En underlig, kunstnerisk, følsom og weird metalfestival i et operahus? Det bød weekenden på.
Hvis man skulle tegne et kort over Metaldanmark, ville rigtig mange byer ligge længere væk fra centrum end Aalborg.
Om det har været sådan altid, har vi svært ved at vurdere. Men i de senere år har den store provinsby igen og igen slået fast, at det er et sted, man skal holde øje med. Og hvis man ikke gjorde det i forvejen, så blev det for alvor slået fast denne lørdag.
Folkene bag denne udvikling er den evigt energiske og virkedygtige bestyrer på undergrundsspillestedet 1000fryd, Troels Højgaard Sørensen, der næste år kan fejre fyrreårsfødselsdag, og Casper Clasen, med hvem han driver bookingagenturet Lasher Agency.
De to har denne solskinslune lørdag arrangeret noget så uvirkeligt som en endagsfestival, der handler om musik i den følsomme ende af det hårde spektrum.
Metalfestivaler er ikke ukendte for aalborgenserne, men for Aalborg Rock & Metal og Aalborg Metalfestivals vedkommende har fokus ligget på det klassiske, velkendte og lidt mere traditionelle inden for død, black og videre i den dur.
Det er ikke det, Lasherfest satser på.
For dem, der måske ikke kender Lasher Agency, er det et undergrunds- og DIY-bookingbureau, der har fokus på hardcore- og hardcoreadjacent bands, der synger om andet og mere end at slås og råbe røv. På listen finder vi bands som Czar, Tvivler, Demersal og Nexø foruden adskillige af de bands, vi fik lov at opleve i Aalborg.
Det er musik i den retning, vi blev inviteret til at opleve på en aften, der udover lineuppet også var ganske nævneværdig alene på grund af sin lokation. Efter en kort start på 1000fryd – mere om det om lidt – skulle vi nemlig forbi Musikkens hus, der befinder sig ved bredden af Limfjorden og med sin karakteristiske arkitektur troner over byen som et fyrtårn for klassisk musik og andet i den finere ende af kulturkritikkens skala. Denne aften har Højgaard og Clasen dog ganske undtagelsesvist fået lov til at indtage de fine sale.
Men inden da skal vi have kigget på lidt historie. Siden sin start i 2021 har det gået stærkt – indenfor de rammer, vi nu engang arbejder i. Der er dog to væsentlige begivenheder, vi skal se på, inden vi når til septembers begivenhed. Den første fandt sted præcis et år tidligere. Det var Lashers første label night på Loppen på Christiania. Dengang var det med Hiraki, Nexø, Tvivler og Højgaards eget band Vægtløs, der spillede en af deres allerførste koncerter. Det var en storslået aften. Der var noget over at se bands, der havde fælles værdier – hvilket er et nøgleord for Lasher – mødes om det, de elsker. Musikken. Dengang mente undertegnede, at dem, der var valfartet til Staden, havde truffet det rigtige valg blandt det mylder af muligheder, hovedstaden bød på.
Den næste formative begivenhed var de lokale darlings i Omsorgs releaseparty tilbage i februar måned. Også dengang var undertegnede rejst til Nordens Paris for at følge slagets gang, og det var med god grund. Med stærk inspiration fra Toldermania havde Omsorg nemlig inviteret snart sagt alle deres musikspillende venner til en dag, der bød på hele otte koncerter i 1000Fryds lune lokaler. Det var ikke kun den fysiske temperatur, der var høj, men også hjertevarmen, og det inspirerede Troels Højgaard.
Han ville lave mere af den slags, men større, vildere og bedre. Det blev til Lasher Fest 2023, og hans ambitioner faldt ikke til jorden.
Venus Twins
Først og fremmest skal vi beklage, at køreturen fra hovedstad til hovedland er så lang. Vi nåede simpelthen ikke de fremragende shows, performances og events, der blev budt på allerede fra klokken 14. Spændende begivenheder af Andreas Tofteberg og Compulsion PRGM blev ædt af den midtjyske motorvej, og indtjekning på hotel fratog os muligheden for at opleve Majken Lex’ ‘Regretting Motherhood’, hvilket er en kilde til ærgrelse for os. Herudover missede vi simpelthen også Venus Twins, Tina Mariane Krogh Madsen, Oxbow og aftenens afsluttere i Divide and Dissolve. Kæmpe skam over os og vores hus, vi ved det, men the heart wants what the heart wants, og det samme gælder den aldrende lænd, I ved nok.
