10 år, venner. Så ved man et og andet. Det er lang tid at være en levende og skabende del af en scene, men ikke desto mindre er det det Indisciplinarian kan fejre i år. Jacob Krogholt er en af de to personer bag det efterhånden velkendte pladeselskab Indisciplinarian, og vi har sat ham i stævne for at gøre regnskab.
Krogholt selv har spillet musik det meste af sit liv. Blandt andet som medlem af heavy-bandet Rising, i Withering Surface, Cyanotic, Summons og senest i Anti Ritual. Men siden 2013 har han, sammen med makker Nikolaj Borg, blandt andet kendt fra Saturnus, Withering Surface, Thorium og Anti Ritual, drevet Indisciplinarian.
Det at stå for et label kan gøres på mange forskellige ambitionsniveauer, men for Indisciplinarian har man sigtet højt.
Ideen om Indisciplinarian opstod, da Rising netop havde færdiggjort deres anden LP ‘Abominor’ og umiddelbart efter gik i opløsning.
– Jamen, jeg syntes jo egentlig, at vi havde lavet en pissefed plade, og at det var ærgerligt, hvis det bare skulle gå i vasken det hele. På det tidspunkt havde Nikolaj og jeg allerede talt om vores eget pladeselskab i et par år, så vi greb den og det skulle blive vores allerførste udgivelse, fortæller Krogholt.
Anden udgivelse var post-metallerne i Fossils, som delte medlemmer med Risings tourmakkere Double Space, og som rigtig skød Indisciplinarian i gang, da pladen blev hypet og blandt andet fik en fin anmeldelse i Politiken. Og så var tiden til, at bosserne skulle rulle sig selv ud,
Anti Ritual, Borg og Krogholts hårdtslående blackened hardcore-band, blev tredje skud i bøssen.
– Vi skulle ikke tækkes nogen. Vi kunne gøre som vi ville – og det gjorde vi.
Og det er præcis det, der er pointen med Indisciplinarian. Efter mange år i gamet, ved Krogholt og Borg hvad de vil, og hvad de ikke vil.
– For os var det absolut vigtigste, at der var den personlige forbindelse. Altså, at både Nikolaj og jeg skulle svinge med de bands, vi udgav. Det var vigtigt, at det skulle være en god oplevelse at udgive hos os, fortæller Krogholt.
– Nikolaj og jeg har spillet musik og arbejdet i branchen i rigtig mange år, og det gav os en indsigt i, hvordan det er på begge sider af bordet. Vi ved hvordan det er fedt at blive behandlet. Så vi ville skabe de rammer, vi selv gerne ville have.
På den måde har de to også ramt rigtigt på mange måder. Det er sjældent, at de bands, de har valgt at udgive ikke har opnået et eller andet, om det så er kunstnerisk eller mere kommercielt. Noget af det, der særligt er vigtigt for Indisciplinarian er nemlig også, at bandsene vil noget.
Og når man ser på selskabets stald, er det da også tydeligt, at det er bands, mange kender i scenen. Det er heller ikke mange andre labels i Danmark, der ville have held med at få solgt billetter til en jubilæumsfejring, men med Orm og Eyes øverst på plakaten, går det udmærket med det.
– De to er vores største bands. Det er dem, der sælger flest plader og trækker flest folk. Det er nok de største konventionelle successer. Men for os handler det om, at dem, der udgiver hos os får en god oplevelse. Økonomisk skal det helst bare gå i nul.
Hverken Borg eller Krogholt trækker løn fra selskabet, men sørger for, at de penge, der kommer ind, bliver i Indisciplinarian.
– Jeg lever jo af mit job i Audible. Alle indtægter skal investeres i bands og nye udgivelser. Så sørger vi også for at kunne blive ved med at udgive de lidt mere skæve ting. Og så kan vi lave bedre produktion og markedsføring nu, hvor budgetterne er lidt større.
Det er også årsagen til, at de kan fokusere så skarpt. Lidt over fyrre udgivelser er det blevet til over de ti år, og det mener Krogholt i høj grad handler om, at de kan vælge ting, de selv er vilde med.
– Vi har kunnet mærke, at der har været en sult efter et label som vores. Vi har modtaget utallige demoer og mails, og det er, trods alt, kun blevet til de fyrre. Men vi tager dem, der er noget særligt.
Indisciplinarian betragter heller ikke sig selv som et genrelabel. Det vidner den store bredde i deres udgivelser også om, og på nogle måder står det i kontrast til andre labels i landet.
– Extremely Rotten og Strange Aeons er gode eksempler på nogen, der har en helt specifik vinkel, de går efter, mens Prime og Mighty Music har en mere kommerciel profil og en professionaliseret forretning. Vi vil bare gerne have det, der er lidt anderledes, forklarer han, og fortsætter:
– Hverken Nikolaj eller jeg er specielt vilde med sådan en moderne, ProTools-produktion, og vil gerne have, at det river lidt mere. Derfor går vi heller ikke meget op i volumen, men kan nøjes med at kigge på det kunstneriske.
