Basement var federe end Vega 8. marts. Det er selvfølgelig heller ikke svært at være bedre til at holde kampdag, når din nabo har inviteret børnenes folkemordsminister, men alligevel. Basement klarede at holde en rigtig god kampdag, ikke mindst fordi hovednavnet, det, i denne udgave, nu hedengangne Motorsav er ægte fucking punk, og ikke bange for at give plads til næste generation. Men denne fredag var ret magisk.
Først og fremmest var det en opvisning i hurtig tænkning. Egentlig skulle norske Daufødt have spillet sammen med Motorsav og Jakobe til 8. marts, men desværre var sanger Annika Homme så uheldig at have pådraget sig en hjernerystelse, og havde derfor fået medicinsk forbud mod at spille punk. Til gengæld havde man så indkaldt sig Seasonal Depression og Bag Lukkede Døre, som vi begge har øje på til en Rampelys-artikel, så snart de har fået indspillet noget, og det viste sig at være en ganske solid erstatning. For imens Vega havde en masse snakkede hoveder på scenen til at give den som moderne Rosie the Riveters, så var vi vidne til stærke unge kvinder (og et par mænd, bevares) der gjorde frem for at tale.
Første levende billeder var Seasonal Depression, der spillede, hvis ikke første rigtige koncert, så måske nummer to eller tre, og selvom det viste sig i det begrænsede antal selvskrevne sange, så var det, de selv havde stået for, rigtig, rigtig godt.
Personligt kunne jeg godt have undværet coverversionen af Muses ‘Supermassive Black Hole’ og et eller andet soul, jeg ikke kender, men deres egne kompositioner sad lige i øjet. Forsanger Fia havde en vanvittigt stærk vokal, der bragede igennem med lyd og kraft som legendariske Jynx Dawson fra Coven, mens særligt trommeslager Isaac imponerede med både at være den fysiske manifestation af bandnavnet, men også med at slå drønhårdt på trommerne, samtidig med, at han lignede en, der knapt var vågnet.
Imponerende. Herudover fik vi et lynkursus i ungdomssprog. Vi blev spurgt, om alle var “spaghetti” på et genreskift. Heldigvis er nogle af os forbigående bekendte med lavengelsk rimslang, så vi forstod snart, at det betød “klar”, men det var alligevel lidt af et kulturchok. Det samme var den synthsolo, der måtte leveres gennem sangerens stemmebånd, da keyboardspilleren desværre var fraværende. Oplysende.
Det samme kan siges om Bag Lukkede Døre, som vi ellers havde set frem til at se sammen med Smooch! til Winter Pride for ikke så længe siden, men som viste sig at have tilstrækkeligt mod og integritet til at sige nej tak til et show hos Copenhagen Pride, der ikke ville stoppe samarbejdet med israelske grupper. Det kræver rygrad, uagtet om man er enig i budskabet eller ej.
Denne aften ville de til gengæld gerne være med, og det er vi glade for.
For Bag Lukkede Døre lyder faktisk ikke rigtig som særligt mange andre. Det er en tung og skramlet lyd hele instrumentgruppen lægger for dagen. Som en noise rock/shoegaze-amalgam, er det rigtig fedt. Vokalisten Kristine lyder derimod som Beth Gibbons i sin æteriske præstation, og lægger sig på en eller anden måde både under, over og bagved lyden af de buldrende instrumenter. Trommeslager Thias stod for nogle hamrende brutale blasts og demonstrerede voldsom teknisk dygtighed, ligesom hans makker Oskar på guitar formåede at sende mure af massiv musikalitet afsted. Bassist Noa stod for den tunge torden i bunden, og gjorde det fremragende.
Bag Lukkede Døre er et eksempel på, at de unge ikke gider vores gamle genrefetisher, og blander alt det, de har lyst til – om det så er nu-metal-strukturer og -riffs eller Rocazino-lydende, sarte, danske vokallinjer. Det er pisseægte og uskyldigheden i den danske lyrik vækker netop minder om en enklere tid, mens guitarslag i ansigtet fortæller, om alt det, der er svært. Godt lavet.
