Nogle gange rammer nostalgien. Det gjorde den forleden for punkveteran og Anti Ritual-sanger Marco Malcorps. Vi deler her hans tilbageblik på den gang for mere end tyve år siden, helt ufiltreret.
Sted:
København - 12.5.2001
Trianglen på Østerbro
Band:
Sygdom
Aktører:
Cirka 100 punkere og autonome
Cirka 250 betjente
Cirka en fantasilliard internationale gæster til årets Eurovision Song Contest i Parken
En lille kassevogn med åbent lad
Som jeg husker det, så var vejret godt. Det var i hvert fald solskin, for jeg husker at jeg havde
shorts på og min røde Ignite-t-shirt, (købt til deres koncert på Loppen) hvor fonten var så futuristisk at se på, at det mindede mere om logoet for et nu-metal band end for et hæderkronet gammelskolehardcorepunkband. Men altså, vejret var dejligt, græsset var grønnere, som det altid var i gamle dage, luften var renere, naboen var rarere, betalingsbalancen var bedre og så videre.
Sammen med cirka 99 andre medborgere med hang til vred, hurtig og politisk musik, var jeg denne dag på Trianglen i København, blot et stenkast (no pun intended) fra den folkeskole hvor jeg gik fra første til niende klasse og som jeg altid, også dengang, har haft meget gode minder om. Vi var samlet for at høre musik, men selvom jeg gennem snart 25 år har rendt til flere koncerter end jeg har kysset mine tre børn, så vil det her altid stå ud for mig som en af de mest unikke settings for en koncert, jeg nogensinde har oplevet.
På bagsiden af det lille tissehus/kiosk/whatever-det-var var der et lille trekantet stykke brolægning, hvor der vist i sin tid også stod en flok caféborde. Uanset om de stod der eller ej, så var de i dagens anledning flyttet væk for at gøre plads til os. På den side af Trianglen der vender imod Remisens fritidshjem (sådan hed det dengang jeg var knægt i hvert fald) holdt der en kassevogn med åbent lad og overdækning. På ladet stod en generator, samt et trommesæt, guitarforstærkere, en lille mixer og andre fornødenheder..
Rundt om den, som i hele vejen rundt om os, var semi-kampklædte – eller lad os kalde dem, “klædt på til potentiel ballade”-klædte, eller “klædt på til at virke intimiderende nok til at holde folk fra at blive for rowdy”-klædte gode danske Jenser, også kendt som ansatte hos Københavns Politi. Uden at jeg skal hævde at jeg denne dag talte dem, vil jeg anslå at der har været mellem to og en halv til tre skatteyderaflønnet betjent per koncertgæst.
Omvendt mængdeforhold gjaldt politiets antal i forhold til den tredje aktør i dette optrin, nemlig de mange, mange, maaaaaange internationale gæster til Eurovision, der denne dag skulle finde sted et par trænede stenkast fra Trianglen, nemlig i Parken. De kom trillende ind i specialchartrede HT-busser – det hed de dengang – der standsede på alle tre sider af Trianglen, hvorfra gæsterne så kunne slentre langs Fælledparken mens de absorberede det danske forår der denne dag som sagt viste sig fra en mindre lunefuld og langt mere end almindeligvis indladende side. De kunne kigge over på den smukke postbygning i hjørnet af Fælledparken med de enorme knejsende søjler og nyde Humlebys landsbycharme midt i en europæisk hovedstad.
Benævnte turister blev altså hældt af busserne og mødt, som det første, af en sort menneskemur af pansere. Bag dem stod vi så. En flok mere eller mindre vaskede udskud med forskellige mængder mere eller mindre hjemmelavede tatoveringer, piercinger, samt idealer om hvordan verden skulle skrues sammen. Stemningen var lidt til den fjollede side selvom vi mente vores kritik af Eurovision alvorligt nok. Der var klart en eller anden følelse af, at vi fik chancen for at række tunge af småborgerligheden, ikke blot på afstand hvor vi kunne ignoreres, men helt tæt på. Så tæt på at de kunne høre os. Det med at være inden for hørevidde var netop hele pointen. Vi skulle se koncerter.
Et af de bands der spillede, var et helt ungt projekt der denne dag spillede en af deres første (af hvad der skulle vise sig at ende med at blive relativt få) koncert, der hed Sygdom. Pladserne i bandet var besat med en flok folk der ikke kun havde været med til at forme mine egne tidlige erfaringer med punk- og hardcorescenen i KBH, men også folk som jeg havde spillet koncerter med det første band jeg selv spillede i. Jo mindre sagt om det band, des bedre, så lad os lige vende tilbage til Sygdom. Vokal og guitar blev klaret af Thomas Burø som jeg dengang, som nu, kendte som forsanger i Lack og som en af de mest begavede tekstforfattere jeg er stødt på herhjemme (og i almindelighed). På trommer var Jonas Bjerg, der indtil da for mig var bedst kendt som sanger i hardcorebandet Complete. Egentlig var der også nogle andre medlemmer – det skulle jeg finde ud af ved senere koncerter, eksempelvis det til Rytmisk Musikkonservatoriums fredagsbar, hvor de spillede sammen med en jazz-trio, men i dag var de altså kun to.