Tina Mariane Krogh Madsen
Men det lykkedes os at trille ind i den nordjyske hovedstad og få parkeret vognen omtrent 15:52, så vi i rask tempo kunne spadsere ned til Kattesundet 10 og opleve vores småfavoritter i Omsorg. Det var egentlig slet ikke meningen, at trioen skulle have været på programmet, men skæbnen ville det sådan, at forsanger Jan Fengers udlandseventyr blev aflyst, og de derfor kunne mødes med os andre og give den fuld gas. For det gjorde de.
Det handlede måske også om, at de blev taget med storm af det fremmødte publikum. Allerede da vi drejede om hjørnet ved Borgergade, var vi stensikre på, at vi var på rette vej. En hob af mennesker i forskellige nuancer af sort havde barrikaderet vejen. En enkelt stakkels bilist prøvede at snige sig langsomt igennem, men måtte lægge et par minutter til rejseplanen.
En lokal må have været i stand til at identificere os som den del af den gruppe og spurgte tøvende, hvad der dog foregik. Vi henviste til en plakat, der hang på væggen ved siden af, og hastede videre.
Omsorg
1000Fryd var pakket. Decideret pakket, som var der gjort klar til sous vide – det kunne man også snildt have forestillet sig, da så mange kroppe på så lidt plads hævede temperaturen til en del mere end det ønskede. Undertegnede var ganske forbandet over, at bilen endnu ikke var mere langvarigt parkeret, og måtte i stedet sende drømme om kolde øl i litervis på en ubekvem timeout.
Det gjorde dog ikke meget, da de tre målløse nordjyder indtog scenen med bravur. Nok var det tre måneder siden, Omsorg sidst havde spillet, men det eneste, der virkelig var anderledes end vanligt, var den rå energi og brutalitet, de spillede med. Mads Skannerup – trommeslager – mente ellers nok at have haft en ganske harmonisk ferie, men ikke desto mindre fik skindene mere end almindeligt tæsk. Råstyrken var gennemført, og som bandets lokofører satte han et tempo, hvor de to øvrige måtte gøre sig umage for at følge med. På 30 korte minutter var Omsorg færdige, og det var vi andre også. Vi blev forkælet med to nye numre, kun et af dem med navn, opkaldt efter Dortmund, hvor det blev skrevet, og de lovede godt for nyt fra de tre. Om det var et særtilfælde, at de lød mere barske end vanligt, eller om de blev skrevet sådan, vil tiden vise, men vi håber på det sidste.
Barske var de ikke de eneste, der var. To unge mænd havde indtaget Fryds mørke i solbriller. Den ene holdt stilen, men den anden lod dem langsomt glide ned af næseryggen, indtil han kunne se over dem som en anden Fru Sejersen. Næste gang anbefaler vi at lade moden hvile.
Et andet sted, hvor der heller ikke var brug for solbriller, var Musikkens Hus. Langt nede i kælderen fandt vi de tre scener, vi skulle forholde os til. Den største af dem hed “Intimscenen”, og de andre blev kaldt “Klassisk Sal” og “Rytmisk Sal”. Og nu blev vi konfronteret med det, vi havde gruet. Det var ikke de dyre øl, der stod i nogen kontrast til 1000Fryds noget mere budgetvenlige udvalg, men derimod noget langt værre.
Lasher Fest var nemlig så spækket med bands, at det var nødvendigt at lade flere orkestre spille samtidig. Vi havde gået og knurret lidt over det, siden tidsplanen blev kendt, og en efterhånden ganske velkendt trommeslager informerede mig om det på vej til Fredagspunkbash, men situationens tyngde ramte først rigtigt, da vi skulle vælge mellem Oxx og Vægtløs, Hiraki og Telos og Syl og Vi Som Älskade Varandre Så Mycket, Bogwife og Puke Wolf. Skrækkeligt. Intet mindre.
Oxx
Vægtløs har en særlig plads i undertegnedes hjerte, og selvom den nye Oxx er ganske inspireret, var det den nemmeste af aftenens beslutninger.
For hver gang, jeg oplever bandet, bliver jeg forundret over, hvordan det kan blive ved med at føles så ægte. For et band, der oprindeligt blev dannet for, at man kunne skaffe en opvarmer for Wiegedood, er det blandt de mest inderlige og kunstneriske i landet. Højgaard står altid i næsten ophøjet ensomhed på scenen, tynd, høj og skrøbelig, og krænger sit inderste ud. Altid handler det om død, blandt de hårdere omgange en tidligere elev, der ikke kunne holde eksistensen ud efter 9. klasse, men det, der er så særligt ved Højgaard og Vægtløs’ optræden er altid, at selvom de kredser om de tungeste, mest ødelæggende begivenheder i livet, forfalder de aldrig til håbløshed.
Det er altid med kærligheden som fyrtårn, at Vægtløs kaster sig ud i Kattegats meterhøje bølger, og når forsangeren står som udkigspost i stævnen, retter de kursen mod håbet.
