Vi er efterhånden nogle stykker, der valfarter til Aalborg et par gange om året, hver gang et nyt 1000fryd-band inviterer til en release, en sammenkomst eller en festival. Vi møder mange indfødte deroppe, men gruppen af folk, der tager den lange vej fra København, er noget større end man ellers ser det. Normalt plejer vejen fra København til Aalborg ellers at være noget længere i koncertgængernes øjne, end den modsatte. Og det siger lidt om den scene, der eksisterer omkring det truede 1000fryd.
For jo: vi har set, stort set, alle de her bands før. Og alligevel giver det mening for os at komme tilbage. Der må være noget særligt at finde på det sidste stykke landfaste Danmark.
Og det kan måske nok være svært at definere, men da vi stod ved Limfjorden i eftermiddagssolen og kiggede over mod Nørresundby med en øl i hånden, var der en følelse, der indfandt sig. Måske var det bare et strejf af forår, eller måske var det noget mere.
I hvert fald var der mulighed for, allerede her, at se tilbage på to spændende koncertoplevelser. To akustiske shows på det mest usædvanlige af alle spillesteder. Vi oplevede nemlig The Devil’s Tiny Chains og Æblerov i bugen på undervandsbåden Springeren, der er parkeret på græsplænen ved det maritime museum på limfjordskajen.
Springeren var en del af det danske ubådsvæsen frem til dets nedlæggelse i 2005, og var en af de længst fungerende af sin slags, siden den blev søsat i 1963. Det var noget af en oplevelse at stå i det mintgrønt bemalede jernmonstrum, hvor matrosernes køjer lå lige over ubådens reservetorpedoer og hvor rørene til affyring var blot en meter fra fodenden.
Lugten af olie og jern var allestedsnærværende, og når vi bevægede os rundt i Springerens indre, måtte man både dukke sig og skutte sig på grund af henholdsvis skarpe kanter og tunge trisser og den allestedsnærværende kulde, der sneg sig gennem buksebage og rygstykker.
Derinde blev vi mødt af The Devil’s Tiny Chains, der leverede en smuk, akustisk solooptræden fra Rune Dollerup Larsen, der med en gravitas og sørgmodighed mindede os om kunstnere som Steve Earle og Jay Farrar. Koncerten varede ikke længere, end at vi fik vænnet os til den støvede melankoli, og derefter måtte forlade den igen, men stilheden i ubåden var rungede, mens Larsen optrådte. Alt fra pensionister til børnehavebørn stod andægtigt og lyttede.
Lidt mere festligt var det med dagens anden optræden, den nordjyske trio Æblerov, der normalt gør sig i pop-punk, men i dag havde slukket for strømmen og viste, at det er muligt at spille en koncert på et kvadratmeterareal, der svarer til toilettet i en Vesterbrolejlighed.
Klimaet i en sådan ubåd var åbenbart heller ikke gavnligt for akustiske guitarer, da Alex måtte stemme om igen og igen.
Ikke desto mindre var det veloplagt og velspillet og navnligt bassist Thor, der i dagens anledning, var opgraderet (degraderet?) til andenguitarist var noget af en showmand, der trods det begrænsede publikum og de endnu mere begrænsende omgivelser, formåede at udstråle godt humør og god stemning.
Det samme gjorde museets souschef Susi Bolander, der også gæstede begge optrædener og var overstrømmende i sin positivitet, mens hun inviterede til endelig at komme tilbage igen.
At høre koncerter i en ubåd stod ikke nødvendigvis på listen over ting, jeg havde forestillet mig, jeg skulle opleve, men det er en oplevelse, jeg er glad for at have fået. Og det er blot endnu et tegn på den villighed til at bryde rammer, der præger dagens absolutte hovedperson – forsangeren i Vægtløs og bestyreren på 1000fryd Troels Højgaard Sørensen.
Samme Sørensen så vi med guitarist Frederik Højlund i en bil i høj hastighed på vej over til at SH35, hvor dagens hovedbegivenhed skulle finde sted. Allerede her vidste vi, at den annoncerede åbning af dørene klokken 16 nok ikke helt ville holde stik.
Senere skulle vi erfare, at SH35’s PA-anlæg var brudt sammen, og de to derfor var drønet til 1000fryd for at hente deres eget, men det betød også, at der var tid til en bid mad. Oplysningerne var dog lidt sparsomme, og da vi nåede venuet, fortalte et skilt og en venlig frivillig os, at åbningstiden var ændret til 17. Efter at have provianteret, var vi dog gået glip af det meste af Beach Prey, da dørene var gået op en halv time før forudsagt. En skam, for den lille smule vi hørte inden de sagde “tak for i dag”, var skarpt.
Det samme kan man sige om vikarerne i … Och Sedan Drunknade Vi, der på venligste vis var trådt ind for at dække over landsfællerne i Vi Som Älskade Varandra Så Mycket, der desværre måtte aflyse.