Det særlige kommer også til udtryk i, at Indisciplinarian holder sig på afstand af det kreative.
– Vi kommer med råd og vejledning, men ofte hører vi ikke tingene før vi får en master. Det er vigtigt for os, at det er kunstnerne selv, der står for det, og ligesom vi ikke ville tækkes nogen, skal de heller ikke.
Han fortsætter:
– Jeg er fascineret af musikere, der tør gøre folk utilpasse og chokere dem. Det er den lyd, vi går efter. Det skal gerne være skramlet og upoleret. Vi skal have tillid til hinanden, os og de bands, vi arbejder med.
Da vi forberedte os til dette interview, var en del af researchen også at kigge på Indisciplinarians kunstnerkatalog. Større, imponerende navne var der flere af. Eyes, Orm, Morild, Alkymist, Solbrud og Terminalist optræder alle. Bands, der generelt trækker gode karakterer og stærke anmeldelser. Men én ting manglede dog.
Kvinder.
Ingen af de bands, der udgiver hos Indisciplinarian har kvindelige medlemmer, og det ville vi gerne høre bossen om grunden til.
Han sukker lidt:
– Jeg ved det faktisk virkelig ikke. Jeg skal ikke sige det med hundrede procents sikkerhed, men jeg kan faktisk ikke huske, vi har fået henvendelser fra nogen. Måske nogle stykker, men så har der været andre elementer, der ikke spillede.
Krogholt ser reelt træt ud. Det er tydeligt at mærke, at det er et ømt punkt, han ikke helt var klar over, de havde.
– Vi ville da smaddergerne have flere kvindelige kunstnere. Som man kan fornemme ud fra Anti Ritual også, er vi jo på den progressive fløj, og jeg ville ønske, at nogle af de kvinder, der spiller fed musik sendte det ind til os. Men hvad gør I på Selvtægt?
Det er jo sjældent rart at få spejlet sit eget kritiske spørgsmål, men det var en ganske rimelig forespørgsel. For hvad gør medierne på scenen egentlig for at fremhæve de vækstlag, de påstår at støtte?
På Selvtægt har vi udarbejdet statistik over vores dækning af forskellige grupper, herunder kvinder, og er i gang med at udarbejde benchmarks for vores arbejde i det kommende år. Disse tal bliver offentliggjort for læserne snart, men viser også, at heller ikke vi er ordentligt i mål.
– Det skal jo helst ikke være kvoter, siger Jacob Krogholt.
– Men det lyder som en god ide at sætte sig nogle mål, så man bliver bevidst om, hvad man laver og hvad man understøtter, uddyber han, og ligner en, der har tænkt sig at arbejde videre med emnet.
– Vi ser os jo ikke som sådan som en del af nogen scene – altså, selvfølgelig er vi det, men vi går ikke ind i debatter og polemik, men fokuserer på musikken. Vi holder det apolitisk i vores arbejde og lader vores bands’ udgivelser stå for sig selv. Men vi har da helt klart grænser for, hvem vi vil arbejde med – nazister, racister, sexister og al den slags er naturligvis udelukket.
Scenen er altså levende, mener Krogholt.
– Vi har ikke noget behov for at føle, vi skaber scenen. Vi har altid været her. Vi har haft langt hår, klippet det af og ladet det vokse ud igen. Vi spiller musik af lyst og udgiver plader af lyst. Vi skal ikke bevise noget. Vi går til mange koncerter, og ser dem, vi synes skaber scenen. Det er dem, der skaber noget, der er scenen.
Efter ti år er det oplagt at se tilbage. I en anden slags virksomhed ville en bestyrelse nok skulle evaluere strategien. En direktør ville nok holde en længere tale og medarbejderne ville smile, nikke og klappe.
Men for Krogholt er det ikke nærliggende. Han virker faktisk lidt forvirret, da vi spørger, om han synes Indisciplinarian har været en succes.
– Tja, på den måde, at vi stadig udgiver fed musik. Vi har fået venskaber for livet med nogle gode mennesker – nogle af dem udgiver vi stadig med. Nogle vokser kommercielt, andre kunstnerisk, og vil stadig gerne være hos os. Vi bliver stadig kontaktet af fede bands.
På dette tidspunkt får vi en mistanke om, at Krogholt måske skulle have rødder i det nordjyske. Det er dog Sydsjælland, der har farvet hans nøjsomme ordforråd, men resultatet er det samme. Det er ikke en mand, der skal bevise noget.
Det er også det, vi får ud af at spørge, om Indisciplinarian har skabt sin egen lyd.
– Det skal være tungt, det skal være skramlet, det skal være kunstnerisk. Jeg synes ikke, man som sådan kan kalde os “gatekeepers”, men vi sørger da for at skubbe det frem, vi synes fortjener det. På den måde er vi lykkedes.
– Vi har opnået det vi satte os for, og det bliver vi ved med. Om vi skal finde på flere ting at tilføje, det må fremtiden vise.
