Det er OL-sommer, og hvis nu ikke man er typen, der skal se kuglestød og og stangspring i Paris, så kan man jo tage til Support Our Scene i Fredericia og vise sin bedste Bloodsport-form.
Fredericia har fungeret som en institution i dansk hardcore i årtier, og ude foran Tøjhuset er det ren familiesammenkomst, komplet med store smil og skumle blikke. Og som alle andre kulturelle autoriteter skal de selvfølgelig holde deres status i hævd, så de ikke blot bliver en legende fra svunden tid, hvor de sorte jeans var mere tætsiddende og moshpitten var bedre.
De københavnske Henret har fået æren af at åbne et halbal, der består af flere knytnæver og tvivlsomme tatoveringer, end man normalt ser i provinsen, og måske er det derfor, at der er sat hegn op foran scenen, hvilket ikke er set før i Fredericia.
Forsanger Anders Iversen vader på scenen og proklamerer, at Henret er kommet med ét formål: at få Fredericia til at vise hvad Fredericia står for – de kender historierne og de vil se bevis. På trods af et åbningsspot og en lidt mudret og lav vokal, får Henret leveret en omgang effektiv skandinavisk deathcore som bliver leveret præcis som den skal med chugga-riff, trommer, der lyder som maskingevær, og ordentlige brøl.
Om byens bøller indfrier bandets forventning, ved jeg ikke, men publikum var bestemt klar og Henret gjorde, hvad de skulle.
Fredagens eksotiske indslag er de belgiske Becoming A.D., der har slået et smut forbi den gamle fæstningsby som en del af deres Europa-turne. Med en tilbagelænet slackerattitude og nordeuropæisk charme, får deres crossover-metalcore Tøjhuset til at two-steppe efter 30 sekunder. Og når jeg siger metalcore, så mener jeg ikke metalcore fra 90’erne som Earth Crisis eller noget fra H8000, men mere som Killswitch Engage. Kombinationen af melodisk metalcore og moderne trash fungerer ret fint, og det henleder tankerne til Power Trip eller Lowest Creature (hvor sidstnævnte besøgte Support Our Scene i 2022). Vokalist/guitar Daan Proost har en “jeg drikker bajere, mens jeg two-stepper”-attitude og en solid vokal og har en god evne til at kræve bevægelse blandt publikum, som det jo hører sig til i hardcore. Tore Christiansen fra aalborgensiske Hard Lessons kigger forbi og laver gæstevokal, som er med til at smide mere brænde på det bål, som allerede buldrer.
Med deres hårdtslående groove viser belgierne hvilket stof, de er lavet af og formår at holde gang i publikum hele tiden og deres koncert bliver sluttet af med en crowdsurfende kørestol – skud ud til Andreas og Sebastian fra Rock & Rul Festival for at gøre koncerter tilgængelige.
Hvor Becoming A.D. var dem, der kom længst væk fra, så er dagens lokale indslag de sure og indignerede bøller i Earn Your Scars. Det er Joe Pesci-hardcore, der hvor han bliver ved at spørge hvad der er så fucking sjovt, og du syntes at det hele bliver lidt for intenst og aggressivt. Earn Your Scars spiller hardcore fra dengang, hvor alt merch bestod af knojern, laurbærblade, springknive og varsity football-typografi og de er kommet for at fortælle hvor skabet skal stå.
Den ellers så søde og rare Søren Berlin sætter pitten i gang og alting bliver –sagt på godt jysk – hidsigt. Earn Your Scars er ligesom et gruppeoverfald: teknikken er simpel, men vanvittigt effektiv. Med snak om de gamle dyder, om plads til alle, kærlighed og sammenhold, viser Earn Your Scars, hvad hardcore i sin essens består af. Men det her er ikke et fælleskram. Det her er store-overarme-musik. Den ‘blide’ pushpit har fået nakkeskuddet og nu handler det om at tage hovedet af sin makker. Igen kommer Tore fra Hard Lessons på gæst (alle kender jo hinanden i HxC) og albuerne flyver højere end før. Der er hooligan-stemning og fællesskrål. Hvad der bliver skrålet, er ligegyldigt, bare at det er noget man gør sammen, som en familie.
Earn Your Scars er en velsmurt maskine, der har speederen i bund, så der ikke efterlades noget benzin i tanken og viser, at på trods af hjemmebanefordelen, så kan det ikke overskygges af 15 års erfaring.
Hvor Earn Your Scars er bøllet, så er Rot Away bøllet2. Tandbeskyttertråd. Hundigehardcore. Kald det hvad du vil, så længe at du træner bryst. Og kun bryst.
Med åbningsnummeret ‘Prøv Igen’ og en voldsom fremtoning, bliver der kommanderet, som man kender det fra Albrechtsen og Hammer. Nikolaj Lund fra Lifesick er på besøg, og hvis man har oplevet Rot Away før, så ved man, at de ikke er kommet for at få venner, og de står som fredagens sejrherrer.
Nogle, som virker noget mere venlige, er ungersvendene i Nakkeknaekker, der endnu ikke har udgivet ét eneste nummer, men allerede har ramt Copenhell, Hellfest og gud ved hvor ellers rundt i Europa. Deres effektive knallert-thrash kombineret med dødsmetal står for at lukke Tøjhuset ned om fredagen. Det går stærkt, det er hårdtslående, det er fra Silkeborg. Det her er ikke din fars thrash, det er ‘indebrændte-unge-i-provinsen’-thrash, og de kræver two-step og moshpit fra folket. Med attitude, riffs og headbanging får de sat gang i folket, og de sidste slåskampe ud bliver klemt ud.
Fredag viste Fredericia, at de stadig havde legendernes blod flydende i årerne. Godt fremmøde, der var mere eller mindre slåskamp oppe foran hele tiden, uanset om der blev spillet død eller bølle.
