I aften skulle handle om hård musik og svære emner; en kombination, der ikke altid vil virke, men i aften gjorde det.
Klokken er lidt i 18:00, og en let brise kan mærkes, mens vi er på vej hen til Vega. Der er en lang kø udenfor, hvor folk står og venter – og fryser. Ved første øjekast ligner det ikke nogen, der skal til en “metalkoncert”, som er det, vi primært er kommet for. Mange af gæsterne har farverige kjoler eller fornemme jakkesæt på, men man spotter også folk i bandtrøjer. Vi nøjes med kun at føle os en lille smule uden for fællesskabet. Dog ikke længe, fordi denne aften skal – udover musik – handle om nogle vigtige ting. Nogle ting, hvor det er virkelig vigtigt, at man ikke føler sig udenfor fællesskabet og alene.
Efter vi er kommet ind i varmen og har bevæget os op i Lille Vega, starter aften med en tale. Før alt det her giver mening, har du måske brug for noget forhistorie. I 2016 blev Sofie Amalie Hejn udsat for et seksuelt overgreb af sin daværende bedste ven. Den hemmelighed gik hun rundt med indtil 2018, hvor hun endelig åbnede op omkring sin oplevelse. Det var hendes gode ven, Benjamin Clemens, der er forsanger i bandet SYL, hun fortalte sin hemmelighed til. Det fik stor betydning for Benjamin, og i slutningen af 2021 tog han fat i Sofie Amalie Hejn klokken 4. om morgen for at fortælle hende noget. Han, og de andre drenge i SYL, havde skrevet en sang ved navn ‘omsorg’, der handlede om hændelserne og hvordan Benjamin fik det at vide. Yderligere fik Benjamin og Sofie Amalie sammensat et hold, for at lave en musikvideo til ‘omsorg’. Den skulle fungere som en visualisering af nummeret og sætte fokus på det “eftermæle som seksuelle overgreb skaber – ikke kun for offeret – men for alle i deres omgangskreds.”
I den anledning fik de tidligt ankomne gæster lov til at høre taler og se en fremvisning af kortfilmen ‘omsorg’. Sofie Amalies tidligere dansklærer, der nu er en del af organisationen Bryd Tavsheden, lagde ud med en tale, hvor hun præsenterede os for konceptet og aktualiserede, hvor stort et problem seksuelle overgreb – især for unge kvinder – egentlig er. Efterfølgende er det Sofie Amalies tur til at holde en tale omkring hendes egne oplevelser. Efter at love sig selv, at hun ikke vil græde og en ordentlig tår øl, går hun i gang med talen. Vi fik hele hendes historie. Alt det svære og tunge på én gang. Samtidig fik vi også hørt, hvordan Benjamin havde støttet op om hende som ingen andre. Det er et følelsesvækkende øjeblik, og mange af aftenens gæster står med tårer i øjnene som en vældig væg af vand, de holder tilbage.
Sofie Amalie er en stærk person. Man kan mærke, at alt det her er svært for hende, men hun formår stadig at komme igennem det. Hun formår at udtrykke sig og fortælle sin historie, endda foran en masse mennesker, hun slet ikke kender personligt. Det er en måde at sige, at man skal tale højt om sine problemer, og at man ikke er alene. Det gør ikke noget at ødelægge den gode stemning, fordi du har brug for at snakke om noget alvorligt. Som Sofie Amalie selv siger det:
Hvis det her er resultatet af at ødelægge den gode stemning: Fuck man burde gøre det noget oftere!
Sofie Amalie Hejn
Vi får også lov til at se filmen ‘omsorg’. Den kan man skrive rigtig, rigtig meget om, men vi synes, at det er en film, du skal opleve for dig selv og danne dine egne holdninger til. Derfor undlader vi at ‘anmelde’ den – men kæmpe ros til alle, der har været med til at lave den. Den satte virkelig tankerne i gang. Vi har interviewet både Sofie Amalie Hejn og Benjamin Clemens om den her.
Jakkesæt og hawaii-skjorter
Efter hyggesnak med diverse koncertgængere er det blevet tid til aftenens første band. Procentdelen af gæster med flotte kjoler og fine skjorter er faldet, og publikum er nu præget af folk, der ligner nogen, som ofte går til hardcorekoncerter. Aftenens åbningsband, Writhe, er dog ikke hardcore. Writhe spiller mere noget, der minder om noise-rock eller post-punk.
Det er altid svært at være åbningsband. Og det er endnu sværere, når der er bøvl med begge guitarer, og man samtidig fremstår nervøse. Writhe virker i hvert fald til at stå i skyggen af sig selv. Det føles ikke decideret overfladisk, men det er alligevel som om, at Writhe utilsigtet begrænser sig selv. I den forstand, at muligheden for at præstere er der, men den ikke bliver opnået som ønsket.
