De fleste skriver om dem, der står på scenen. Ofte skriver vi om dem, der står bag den. Denne gang skriver vi om en, der altid er at finde foran den. Navnet “Anders Steen Nielsen” får måske ikke umiddelbart nogen klokker til at ringe, men hvis du nogensinde har været til koncert i København – eller endda i resten af landet, fra tid til anden, vil du kunne genkende hans kontrafej.
Det kommer til en, og man skal bare tage imod
Anders er, som mange af os, en ganske almindelig mand. Han er 56 år gammel, oprindelig uddannet civilingeniør, men var i den, for os i dag utænkelige, situation, at der ikke var brug for den slags, da han blev færdig på skolen, så i stedet fik han et job som systemudvikler i en IT-virksomhed, og det har han sådan set stadigvæk.
– Inderst inde er jeg analytiker, og lidt af en kontrolfreak. Det skal man nok være i mit arbejde. Men det kan jeg ikke være hele tiden. Det er det afløb, jeg bruger koncerterne til, fortæller han.
Vi er nærmest lidt starstruck over at tale med Anders Steen Nielsen. For han er, som få, en trofast støtte i scenen. Næsten alle har set ham og stort set alle bands ved, at når han er blandt publikum, har de en fast allieret lige foran scenen. Nielsen mener ellers ikke selv, at han er kvalificeret til at være en “scenebygger”, men vi insisterer og mindes alle de gange, vi har set den gråskæggede mand til alskens shows.
Mere end musik
Man skulle ikke tro det, men Nielsens allestedsnærvær er faktisk en relativt ny del af hans liv. For selvom han har lyttet til heavy siden 1980, var det, som han selv siger, ikke noget han gik mere op i, end man normalt plejer.
Men én oplevelse ændrede det hele for ham:
Copenhell i 2015.
– Jeg tog afsted dengang, og opdagede for det første, at der var en bredde, jeg ikke kendte, og så oplevede jeg stemningen og alle de mennesker, der var der.
Anders Steen Nielsen forklarer, at Copenhell 2015 ikke blot var en koncert. Det var en hel oplevelse.
– Der skete nogle ting på den festival, som jeg ikke selv ville have oplevet. Deathcore plejer ikke at sige mig en høvl, men da jeg så Upon a Burning Body give en fantastisk koncert næsten uden publikum på Pandæmonium, fik det mig til at åbne øjnene.
Herefter begyndte det at gå stærkt. Anders begyndte at opsøge klubkoncerterne, og særligt én har sat spor.
– Jeg så Primordial spille i Lille Vega og det var vildt. Der var en helt anden intensitet, end jeg tidligere har oplevet. Det var en heldig en at rende ind i så tidligt, fortæller han, og nævner også Helhorse kort forinden.
– Det er jo to vidt forskellige ting, men begge leverede helt vildt. Og det er leverancen, der betyder noget, mener Anders Nielsen.
Og den indstilling har fulgt ham siden. Anders går til koncert hver eneste uge, og sætter mere pris på det end noget andet. Det var en oplevelse han fik allerede dengang.
– Jeg fandt ud af, at det her er noget, man kan opsøge. Og så opdagede jeg også, at klubshows er meget vildere end Copenhell og den slags. Der er mere adgang til kunstnerne.
De små spillesteder er der, Anders føler sig allerbedst tilpas. Jo mindre, des bedre faktisk.
– Store Vega er nok så stort som jeg synes, det bør være. Jeg har været i Royal Arena et par gange, og det er en helt anden oplevelse. Ikke en, jeg behøver alt for ofte. Det skal være et helt exceptionelt band for at hive mig derud, fortæller han.
Bro over alderskløften
En af de ting, man kan regne med, når Anders er blandt publikum, er hans uovertrufne deltagelse. Man finder ham aldrig bagest i rummet, men altid helt oppe foran, med rampelyset i den grånende nakke. Ofte er han blandt dem, der starter en moshpit, og dette har da også ført til et par skader efterhånden.
– Jeg brækkede håndleddet til Næstved Metalfest første år, da gulvet var blevet så glat, at jeg simpelthen gled. Året efter skete det samme, og da røg albuen. I år fik jeg ikke skaden i Næstved, men havde overbelastet håndleddet på Brutal Assault, så man kan godt sige, det nogle gange går vildt for sig, siger Anders og griner.
Jeg spørger mig selv, “Er det nu, jeg skal stoppe”?