Det var nogle meget kede af, men vi var glade for at opleve så levende et band, der nød at være der, både i den halve time, de spillede, men også i de mange kommende, hvor de gav los blandt publikum. Særligt guitarist Evelyn lignede en, der var det sted i verden, hun allerhelst ville være, som hun sprang rundt på scenen og i pitten. Svenskerne kombinerede screamo med flere vokalspor og en overraskende progget tone, og leverede et godt show, alt imens de fortalte, at deres nye plade var god “for folk, der kunne lide at være kede af det”, og at de var imponerede over, hvor mange forskellige måder danskere kunne stave deres navn forkert på.
Det samme kommer opfølgerne i Kōya nok til at opleve, da makronen (som den lille streg hedder) ikke er lige til at finde på danske tastaturer. Vi forudser ellers, at bandet kommer til at fylde en del i metalpressen, da deres hamrende bøllede hardcore smager velkendt af Fredericia og leverer en sønderlemmende energi, der nok skal tage kegler rundt om i landet.
Kvintetten ville gerne have mere Allan i deres monitors, og det samme ville publikum, da selvsamme Allan Toft Pedersen sendte riff efter riff i vores retning.
Forsanger Martin Holbech var næsten et jysk spejlbillede af Dethrxners Neema Rad i sin scenetilstedeværelse og dobbeltrolle som vokalist og hypeman, der havde et godt øje til publikum og fleksede overarme i en basketballjersey, imens bassist Patrick Serena gjorde mindst lige så meget for at ligne en, der var få skridt fra at brække næser på københavnersnuder.
Solid optræden og lovende lyd.
På mange måder er det også altid en hård tur til Aalborg. Ikke kun fordi køreturen over Storebælt er lang, men også fordi man indlægger sig selv til at ufatteligt mange shows. Det var svært helt at forstå, at vi blot var halvvejs efter denne omgang, men aarhusianske Puke Wolf ligger undertegnedes hjerte meget nært, og det kunne ikke falde mig ind at opleve deres shows fra noget som helst andet end første række. De skuffer aldrig, og det gjorde de heller ikke denne gang i Aalborg. Mange gange har jeg forsøgt at beskrive, hvor ufatteligt emotionelt det er, når Andrew Davidson brøler os alle op fra sin ensomme plads midt i publikum – nogle gange med mikrofon, andre gange uden, men det kan blot endnu en gang understreges, hvor stor en oplevelse det er, og hvor meget man bør unde sig selv at få den.
Samspillet mellem de tre og deres vekslende vokaler er i særklasse, og det er utroligt, hvor dynamisk det altid er. Emil, Lasse og Andrew kan noget særligt.
Det kan Foreshadower også, men her sagde fødderne nej, og forlangte en pause. Derfor blev denne koncert mere hørt end set, også da vi netop havde oplevet dem på Rust, men det var alligevel ganske muligt at få et indtryk af dem.
Med tre guitarister i front er det umuligt ikke at blive blæst bagover, og på mange måder er Foreshadower en stor maskine, der laver mørke om til støj. SH35’s anlæg var godt for dem, og lyden var knusende og ren, hvilket var et under for øret.
Herefter var det tid til aftenens hovednavn. Vægtløs, der fejrede udgivelsen af deres længe ventede debutalbum ‘Aftryk’, der har høstet roser over hele verden, og naturligvis også på indeværende magasin.
‘Aftryk’ er en stor udgivelse, der rummer så uendeligt mange følelser, på allermest selvsikre vis. De fire nordjyder tør at stå ved dem, og de bevæger sig, måske ikke ubesværet, men accepterende igennem dem. Alle de tunge og mørke følelser, og alle de sarte og smukke ditto.
Tidligere har Troels Højgaard fremstået som en slags kærlighedens messias, når han har optrådt, men denne gang fremstod han, hvis man skal blive i sine jesusbilleder, i højere grad som frelseren på sin sidste aften. Ydmyg, overvældet og blandt venner. Da Højgaard bevægede sig ud blandt publikum, fandt en tilskuer ham også i en dybfølt omfavnelse, som sangeren ubesværet gengældte.
Troels forstår sig mest af alt på kærlighed, og han deler gavmildt ud af den. Det må være indbegrebet af Vægtløs, og det er også den følelse, vi står tilbage med.
“Vi kan desværre ikke være på 1000fryd i aften”, siger han til sidst. “Men vi er der lidt alligevel. Jeg ville ikke være andre steder lige nu. Det her er fællesskab og kærlighed.”
Som et ekko af de følelser, går Omsorg på. Det nordjyske band, med rødder i Hjørring, leverer den udadvendte kærlighed, hvor Vægtløs ser indad. Denne lørdag er første gang i en længere periode, hvor de spiller og energien sidder uden på tøjet. En rocket og vild optræden er det, og det føles som om, de har savnet det. Det har vi i hvert fald.
Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt, og mine fødder i de ellers så pålidelige Doc Martens er for ømme til at holde til mere. Næsen vendes mod Cabinn i Aalborg, og jeg går glip af Stöj Snak. Det gør næsten lige så ondt som fødderne. Men kun næsten.
