Normalt når jeg interviewer folk, foregår det enten ansigt til ansigt eller via et videoopkald. Ofte sender jeg en lille ramme for mine spørgsmål til deltagerne, så de kan forberede sig. Det var også tilfældet denne gang, men som i så mange andre situationer viste vores emne sig at være fuldstændig ustyrligt.
Johan Tankred, der står bag koncertrækken HXC over HCA og de vildt succesfulde HXC KIDS (læs om dem her og her), sendte mig følgende besked:
Så det er vel det, vi gør. God fornøjelse.
Din baggrund. Hvem er du, hvor gammel er du, hvad laver du? Både privat og professionelt
Hej, jeg hedder Johan Tankred. Jeg blev født ved en smuk bakke på Juelsmindehalvøen. Jeg er et år ældre end halvdelen af halvfems, uddannet journalist og arbejder som iværksætter inden for kultur. Desuden dyrker jeg chilier og tomater på min fynske farm. I den smalle befolkning er jeg muligvis kendt som bagmanden bag de to fynske festivaler HXC Kids & HXC over HCA.
Hvad startede dit forhold til den hårde musik?
Mit forhold til metal startede i 80’erne, hvor naboen havde sådan en rigtig olm tyr. Den var kulsort, og galskaben lyste ud af dens øjne. Under endnu et udbrud og raseriudbrud havde den raseret og sat en skræk i landsbyens borgere én gang for meget. Den blev derfor slået ned, og skindet blev lavet til en læderjakke. Kraniet blev efterfølgende hængt oppe i forsamlingshuset, komplet med læderjakken hængende ned fra hornene. Denne udstilling blev en slags samlingspunkt og stolthed for hele egnen og hang der i mine formative år -indtil både kranie og jakke blev stjålet i mine teenageår, men det er en anden historie.
Hvad er dit forhold til scenen, hvornår følte du, du blev en del af en scene?
Jamen, som barn af hippier havde jeg set Woodstock Festivalen på VHS, længe før læseevnerne rakte til at kunne læse om grimme ællinger, og den slags besegler ens skæbne.
Jeg er som sådan ikke del af en scene, da jeg favner enormt bredt i mit valg af kulturtilbud og musiske kategorier. Om jeg så er en del af det fine selskab, det vil jeg lade smagsdommere eller dem, der reelt tegner scenerne, bedømme. Det er jo heller ikke fodboldspilleren, der udtager sig selv til landsholdet – medmindre man er sårn ræddi, ræddi rig – og det bliver man ikke af at lave festivaler. Så kids, hvis I vil være rige, så lær at lege DJ, da ingen seriøse musikere tjener skejser – alternativt, så drop den hardcore, og smør harpiks på hænderne. Word.
Hvad er scenens tilstand? På Fyn og på landsplan
Scenen er på vej til et kollaps, grundet postcorona-sult på indkomst fra aktørerne og en deraf overmættethed af metalfestivaler. Sætningsskaderne startede i 2024, og i 2025 kommer vi til at opleve, at medmindre man stikker ud, så står man ikke stormen igennem. Jeg bifalder ikke ovenstående, det er bare min nøgterne analyse – og selvom jeg inderligt håber at tage fejl, så peger pilen kun én vej. Det er i sagens natur en art sundhedstegn, at de arrangementer, der tør satse og inkludere og inkorporere fremtiden, nicher og ungdommen – de kommer til at bestå og vækste. Derfor anser jeg scenen som sundere og stærkere end nogensinde, da mængden af
nye artister og arrangører er sprudlende. Yderligere er kønsdiversitet ved at blive en naturlig del af scenen – og det synes jeg burde være en selvfølge. Inden for den hårde rytmiske musik der har vi ubetinget den bedste kønsfordeling på og foran scenen – og det skal man hædre og være taknemmelig for. Næste år på tværs af HXC Kids & HXC over HCA der kommer man til at opleve en kønsbalance lige under 50/50. Man kan ikke titulerere sig selv som en inkluderende aktør, hvis man ikke inkluderer alle – både på og foran scenen. Det er min klare overbevisning, at arrangementer, der både kan underholde og inspirere, kommer til at bredså en masse stjernefrø, som med tiden vil vokse op og skabe en større, stærkere og væsentlig mere bæredygtig kultur end tidligere set i historien.
Af disse grunde og mange andre så nedskalerer vi fra to årlige festivaler til én. Jeg synes, det var passende at placere den i weekenden før VMF under det nye slogan: “HCA er ikke størst, men kommer først”.
Hvad er HXC over HCA?
Målet er at medvirke til at genskabe den fynske metalscene – et eventyr ad gangen. Festivalens eksistens, mit liv og ditto virke guides stringent af et ældgammelt indisk management mantra: 4U.
