelefon, mens han står og er ved at gøre klar til et show på Headquarters. Stagehands passerer i baggrunden, og nogle gange skal han lige svare på et spørgsmål. Men i modsætning til Headquarters, har Hul ikke noget fast program.
– Vi kan egentlig godt lide bare at lave en koncert, når vi har lyst.
Og det er det, de gør i Hul. De planlægger ikke. De opsøger selv nye bands eller bliver opsøgt – det sker jo, når man gør væsen af sig i scenen. Og det handler ikke så meget om, hvem det er. Det handler om, at det skal være fedt.
– Vi er store modstandere af gatekeeping. Og vi vil heller ikke gatekeepe os selv. Hvis vi møder noget fedt, og vi synes det passer til os i udtrykket, så booker vi det, siger Jesper, og peger blandt andet mod Nausia, en københavnsk jazzkvintet, som de har arrangeret show med.
– Det at vi ikke har så mange dogmer, handler nok også om, hvordan projektet startede. Det gik jo mest ud på, at vi gerne ville se nogle koncerter, skyder Louis ind.
Men de kan godt lidt at skubbe rammerne. Selvom de har et samarbejde med Aarhus Festuge, hvor de kan få skabt noget større begivenheder – og dermed præsentere musikken for flere publikummer, er det stadig det skæve og underlige, der trækker mest.
– Det er næsten med vilje, at vi finder de venues, hvor der ikke er noget. Vi bookede for eksempel Ashenspire i Det Tredje Rum nede på Sydhavnen. Det er bare et tomt lokale med en elpære i, fortæller Louis.
Jesper bidrager:
– Det er også os selv, der laver plakater og det er vores venner, der laver lyden. Selvfølgelig får de løn for det, men det handler alligevel om at være en del af scenen.
Og det er en væsentlig del af Huls etos. Det skal være DIY. Parret fortæller, at der i Aarhus ikke er langt fra tanke til handling. Mange steder kan man bare kontakte den lokale spillestedsleder, og så får man lov til at lave noget. Og det vil de gerne inspirere.
– Vi vil gerne have musikken ud blandt folk. Vi gider ikke være kæmpestore koncertarrangører. Vi vil kunne betale vores musikere og ikke røvrende vores publikum, siger Louis.
– Nemlig. Det er ikke alle, der har råd til at lægge 500,- for en koncert. Så vil vi hellere tage 100 kroner for billetten og så lade folk købe shirts af bandsene. Hvis vi gerne vil have de her koncerter, så må vi sørge for, at folk kommer til dem. Så Hul tjener slet ikke noget selv, fortæller Jesper.
Og netop det med økonomien, er både meget vigtigt for dem, og samtidig også noget, de hader både at tale om og arbejde med.
– Det er ikke politisk, når vi honorerer vores bands. Det er bare sådan det er. Det er en selvfølge for os. Man får løn for sit arbejde, fastslår Louis.
Jesper indskyder:
– Vi gider ikke snakke så meget om det. Jeg er bange for, at det tager for meget opmærksomhed. For helt ærligt, hvis 50 mennesker betaler kr. 50,- hver, så er det jo ikke særlig meget. Vi kører det som house shows. Vi giver det vi har.
Ambitionsniveauet er jordbundent og højt samtidig. De to har som nævnt ingen intentioner om at skulle lave store festivaler eller trække kæmpebands. Men de vil gerne have flere udenlandske. Og så vil de gerne have andre til at booke også. Måske er drømmen at kunne gå til shows, de ikke selv har stået for.