Det bliver måske lidt vel lilla i beskrivelserne, men ikke desto mindre er det de følelser, der rejser sig, når vi oplever dem spille. Det føles ægte og dybfølt, og musikken er konsekvent i lige så megen udvikling som et rigtigt, levende menneske. Med tiden har de lagt mange af black metallens genretræk fra sig for at omfavne post-metallen, og det klæder dem. Tyngden af bassen er anseelig, Tobias Aske Heltborgs trommespil hårdt, bastant og mægtigt, og soloer og riffs glider skiftevis skærende og skønne. Det er umuligt ikke at mærke kærligheden i rummet, og Troels Højgaards emotionelle optræden på gulvet afsluttes også af adskillige store krammere.
Vægtløs
Whores. i Intimsalen er dog lidt en anden historie. Nuvel, ‘Gold’ var en god plade, men denne aften var det svært at se behovet for bandet. Den samme historie kan i øvrigt fortælles om Full of Hell. For naturligvis var det godt booket af arrangørerne, og sandsynligvis har de været nødvendige for at få pælesiddere til at svinge dankortet i Billetto-appen, men for undertegnede og i hvert fald nogle andre var det de danske musikere, vi var kommet for at høre.
De tre aldrende herrer i Whores. rørte ikke noget for mig, og endnu mindre gjorde Full of Hell, udover at brillere med en forskydelse af tidsplanen på grund af en lydprøve, hvor et mere ægte band som Fordærv eller Decorticate ville have kunnet nået at køre en to-tre hele sets af. (OPDATERING: Forsinkelsen skyldtes en defekt mixer, og var ikke bandets skyld, red.) Det til trods var mixet i salen ikke helt oppe at ringe, og man fik fornemmelsen af, at den var bygget til at sidde på stole, spise bridgeblanding og klappe høfligt. Adskillige lod til at nyde den, men vi gik i stedet ud og kiggede på den lange gang merchstande, hvor adskillige kendinge udleverede shirts og plader mod lovning på betaling, når man kom op i den friske luft, hvor der igen var mobildækning.
Det er en skam, at vi i Danmark ikke kan tiltrække publikum nok med musik af egen avl. Det var absolut der, den største kvalitet var at finde.
Full of Hell
Det fik vi illustreret ved den sværeste beslutning af alle. Københavnske Telos mod aarhusianske Hiraki. Med undtagelse af en kort rekognoscering tog denne københavner beslutningen om at satse på geografien i fremtiden og håbe på, at de brutale og kaotiske mathcorekunstnere i Telos ville være til at finde igen.
Den lille afstikker understregede, hvor vigtigt det ville være, da de spillere tungere, vildere og mere voldsomt end nogenlunde før. Den fantastiske lydkvalitet i ‘Rytmisk Sal’ gjorde meget for oplevelsen, og krydsklipningen mellem Viktor Ravns stålsatte stoicisme og Victor Kaas’ maniske goblinmode var fantastisk. Det lod også til, at de fleste af de yngre publikummer havde begivet sig derhen for at få deres mosh på.
Telos
I “Klassisk Sal” fik vi dog noget, der var alt andet end klassisk. Hiraki er mest kendt for at give et stort rundt 0 fucks for konventioner og genregrænser og blande alt, de kommer i nærheden af. Det var også tilgangen denne aften. Bag en tømmerflåde af et pedalbræt beherskede Tue Schmidt Rasmussen alle aspekter af en seksstrenget. Fra ren Jimi Hendrix til det mest smadrede kædesavsriff. Manden er ekvilibrist, men gør det på den mest underspillede jydefacon, man har set.
I den anden ende af mini-maxi-skalaen fandt vi Tim Fokking Frederiksen bag et ganske lille trommesæt, der dog ikke lod til at begrænse ham synderligt. Der var nærmest mere energi at spore denne aften end selv i deres vanvittige Tapetown Session fra forleden.
Hiraki
Jon Gotlev bag synthen undskyldte for tekniske problemer, ingen andre end han selv havde lagt mærke til, mens besynderlige lyde og beskidte beats strømmede fra hans hænder. Uden tanke for liv og lemmer klatrede han op på en flaskebesat højttaler for at brøle ud over salen, inden han satte et technobeat i gang, der ville have fået selv Blades vampyrdiskotek til at puste efter vejret.
En blind og voldsom gang mosh blev det til fra ham, da han sluttede settet af med en performance, der lover godt for oktober måneds samarbejde med John Cxnnor. Rasmussens guitar blev slænget af skuldren og slæbt henover gulvet i en gestus, der afslørede, i hvor høj grad Hiraki slet og ret er kunstnere.