‘I Am the Sun’ lyder som en træt version af Radiohead, mens mange andre numre også lyder som noget halvsløvt fra brit-poppens tid. Der er heldigvis øjeblikke, hvor det fungerer for Writhe, men ingen af dem er særlig langvarige eller vedligeholdte. Vi tror, Writhe kan noget, de skal bare lige finde sig selv først.
3/6
Den tænksomme mands punk
Fra blide undertoner af melodi i guitarstøjen til bragende og magtfuld atonalitet – det er blevet tid til at se Tvivler. Tvivler er et band, som mange fra vores redaktion holder meget af. For vores udsendte i aften er det første gang, undertegnede ser bandet live. Det skulle vise sig ikke at blive sidste. Vi har efterhånden mange bands på den danske “metalscene”, der synger om følelser.
Bliver det ikke lidt for dvælende? Som om de alle sammen kollektivt er blevet enige om, at det er okay at hvile i sin egen uduelighed uden noget fremskridt. Som om vi alle sammen anerkender de problemer, der bliver sunget om, men ingen af os griber fat om dem med forbedring i sinde. Men selvom mange synger om personlige problemer, så gør Tvivler det i en bredere forstand. Ikke bare i personlig opgivenhed, mere på en måde, der virker eksistentiel. Som en utilfredshed med individets grundlæggende eksistens, samfundets normer eller endda noget så abstrakt som politiske forventninger til køn. Og den utilfredshed formår Tvivler perfekt at indkapsle i deres lyd.
Scenen bliver lyst op af hvidt lys. Bandet har alle matchende sorte outfits på. Trommesættet er rykket helt frem på scenen, mens mikrofonstativet befinder sig længere bagud. Allerede ved entréen kan man mærke, at der skal til at ske noget vildt. ‘Michael Strunge som neoliberal’ åbner aftenens sæt. Den knusende basintro føles næsten klaustrofobisk og bliver passende akkompagneret af kakofoniske guitarmelodier og Thomas Burøs velartikulerede vokal. Det hele kulminerer kortvarigt i tungt, koldt og hårdt samspil, mens Burø råber højlydt. Det bliver opfulgt af ‘Der er for få borgerlige i det her land’, der ligeledes føles knusende med det hårde og velkoordinerede samspil blandt alle medlemmerne.
Tvivler kan føles som mere end én ting. Som vi hørte en anden koncertgænger omtale dem: “Den tænksomme mands punk”. Det er reflekteret og modent, men alligevel er der nok plads til spøg, som at vi skal “breakdance i circlepitten”. Stemningen stiger kun mod vejs ende, hvor guitarist Thomas Feltheim svinger så voldsomt rundt, at han næsten vælter ud over scenekanten og Burø, der gestikulerer manisk under numrene. Koncertens mest intense øjeblik er dog lukkenummeret ‘Jeg bor her jo bare’. Det formår at få koncerten til at kulminere ordentligt og slukke for det hele samtidig. Nummerets næsten poetiske tekst, der bliver råbt monotont ud i komplet stilhed fra Burø, virker som en forsoning mellem dét at være menneske og eksistensens frustrationer.
Det føles autentisk, og det føles tomt. Men det føles samtidig som om, at den tomhed man finder i Tvivlers musik, er en tilsigtet del af den.
5/6
Det er okay, ikke at være okay
Aftens højdepunkt er ingen ringere end SYL. For knap og nap et år siden spillede de releasekoncert i Basement, og nu headliner de Lille VEGA. Det er imponerende – stor ros til dem. Vi har næsten lige set SYL, men derfor skal vi da ikke gå glip af dem denne gang. Sidst smadrede de igennem med udadvendthed og konfrontatorisk gennemslagskraft. Denne gang skulle vise sig at være en af de mere introspektive omgange, men stadig en hårdtslående en.
Ligesom Tvivler, så synger SYL også om en masse problemer. De problemer, deres tekster griber fat om, henvender sig mest til unge mænd. Det bliver især reflekteret, da de fem unge gutter træder ind på scenen i matchende hvide outfits. Tøjstilen står totalt i kontrast til Tvivlers mørkere æstetik, hvor SYLs føles mere uskyldig. Man kan drage mange paralleller mellem SYL og Tvivler, men SYL føles mere håndgribelig – som en anden version af Tvivler, men for yngre lyttere. Undertegnede skal ikke fremstå som en alvidende skribent, der kan gribe an om musikkens emner og analysere dem til perfektion, fordi det er ikke tilfældet. Undertegnede må indrømme, at han kun er 17 år. Derfor er langt størstedelen af overvejelserne om SYL og Tvivlers musik nogle, der bunder i forståelse frem for personlig erfaring. SYL føles derfor mere appellerende, da de synger om dét at være (ung) mand, og alle de måder man kan føles sig forkert på. Dét er noget, der kan indgå i undertegnedes liv, hvorimod Tvivlers emner kan være noget sværere at afkode og reflektere over i dagligdagen.
