Solbrud og jeg har et godt forhold. Min ældste arving har oplevet dem i Tagensbo Kirke in vitro, og de har fungeret som fremragende soundtrack til så mange forskellige oplevelser, at jeg har opgivet at tælle. I mit virke som gymnasielærer retter jeg i sagens natur umanerligt mange stile, og uden at forurette nogen snefnug kan jeg godt afsløre, at det arbejde ikke består af det ene Eureka-øjeblik efter det andet, og at man godt kan have brug for musikalsk opbakning. Der er ingen anden plade i min samling, der er blevet spinnet eller streamet så meget som ‘Jærtegn’ i den forbindelse – den kilder alle de rigtige steder, når der skal fordybelse og koncentration til.
Det er derfor med en tårnhøj forventning, jeg bevæger mig gennem landet med kurs mod Sweet Silence Studios i Sydhavnen, og mens landskabet udenfor glider over i tidligt novembermørke, perfekt indrammet af togkupeens vindue, vender jeg igen tilbage til ‘Jærtegn’ i hørebøfferne, drikker min kaffe og lader høfligt som om, jeg ikke bemærker hvordan det ældre ægtepar over for mig misbilligende gransker min Morild t-shirt.
Solbrud har budt farvel til Ole Luk og velkommen til David Hernan på guitar og vokal og udgiver fjerde studiealbum, ‘IIII, til februar. De spiller i øvrigt releasekoncert i DR’s koncertsal af alle steder i den forbindelse, hvilket med al tydelighed fortæller noget om bandets størrelse på den danske black metalscene og om hvor langt de er kommet siden den spæde begyndelse, hvor de ikke kunne få lov til at spille koncerter, med mindre de selv arrangerede dem. Selvom de gør det fuldstændig eminent i nytænkende omgivelser som kirker og vandtårne, så er der ikke nogen tvivl om, at koncertsalen vil være et lækkert venue til formålet.
Det nye dobbeltalbum er konceptuelt bygget op rundt om, som titlen insinuerer, tallet fire. Den kreative proces er denne gang delt op, så bandmedlemmerne hver har komponeret og skrevet en vinylside, fordelt tematisk over de fire elementer. Processen blev påbegyndt i 2021, og Ole Luk er således stadig repræsenteret på pladen, idet han skrev, komponerede og indspillede sin del med bandet inden sin afgang. Indtil videre er singlen ‘Tåge’, taget fra den af pladens sider, som behandler elementet luft, tilgængelig til gennemlytning. Konceptuelle albums er som oftest konstruktioner, som brister eller bærer. Enten fungerer det netop i sin helhed eller også fremstår det forceret, og ting bliver sjældent kønne af at blive mast med vold og magt ned i kasser.
I aften danner Sweet Silence Studios ramme om Solbruds uformelle præsentation af den kommende plade. Sweet Silence er legendarisk, selvom den nuværende placering i Sydhavnen i sagens natur ikke kan emme af den historie, Flemming Rasmussen kan fortælle om. De oprindelige lokaler på Strandlodsvej på Amager er i dag bygget om til boliger, og dér hvor Metallica indspillede ‘…And Justice For All’ er indspillet, bor nu nogen i en lejlighed. Rasmussen selv, som har masteret ‘IIII’, tager imod ved indgangen til øvelokalekomplekset og fører vej gennem labyrintiske gange mens cigaretrøg afløses af lugten af noget, som for nyligt er blevet malet. Der hersker en udpræget DIY-stemning, og blandt de 55 bands, der er plads til i labyrinten føler jeg mig sikker på, at adskillige af de musikere, vi hilser på undervejs, ville byde på en øl og tale i timer om musik, hvis der ellers var tid til det. Det er sådan, viben er.
Jeg ledes ind i Rasmussens gemakker. Rundt om i studiet hænger både guld- og platinplader, og der er sat stole op bag mixerpulten og et par usandsynligt store og dyre højttalere, som i øvrigt er justeret sådan, at frekvensen stort set er lineær. Der er tjek på lyden. På væggen til venstre for os er vi flankeret af Rasmussens Grammy for Metallicas ‘One’.
Udover pressen har fire odenseanske venner vundet pladser til gennemlytningen i en konkurrence, og Solbrud udmærker sig ved at udvise samme uhøjtidelige facon over for alle i rummet. De fleste snupper sig en øl, men jeg har været oppe siden klokken 4 (små børn, red.) og skal holde til klokken 1 i nat. En kop kaffe, og jeg er klar.