Jeg ønsker nemlig at: Underholde, Undervise, Undre og Udvikle.
Man kunne fristes til at smide ungdommen ind i ovenstående – men så mister mantraet sit fynd. Efter en dynamisk dialog med vores publikum har jeg valgt at retænke og relancere voksenfestivalen i 2025. Demografien er jo et smukt kludetæppe af alt godt fra den unge ende af skalaen – og det er derfor mit mål at bygge bro imellem det helt unge publikum fra børnefestivalen til vores yngre gæster fra voksenfestivalen. Det gøres ved at sætte scenen for fremtidens scene ved at omfavne de artister, der kommer til at tegne scenen på sigt. Solsikker vokser dog bedst, hvis de bindes op på knudrede pæle, der stikker dybt. Sigtet er derfor ikke særskilt millennials, da milepæle med en hård kerne og hegn hængende ned af siderne altid vil være velkomne i vores fynske have.
TIl kritikere af, at “Hardcore/HXC” figurerer i navnet på vores festivaler, så vil jeg påstå, at der er mere hardcore i vores sammensurium af smagfulde stilarter, end der er rejer i rejeost.
Hvad er HXC Kids?
Danmarks første og største metalfestival – KUN for børn. Andre har taget teten op – og det er jo til stor glæde og gavn for de fremtidige generationer af fans og bands. Vores udvalg af kulturtilbud til børnene stikker dog klart ud. Hvor man til andre tiltag kan tage sine børn med til koncert, så i HXC Kids-regi der tager børnene deres forældre med til børnenes festival – og ikke omvendt.
Vi er desuden gået hen og blevet en fynsk eksportvare – og det skal vi både ære og værne om. Her menes, at i selve markeringsåret oplevede vi en så stor efterspørgsel på festivalen fra en lang række etablissementer og enkeltpersoner, at jeg valgte at sende børnegruppen og de aldrende pædagoger på tværs af landet til et udsolgt Voxhall – og det er jo ikke så ringe endda.
Så HXC Kids er allerede blevet etableret – og det henrykker en ordknap knudemand.
Hvorfor laver du det, du gør?
Fordi jeg knuselsker at plante frø og se livet gro. Det er desuden enormt skægt, da man som iværksætter kommer i berøring med mange forskellige felter. Man springer imellem at låse datoer og bookinger fast, alt imens man forhandler priser på popcornmaskiner, fact- og kvalitetstjekker promoer, pressemeddelelser og strømliner plakater, så de bliver leveret såvel fysisk som i de rette digitalformater til de rigtige platforme og trykkeriet. Når man er barn af 70’erne, så er det ganske pudseløjerligt, men en helt naturlig progression at overføre de farverige opslag fra folkeskolens toiletvægge til SoMes ditto. Horisonten skifter yderlige dagligt, når man siddende på hjemmekontoret på sin gård skriver løst og fast med folk på egen alder fra det ganske land for så at udveksle dessiner med folk, der tænker, taler og kommunikerer, som var de fra en helt anden planet end ens egen: Storbyens Ungdom.
Mit hjerte næres ved vekselvirkningen deri og i al ydmyghed, efter et hårdt opbrud i kærligheden har mit voksende netværk medvirket til at gøre min verden til et større og smukkere sted igen – så af hjertet tak.
Tilbage ved skrivebordet så oprinder sandhedens øjeblik, hvor alt er sagt, gjort, skrevet og publiceret. Så sadler man om og rider ud for at indtage medielandskabet, kun bevæbnet med en verbal seksløber ladet med alskens skyts fra fantasien. Når den drabelige duel er overstået, så har kuglerne forhåbentligt ramt plet, og så følger den søde ventetid, hvor det er op til vildt fremmede individer i alle aldre, om de ønsker at benytte sig af det kulturtiltag, som op til offentliggørelse har været noget, man har barslet med i ideernes verden. Det er sindsoprivende spændende, og jeg er dybt taknemmelig for tilliden fra artister, aktivister og de ansatte, jeg har været så heldig at samarbejde med.
Hvad har overrasket dig mest? Hvad har været sværest?
Hvorledes at man kan vande, gøde og belyse ens nye beplantninger nok så meget, men om de tager ved og sætter stærke rødder i livet, det kan man kun gisne om – alternativt så kan man jo bare købe sig til en masse planter ,og så kan man være nok så højtflyvende, men inderst inde der ved man jo godt, at lånte fjer de hæfter sgu ikke rigtig på ryggen.
Hvad er dit håb for dine arrangementer?
At de en dag bliver bæredygtige og rentable i en form, så jeg kan trække mig tilbage og leve af at forfine mine fermenteringer og fremme udbredelsen af glæden ved varmkompostering.
