Glad Fonden ligger på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. I hvert fald hovedkvarteret, men som virksomhed ligger de også i Aarhus, Esbjerg, Aabenraa, Vejen og Ringsted. De har mere end 300 ansatte og leverer uddannelse til over 100 elever.
Det er det, der hedder en socialøkonomisk virksomhed, der har fokus på at arbejde med inklusion i både uddannelse og beskæftigelse for og med udviklingshæmmede.
Men det begyndte med en tv-station og et fokus på at give dem, der normalt ikke har en stemme, en mulighed for at blive hørt. TV-Glad startede i 1999 og arbejdede for at styrke ytringsfriheden ved at sikre, at mennesker i samfundets skygge ikke blot måtte blive hørt, men også kunne det. Det har siden taget fart, og ud over alt det ovenstående driver Glad Fonden i dag også radio i flere af ovenstående byer. Det er her, vi skal have fat.
Radioprogrammet Jackstikket huserer på Radio Glad under kyndig ledelse af Sylvester Bjarnø. Han giver gerne sit besyv med om musik, politik og en masse andet og gæstes af alle fra Becca og New Money til Pink Floyd-ekspert Thomas Ulrik Larsen og punkbandet Smooch!
Derudover er Sylvester selv udviklingshæmmet. Vi tog også ind og besøgte ham efter flere gange at have snakket om det til den ene eller den anden koncert. Nu blev det endelig til noget.
Glad Fonden ligger på et hjørne af en af Nordvestkvarterets mindre gader, og selvom der generelt er fredeligt og idyllisk i de gader, som kvarterets beboere i større og større grad har indtaget, med bænke, borde og garnbombede højbede, så bliver gaden et sandt inferno omkring klokken 14, hvor en stor del af fondens ansatte og elever har fri og skal hentes af taxaer eller kørselstilbud. Heldigvis har Glad også en ansat til at holde styr på det, og en receptionist dirigerer både frem og tilbage.
Indenfor får jeg lov at vente, mens Sylvester bliver klar.
Af ham bliver jeg eskorteret ind i tv-stationens bygning og op på tredje, inden jeg bliver vist ind på det kontor, han deler med et par kollegaer. Sylvesters hjørne er fyldt med dimser, fotos og ikke mindst en samling af kopper formet som kranier. Det er hans faste tekrus, fortæller han, mens han finder sin plads. Han er klædt i en T-shirt med motorcykel-motiv, adskillige ringe med kranie- og pigtrådsudskæringer og tatoveringer op og ned af begge arme. På den venstre står der “1312”.
– Ja, politiet og jeg har ikke haft de bedste relationer, griner han skævt.
Sylvester fortæller om et liv, der i udgangspunkt lyder svært, men som har vist sig at være ret godt for ham. Der er ellers en masse, der kunne stå vejen. Han blev født med fostervand i lungerne, og da det skulle suges ud, endte han omvendt med at mangle ilt, hvilket førte til en hjerneskade.
– Jeg har gået til læge, siden jeg var ni måneder gammel!, griner han.
Hjerneskaden har medført sænkede kognitive funktioner. “Retardering,” fortæller han, at lægerne kaldte det. Hans ryg er skæv, han går med høreapparat og har også haft selve øret taget af og sat på igen, da han skulle opereres for benæder – mellemørekolesteatom – hvilket har slået balancen helt ud, og er oven i hatten også diagnosticeret som både grænsepsykotisk og infantil autist. Lidt af en cocktail.
– Ja, det er de diagnoser, jeg har lige nu i hvert fald. Hospitalet har mistet omtrent 96 % af mine papirer, fik jeg at vide, da jeg søgte aktindsigt. Så jeg aner ikke, hvad der ellers er. Jeg går og venter på Rigsarkivet nu.
Sylvester lader sig dog ikke nøje med alt det. Han bor i Hvidovre, hjemstavnen hvor han er født og opvokset, og tager cykelturen til nordvest dagligt. Også selvom det medfører nogle skrammer fra tid til anden. Dem har han vænnet sig til, fortæller han, og viser billeder fra dengang han blev kørt ned af en jordemoder fra Hvidovre Hospital.
– Det var sgu da sjovt! Så havde hun lige været med til at give liv, og så ramlede hun mig ned bagefter.
Sylvester Bjarnø elsker at fortælle historier, og vores samtale bærer også præg af mange omveje. Jeg hører lidt om, hvordan han er vokset op med ishockey, hvordan hans bror har spillet med i verdens længste ishockeykamp, og hvordan skøjtehallen er bygget på et gammelt ammoniakanlæg.
Jeg hører om hans tilknytning til BK Unionen, og hvor glad han er for at gå til fodbold og tage del i det, samtidig med at han kombinerer det med politiske overbevisninger – han har været en del af fodboldklubbens fanfraktion “Den Røde Hær”, men understreger, at han altså ikke er fan af Josef Stalin. Vi kommer vidt omkring. Nutildags er det dog – som i barndommen – Hvidovre Boldklub, der har hans hjerte.
Men det, der er spændende for os, er naturligvis Jackstikket og igennem det Sylvesters forhold til den tunge musik.
– Min far har altid været glad for rock. Jeg er vokset op med Creedence Clearwater Revival, Pink Floyd og Billy Idol, så det har altid ligget der. Men det tog fart, da jeg boede på bosted i Hedehusene. Der var en pædagog, jeg var lidt vild med, og for ligesom at være sej satte jeg mit anlæg i fællesrummet og lyttede til Sort Søndag, fortæller Sylvester.
