Hvis du er en af dem, der laver nytårsforsæt og et af dem indebar at tage ja-hatten på og lave cirkelspark til bands, du måske ikke lige selv havde valgt at tjekke ud, så er Toldermania er godt indspark til at holde den nye stil ved lige. Formatet kender du – en stak bands der får tyve minutter hver på gulvet (for det skal være på gulvet) og så er det ellers at få fræset sit katalog igennem, inden at det er på røv og albuer væk igen. Så langt, så godt. Der er næsten altid garant for, at der bliver rystet lidt i støjposen til årets Toldermania, da de har en ret solid track record for at servere blandede bolsjer – så længe det larmer.
Mens den danske vinter viser sit kolde og vindblæste ansigt ude for, er det Anti Ritual, der får lov at starte med at dele varme kindheste ud. De velvoksne københavner-crustere kan bedst beskrives som “ik’ så meget pis’, for vi skal kun fire taktslag inde før forsanger Marco er i ansigtet på publikum. Der er fuld blastbeat på alt og på trods af, hvad genren er kendt for, står både KB Larsen og Jacob Krogholt i bedste power pose, mens de fræser på gribebrættet. Vi skal et par numre ind, før at gulvet begynder at bevæge sig, og folk vælter over en monitor og øllen er for længst blevet spildt. Tovholder Mads Stobberup må da også lige ud og rette lidt op på de de uvorne unge mennesker. Jeg tror at han har skrevet en sang om det. De sædvanlige lydproblemer får sit indtog og på et tidspunkt kan man kun høre trommerne, men det holder selvfølgelig ikke nogen i bandet tilbage.
Anti Ritual er en hidsig håndfuld, der aldrig bliver mere farlige end at der ønskes mere møs møs i verden, og som havde “æren” at åbne årets slåskamp, med tilhørende børnesygdomme i systemet og publikum. Og sikke en håndfuld de er.
Efter en hurtig smøg er det tid til at opleve Svin, der starter med rungende bas og skærende saxofon i et kakofonisk møgfald. Jeg skal bede om flere trommeslagere, der står op når de bruger stortrommen. Deres abstrakte lydlandskab er en rejse ind i en gal mands sind, som er overbevist om at en klarinet igennem et 8 bit-filter og d-beat trommer fungerer. Og det gør det.
Bassen er dronende og binder det hele sammen, mens trommer og elektro-klarinet flyver omkring i et auditiv orgie, hvor alting stikker lidt af. En balstyrisk breakbeat-udgave af Colin Stetson i et virvar af tribal og atmosfærisk quasi-industrial. Giver noget af det her mening? Nej, men det beskriver ret fint det univers, som Svin laver.
Svin er et godt og underligt indskud i Tolder-regi. Og der er heldigvis mere klap end de latterlige jazz-knips folk laver når de mener at flere taktarter=bedre.
Sewer Haul lyder som du forventer det. Ivan-fra Krummerne-hue og hurtigbriller (men ikke på københavnermåden) indendørs. Smid langt hår i en elefanthue og afklippede ærmer i mikset, og du står med noget ækelt grind, som du ikke kan vise til din familie.
De får sat gang i noget i folk, der får væltet rundt i hinanden.
Lyder alle deres sange ens? Ja. Men er det ikke også charmen ved grindcore? Du behøver ikke at vente på et omkvæd, du kender, eller en melodi som du finder fodfæste til. Du vælter bare rundt. Jeg ved ikke hvad det er med grindcore, men der var flere blandt publikum som havde en gevaldig brat-attitude, som jeg nærmest kun kan misunde. Jeg forstår ikke grindcore, men jeg kan forstå på folk, at der er stor begejstring for Sewer Haul, så et eller andet må de jo kunne. Jeg gik i baren.
Ret skal være ret, Birds in Flight er en outlier til Toldermania, med deres dreamy popgrunge. Men de går på scenen og de ejer den. Forsangeren har en lad Cobain-attitude og resten af bandet virker mere som en garaget udgave af REM.
Står der et par makkere oppe i baren og har det sjovt over, at det ikke er hidsig musik? Ja. Men jeg ser dem heller ikke i pitten, så de skal bare holde deres kæft. Hvis de vil høre 5 Finger Death Punch, må de gøre det derhjemme.
Folk er klar på lidt twee poppy garage og på bedste Mikael Simpson-manér, får de deres boogie på og rocker med til afbrækket fra det kaos som Sewer Haul lavede.
Efter lidt Roy Orbison møder Nirvana, er det husorkestret, der skal på. Smertegrænsens Toldere åbner med attitude, hvinende guitar og moshpit og viser, at de er en institution, der sørger for, at gulvet ikke står stille. Før man har set sig om, er forskellen på scene og moshpit forsvundet, og hvis man ikke kunne genkende bandet på, at de havde instrumenter, ville det ikke være til at se, om der overhovedet var et band.
Jeg ved ikke hvad de gør, men det de gør, gør de fandme godt. Smerten formår altid at få folk helt op i det røde felt, og i aften er ingen undtagelse. Folk står helt tæt, og det ligner mest af alt et gruppeslagsmål, hvor alle kæmper med livet som indsats.
Den ubarmhjertige placering efter Tolderne, har altid været som at cykle i modvind – det er pisse hårdt. Men hvis nogen skulle kunne holde samme tempo, så burde det være New Money og deres techy hardcore. Med Hawaii-skjorte og taktarter, der er absurde, går de til angreb på dem, der overlevede. Ulempen ved at være pissedygtig og være i stand spille noget indviklet imens man ligner en, der ikke koncentrerer sig, er at det er jævnt svært at følge med til. Men New Money holdt gashåndtaget inde og var ligeglade med om du kan følge med. For det er vel det, som nye penge handler om?
Nogle, der formåede at holde mere fast i publikum, var Strychnos og deres groovy død. Indsmurt i blod og med le i hånden, går bandet på scenen, indhyllet i mørke, mens det ulmer af død og ødelæggelse i baggrunden. Med en formidabel lyd og et fremragende samspil har bandet fat i publikum på den måde, som dødsmetal kan.
Hvor Sewer Haul var ækel, er Strychnos modbydelig. Deres lyd drypper af gammelt blod og lig, der falder fra hinanden. Strychnos spiller dødsmetal som den vamle kage skal skæres: Ingen dillerdaller, bare godt med tromlende bas, dobbelt pedal og en vokal der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen.
Toldermania ‘25 kom, så og sejrede (sådan da). Den ustyrlige lyd giver en reel undergrundscharme, som også kan være pisseirriterende at overvære, men det skal selvfølgelig ikke falde på nogens skuldre – sådan er oplevelser med en masse teknik. Udvalget spændte bredt og stak i retninger, som var vel mødt. Personligt (igen, jeg ved ikke helt, hvad Toldermanias modus operandi er), så ønsker jeg mere knytnæve og benzin end horisontudvidelse. Både Svin og Birds in Flight var fortrinlige og underholdende afstikkere, men set i lyset af, at Toldermania har et yderst slåskampvenligt format for os med dårlig kondi, så landede årets afvikling en smule mellem to stole. Mere bølle og mere cirkelspark. Flere voksenskældud og flere håndmadder. Men jeg kan også godt bare lide at slås.
