Gode gamle Fredericia.
Byen, der blev grundlagt for at forsvare nationaløkonomiske interesser fra omkringliggende magter og senere hen hardcore. Derfor er det vel passende, at den internationale invasion foregår på det nye spillested, Eksercerhuset, på den gamle Bülow Kaserne.
Lækkert interiør og søde mennesker i baren – men at smide fire halvobskure metal-ish bands i en sal med plads til 1000 mand, i Fredericia – er måske en mindre fejlvurdering. Eller i bedste fald, et ønske om at vise hvad de kan. Og der skal selvfølgelig uddeles kudos for store armbevægelser.
Med feedback i højtalerne og flyvespark losser Soulprison den store sal i gang. Uden at holde sig tilbage og uden anerkendelse af det sparsomt opfyldte rum, buldrer de derudaf. Deres metalliske hardcore har thrashy guitar en masse og de har rigeligt med bounce i deres crossover. Forsanger Henry Keller kører den søde, tyske venlighed og bandet virker bare glade for at være her – og så har han en vildt flot two step. Imponerende lyd, alt lyder dybt og gennemtrængende.
Bandet har lidt en øvelokalevibe over sig, men det giver en god scenetilstedeværelse. Selv bassisten med sit solide amishskæg ligner en, der har det viel spaß. Der kommer tør tysk humor, og det er kært nok. Oppe fra scenen bliver der bedt om two step og Fredericia serverer en hæderlig omgang.
Soulprison rullede ind med god attitude, og gav hvad de havde. Og det var godt kæmpet. At være åbner for et par hundrede mand i en sal til 1000 i Trekantsområdet er ikke for sarte sjæle. Havde de spillet på et mere passende sted, havde de kunne rive det meste over.
En liveoplevelse eksisterer ikke i et vakuum, det er en selvfølge, men der er lige nogle omstændigheder, som er nødvendige at påpege. Eksercerhuset er for stort. Der er alt for meget plads og det tager pusten fra folk, der gerne vil slås, hvis de skal løbe en halv kilometer for at komme på tværs af gulvet. Størrelsen gør også, at folk bliver spredt for meget ud og det kvæler enhver form for kropskontakt. Det er et problem, som er gennemgående hele aftenen. Bandsene forsøger, publikum forsøger(ish), men det helt vilde sker bare aldrig. Med få undtagelser.
Af omveje hører jeg, at Tøjhuset var booket til noget blues-gejl og Ungdommens Hus, som ellers ville være en perfekt setting, ikke må holde koncerter af den her karakter – kommunen, du ved.
At billetterne koster 300, har helt sikkert også holdt folk hjemme. Det Bruunske Pakhus, som havde samme kapacitet som Tøjhuset er vidst igang med at blive solgt. Så hvis byen vil have en kapacitet på 1000 mand, så bør der også være et mellemstadie, for der er godt nok langt fra 400 til 1000. Og det er trods alt Fredericia vi snakker.
Lidt mere lavmælt end Soulprison, men med en masse bulder og brag, indtager Half Me scenen. Der er en gevaldig kompressor på deres bas og det kan mærkes lidt i rygmarven. Deres musik er lidt mere sløv og langtrukken. Igen, metalcoren og deres leg med sang struktur – bliver aldrig fan. Men de kan lægge op til et break. De virker mest af alt lidt tørre i det og har ikke ligeså god energi som Soulprison. Men melodisk musik med længere passager har det også med at hive lidt energi ud.
De læner sig meget op af metalcore à la Architects, med deres hooks og dystre industrial-backing tracks, men får alligevel vinklet det til noget mere, ved at have en kant af nu-metalcore som Alpha Wolf. Egentlig ville jeg bare kalde det metalcore, men nu har vi lige ja-hatten på. Der er nogle young guns, der holder gulvet i gang, og selv om det er sparsomt, så skal de have et kæmpe skud ud. Forsanger Christopher Zühlke har en vokal, der minder om Oliver Sykes omkring ‘Suicide Season’ og ‘Sempiternal’, og den fungerer fremragende. Der bliver lavet side to side two step og det var sgu fint nok. Igen, rummet er for stort, men folk fik mulighed for at vise, at de kan lave nogle flotte, høje spark.
Half Mes metalcore kunne ikke helt bære vægten af rummet og de fik desværre kun leveret halvdelen. Men sådan er det. De kæmpede for at holde gang i folk, men de virkede indøvede og en snert skuffet over den arena, der ikke, som de havde håbet, var fyldt med kampklare gladiatorer.
