Copenhagen Metal Fest er en festival, der kun booker danske bands i den hårdere ende af genren.
Der skal ikke være store udenlandske hovednavne, der tager fokus væk fra nogle af de mindre kendte, danske bands. Dét er netop en af de ting, vi personligt rigtig godt kan lide ved Copenhagen Metal Fest. De er gode til at trække et godt lineup ind hvert år. Et lineup, der består af gammelt og nyt, kendt og ukendt.
Copenhagen Metal Fest bliver holdt over tre scener: ZeBu, BETA og Amager Bio. Vi ankommer til “festivalpladsen”, der egentlig bare består af udeområdet ved Amager Bio, en solskinsrig eftermiddag. Fremmødet er stort og ved første øjekast ligner det noget, man som metalhoved længes efter: fællesskab bundet sammen af den tungere musikgenre. Festivalen er ikke så stor som Copenhell, Jailbreak eller Metal Magic. Det er kun to dage, og du kan ikke overnatte der. Bor du langt væk, så står rejseplanen på en tur-retur-billet og så lige endnu en tur-retur-billet til dagen efter.
Men selvom det ikke er Copenhell, så er der mange andre gode ting ved Copenhagen Metal Fest. En billet koster ikke over 3.000 kr., og du skal ikke vrimle rundt mellem 35.000 andre mennesker, mens du febrilsk iler afsted for at nå den der ene koncert, du rigtigt gerne vil se, der ubelejligt ligger i den komplet modsatte ende af festivalpladsen, i forhold til hvor du befinder dig.
Copenhagen Metal Fest er mere primitivt – hvilket er ment på den absolut pæneste måde, skal det understreges. Som nævnt, så er ‘festivalpladsen’ bare udeområdet for Amager Bio. Du kan sludre og købe, hvad end hjertet brænder for i merchafdelingen, du kan bruge 150 kr. på burger og pomfritter i madboden – du kan også gå hundrede meter ned af Amagerbrogade for billig shawarma i stedet – eller du kan sidde og hygge dig ved arealets borde og bænke, hvor vi allerede ser flere koncertgængere sidde og klynge sig til deres dyrebare middagsøl, som var det deres sidste nadver eller en meget magtfuld ring…
Mens nogen er på pletten fra start og godt i gang med at opvarme nakkemusklerne til festivalens første band, Quantum Solaris, må vi blankt erkende os lidt langsomme. Vi kommer først efter koncertstart og falder derefter i snak med nogle kammerater. Hvor der handles, der spildes. Vi er dog klar til festivalens andet band, nemlig Kollapse.
Hård som en murstensvæg
Kollapse skal spille på ZeBu-scenen, og en del publikummer samler sig foran den lille scene. Efter langsom instrumentering og skiftevise forpinte skrig fra vokalist og guitarist, Peter Clement Lund, samt vokalist og bassist, Thomas Martin Hansen, starter koncerten med et brag af støj og auditive lussinger. Så er vi ligesom i gang.
Teknikaliteten fejler tydeligvis intet. Kollapse spiller tungt og komplekst, uden den ene overdøver den anden. Sidst undertegnede så Kollapse live, var det ikke den mest overbevisende oplevelse. Så det er rart at få bekræftet hvor leveringsdygtige de tre herrer kan være live. Det er i hvert fald imponerende at se, hvor tight de kan spille – andre gange står man og klør sig i håret efter retning. Men i de sangpassager, hvor de ikke er overvældende, håber vi, at du kan tælle til seks. Mange af numrene tæsker Peter Drastrups kompetente trommespil derudad i en solid 6/8 taktart, der ligeledes bliver akkompagneret af guitarmakkerskabet fra Peter og Thomas.
Som en hydra står de tre monolitter stille og cementeret på scenen. Koncertens energi er noget, der bliver udtrykt i stedet for fremvist. Det er en hård og tung omgang, men den er hverken hård eller tung at komme igennem. Man står faktisk og vil have mere, da koncerten slutter. Kollapse får ørerne til at summe på de fremmødte koncertgængere, og sparker – i vores tilfælde – Copenhagen Metal Fest godt i gang som første band.