Burø kravlede op på lastvognen, iførte sig sin guitar, rettede mikrofonstativet til og kiggede ud over os med en mine som en læge der leverer en terminal diagnose, og konstaterede:
“Hej vi hedder Sygdom. Normalt er vi nogle flere, men de andre har meldt sig raske”. Herpå, og uden antræk til større ceremoni, kastede de sig direkte ud i første nummer, og her sømmer det sig nok at bruge et par linjer på at beskrive for de uindviede læsere, hvad det så var for en genremæssig pool som Sygdom svømmede i. Pool er måske så meget sagt. Der er nok snarere tale om en møgbeskidt, forurenet vandpyt.
Sygdom spillede grindcore. If you know, you know, men hvis du syntes at metalmusik er cirka lige så indbydende som at stikke et rødglødende søm direkte ind i din øregang eller dit urinrør, så kommer her to forskellige forklaringer om, hvad genren kan.
En ultrakort version, og så den grundige version.
I ultrakorte kan det koges ned til følgende elementer:
- Korte numre. Vi snakker fra fire sekunder til omkring et minut og tredive sekunder, hvis det virkelig var en langspiller.
- Ekstremt højt tempo på trommerne – gerne mellem 180-250 BPM.
På den måde er det den ultrakorte version der er mest væsensbeslægtet med genren her.
Den grundige, og markant mindre grindcoreagtige forklaring på grindcore følger her:
Grindcore er en bouillonterning af al aggression inden for metallen. Den er en destilleret version af virkemidlerne fra dødsmetal og hardcore punk, der har haft en kombineret knivkamp/elskovssession i en beskidt baggård, mens der kørte et tv med gamle splatterfilm i baggrunden.
Således var udtrykket ekstremt, og ekstremt aggressivt da de to smittebærere rev vores øregange rundt med sangtitler som ‘Dø nu, når jeg siger det’, ‘Udbombning’, ‘Sexturist’ og to af mine absolutte favoritter, nemlig ‘Fortvivl’ og ‘Lortestrømer’.
En af grundene til at sidstnævnte er personlige favoritter er helt sikkert den oplevelse der var i at se dem fremført live denne dag.
Hvad der skete var dette:
Ud af endnu HT-bus træder en ældre, kvindelig medborger af ubestemt nationalitet. Uanset om hun var stedkendt eller besøgende, så var denne kvinde glad. Det var tydeligt, at hun så frem til den oplevelse hun skulle have, og at dette var et højdepunkt, som hun havde set frem imod. Med sin rollator træder hun ud på fortovet, tilsyneladende uden at tage nævneværdig notits af de mange betjente (vi var lidt sværere at se, da vi jo var pakket ind i omkring 2,5:1 lortestrømer). Hun vendte sit ansigt, der i dagens anledning var lagt i en smagfuld og diskret make up, som det sømmede sig for en kvinde af hendes alder, op imod den milde majsol og indsnusede luften med velbehag. Hun stod sådan i hvad der nok har været et sekunds tid, men jævnfør hvad, jeg har skrevet ovenfor, så er et sekund lang tid, når man taler grindcore, for i det næste nu satte Sygdom i gang igen efter et kort ophold mellem to numre.
Jeg har aldrig, hverken før eller siden, bevidnet et menneske der på samme måde som denne stakkels kvinde, blev bortrevet fra sin egen indre verden og med stor voldsomhed placeret tilbage smask midt på virkelighedens spilleplade. På nano-sekunder krakelerede den mur, som hendes bevidsthed et øjeblik havde svøbt hende i og hendes øregange blev forkælet med en musikalsk oplevelse som hun, med absolut sikkerhed, aldrig nogensinde havde oplevet lignende. Hun blev simpelthen serveret noget musik, der, i sammenligning med det hun skulle opleve senere på dagen, havde 0% overlap. Faktisk vil jeg argumentere for, at der var så lille et overlap at vi er ude i en negativ procentsats, men lad nu det ligge.
Den således kulturelt oplyste kvindelige medborger af ubestemt nationalitet betragtede altså nu verden med et nyt sæt øjne. Hvad hun givetvis så, kan man spørge sine respektive guder eller mangel på samme, alt efter tilbøjelighed, om. Faktum er, at mens benævnte subjekt forføjede sig i et tempo, der spejlede det tempo hvormed lilletrommen blev rituelt afstraffet blot et par meter fra hende, så skete det til tonerne af nummeret ‘Fortvivl’ hvis tekst naturligvis er nødt til at lyde som følger:
“Fortvivl, fortvivl, fortvivl. / De usynlige undertekster, til alt leveres film./ Fortvivl, fortvivl, fortvivl. Hvor meget kan du rumme? Hvor meget kan du tage? Hvor meget kan du bære? Hvor meget vil du have?”
