I september afholdes Durance of Hate, der åbner døren for en ny måde at tale om koncerter i Danmark. Det finder sted på Basement, byder på shows fra blandt andre Solbrud, og arrangeres af Malthe Yde Tiufkær.
Det er et show som mange andre, med et stort navn i toppen af plakaten, og plads til lidt mindre længere nede – i dette tilfælde Offermose, Offernat og Nake – så hvad er det egentlig, der gør det til noget særligt?
Det er et ganske simpelt greb, som Tiufkær har udført. Til Durance of Hate går hele overskuddet til musikerne. Merch sælges af musikerne selv og går ubeskåret til dem selv.
Herhjemme har vi særligt set diskussionen blusse op omkring sommerens Copenhell. Her gik Ole Luk, tidligere Solbrud og nu blandt andet forsanger og sangskriver i Afsky i kødet på festivalen og dens arrangør Live Nation, for at forlange en bid af kagen, når bands solgte deres trøjer på Copenhell. Det har ført til, at minimumsgrænsen på kr. 750,- er blevet afskaffet, men har ikke fjernet den 25 %-andel Copenhell tager til sig selv. I verden omkring os har vi hørt lignende, hvor Russian Circles blandt andet nægtede at sælge shirts på L’Olympia i Paris, Igorrr sprang over på O2 Stadium i London, Monuments har fremlagt hele deres budget, og Afsky selv også har solgt merchandise på gaden, frem for på spillestedet på deres Europa-turne.
Dette, kombineret med de generelt lave betalinger musikere modtager for at spille, har ført til Durance of Hate. Vi har talt med manden bag.
– Durance of Hate er lidt af en fuckfinger. Jeg er så træt af at se folk sætte deres røv på spil, og optræde gratis.
Malthe Yde Tiufkærs spidse formuleringer står i kontrast til hans venlige ydre. For selvom der er morgenstjerner og dolke på armene og en Afsky-shirt på kroppen, er de blå øjne over den imponerende moustache venlige. Men det er også tydeligt, at sønderjyden mener det. Han har set utallige bands spille for to kasser øl, og har også prøvet det på egen krop med bandet Wulfaz.
– Vi har været i en situation, hvor vi blev tilbudt kr 800,- for at spille på en festival i Aalborg, og jeg ville skulle bruge hele beløbet på at flyve til Jylland. Det er ikke holdbart.– Derudover får man ca. en halvtredser hver tredje måned for plays på streamingtjenester, så stort set alle i scenen gør det for musikkens skyld. Og jeg mener, at hvis man vil være en del af miljøet, må man også give noget tilbage. Derfor dette arrangement. Tiufkær har tidligere spillet i Slowjoint, er nu medlem af Wulfaz og fast livebassist i Orm, og har ligeledes spillet liveguitar for Solbrud. Han har spillet i band siden 2011 og er godt orienteret i scenen.
Derfor giver det også mening for ham at finde bands, der har brug for både et monetært og kendskabsmæssigt boost.
– Det startede egentlig med, at jeg sad på mit arbejde og talte med Adrian (Utzon Dietz, Solbrud, red.) om, at det var træls, Solbrud ikke havde spillet live i lang tid. Så jeg begyndte at få en ide.
Kort forinden havde Wulfaz spillet kombineret koncert og julefrokost med Katla og Fordærv på Råhuset, hvor overskuddet efterfølgende blev doneret til foreningen SIND. Jeppe Greve fra Råhuset og Basement mente det var et fremragende arrangement, og opfordrede Tiufkær til at gøre det igen.
– Jeg havde lovet Jeppe, at der ville blive udsolgt, og det gjorde der, så jeg havde et ret godt afsæt. Jeg fortalte ham, at jeg havde en plan. Og der kom Solbrud ind i billedet. Jeg kunne gøre to ting på en gang, forklarer bagmanden.
Pointen med Durance of Hate er tofold, har Tiufkær forklaret os. Han ville gerne betale Solbrud for at spille, og deres størrelse taget i betragtning, skulle de også sikres et vist honorar. Men det lykkedes ham at sørge for, at det blev billigt nok til, at han kunne sørge for de øvrige bands får penge for deres optræden.
– Der er allokeret kr. 2500,- til mad, tøris, og andre nødvendigheder. Hvis der er noget til overs, dækker jeg mine transportudgifter. Resten er til bandsene. Det betyder også, at jeg kan fokusere på dem.
Op til festivalen interviewer Malthe de mindre bands, mens han lader Solbrud klare sig selv.
– De sælger jo billetter alene på navnet. Jeg vil hellere bruge min energi på dem, der lige skal have et rygstød. Interviewene skaber til gengæld opmærksomhed på både arrangementet og på selve bandet, jeg taler med. Og de får mulighed for at plugge andre bands og koncerter i København.
Tiufkær har fået mulighed for at undgå bureaukrati i så vid udstrækning som muligt, netop ved at gøre tingene selv, men der vil altid være ting, der står i vejen. En af disse er den særligt danske måde at gøre tingene. Vi refererer til et tidligere interview med et amerikansk band, der elsker at spille i Europa fordi, der er sørget for overnatning, spisning og så videre. Men også dette er et tveægget sværd, forklarer Malthe Yde Tiufkær.
– Det er jo en udgift. Man ved, der altid er sørget for overnatning, men hvis man bor i nærheden, for eksempel, er det jo ikke noget man har bedt om. Så får man bare en lavere betaling. Og sådan er det med mange ting i Danmark, forklarer han, og fortsætter:
– I USA kan man leve som en sten, der smutter. Fra et sted til det næste. Og det er selvfølgelig usikkert, men i Danmark vil der altid være et job, der kalder. Og det skaber problemer. Bare det at få fire mennesker til at komme og spille er besværligt. Og i forhold til udgifterne handler det jo på samme måde om sikkerhedsnettet.
– Nogle gange kan det godt dræbe drivkraften. Både hos bands, der bliver dovne, kun lige gider spille de 10 koncerter man kan komme til i Danmark og så vende hjemad, men også hos arrangører og bookere. Man skal altid snakke med kommunerne. Det er lidt som at bo hjemme hos mor og far.
Alligevel foretrækker han den måde, vi kan gøre det, da det også sikrer, at man lave små shows, og ikke er afhængig af de store aktører.
– Jeg gider ikke hjælpe Live Nation med at fylde lommerne. De opererer med overskud, men får stadig kommunen til at betale for Copenhell Academy, for eksempel. (Dette kommer vi til at dykke mere ned i i en kommende artikel, red.) Durance of Hate er lidt en aktiv strejke. Sådan, “If you can’t fight ’em, fuck ‘em”.
– Vi vil have fokus på de små bands, på at musikerne kan få ordentlig betaling og på at scenens diversitet fremmes. Det kommer vi til at arbejde endnu mere på fremover.
Malthe Yde Tiufkær afslutter med at fortælle, at fremtiden for projektet naturligvis afhænger af tilslutningen, men at han håber det kan blive en halvårlig begivenhed.
Første omgang Durance of Hate finder sted 15. september på Basement i København. Billetter kan købes her. Der er kun 150 af dem.