Hardcore for matematiknørderne
ZeBu har ubetvivleligt de bedste bands på førstedagen. Og havde Telos været det eneste band på ZeBu i dag, så havde den stadig fastholdt titlen: “førstedagens fedeste scene”. Kollapse spiller kompleks smadder, og Telos spiller endnu mere kompleks smadder. Vi undgår bevidst midten af publikum, da vi finder vores pladser, så vi ikke spontant bliver fanget i en Telos-moshpit og skal hospitaliseres efterfølgende.
Hvis EYES er den flittige skoleelev, der får gode karakterer, tager kage med på sin fødselsdag og læser lektier til hvert modul, så er Telos rebellen, der instinktivt modstrider skolens principper. Men selvom Telos ikke følger den påtænkte tilgang til tingene, så bliver de stadigvæk rost af lærerne. De behøver ikke en skjorte stoppet ned i bukserne og et fint bælte til at holde det hele oppe. Telos går i Vans, for store trøjer, er venner med de seje typer, og får stadigvæk gode karakterer.
Copenhagen Metal Fest er et passende sted til deres talent for perfektioneret leveringsdygtighed. Intentionen er straks iøjnefaldende. Næsten alt lys er slukket i koncertsalen, på nær svagt rødt skær bag scenen, der lige akkurat oplyser bandmedlemmerne nok til, at man kan se vokalist Viktor Kaas traske vredt rundt på scenen som en tyr, der er klar til at ødelægge alt og alle. ‘Within Reach’ sparker setlisten i gang og efter lidt tid, hvor publikum har fået lov til at stå og varme op, bliver der også sparket gang i pitten. Dér finder du alt fra unge knægte, der bare skal give folk tæsk, til “Jeg skal nok lige have tjekket ryggen efter denne tur”-årige. Det er dejlig med noget dynamik.
Kaas er, som han altid er, på scenen: gennemtrængende og virtuos. Resten af bandet følger godt med – især på ‘Never Me’, hvor trommeslager, Emil Lake, leverer noget af det vildeste trommespil, vi længe har set, mens Viktor Ravn og Philip Friis Petersen ligeledes fremfører riffs, der er så tekniske og matematiske, at man næsten kan kalde dem nørdede. Telos ved tydeligvis, hvad de laver, hvilket ikke kommer som en overraskelse for nogen.
Tunge tanker i let musik
Nu fra noget, der er svært musikalsk, til noget, der er svært at tale om. Det er blevet tid til at se Vægtløs – endnu et band på ZeBu-scenen. Allerede fra start kan man fornemme, at stemningen er anspændt. Man kan fornemme, at der skal til at ske noget specielt; at vi skal til at opleve noget særligt. Og Vægtløs er også noget særligt. Alt dét, der kan være svært at tale om, formår Vægtløs at udtrykke i form af deres omfavnende post-metal. Dét er det fantastiske ved metal: hvis du har svært ved at snakke om ting, så kan du altid skrige om dem.
Vægtløs synger – ironisk nok – om alle de tunge emner med ubesværet lethed. Ikke den slags lethed, der føles overfladisk; mere en klar bevidsthed om, at den menneskelige eksistens kan være svær. Numrene handler om emner som selvmord og sygdom, og er dedikeret til forsanger Troels Højgaards afdøde venner. Der er en oprigtighed i Vægtløs’ musik. At se Højgaard stå på scenen, mens han skriger de forpinte tekster føles mere ægte end andet, vi har set. Mens resten af bandet gør det godt, stjæler Højgaard rampelyset komplet ved at gå ned blandt publikum og udføre numrene derfra. Det bliver mere personligt, og gennemslagskraften i teksterne om afmagt rammer undertegnede som et ton mursten.
Det er personlig accept af eksistensens elendighed. Vægtløs sætter fokus på alt det vigtige, og giver en lyd til de ting, der kan være svære at udtrykke.