Bandet præsenterer først den lange fødsel, inden vi hører vinylmasteren frem for den til CD, for her er bunden nemlig i mono. Den nye plade har været fem år undervejs, men skulle så grueligt meget igennem. Da de er færdige med Vemod og udgiver det i 2017, er der behov for at prøve noget nyt, og hvor de tidligere har deltaget lige meget i at skrive riffs og komponere sange sammen, beslutter de nu, at en ny proces skal prøves af. De bliver hurtigt enige om en konceptplade bygget op rundt om de fire elementer. Det er en del af konceptet, at hvert medlem skriver en side på pladen, og da Solbrud altid tænker i LP giver det en naturlig begrænsning på 23 minutter at skrive inden for. Det var oprindeligt meningen, at pladen skulle udgives i 2021, men udover pandemien viste det sig også, at samarbejdet med den amerikanske producer Randall Dunn (Sunn O))), Myrkur og Wolves in the Throne Room, red.) mest var et godt match på papiret. Solbrud fandt tilbage til deres danske producer, Marcus F. Larsen, men i mellemtiden opstod en konflikt mellem bandet og deres nye pladeselskab, som tog halvandet år at løse, inden de til sidst vendte tilbage til Vendetta Records, som de også udgav ‘Vemod’ på. Fem år er noget af en forsinkelse, men bandet har brugt tiden til at arbejde videre. Udover at have udgivet en liveoptagelse af koncerten i Brønshøj vandtårn, har de fordybet sig i numrene og bygget videre på dem, og enkelte sange har som konsekvens over 100 lydspor. Formentlig et benspænd at opføre live.
Samarbejdet med Marcus F. Larsen og Flemming Rasmussen tilføjer en mere organisk og varmere lyd end hvad vi tidligere har kendt Solbrud for, hvilket passer til den nye retning, de har taget. For selvom ‘IIII’ umiskendeligt er Solbrud, så er der også sket en udvidelse af paradigmet, og lyden er blevet blødere og til tider mere rocket. Den opmærksomme lytter vil kunne konsultere pladens fire sider og holde dem op imod bagkataloget for at vurdere hvem, der har bidraget med hvad tidligere. Ifølge bandet selv er der sket en udvidelse af paletten, som nu indeholder mere eksperimentelt materiale, der tidligere var blevet sorteret fra som følge af en “nej-hat”. Puritanske black metallere vil formentlig allerede her lægge armene over kors, læne sig tilbage og iføre sig samme hat, som bandet har lagt fra sig.
For et black metalband, der tidligere har komponeret sammen, er det en udfordring at skulle holde sig til en stram tidsbegrænsning, og de forvalter det helt forskelligt. Hvor Troels Hjorth Pedersen og Adrian Utzon Dietz har to numre hver, har det for både Ole Luk og Tobias Hjorth Pedersen været væsentligt at lave en fortælling som en del af konceptet. På ‘Ild’ fortælles om en kvinde, som er dømt til døden ved brænding på bålet, og ‘Vand’ er delt op i fire dele, som fortæller fortløbende om en mand, der ser over havet mod uopdaget land. De har i øvrigt brugt to år på at lave en stop motion-film til sidstnævnte historie.
Troels er ikke ordrig. Han præsenterer, at det er siden, der handler om luft, og resten må man selv fortolke sig frem til. Da ‘Luft’ sættes i gang stilnes rummet, og vi mærker kollektivt, at det er introspektiv musik. Enkelte fødder vipper helt stille i takt med musikken, bemærker jeg, inden jeg selv lukker øjnene et øjeblik. Solbrud er ikke bange for lange numre, og albummets allerførste sang er en mastodont på over 17 minutter, men varierer sig selv konstant og glider ind og ud af blastbeats, tunge riffs og interlude-agtige guitarstykker. Der sker lige præcis den smukke magi, som de lange numre kan – man bliver ikke forstyrret, og føres derfor hen til afkroge af sindet, man får adgang til at besøge når man giver sig hen. Troels har læst musikvidenskab under pladens tilblivelse, og der er trukket inspiration fra klassisk musik fra 1400-tallet, klassisk teori som er blevet prøvet af og arbejdet med for at få til at gå op med det mørke. Resultatet tilføjer symfoniske elementer, som kun er at finde på ‘Luft’-siden.