Selve koncerten varede ikke længe. Uden at kunne sige det med sikkerhed, vil jeg anslå at koncerten varede omkring 15 minutter. Som genre er grindcore perfekt på den måde. Man kan tage til en koncert og se et band der leverer et ekstremt præcist set. 15-20 minutter kan i sagens natur indeholde lige så mange sange, eller flere hvis bandet kan finde ud af at holde fokus.
Det er en af de ting, der gør, at genren fascinerer mig så meget, og at den er min foretrukne i forhold til ekstremmetallens andre righoldige muligheder. Der er simpelthen ikke tid til kompromiser og pis.
Og sådan var det også med Sygdom.
Hvor Burø tidligere havde virket stoisk og nærmest domfældende, skiftede hans blik nu karakter.
Med en afmålt mine, i retning af den veritable kødrand af pansere, der havde os bokset inde fortalte han os at “den næste sang, den handler om, om alle de pansere der er her idag, om hvorvidt deres kaffe er økologisk”.
Med en pause så kort at den kunne måles i bredden af et tissemyrepubeshår, der var banket fladt, fra ordet økologisk var blevet født ud i den sprøde maj eftermiddag i hjertet af det mondæne Østerbro, satte Sygdom i gang med et nummer, hvis tekst aldrig siden er holdt op med at være med mig.
“Hey lortestrømer. Drik din piskaffe og lid af urinvejsinfektion. Svin.”
Således afsluttes den lange forklaring på hvad det er grindcore i almindelighed, og bandet Sygdom specifikt, kan. Hvorfor bruge et nummer på over et minut på at formidle et budskab, hvis det kan leveres lige så effektivt og måske endda bedre, på et øjeblik?
Før du, kære læser, om lidt vælter ned i din lokale pladebiks og med fråde om munden, blikket let tåget og underlæben let dirrende KRÆVER at få udleveret Record Store Day exclusive-udgaven af Sygdoms diskografi på en passende 180 grams syregrøn vinyl, så må jeg desværre skuffe dig. Der kom aldrig nogen officiel udgivelse fra bandet. Der er dog et ukendt antal CD-R’er i omløb. De indeholder tolv numre, inklusive dem, der er nævnt ovenfor.
Denne uofficielle udgivelse er primært meget skraldede optagelser fra et øvelokale.
De ti minutter og 25 sekunder kan høres i al deres herlighed på youtube. Desværre er det meste af nummeret ‘Fortvivl’ druknet på internettet et sted, så i nærværende link høres kun de sidste linjer “…hvor meget kan du bære? Hvor meget vil du have?”.
Ikke desto mindre høres i videoen et sort set alt hvad bandet vides at have udgivet. Min egen kopi af ovenstående fik jeg af Jonas Bjerg på et tidspunkt. Detaljerne fortaber sig, men der er en god chance for at jeg har været meget verbal over for Jonas om, hvor glad jeg var for hans band og deres koncerter, så han tænkte jo nok (og havde i øvrigt ganske ret i) at jeg ville sætte pris på den. Tak til Jonas for den.
Der spillede også nogle andre bands fra scenen omkring det nu hedengangne Ungdomshuset på Jagtvej 69 i den periode, men desværre har jeg ingen flyer fra netop det show. De eneste detaljer der står klart, er dem jeg har beskrevet ovenfor. Det, og så den beskrivelse som var knyttet til Sygdom på en flyer til en af deres andre koncerter. “Symaskinegrind”.
Jeg tvivler på at vores heltinde fra tidligere, efterfølgende har overgivet sig totalt til ekstremmetallen og har lavet sit eget et-personers-goregrind projekt, der har lavet 28 splitudgivelser med andre lignende bands verden over, men en ting er helt sikkert. Den historie er blevet hos hende, og ikke nødvendigvis på en negativ måde. Jeg er bevidst om at jeg allerhøjest kan spekulere, men mon ikke hun i årene efter mere end en gang har fortalt dem hun var nærmest med om dengang hun skulle til Eurovision i Københanvn og samtidig fandt ud af at der var mennesker der spillede musik på en måde der på alle måder lå langt langt langt væk fra hendes egen erfaringssfære?
Det kan sagtens tænkes, at dette er første og eneste gang hun har hørt grindcore, både live og optaget. Og det kan ske at netop denne dag i maj var den eneste mulige måde hvorpå hun genren grindcore nogensinde skulle have mulighed for at mødes. En chance på 1 til en fantasilliard. Men det skete. Og den slags hændelser er værd at huske på.