– Anders Steen Nielsen
– Det er jo en overvejelse værd, når man brækker noget for anden gang. Min læge griner efterhånden rimelig meget af mig. Jeg spørger mig selv, “Er det nu, jeg skal stoppe”? Jeg har opgivet stagedives og crowdsurfs, men jeg kan ikke holde mig fra pitten. Det er den rene energi, der kommer ud. Jeg kan ikke lade være.
For Anders handler det bare om at have det sjovt. Når han går til koncerter, kan han være i nuet og lægge alt det vurderende og analyserende væk. Flere gange er han blevet spurgt, om han kunne have lyst til at anmelde, men det pure nægter han.
– Så ville jeg bare stå i hjørnet og tænke en masse. Det gider jeg ikke. Min naturlige rolle ville jo være anmelderen. Jeg kunne stå nede bagved og tjekke alle tonerne. Men oppe foran slipper man og er nærmest i overlevelse. Jeg vil ikke lægge det umiddelbare væk.
Og det forstår man godt, når man har set ham. For hvis der er en ting, man kan være sikker på, er det, at Anders rykker op foran.
– Nogle gange føler man bare, “her mangler en pit!”
Nogle gange føler man bare, “her mangler en pit!”
– Anders Steen Nielsen
Han fortsætter overbevist:
– Jeg hader den der halvmåne foran scenen som pesten. Så siger folk, “jeg synes lyden er bedre nede bagved”, men de tager fejl. Alt bliver bedre oppe foran. Tingene går kun op i en højere enhed, hvis publikum er med.
For Anders handler koncerter nemlig om samarbejde. Han mener selv, at bandet ikke kan løse opgaven, hvis de står med ansvaret alene.
– Når man står på scenen, kan man måske se 3-5 rækker frem. Derfor må det være så nedslående, når der er helt tomt. Det var derfor jeg begyndte at stille mig helt oppe foran. Jeg vil gerne være bandets allierede, når de er her. Jeg husker, at vi ofte var måske 20-30 mennesker på Templet, og så gælder det altså om at vise flaget.
Generelt demonstrerer Anders Steen Nielsen stor indlevelse, når det kommer til at opleve bandsene som levende mennesker.
– Én koncert jeg var til var med et band, der var taget hele vejen fra Paris for at spille. Der var vi ti. Og så man gøre det man kan og stille sig op foran. Det er jo voldsomt hårdt for både band og arrangører, når der er tomt.
Han beskriver det som et kæmpe nederlag, når folk ikke dukker op. For som han siger, så om man vil det eller ej, så mener han, at alle vil måle sig i en eller anden grad på fremmødet.
– Jeg ser det sådan, at man kommer med sin musik, og håber at folk kan lide det. Og hvis de bare står med armene over kors, ville det blive en rigtig sløj hardcorekoncert. Det handler om at vise, at man har lyst til at være der.
Det handler om at vise, at man har lyst til at være der.
– Anders Steen Nielsen
Det handler også om at vise vej for andre. Mange har nok oplevet at være bekymrede for at være den første, der træder ind i den tomme halvmåne. Men for Anders er det naturligt at være det gode eksempel. Det er også derfor, man ofte ser et par kåde teenagere og den ældre herre hoppe ind i hinanden som de første.
– Det er så sjovt, at det kan lade sig gøre! Det er det eneste sted overhovedet, hvor en mand i bedstefaralderen som mig, kan hænge ud med folk, der tilsammen måske er halvdelen af min alder, griner han.
– Jeg løber nok ikke lige så stærkt og kan ikke holde lige så længe, men i det øjeblik er vi fælles om noget, og så er det lige meget hvor gamle vi er eller alt muligt andet.
Anders har aldrig følt sig som folk er flest.
– Jeg er ikke helt normal på mange måder – det har jeg det egentlig fint med. Mine interesser har altid været anderledes end de fleste af mine jævnaldrendes. Jeg har altid sat spørgsmålstegn ved verden og ved eksisterende værdier. Det er der nogen, der finder problematisk og føler sig angrebet af.
Han fortsætter:
– Men nu er jeg blevet så gammel, at jeg bare lader det falde ud, som det falder ud. Men jeg har opdaget, at mange i det her miljø deler de samme interesser. Jeg ville ikke have troet det, men jeg har oplevet at stå og tale om oldgræsk filosofi med en teenager i pausen mellem to bands. Det er da smukt!
Fællesskab og alenehed
Anders er, som han selv siger, lidt anderledes. Han fravalgte som ret ung at få børn selv, og han lever også en ungkarletilværelse. Han siger selv, at det næsten er en forudsætning for det liv, han har valgt at leve. Lejligheden er beskeden, og pengene bliver naturligvis brugt på koncerter, men også på at rejse rundt i verden.