– Det var lige lidt hårdt for mig. Jeg skulle vænne mig til det, men jeg holdt ved. Det var In Flames, der overbeviste mig. “Kan det virkelig også lyde sådan? Hvorfor har jeg ikke hørt mere af det?” tænkte jeg.
Og i 2012 tog han så til sin første metalkoncert. Det var i Roskilde, og det var Helhorse, der var på plakaten.
– Jeg var ellers mest vant til rap. Men jeg kom derhen og var overvældet over, hvor forskellige tingene var. Jeg kunne genkende Accept og Manowar og sådan på battlevestene, og jeg vidste, at dem, jeg ikke kun læse, var død og black. Det var en vild oplevelse.
– De små koncerter er de bedste, fortæller Bjarnø.
– Der møder man folk, der er så flinke og rare. Og folk, der virkelig vil det. Til et show med Strychnos, Eyes eller Syl er det dedikerede mennesker! Til de større koncerter er det lidt mere ligesom alle andre steder.
Sammen med to kammerater fra den lokale Hvidovre-fanklub, Lars og Pia – sidstnævnte er også en del af Metal Sisters og bookede adskillige bands til den festival, hun holdt i anledning af sin 60-års fødselsdag – går han til mange koncerter hvert eneste år.
Det er dedikation, må man sige, og det er også den dedikation, der går igen og igen og igen i hans arbejde.
På Glad har Sylvester en kollega, der er gift med et medlem af bandet Night Fever. Og den vej igennem opdagede han Ungdomshuset, hvor han nu tilbringer mange timer.
Faktisk så meget, at Jackstikket er eneste medie, der har lov til at rapportere direkte fra K-Town Hardcore Fest. Det giver nu ikke Sylvester nykker; han er stadig frivillig på festivalen og sørger for at samle og sortere skrald. Men det siger lidt om, hvor meget energi han er i stand til at lægge.
Jackstikket er en af hans tre podcasts, der udgives gennem Radio Glad. De to andre, Nørdernes Paradis, hvor han dykker ned i sin forkærlighed for tegneserier, superhelte, karatefilm og meget andet, og Nuancer af Sort, hvor han dykker ned i livet skyggesider og også undersøger sine egne ængsteligheder og handicaps, er lige så spændende, men han fortæller også, at det er Jackstikket, der har holdt ved allerlængst.
– Der er to grunde til, at jeg laver det, jeg laver. Jeg passer simpelthen ikke ind i et normalt job. Jeg er ikke god til struktur, at komme til tiden og sådan. Jeg er heller ikke så god til at læse. Og så elsker jeg det, jeg taler om. Det kan godt være, jeg ikke kan spille musik, men jeg kan tale om det.
Tilbage i 2009 blev Sylvester foreslået af en vejleder at komme i praktik på TV Glad, men det var først, da radioen blev totalt moderniseret, at han syntes, det var rigtigt sjovt. Han var i praktik i halvanden uge, før han blev tilbudt job der, og da slog han til. Han har været der siden.
Selvom det handlede om reggae og guitarmusik i starten, blev det rock og metal, der blev omdrejningspunktet.
– Der er jo mange, der snakker om musik. Så jeg tager gerne fat i temaer. Jeg havde Anders Bøtter (Sort Søndag, red.) og Mikkel Wad (Helhorse, red.) inde og tale om døden for eksempel.
Han har også haft besøg af Copenhells Jeppe Nissen, hvilket må siges at være en præstation for et relativt lille medie.
– Til at starte med ville jeg bare gerne formidle noget om dansk rockmusik. Gasolin’, Dizzy Mizz Lizzy og så videre. Men ligesom man kun kan tage del i fodboldholdets succes, hvis man rent faktisk er med og skaber stemning, mener jeg kun, at man er en del af scenen, hvis man gør noget for den, siger Sylvester Bjarnø og afspejler indeværende magasins etos til punkt og prikke.
– Og det gør jeg! Nu laver jeg noget, nu gør jeg noget. Både for musikken, men også for menneskene. Jeg blev glad, da jeg opdagede, at en af dem fra Smooch! også har en autismediagnose. For jeg har følt mig anderledes, siden jeg var seks år gammel, og kan nu mærke et fællesskab, jeg er med i.
Han fortsætter:
– Det er fedt, at jeg kender flere og flere og har en masse oplevelser med musikerne. Så lærer man jo, at de er fuldstændig ligesom os andre.
Jeg slutter af med at stille Sylvester to væsentlige spørgsmål. De er næsten faste i mit interviewrepertoire.
Hvordan ser scenen ud i fremtiden?
Her giver han sig i stand til at fortælle om, hvor meget han glæder sig til Epic Fest. For udover hardcoren er det guitarlir og power metal, han holder af.
– Der findes meget mere end den snævre kreds af bands, vi ser nu. Jeg kunne godt bruge meget mere folk og power metal rundtomkring. Men det er kun Søren Weiss, der tør det.
Sylvester ønsker sig nemlig ganske enkelt bare flere koncerter. Han håber på mere, mere og mere og ønsker sig, at både Copenhell og nichefestivalerne kan blive ved med at løbe rundt.
Og den løftede pegefinger, opsangen til scenen:
– Hvis I møder unge mennesker, så prøv at hjælpe dem til at lytte til metal. Det er vigtigt, og vi skal have flere af dem.
– Og så skal folk give bands flere chancer. Vær mere nysgerrige på alle former for metal. Jeg tog selv hen og så Electric Callboy på Copenhell for eksempel. Det kunne jeg fandeme ikke lide. Men jeg prøvede.
