Man kan bruge sin lørdag på mange måder. Man kan stresse over ufærdigt (skole)arbejde, der skal færdiggøres inden søndag aften, eller man kan tage til hardcorekoncert på et ølbryggeri. Vi valgte sidstnævnte.
Warpigs er noget af en attraktion for os metalheads; som møl til en lampe om aftenen. Og af gode grunde. Du kan tage derhen for at smage deres brede – og lækre – repertoire af øl, for at bruge 130 kr. på en lille bøtte med ost og pasta eller for at tage til hardcorekoncert. Ved vores ankomst kl. 19 ser vi, at der allerede er kommet mange, for at gøre i hvert fald én af de ting. Første koncert starter kl. 22, så vi har noget tid at slå ihjel inden.
Bevæger man sig inden for, er alle bænke og vinduespladser proppet med folk, der propper sig i al slags kød. Er du kommet tidligt nok og bevæger du dig længere ned mod enden af rummet, har du mulighed for at få en gratis “special edition Heavy Weight DIPA” i anledning af Rot Aways nye album, ‘Heavy Weight’. Det er vi heldigvis ankommet i tide til prøve, og vi godkender øllen – ganske fin. Var man kommet tidligere end os, havde man muligheden for at skrive sig op til en gratis tatoveringsomgang. I køen til vores øl, ser vi allerede en, der er i gang med at blive tatoveret. Dette arrangements ambitioner er tårnhøje(!).
Ligesom indenfor er udearealets bænke også proppet. Der er ikke ét bord, hvor der ikke er øl, og der er ikke ét bord, hvor der ikke er god stemning. Hyggestemningen er bestemt tilstedeværende, både for branderterne og for os andre, der er kedelige og ædru.
I de tre timers ventetid inden aftenens første koncert går vi og undrer os over, hvem det trejde band i aften er. Der er blevet reklameret med tyske Dagger Threat som opvarmning til Rot Away, men yderligere er der også blevet lovet en “special guest”. Vi får bekræftet af en god ven, at aftenens special guest er ingen ringere end SYL. Så kan vi gå og glæde os til dét i tre lange timer. Nysgerrighed kan straffe, folkens. Efter noget mere hyggesnak og absorbering af den gode stemning, er det endelig blevet tid til aftenens første koncert.
Det er sejt at være vred
SYL indtager med selvsikkerhed scenen… eller, det snævre sted på det hårde flisegulv, der er blevet reserveret til aftenens bands. Der er faktisk slet ikke nogen scene – så bliver det ikke meget mere hardcore. Vokalist Benjamin Clemens smider hoodien og afslører sin Lifesick-tshirt. Det føles nærmest som en indirekte hyldest til Lifesick-koncerten i 2022, også på Warpigs, hvor Rot Away spillede som support.
Aftenens først pit starter, før første nummer overhovedet er gået i gang, imens Clemens retorisk spørger os alle, om “vi er klar til at fucking slås?”. Man kan mærke, at alle er ivrige, og at de er klar til “at fucking slås”. ‘pligt’ starter sætlisten, og Clemens’ velartikulerede råbevokal sammen med bandets samspil fungerer som ilt til flammerne. Folk bliver kun vildere herfra. Men hvordan gør man pit vildere? Kan man ligefrem gøre den konkurrencedygtig? Gør man dét ved at se, hvem der først kan få blodnæse eller måske ved at se, hvem der kan skubbe hårdest? Nej, ingen af delene. Man ser, hvem der kan lave flest pull-ups i ‘spillestedets’ loft. Og ikke kun pull-ups. Folk begynder vitterligt at svinge sig i rør og lamper, så alle forreste rækker ligner noget fra en gymnastiksal. Vi får lidt pusterum efter ‘første konsultation’, hvor en af guitarerne vælger at dø, og der skal bruges noget tid på at fikse det. Det gør heldigvis ikke det store, da både publikum og bandet er gode til at holde stemningen kørende.
Hele bandet leverer sidste nummer ‘huldre’ med fremragende gennemslagskraft. Måske kender du SYL som nogle følsomme gutter, der synger om en masse svære ting. Men i aften er præget af frustration og vrede, frem for apati og opgivenhed. Vi skal have ondt af andre, når vi fyrer dem en albue i pitten, og ikke have ondt af os selv, fordi livet kan være uretfærdigt.
Høje ambitioner, middelmådige resultater
Som nævnt tidligere er det tyske Dagger Threat, der skal spille som support i aften. Undertegnede kender ikke bandet på forhånd, men når det bliver booket sammen med Rot Away, må det vel være en form for hardcore? Og det er det også. Hardcore med meget vægt på breakdowns – næsten beatdown-territorium faktisk.
