Det er en onsdag i november. Du kan ikke huske solen eller glæden ved livet. Sjælen er lige så grå som den dyne skyer, der har hængt over himlen, i hvad der føles som en evighed. Er der noget mere katarsisk end at høre andre, der også har det sådan? Vi skulle dog lige igennem et par spradebasser først.
Der er ikke mødt så mange op, men det er heller ikke vigtigt. De fede oplevelser foregår nede på gulvet, på samme måde som festen altid er sjovere, sammen med rygerne under emhætten.
Min kollega kaldte Brunsten for mindfulness for mathrockere. Og jeg kan se hvad han mener. I andet nummer af deres galoperende noise rock, er der allerede fløjet en trommestik på gulvet i kampens hede. Ved fjerde nummer er der tabt tre trommestikker. Men der bliver ikke misset et beat, alle slag bliver ramt som de skal. Tror jeg. Der er for meget polyrytme til, at jeg helt kan følge med. Der er tempo- og taktskift galore og hvornår noget starter, skifter eller slutter er lidt en abstrakt grænse. Det er mere et spektrum uden nogen definitioner.
Det er kalkuleret noise rock af den gamle Aarhus-skole, med bandlemmer fra SOL, Fossils og whatever hardcore, guitarist Anders Thode har haft fingrene i. Lidt ligesom Smertegrænsens Toldere, så er det ikke voksne, der spiller larm fra da de var teenagere, på den måde hvor det er kikset “jeg skal lige have omvendt kasket og spille punk i garagen “-far agtigt. Det er voksne mænd der har en hobby med hjerte og kærlighed til 90’er støj.
Per Silkjær sidder som en organisk trommemaskine og sender mig tilbage til en liveoptagelse med Battles, jeg så i 2008 på YouTube. Men deres trommeslager spillede også i Helmet. På trods af en ærgerlig lyd på vokal, som aldrig blev fikset, lyder resten af rummet så godt som jeg kan forestille mig, at det kan, når man kun er 30 mand til at fungere som værn mod rumklang på Voxhall. Trommerne lyder i hvert fald som et maskingevær.
Hvis du kan lide jyde-ydmyg rock, som bliver ved, uden at det bliver for meget rock and roll, så er Brunsten for dig. Et band, der lader instrumenterne runge i rummet, uden at der rigtigt sker noget. Og så går de over i et Amen Brothers beat.
Centrum i Couch Slut er Megan Osztrosits og hendes fortællinger.
Med en kort og virkelig følelsesladet velkomst med “I really don’t wanna do this” og om at være fra USA og det shitshow, de kommer fra, mærker man resolut den modvillighed bandet er tynget af. Man får hurtigt en tendens til at se mennesker, valg og politik som tal og grafer. Et stort Excelark hvor nogle kasser skal krydses af, for at et latterligt puslespil kan gå op. Men bag hvert nummer, bag hver prik på et kort, er et menneske. Et levende og sansende individ, med egne drømme og forestillinger om håb. I Danmark fik de øvre lag i samfundet løftet lidt af sløret, da der kom tale om Arnepensionen. For os der kommer fra de pågældende samfundslag, var det blot en triviel realitet, at den oversete og glemte befolkningsgruppe, som udgør størstedelen af landet, bare er vores familie.
Couch Slut er en gruppe New Yorker-misfits med blakket baggrund. Som alle der kender til det fede rock liv ved, så har man brug for at take the edge off nogle gange. Stoffer, alkohol – en gammel traver efterhånden. Men det er ikke kun en copingmekanisme for rockstjerner. For helt almindelige mennesker med ar på sjælen er det en måde at flygte fra den fysiske verden, i hvert fald for et øjeblik. Når man hører Couch Slut og Megan Osztrosits fortællinger om misbrug, selvskade, voldtægt, fattigdom og nihilistisk vold, så detaljeret, at jeg ikke tvivler på ægtheden, får jeg fysisk ubehag. Grusomheden i Osztrosits tekster, bliver leveret med sådan en fysikalitet, at det bedst kan beskrives som dissonant. Alt føles så ægte og ubehageligt at det, paradoksalt, virker påtaget. Som hun havde fundet inspiration i dokumentarer og bøger om ekstremt mindrebemidlet mennesker, den absolutte bund af samfundet, hvor alle aspekter af hverdagen består af ekstreme traumer og så meget afmagt, at os der hører det, fysisk kan mærke det. Kald det hyperrealistisk.
Den første note jeg skrev omkring musikken var “atonal ladhed, med en solid 4/4 rytme. Ægte bounce”. Og det er vitterligt sådan det lyder. Deres noise rockede sludge er slæbende, som står du i mudder til knæene. Det er tungt som den følelse af selvlede, man får af at leve i en verden, der har glemt en, og som fortsætter ufortrødent. Faktisk lagde den ikke mærke til at du eksisterede i første omgang. Feedbacken fra Dylan DiLella og Amy Mills’ guitarer skaber et auditivt vakuum, som understreger alvoren i Osztrosits tekster og performance. Apropos performance, så har Osztrosit tæsket sig selv i hovedet med sin mikrofon i andet nummer. Blodet løber ned af hendes pande og hun er ikke bange for at folk på den forreste række skal se det. Føles det lidt som blading i wrestling? (Det er når de laver små snit i panden på dem selv med et skjult barberblad, for at højne den dramatiske effekt, red.). Ja, det gør det. Det er en performance, men her mærker man faktisk Megan Osztrosits smerte. Det virker mere som en ufrivillig adfærd end et teaterstykke. Det er med til at være en legemlig understregelse af hendes oplevelser.
Iført joggingtøj, hyggesokker og klipklapper, går hun sjæleløst frem og tilbage, som jeg så folk gøre, da jeg arbejdede på de lukkede afsnit i Middelfart, mens hun skiftevis har bævrende underlæbe, rystende hænder eller manisk skriger sin historie ud i rummet.
Couch Slut lyder af følelsen, af starten på et angstanfald. En masse dissonans og en stigende puls du ikke kan ignorere, og som bare fortsætter og du frygter, at det aldrig stopper. Men midt i det følelsesmæssige kaos, er der en form for humor. En menneskelighed, der understreger vores vilje til overlevelse. Osztrosit sender skud ud til opvarmningsbandet “with the name I think is a chemical compound, which I thought was Charles Bronson. Sick”. Selv efter vi har fået historien om ham, der mødte op ved hendes hjem, blødende, efter at have savet i sin egen arm, som man hører på ‘The Donkey’, står man tilbage med oplevelsen af at Osztrosit er sådan “jah, det er nogle vilde oplevelser, hva’?”.
Da de slutter af med ‘The Weaversville Home For Boys’ og lader alt hvad pedalerne kan holde til, runge ud i rummet, kan man endelig trække vejret igen. Couch Slut er en intens og fysisk påmindelse om smerte og mennesker i forfald, og det er så dragende, at det føles forkert at beskue. Jeg skulle i hvert fald ud og have en smøg bagefter.
