Dagen derpå. Endnu en tur i manegen, hvor at Syv Triple Skudhul, har mulighed for at vise hvad de duer til.
Klokken er 16.30 og udenfor er fremmødet tvivlsomt i forhold til dagen før, men byen skal lige i gang. Indenfor er det odenseanske [psd] der starter ballet med “Nazi Fuck”. Bare så ingen er i tvivl. Og på trods af et sparsomt fremmøde, så får bandet gang i publikum med deres humoristiske røvballe-punk, som ville passe ind på en Jackass-compilation.
Der er farjokes, trans rights-kampråb og sange om allestedsnærværende emner: racisme, skønhedsidealer og om at stå i buffeten, hvor man har eksistentielle overvejelser omkring ens valg af fisk. Det behøver sgu ikke at være så surt og sort det hele.
Normalt er undertegnede ikke til fjollepunk, men på scenen gør [psd] et fint nummer ud af sig. Så hyr dem til din næste familiefest, især hvis du har en onkel, der har brug for at høre sandheden.
Et andet band, der i princippet også kender sandheden, er den horsensianske kvintet, Kill Trip, der med rungende bas, omvendt kasket og fadøl, åbner deres depressive bal.
For som genre fungerer sludge rigtig godt til at være nihilistisk; det er lyden af aggresiv opgivelse over, hvor fucking nederen vores verden er; havene koger, skovene er for længst blevet brændt af til fordel for sojaproduktion til kvæg, så der kan langes bøffer over disken og det konstante vækstparadigme er stadig den herskende hegemoni. Og der er ikke en skid man kan gøre ved det.
Men på trods af sange om den snarlige slutning, så rammer Kill Trip ved siden af. Deres stoner-sludge er mere rocket end sumpet sydstatsblueset, hvilket gør at de ikke bare står som kopier af giganterne, men som også gør, at de aldrig rigtigt bliver farlige eller dystopiske nok til, at det kan føles, og det bliver egentlig bare tung bajer-musik, som man kan stå og groove med til. Bandet kommer ud over scenekanten, det sparsomme publikum der er til stede, får væltet en smule rundt i hinanden, men man går ikke derfra med en solid oplevelse, desværre.
Noget som fungerer bedre, også set i forhold til settingen (vi er jo kommet for at slås), er Kōya fra Aalborg, der med deres post-hardcore/sludge er klar til at få Tøjhuset runge, da de, med foden på hegnet, slår på den store dommedagsklokke.
Der er kommet flere folk til, siden Kill Trip var på scenen, men det er stadigvæk under halvdelen af fredagens eskapader. Når man ser vokalist Martin Jørgensen på scenen, er det som at se på en løve i bur, der vandrer fra side til side, hungrende. Med feedback, store hi-hats og en bassist, der kun bruger de øverste 20 cm af gribebrættet, får de solidt gang i folk, der svarer igen med cirkelspark og høje albuer, som gør at den stakkels vagt, gentagne gange skal hen og holde styr på hegnet (I har selv bedt om det, Tøjhuset).
Hvor man træner bryst til Rot Away, så træner man ben til Kōya, for det er et langt, hårdtslående træk, det er støjende, rungende og groovy og de står klart som lørdagens bedste band.
I modsætning til Kōyas groove og gruppekram til forreste række, så er Mites powerviolence ikke spor venlig eller omsorgsfuld. Mikrofonholder Peter Sandvig frontalsparker settet i gang og publikum begynder straks at svinge samtlige lemmer omkring sig.
Jeg ved ikke, om der er et matematisk svar på det, men kan noget være så hurtigt, at det føles langsommere, end det er? For på trods af, at Mite har en voldsom intensitet og spiller så hurtigt, at det tager pusten fra en, så har de samtidig en sløvhed over sig.
En ting er dog sikkert: for Mite handler det her om at få folk til at slås. Når Sandvig åbner munden, lyder alting som en trussel, og når han sparker monitorer væk og kommer med meget bestemte opfordringer til dem, der gemmer sig nede bagved, frygter man, at han er på vej derned. Oppe foran står folk i flere lag og en vildfaren Andreas Truelsen fra Plaguemace, har kæmpet sig frem og er med på lidt improviseret gæstebrøl.
Hvor Kōya var som en løve i et bur, er Mite en grizzly, der er sluppet ud af indhegningen; brølende, altødelæggende, og kommer man for tæt på, så er der en risiko for, at der ryger et par tænder.
Med Kōya og Mite har byen fået lidt revanche, der er folk oppe foran (færre end dagen før, men stadig), hegnet bliver skubbet rundt og undertegnede endte med at stille sig i sikkerhed (for at kunne tage noter, naturligvis), bag en af de bærende søjler, som Tøjhuset desværre har brug for.
Nogle, som aldrig rigtigt kom ud af deres bur, er hollandske Swell, der er med som erstatning for Kickback. Og det er egentlig ærgerligt, for havde de spillet om fredagen, så havde det garanteret været rigtig fedt. På trods af, at deres groovy hardcore er meget two-step venlig, så er der simpelthen ikke nok mennesker inde for at se dem. For meget gulv, for få ben. De gør, hvad de kan, men deres Power Trip/Turnstile-lyd er ikke nok til, at det resterende publikum får vist, hvor kampklare de er.
Nogle som folk til gengæld var meget mere klar på at se, er reptilerne fra Horsens i Plaguemace, der er et effektivt og rutineret kamporkester, der står for rungende og groovy jydedød. De folk, der brugte Swell til at holde pause, er kommet tilbage og bliver mødt af macarena-dans og vanvidsblik mens der bliver moshet på den mere traditionelle metalmåde, i modsætning til de flyvende arme og ben, der var til Mite og Kōya. Har man set Plaguemace før, har man set deres showmanship, hvilket er noget som mange bands kunne lære en ting eller to af. Ingen nævnt, ingen glemt.
Hovednavnet og afslutningen for årets familiefest i Fredericia er Born From Pain, der står skulder ved skulder med bands som Terror, Hatebreed og First Blood. Ligeså sikkert som amen i kirken, så er der selvfølgelig rigeligt med prædiken fra scenekanten. Det er jo hardcore, vi er til. Deres erfaring, bagkatalog og attitude gør, at de leverer en solid oplevelse. Min kollega kaldte dem for “pissego’e”, så langt går jeg dog ikke, men jeg var også træt på det her tidspunkt, og folk var nærmest sivet ud af bygningen.
Born From Pain er et stort navn, hvis man er til den slags bøllebank, og de kan sagtens stå som hovednavn, men deres musik er umulig at adskille fra andet 90/00’er-hardcore. Men igen, hvis man er en af dem, der har lavet skabelonen som andre de følger, så er det ret svært at skille sig ud.
Til årets Support Our Scene, viste Fredericia både hvad de har været, og hvad de måske er blevet til. Man kan jo ikke forvente, at Terror fylder Tøjhuset hver weekend.
Spørgsmålet er, om tiden er kommet til, at de giver pokalen videre eller om det blot var en uheldig dag på banen?
Der var både flot fremmøde og slåskamp, men der var også store huller på gulvet, hvor alle så lidt ud, som om, at de ventede på at blive inviteret op til dans.
Og hvis jeg skal agere djævlens advokat for min gamle hjemby, så mangler der folk oppe foran, da for mange står nede bagved med armene over kors og ser lidt for seje ud.
Og hvis nogen vil modbevise det, så må vi mødes i pitten.
Hvis der er en.