To shows mere skulle det blive til for os, og det næste var festivalens mest utaknemmelige tjans. I “Rytmisk Sal” spillede nemlig screamolegenderne i svenske Vi Som Älskade Varandre Så Mycket, der opførte store del af deres gigantiske plade ‘Det Onda. Det Goda. Det Vackra. Det Fula’. Det trak mange publikummer til sig, men i og med det er lykkedes undertegnede at undgå københavnske Syl hver eneste gang til trods for nok at være den, der har skrevet mest om bandet i hele landet, var det ikke der, jeg skulle indfinde mig.
Jeg skulle se de bløde, vrede unge mænd, der sang om så tunge ting.
Syl
Det var måske ikke en nem beslutning, men det var absolut ikke et dårligt valg. Live var de mindst lige så intense, som jeg havde forestillet mig. Gustav Brønnum var et særsyn på guitar, da han udstrålede så megen karisma og kunnen og formåede at gøre den tilbageholdende indspilningslyd sprudlende, rå og eksplosiv. Placeret midt på scenen gjorde han sanger Benjamin Clemens posten som blikfang stridig, mens en vanvittigt cool og tilbagelænet Benjamin Grønne på højre flanke indfandt sig som elder statesman på toppen af et højttalertårn. Under det helt særligt ægte nummer ‘Pligt’ gæstede Viktor Ravn forsanger Clemens på scenen, mens Victor Kaas sluttede sig til under den pumpede blackbanger ‘Huldre’.
Syls udtryk er så interessant, for i fremtoning er de ikke langt fra den gruppe aldeles højrystede og irriterende unge mænd i sorte shirts og sølvkæder, der gjorde morgenmadsbuffeten på hotellet til en mere end anstrengende affære, og samtid er de i stand til at tale om følelser, udvise sårbarhed og sætte ord på de ting, der fylder for de af os, der er begavede eller forbandede med et y-kromosom.
Det var et svært publikum for en ægte hardcoredreng som Clemens at spille op, men for os fungerede koncerten upåklageligt. Det føltes, som om afstanden mellem Syl som band og os som publikum blev ophævet. Under ‘Omsorg’ viste Clemens’ ansigt tydelige tegn på den smerte, som historien bag sangen byder på. Mere om det andetsteds på siden.
Vi fortrød intet og var tryllebundne fra ende til anden.
Vi Som Älskade Varandre Så Mycket
Men svenskerne skulle efter sigende også have spillet en fremragende koncert.
Puke Wolf
Sidste indslag for os denne aften var de evigt sårbare og sårende Puke Wolf. Sårende måske mest for mig, da deres 2022-EP ‘Interstice’ har været en fast følgesvend for mig gennem en af de hårdeste perioder i mit liv. Fuld af lige dele trøst og rå emotionalitet har jeg kunnet spejle mig i teksterne, der ikke lægger fingre imellem, men trækker al huden af, til man føler sig som intet andet end millioner af blotlagte nerveender.
Igen denne aften. Når ‘Hubris’ begynder med det efterhånden ganske berømte Rachel Maddow-sample, løber det koldt ned ad ryggen, da visheden om menneskehedens potentiale for grusomhed udstilles. Samtidig er Lasse Højgaard og Emil Vegebergs vokaler så rå og voldsomme, at alle følelserne hældes direkte i hjertekulen. Telos’ Viktor Ravn tog en tjans på vokalen under deres uden tvivl mest bratty track ‘Full of Heart’, og hvis man tænkte, tre vokalister var rigeligt, tog man fejl, for hans tilføjelse var fremragende.
Ikke mindre overvældende er det, når trommeslager Andrew Thomas Davidson afløses af Emil Lake (Telos, Demersal, Meejah) på sættet, og langsomt bevæger sig ud på gulvet. Denne gang fremførte han en ny passage om smertelig barndom, benævnt ‘Bær’, udskreget uden mikrofon, men med så megen volume, at alle kunne høre ordene ganske klart, efter han havde skreget sig igennem ‘Endless Nights’, der for mig rammer hårdere end alt andet denne aften. Vi havde ikke andet i hovedet, og missede derfor også Bogwife. Beklager.
Lasher Fest var et ambitiøst projekt, men også et projekt drevet af kærlighed til musikken og til scenen. Men apropos y-kromosomer, var der en ganske solid overvægt af disse på de mange scener. Faktisk alle bands, med undtagelse af Divide and Dissolve. Herfra skal lyde en opfordring til at udvide Lasher Agencys roster anseeligt og sørge for, at der bliver booket mere diverst til næste år. Vi håber nemlig på at opleve det igen og dedikerer os gerne til endnu en tur på motorvejen for at opleve den. Vi elsker nemlig også scenen og musikken, og vi elsker, hvad ildsjæle som Højgaard og Clasen gør for den.