Det skal heller ikke føles som en malstrøm af tunge tanker om vores sociale roller i samfundet. Nu er vi jo kommet for at høre noget musik. I anledning af tidligere viste kortfilm starter sætlisten på nummeret ‘omsorg’. Det er tæt på skræmmende at se vokalist Benjamin Clemens på autentisk og aggressiv vis råbe og hyle teksterne ud. “Hvis du fortæller mere, får jeg blod på hånden / Jeg er ikke i kontrol / Min egoistiske trang fjerner fokus / Væk fra dig, fra omsorg”. Det er gåsehudsfremkaldende og uhyggeligt, men samtidig opsigtsvækkende. Endnu stærkere kommer frustrationerne på bordet i slutningen af nummeret, hvor Clemens forpint råber: “Jeg vil aldrig kende hans navn!” – der selvfølgelig hentyder til vedkommende, der voldtog hans gode veninde Sofie Amalie.
Efterfølgende bliver ‘pligt’ spillet, hvor Viktor Ravn fra Demersal kommer med på scenen for at råbe med. Pit og fællessang udbryder under nummeret. SYL har publikum i deres hule hånd og har kontrol over alt. De ejer scenen. Vi kommer langt rundt i diskografien – vi får faktisk hvert eneste nummer, SYL nogensinde har udgivet, samt nogle nye numre. ‘Dit ord’ bliver leveret fremragende og har næsten en progressiv kant, mens ‘Stor dreng’ er tungere end de emner, de synger om. Victor Kaas fra EYES gæster på ‘huldre’, der hæver stemningen endnu mere, end man havde forventet, den kunne. Det er vildt at se det hele udfolde sig.
Som nævnt tidligere kan SYL også godt være nogle følsomme drenge. Alle har følelserne uden på tøjet til ‘alt godt’, der bliver gæstet af Viola Wendelboe Faber, som kommer og indleder nummerets digt-agtige intro. Ligeledes vokser melankolien også i ‘sang 1’s apatiske vokal og blide melodier.
SYL er uden tvivl et af de vigtigste danske bands. De føles som en afslappende hånd på skulderen af de mænd (og kvinder), der står desorienteret i deres egen fortvivlelse og personlige uforståenhed. De fortæller dig, at det er okay at have problemer som mand, da det er en del af at være menneske. Ens plads eller forventninger af samfundet skal ikke afgøres af et giftigt maskulinitetsideal. SYL er nogle unge drenge, der har meget på hjerte. Og de ting formår de bestemt at få igennem til lytteren.
6/6
Deliriøs technonatklubsfest
Efter en følelsesladet omgang i Lille VEGA skynder vi os ned i Ideal Bar for at se John Cxnnor. Koncerten er blevet reklameret med titlen “immersiv koncert”. Den umiddelbare oversættelse af det engelske ord “immersion” er “fordybende”. Det kan man godt kalde denne koncert, men idéen bag den er snarere definitionen af “immersing” (to plunge into something that surrounds or covers). John Cxnnor har nemlig installeret en masse højtalere i Ideal Bar, så det skulle føles som om, at lyden er rundt om dig, frem for den bliver basket ud af to store højtalere lige foran dig. Udover det, så har duoen i John Cxnnor Hiraki med, der skal stå for vokaltjansen. Kan man beskrive John Cxnnors vanvidsmusik på en ordentlig måde? Nej, egentlig ikke. Det er noget, der skal føles og opleves; ikke bare læses om. John Cxnnor-koncerter kan bedst beskrives som at være inde i et bankende hjerte, der er ved at overdosere på stimulerende stoffer.
Der er helt proppet i den lille sal, da duoen træder på scenen og starter de pumpende technorytmer. Det hele starter tungt, mens numrene langsomt bygger op og kulminerer i bass-drops så rungende som dem i IMAX. Vi håber, ingen i aften har epilepsi, fordi lysene går nemlig fuldstændig amok under ‘breakdownene’. Drengene i Hiraki, der skiftevis overtager vokaltjansen, flyver rundt på scenen i energisk samspil – faktisk også ud over scenen, da de flere gange går med ned i pitten.
Et af numrene er en slags hardstyle-version af SYLs nummer ‘pligt’. Dér gæster både Clemens fra SYL og Burø fra Tvivler. Det er svært at sige, hvornår koncerten for alvor rammer kogepunktet. Den kører nemlig på høj intensitet gennem det hele. Pitten er lige så aktiv som musikerne på scenen, og vi er nødt til at bevæge os længere ud mod scenekanten, så vi ikke hele tiden bliver skubbet i ryggen af de blodtørstige og pitaktive koncertgængere. Victor Kaas gæster også på et af numrene for at skrige luften ud af lungerne.
Men mens sveden drypper fra loftet og alle kæmper for at få pusten, må vi indse, at det desværre er overstået. Vi vil gerne have talt mere om lydsystemet, men vi havde simpelthen for travlt med at blive skubbet ind over scenen og parerer knytnæveslag. Lyden var heldigvis eminent, og det føltes hårdtslående, men vi lagde desværre ikke mærke til noget yderligere ved lydsystemet.
5/6