Nogle, der var lidt mere glade for at se de fremmødte, var Vomit Forth fra USA. Her bliver forestillingen om showmanship, Europa vs. USA, ret tydelig. Forsanger Kane Gelaznik har selvfølgelig læst på lektien, og der bliver sendt hilsner til Lifesick. At bandet så forsøger at starte en circle pit lander så lidt ved siden af. Men det er vel The American Way – altid lave et show og aldrig give op. Spiller Vomit Forth dødsmetal eller hardcore? Det er et sted på et spektrum, som hele tiden bevæger sig. Endelig er der two step i en mængde der er decideret beundringsværdig. Tidligere har det været sparsomt, men det ligner at Fredericias friske fyrer er blevet varmet op. Der er fuld blastbeats og Chris Barnes-energi på scenen, og med nogle solide breakdowns, formår de at holde gang i de folk, der laver side to side.
Lyden i Eksercerhuset er fremragende, kompressoren på bassen, gør, at det føles som luften bliver hevet ud af kroppen. Gelaznik har en kæmpe energi og holder ikke call outsene tilbage – bevæg dig, eller du er ikke en del af familien.
Bandet kommer fint over kanten, og de er i virkeligheden bare nogle HxC-knægte, der gerne vil spille dødsmetal. Med gennemtrængende shotgunbreakdowns, holder de gang i pitten, men desværre er folk lidt nogle krystere, og der er for mange, der holder sig tilbage. Folk tør ikke fungere som værn for dem, som rent faktisk tør. Heldigvis fortsætter Vomit Forth ufortrødent. Der er nogle gevaldigt hidsige lemmer, der flyver i pitten, men desværre er der ikke nok at ramme. Men tomrummet gør, at folk slår igennem og det ligner, at de oprigtigt forsøger at skade dem omkring sig. As God herself intended it.
Vomit Forth holder kedlen i kog og dampen oppe, og det kan ikke mærkes på dem, om der kun er 20% fyldt eller det er et pakket kælderværelse. Ægte amerikanermentalitet.
Efter at have spillet hele ‘For Whom The Bell Tolls’, går Get The Shot på scenen til ‘I Don’t Want To Set The World On Fire’ af The Ink Spots – de fleste kender den nok fra Fallout. Eller Haywire, hvis du ikke er en nørd. Forsanger Jean-Philippe Lagacé indtager som sidste mand scenen, mens det vælter ud af højtalerne med en faretruende drone.
Hvis man kigger på Lagacé, som han står der, bred som en kummefryser, hakket som en der har levet af steroider, i sine camobukser og tanktop, så er hans stemme helt vildt aparte. Folk skal stoppe med at være efter Bryan Garris fra Knocked Loose, for Lagacé lyder altså også som SvampeBob. Bare lige en snert ondere, især når der kommer en solid gøen, som alle unge mænd jo ynder at gøre. Noget andet, som unge mænd har det med at gøre, er at spille op, hvilket resulterer i at der oprigtigt er øretæver i luften. Noget med en mand fra Malmø, der åbenbart ikke kunne finde ud af, hvordan en moshpit fungerer. Dette gjorde, at han røg i gulvet et par gange. Men sådan er det, når man bare render rundt og skubber vilkårlige mennesker i brystet. Get The Shot stopper ikke. Tværtimod. Der er chugs galore og det smager lidt af Stray From The Path, hvis de havde hørt mere dødsmetal.
Bandet er gode til at holde gang i publikum, hvis man er til slåen på brystet-krumspring og de forsøger hele tiden at give gode muligheder for at dele øretæver ud. Der bliver spillet den nyeste single ‘Pit Of Misery’ og publikum svarer med fuld galop på floor og der er sågar en, der stagediver hvilket er vanvittigt modigt, med det antal mennesker, der er på gulvet. Sangen er hidsig, som alt deres andet og breakdownet gør, at man meget nemt kan skaffe dig fjender.
Det ender selvfølgelig ud i en circle pit med tilhørende karate, hvor de unge mænd kan få lov til at vise, hvad de kan.
Selv med en forsanger, der har været syg og flere gange måtte hen og ligge på knæ foran trommesættet, når der lige er tid, så har Get The Shot den helt store performer hat på og deres beatdown er virkelig effektiv.
Get The Shot kommer suverænt ud over scenekanten, med masser af kompression på bassen og bjæf, fik de det skud alle kom efter.
Hvis ret skal være ret, så bør samtlige bands have en chance til. De kæmpede med alt de havde, og de fortjener en scene, der passer dem, for Eksercerhuset sugede vanvittigt meget stemning ud af oplevelsen. Og ikke et ondt ord om Eksercerhuset – lækkert sted og lyd, søde mennesker og alt det, men kan i ikke lige kigge på, om man kan halvere hallen eller noget?
