Mai Soon Young Øvlisen fra bandet Meejah var i Paris i februar for at høre Eyes, høre status på de franske koreanske adopteredes aktivisme og besøge sin kæreste Andreas, som var afløser på bas under bandets første europæiske headlinertour.
Lørdag 24. februar 2024 oplever jeg Eyes på Le Cirque Electrique i Paris under det 4. stop på deres EU-tour. Efter en tur forbi Sacre Coeur, en slentretur langs Seinen og indlogering i Marais-området nær Place de la République tager jeg metrolinien ud til Porte des Lilas i det 20. arrondissement, hvor jeg skal se bandet spille på udebane for første gang.
Jeg hører sidenhen fra de franske koreanske adopterede, at stedet også huser burlesque dragshows og cirkus performere, foruden undergrundskoncerter. Koncerten er arrangeret af Sombre Fête, og de smiler og tager imod mig i døren, ved det smalle, lange sortmurede rum med jerngitre i siderne og en lille bar – hvor jeg kommer ind i ly for den silende regn.
Engang meget nærmere årtusindskiftet tog jeg alene til Paris for at høre min allerførste metal-heltinde, i form af The Gathering med Anneke van Giersbergen i spidsen. I dag gælder det hardcore! Eyes går på som aftenens hovednavn.
Med sig har de UK queercore-duoen Death Goals, som efter en dm-anmodning har sendt dem afsted på en fælles EU-tour. Glimmerfuld og queer hardcore som binder rummet sammen og gør det tydeligt, at folk her udgør et kønsdiverst crowd.
Denne aften føles Eyes som en slåskamp uden fysiske slag, folk er i ekstase og det københavnske band bliver taget mod af et parisisk hardcorepublikum, som er klar på at lade sig dirigere af den eksplosion af energi, bandet har pakket ned i tourbussen hele vejen fra Sydhavnen. Det er en af de aftener, hvor når én spilder sin øl udover de folk, der står ved siden af – så bliver aftenen bare
endnu bedre. For når hele gulvet gynger og syder i forvejen, hvad gør en spildt øl til eller fra?
Jeg bider særligt mærke i to ting: Eyes er på fremmed territorium, men hov, vent – folk synger sgu med! Og sig mig; kan Victor Kaas smile fra scenen? Rummet koger og på grund af dets mennesketæthed, kommer vi nær oplevelsen af Eyes’ releasekoncert på Loppen sidste år. Victor dirigerer rummet med et kæmpe uregerligt buzz fra bandet bag sig. I en blanding af synkron- og asynkron-headbanging, bredbenede stands og sveddryppende pander. Denne aften bestående af faste bandmedlemmer Rasmus Furbo, Søren Bomand med nyklippet karse, samt Andreas Isbrandt Løvenskjold på bas og Mads Folmer Richter bag trommerne.
Jeg har aldrig kunnet moshe før til en koncert – ikke mindst fordi mit hoved er i direkte albuehøjde med de fleste i danske moshpits – men da der står så mange piger og no-gender people i front, så er der denne aften mylder og mosh i 150 centimeters højde på de første tre rækker.
Der er fuld plade, også helt objektivt minus girlfriend & kollegiale point og det hele. At være til en Eyes-koncert er bare sjovt, oplivende og ret fysisk. Nogle gange skal man selv bidrage til at få sig varmet op under kedlerne til en koncert, men denne er af den slags, som bare stikker afsted med en – og stikker af med bandet selv, som er de trådt op på et tog, de ikke selv styrer længere. Jeg
havde taget turen ned dagen før, landet kl 23.30 – sovet halvdårligt dagen forinden, og vundet mig en lufthavns- og flykabine-air con-hovedpine. Den forduftede og erstattedes af en indre følelse i kroppen og bag øjnene i panden, som var der blevet lagt nystrøget sengetøj på.
Man mærkede tydeligt, at det var en påvirket Victor Kaas, som takkede af fra scenen og sendte koreanske mini-fingerhjerter ud til publikum.
Under lydprøven signalerer Victor til Andreas – guitarist i Meejah, min kæreste og afløser på bas for første gang på denne tour – mens han kigger mig i øjnene på tværs af rummet, “at Mai kommer til at skide i bukserne over den her koncert” – som i, ”vent og se, sådan her har du ikke set din boyfriend før”. Svaret er unægteligt ja. Men efter koncerten må vi vist konstatere, at jeg ikke var den eneste, som “sked i bukserne over den her aften”.
Når man knokler i mange år for at bygge og bygge op – ligesom blåmejser, der bygger rede, ligger på æggene, udruger med sin egen krop, udklækker, mundfodrer og prøver at gøre et projekt flyveklar – og man som band oplever en aften som denne. Endda foran et publikum, man aldrig har mødt før – udover, at man har sat sig ind i tourbussen og kørt mange, mange mil med hele det tunge øvelokalegear ned gennem Europa – og så bliver taget imod på denne måde af en udsolgt sal på Le Cirque Electrique allerførste gang man spiller i selveste byernes by – Så bliver det hele bare elektrisk.
Og ikke kun af hardcore-grunde, men af ren og skær taknemmelighed. Ramt lige i hjertekulen over, at her kan man ikke gemme sig bag, at folk er dukket op, fordi de er en del af scenen, er gamle venner og støtter og en mærkbar procentdel af rummet engang har spillet i Hexis – de er vitterligt alle sammen kommet til helt af sig – på organisk vis.
Undervejs i koncerten lod det endda til, at Kaas måtte undertrykke smil, som alligevel smøg sig ud gennem siden af mundvigen. Til danske koncerter ynder han af og til “verbalt at skubbe til publikum”, eyeballe publikum som tilvalgt stil og opfordre dem til at gå mere amok. Denne aften behøvede han det ikke. Og det kom vist mest af alt bag på ham selv. Så big congratulations for, at sådan kan det gå, når ikke kun publikum, men også bandet bliver ramt af sin egen form for madness.
