Efter en forrygende førstedag på Copenhagen Metal Fest, er det blevet tid til dag to. Agendaen er den samme som i går: der spiller en masse fede bands. Efter korte ordvekslinger med andre koncertgængere om alt fra tatoveringer til adgangskodeadministratorer, er det tid til musikken – det er jo derfor, vi er her.
Et ordentligt los i munden
Ligesom førstedagen sluttede i ZeBu, starter vores andendag også her. Det tid til Swartzheim. Et af de yngre bands aldersmæssigt, men selvom de ser små og søde ud, har de enormt potentiale. Swartzheim vælger nemlig at have en af de fedeste scenetilstedeværelser overhovedet. Dét, sammen med deres energiske og punkinspirerede thrash, har skaffet dem pladser til festivaler som Wacken – klapsalve til de unge gutter. Swartzheim er et levende eksempel på, at det altså godt kan betale sig at lægge tid og kræfter i sit efterskoleband.
Men hvad gør man så, når man har lavet et band på efterskolen med tre guitarister, og alt det der med at optræde live bliver aktuelt? Så sørger man selvfølgelig for, at alle tre guitarer bliver anvendt og udnyttet i lydbilledet. Samtidig sørger man også for, at ens forsanger har så meget energi, at det halve kunne være nok. Hvis hele Swartzheim ikke havde haft den scenetilstedeværelse, de har, så ville forsanger Jeppe Halse Fugleberg alene kunne redde oplevelsen. Men resten af Swartzheim er heldigvis ikke kedelige – tværtimod. Både guitarister og bassist løber, hopper og svinger rundt. Deres energi har svært ved at holde sig på den snævre scene, og hvordan en af guitaristerne ikke kommer til at smække et guitarhoved i ansigtet på Fugleberg, er os et mysterium.
Det er dejlig at se nogle unge gutter, der bare giver den gas. De har en anden energi, end de ældre bands, hvis shows kan føle overøvet og programmeret. Et forfriskende spark i kæben af Swartzheim er en god start på dagen.
Hvordan kan de blive ved med at være så gode?
Feather Mountain kan udtrykke dynamik på mange måder – både musikalsk og lyrisk – for dykker man ned i Feather Mountains tekstunivers, støder man på følsomme emner. De emner (forældre diagnosticeret med demens) har Feather Mountain skrevet et album om. Numrene er pakket ind i omsorg og hårde riffs, der med garanti vil få dig til at stå tilbage med ambivalente følelser efter deres koncerter. Som regel fordi, du ikke ved, om du skal smile eller græde over koncertens skønhed.
Sådan er det også i aften. Det musikalske er bestemt fremtrædende, og hvert medlems ekvilibrisme skinner. Undertegnede ville gerne skrive individuelle sektioner om, hvor dygtige hvert medlem er, men det ville blive for Powerpoint-agtigt. Vi nøjes med at konstatere, at Feather Mountain overordnet bare er afsindigt dygtige. Det kan høres på starten af ‘Rupture’, eller numrene ‘Cloud-Headed’ samt ‘Pariah’, der altid skiller sig ud fra massen ved at blive leveret med sådan et kæmpe overskud.
Vi står tilbage med to spørgsmål efter koncerten. Hvordan kan de blive ved med at være så gode, og hvorfor i alverden spillede de ikke i Amager Bio?
Samlet om Balders bål
Vi bevæger os hurtigt fra BETA til Amager Bio for at fange Bersærk. Umiddelbart tænker vi, at det er dét band, der er kommet flest for at se. Det får vi også bekræftet af en næsten hel fuld Amager Bio. Mange af gæsterne har tydeligvis købt partout-billetter, men det er også nemt at spotte dem, der (formentlig) kun har købt endagsbillet for at se Bersærk.
Bersærk har opnået en anerkendt status i det danske metalmiljø, der med gode grunde placerer dem på Amager Bio-scenen, samt tiltrækker en masse gæster, der er ‘mindre metal’, end den gennemsnitlige fremmødte til Copenhagen Metal Fest. Det kan eventuelt være fordi, Bersærk spiller metal, der er præget af hård rock og har en vokal, der ikke bliver growlet og faktisk kan forstås.
Men hvad skriver man om fire ældre herrer, der spiller metal? Er det løb ikke kørt? Hvis man hedder Mötley Crüe, så jo. Men Bersærk holder stadigvæk endnu. Gennemslagskraften i deres liveshows er nemlig til stede. Publikum tramper entusiastisk med på ‘Blod & Stål’, mens der helt stadion-agtigt bliver hujet med på ‘Tordensol’. Casper Roland Popps hæse og pompøse vokal lyder også glimrende live, ligesom resten af bandet, der også udviser stor spilleglæde.
Det sidste åndedrag
Sidste band i dag for vores vedkommende er Udånde, der kommer hele vejen fra Slovakiet. “Hov, hov!” tænker du måske. Er det ikke kun danske bands, der spiller på Copenhagen Metal Fest? Og jo, det har du ret i. Rasmus Ejlersen fra Udånde er også dansk, men bor i Slovakiet. Derfor er det ikke noget svært valgt for os, når vi står og skal vælge mellem Udåndes aggressive black metal eller Plaguemaces effektive jydedød – vi kan godt lide jer, Plaguemace. Vi kommer og kører traktor og vælter køer med jer en anden gang.
Det skulle vise sig, at se Udånde var en af bedre beslutninger, vi foretog os på Copenhagen Metal Fest.
I 2022 udgav Udånde albummet ‘Slow Death – A Celebration of Self-Hatred’. Det var et album, der dykkede ned i de mørke kroge af menneskets eksistens og selvopfattelse. Kort sagt, så handlede albummet om ikke at have det særlig godt. Og man kan mærke en autenticitet i Udåndes koncert i aften. Koncerten starter med en lang ambient-intro, hvor Ejlersen på forhånd har bedt os om at være stille, så vi ikke ødelægger helhedsoplevelsen. Bandets medlemmer finder deres pladser på scenen og Ejlersen brøler første nummer i gang. Det bliver leveret med en overbevisende entusiasme fra hele bandet, og den rene black-lyd forholder sig ganske fremtrædende i lydbilledet. Selvom det er voldsomt, kan man tydeligt ane en blid og opløftende undertone af melodi. Det føles så velstruktureret, men ikke på den kunstige og sjælløse måde. Udånde – mere specifikt Ejlersen selv – har noget at byde på, og det formår han at gøre, mens han står på scenen i blottet sårbarhed. Koncerten føles ikke som et forsøg på at overbevise publikum. Den føles mere som Ejlersen, der selvsikkert fremviser noget, han med ved fungerer.
Det er kort og kontant. En halvtimes koncert med nul ånderum. Udånde formår virkelig at tage pusten fra os.
Efter en tur forbi BETA, for at få se de sidste minutter af Plaguemaces smadder-og-svedbads-koncert, samt en lang samtale med Ejlseren i merchboden, blev det også tid til, at vi vender snuden hjemad. Tak for i år, Copenhagen Metal Fest. Vi ses igen næste år.