Bandets energi under lytningen er fuldstændig forskellig. Mens Tobias åbenlyst tager rummet ind og læser det, sidder Troels helt stille med lukkede øjne mens vi hører siden igennem. Først som ‘Tåge’ klinger ud, åbner han igen øjnene og vender tilbage til rummet.
‘Vand’ består af ‘Når Solen Brydes’ del et til fire, og fortællingen understøttes af små detaljer i lydbilledet. I første del hører vi diskrete skridt, der knaser i sand i baggrunden. Et suk og en hvisken, og så tæsker vi ellers i gang i et heftigt riff og tung percussion. Der er flere gange undervejs krummelurer på både bas og guitar, som sender tankerne i retning af mulige inspirationer fra Pink Floyd, og adspurgt smiler Tobias skævt og svarer:
– Jeg hører jo fandme nærmest ikke andet.
I del tre er vi på stranden igen, bølger brydes og måger skriger. Også introen her får mine tanker lidt hen mod noget Pink Floyd – måske fordi der, udover anslaget på den akustiske guitar, også kører et orgel i baggrunden. Der er en kvindes rene vokal med i nummeret, men den ligger så langt tilbage i billedet, at man skal anstrenge sig lidt for at få den med. Der er også stemningsfulde guitarsoloer undervejs, og her leges generelt med nogle lidt mere rockede elementer end hvad vi tidligere har hørt fra Solbrud.
Efter første halvdel er gennemlyttet, holder vi en kort pause med mulighed for at forsyne sig med snacks og en øl eller en genopfyldning af kaffen, som er blevet kold fordi jeg blev opslugt af pladen i stedet. Der er også behov for at finde et toilet, og heldigvis tilbyder et af bandmedlemmerne sig som guide igennem labyrinten. Kontrasten mellem den tjans og hvad man ellers kunne have af glansbilleder af musikerlivet er til at tage og føle på, men det sker med samme selvfølgelighed som der svares på spørgsmål om musikken, hvilket er kendetegnende for bandet. Hvis der er stjernenykker, er de i hvert fald ikke fremme i aften.
Jeg kan ikke holde mig tilbage efter at have hørt ‘Jord’, og spørger ind til fordelingen af elementerne, for hvis jeg ellers hører musikken rigtigt, så må Adrian være den jordbundne af de fire. De smiler, og han svarer prompte.
– Ja, jeg er nok den jordbundne, og Tobias havde en idé om en historie, der havde hav som sit udgangspunkt. Faktisk fordelte elementerne nærmest sig selv.
‘Ædelråd’ og ‘Sjæleskrig’ udmærker sig netop ved deres stilfærdige jordbundethed. Lyden er fortættet. Sidstnævnte nummer var faktisk også at finde på livealbummet og jeg bemærker, at det udløser aftenens første stank face hos mig. Det er i høj grad instrumentalt, uden det egentlig var bevidst, da det blev skrevet, men det klæder sådan set nummeret – og dets placering på pladen – rigtig fint.
På pladens sidste side føres vi gennem ‘En ild som tusind sole’, ‘Aske’ og ‘Postludium’; grumme titler, når man nu kender indholdet af den historie, som fortælles. Det virker til, det er Oles afsnit, der har færrest af de til paletten nyligt tilføjede rockede passager, og flest af de for Solbrud mere klassiske blackede elementer med masser af tremologuitar og hurtige blast beats. Det lyder som om, vokalen ligger længere fremme i lydbilledet her, men jeg får ikke spurgt ind til mixet, og det kan sagtens være, at jeg bare er mere opmærksom på den fordi det er vokalistens komposition.
Mine bekymringer om konceptalbummets potentielle faldgruber er heldigvis blevet gjort til skamme. Solbruds sound er fuldstændigt i tråd med sig selv, og bandet forærer sig selv udviklingsmuligheder ved at udvide grænserne for hvor langt de kan gå i forskellige eksperimentelle retninger med ‘IIII’ som præcedens. At de i enighed er gået tilbage til at skrive kollektivt igen efter David har gjort sin entre, kan man ikke fortænke dem i, det handler også om at finde tilbage til bandets kerne og en retning derfra. De peger dog selv på det bandterapeutiske i at få lov til at udføre en individualistisk vision:
– Når man har spillet sammen i 15 år, har der jo været nogle kameler, der skulle sluges undervejs. Når alle skriver sammen, er øvelokalet ikke altid helt stort nok, siger Adrian og trækker indforståede smil hos de andre.