– Friheden er meget vigtig for mig. Den gennemsyrer alt, jeg laver. Jeg er meget heldig at kunne opleve så meget, og jeg nyder at blive udfordret af at se verden udenfor Danmark. Det har også gjort, at jeg har opdaget, at jeg er blandt verdens mest privilegerede mænd. Både nu og historisk.
– Mine privilegier er jo helt absurde. Jeg vil helst ikke lægge dem fra mig, men jeg vil rigtig gerne sætte pris på dem!
Mine privilegier er jo helt absurde. Jeg vil helst ikke lægge dem fra mig, men jeg vil rigtig gerne sætte pris på dem!
– Anders Steen Nielsen
Anders har på mange måder selv valgt aleneheden. Han tager også altid til koncerter alene. Men han fortæller, at han har mødt mange venner på den måde.
– Når folk kommer en to-tre stykker, hænger de jo sammen hele aftenen, men man kan lære mange flere at kende, når man kommer selv. Man skal godt nok gøre sig umage og se voldsomt sur ud, hvis man skal blive ved med at være alene hele aftenen.
Ifølge Nielsen er der mange fordele ved en koncert som socialt fællesskab.
– Man kan godt bare holde sig for sig selv og nyde musikken, men jeg kender mange andre introverte, som har det nemmere ved at være sociale til den slags. T-shirts og battlevests er de perfekte icebreakers.
Selv har Anders så mange t-shirts at “det efterhånden er blevet et problem”, og med det mener han, at tallet befinder sig et sted mellem fire og fem hundrede.
– Jeg modbeviser alle teorier om det rationelle, økonomiske menneske. Men jeg ved, at der ikke er mange bands, der får noget særligt for at være ude at spille, og når jeg er så heldig at få lov at gå til koncerter hver eneste fredag og lørdag, vil jeg også gerne støtte det. Jeg har så mange, at jeg ikke regner med at slide dem op, før jeg dør.
En del af noget større
Når det kommer til scenen i dag, kan Anders næsten ikke få armene ned, som artiklens illustration også viser.
– I mine øjne har den aldrig set bedre ud! Det er blevet meget bredere end det plejede. Fra 90’erne og op til engang i 00’erne var det mest thrash og død, men nu er alle genrer repræsenterede, og man kan finde noget godt i dem alle.
Den helt store ændring mener Anders kom med Copenhell.
– Ja, man kan være for eller imod festivalen – jeg tror efterhånden, jeg er vokset fra den – men den har i den grad givet noget synlighed. Det er svært for mange bands at komme ud i Europa, men at få en slot på Copenhell er opnåeligt. Det har givet noget at stræbe efter.
Anders Steen Nielsen fremhæver også Prime Collective som nogen, der, selvom de ikke rammer hans smag, sørger for at hive ting frem og blande dem sammen, og derved har skabt gang i vækstlaget.
Og så er der også skabt gang i ungdommen.
– Der var en overgang hvor de fleste musikere nærmest var på min alder. Det er noget andet nu!, siger Anders, og fremhæver særligt det unge punkband Jakobe:
– Jeg knuselsker dem! Hvordan kan man andet? De er så modige. Det havde jeg ikke turdet, dengang jeg var i deres alder.
Men der er dog også en slagside, mener Anders:
– Jeg blev faktisk først opmærksom på det, da Devilution udgav artikelserien “#Metaltoo”. Det var en øjenåbner for mig, at det var så udbredt, når man falder uden for kønsmæssigt. Der er min oplevelse også, at jo større arrangementet er, des større er risikoen.
Anders mener, at den kønsmæssige udfordring er en afstikker i metal miljøet, som han ellers mener er meget åbent og accepterende.
– Prøv at gå hen og tal med en fremmed alle andre steder; så tror de straks, de er ved at blive bondefanget. Men selvom vi gerne vil føle, at der er plads til alle, viser det her, at det er der ikke endnu.
Jeg vil have flere unge kvinder [på scenen]!
– Anders Steen Nielsen
Anders mener især, at der er en ting, der mangler i scenen lige nu:
– Jeg vil have flere unge kvinder!
Han griner, og tilføjer hurtigt:
– Puha, det lyder gustent! Men jeg tror ikke vi kan få flere kvinder foran scenen før vi får flere kvinder på scenen. Og det har vi brug for af flere årsager. Den ene er helt analytisk: Vi smider 50% af vores publikum ud.
– Den anden grund er, at musik skal handle om noget. Det er nemmere at synge ægte om at være vred på samfundet, end at gå og sprætte folk op. Det er ok, hvis man kan begge dele, men det vigtigste er autenticiteten. Og der har kvinderne noget at berette.