Vi har også lagt mærke til en ting. Sidst vi var til hardcorekoncert på Warpigs, var det med Lifesick. Dér var der ølglas – ja, sådan nogle rigtige glas – og når ægte glas bliver introduceret for en hardcoremoshpit, så går der ikke længe, før de får lov at sige hej til gulvet. Dét resulterer yderligere i, at når du kommer susende igennem pitten med dræberinstinkt og skvatter grundet din elendige motorik, så skal du tage af med hænderne for at minimere faldet. Men når der er glasskår ud over det hele, kan det hurtigt gå galt – og det gjorde det også sidst. Derfor er de rigtige glas nu blevet erstattet med de genkendelige plastikfadølskrus. Ros til Warpigs for forbedringen.
Men selvom pitten ikke er decideret sundhedsfarlig ligesom Lifesicks, så kan du stadigvæk nå at få gevaldigt tæv til Dagger Threat, hvis du ikke fik nok til SYL. Bandet virker på toppen, også selvom det hele til tider går hen og bliver lige lovligt primitivt for undertegnede. Men stemningen tjekker alle bokse for, hvad der skal være til en hardcorekoncert. Forsanger Tim Rogler forhøjer stemningen ved at lave en tydelig reference til notoriske ‘The Dennys Grand Slam’ ved at råbe “WHAT’S UP? WHAT’S UP? WHAT THE FUCK IS UP WARPIGS? CIRCLE PIT!”. Det er synkront effektivt og primitivt; det er fedt, men det er ikke godt.
Dagger Threat har tydeligvis fat i noget, der virker, og det er ganske velfungerende i aften. Men vi spekulerer, at det er mere grundet aftenens omstændigheder end bandets kompetencer.
Fra fitten til pitten
Så er det ved at være tid til Rot Away. Hele aftenen har vi gået som små børn på juleaften, der bare venter på at måtte åbne vores julegaver – og nu har vi endelig fået lov til at rive dem op. Menneskemængden på det intime ølbryggeri er større end noget andet tidspunkt på aftenen. Kigger man ud ad vinduerne, ser man, at alle har forladt deres bænke for at komme ind i varmen og se Rot Away. Og af gode grunde, fordi det er nu, det virkelig går løs.
Rot Away er ung med de unge og tung med de tunge, så i træningens ånd skal der sættes PR for denne koncert. De pit-aktive og kampklare koncertgængere ligner alle nogen, der er i gang med topsættet på deres træningsprogram. Sved og bare maver er uundgåelige, skuer man rundt i rummet. Det samme kan siges om bandet. Barmavede Jonathan Albrechtsens står i sand dominans og tårner over publikum, mens resten af bandet musikalsk spotter hans vrede råbevokal. Rot Away har en synergi, som få andre bands, og det er smukt at se. Mellem et af numrene takker Jonathan Albrechtsens os alle for at være kommet i aften. Yderligere takker han guitarist Christian Hammer – den primære drivkraft i bandet – for at “være Rot Away”. Og dét må man altså give Hammer. En af de ting, den mand har opnået til perfektion, er at skrive riffs, der bare lyder seje.
Jonathan Albrechtsens opfordringer til publikum er, som de plejer: konfrontatoriske og kommanderende. “Flere mennesker op i luften! Tag fat i jeres venner og kast dem op i luften!”. Publikum adlyder. En del mennesker kommer op i luften og får en flyvetur, hvilket er ret imponerende overhovedet kan lade sig gøre, i betragtning af at der ikke er spor højt til loftet.
“Hvis i hader jer selv, så dans med på den her!” bliver der også råbt. Et lille indblik i Rot Aways tekstunivers, hvor selvhad også kan fylde noget, frem for udelukkende vrede. ‘Stabbed in the Eye’ – der desværre ikke blev spillet live – er et godt eksempel på noget af det mere ‘følsomme’, Rot Away har skrevet. Men ligesom SYL, er Rot Away ikke kommet for at spille følsomt i aften.
På den anden side, så er Rot Away aldrig kommet få at spille følsomt. Det skal bare være hårdt og vildt. Det er jo dét, man kender dem for. “Hårdt” og “vildt” er det bestemt på andet sidste og sidste nummer, henholdsvis ‘Ghost City’ og ‘Rot Away’, hvor publikum på magisk vis formår at gå endnu mere amok end noget andet tidspunkt på aftenen.
Rot Away både spiller og løfter tungt. De har ikke brug for nogen spotter. De ved nemlig selv, hvad de kan, og hvad de ikke kan – og det udnytter de til deres fordel.