Nu skulle publikum stå deres første prøve. Jakobes Ivan og Aske havde i løbet af de to første sets stået for livet foran scenen, men skulle nu rykke 30 centimeter længere op. Hvem skulle tage over?
Det gik dog nogenlunde, ikke mindst takket være Bag Lukkede Døres Oskar, der satte gang i pitten. For det har man brug for, når man er så energisk som Jakobe altid er. De fires gennemslagskraft er i top og bevæbnet med Nettos billigste papvin fremstår Carla Vors så ikonisk som altid.
May Luna og Carla Vors er så ubesværet ægte i deres på én gang overvældende selvbevidste og hæsblæsende ligeglade punkattitude. De er alt det, der gør punk til netop punk, og gør, at man får en oplevelse som et hardcoreshow, selvom vi ikke faktisk hører det.
At Ivan på bas har iført sig den traditionelle lille sorte aftenkjole, der står strålende til de lange Docs, han har snøret om anklerne og den flotte røde sløjfe, trommeslager Aske har i det lange hår, fuldender billedet.
Jakobe er altid “fuck you” i fremtoningen, alt imens de lever perfekt op til punkæstetikken. Jakobe har lige straks en ny EP på gaden, hvilket betød fremragende ændringer i setlisten, der fremviste stærke, nye skæringer. Særligt en hadehymne til en odenseansk voldtægtsmand ved navn Alex, samt den evigt gyldne ‘Little Girl’ frembragte ikke kun jubel blandt os foran scenen, men også alle de voksne, der ellers holdt sig til gangbroen på tryg afstand af pitten. Som noget nyt overtog Carla guitaren, for at lade en feberramt May Luna slutte koncerten af med sin egen komposition, den sarte ‘Big Girl’.
Den næste prøvelse for publikum, skulle dog vise sig noget sværere for de unge at leve op til, og her skal løftes en pegefinger. For som vi har set ofte før, forsvandt det publikum, der ellers havde været i løbet af aftenen, da Motorsav skulle spille. Det er ikke kun dumt, fordi Motorsav var fede, men det er også respektløst, når man ikke vil støtte dem, der har skaffet ens kammerater adgang til en scene på et ægte spillested.
De unge er på mange måder fede, men de bliver nødt til at forstå, at man er solidarisk til et punkshow. De ældre publikummer var der, da de spillede, det mindste man kan gøre er at være med, når de skal på.
Nå, men heldigvis var flere af os, på den skarpe side af 30 klar til at se Motorsavs sidste show som kvintet. Efter 8. marts trækker Stine Holme og Rune Alexandersen nemlig projektet tættere på kroppen og bliver til en duo baseret i det sydfynske. Derfor var det også sidste gang vi skulle høre Kasper Deichmann på guitar, Johan Schultz på trommer og Mathias Lodahl på bas.
En æra er slut, men den blev afsluttet med maner. Rune Alexandersen er en fremragende frontperson og fik sat gang i det helt store show, hvor de fleste, efter kun en lille smule opmuntring, nærmede sig scenekanten og aflivede frygtens halvmåne foran den.
Hvor de forrige bands måske excellerede lidt mere i engagement fra publikumssiden – minus, naturligvis den ekstremt festlige og energiske farklædte, moustachebærende mosher og twerker, der livede alt op hele vejen igennem – så lød Motorsav bare pissegodt. Og da Stine Holme indtog mikrofonen, og fortalte om naboernes arrangement, og hvordan feminisme hverken har plads til imperialisme eller folkemord, var det helt perfekt.
Heldigvis var Jakobes Aske Winther også stadig at finde i publikum, hvilket medførte både slåskamp og rygrideture. På mange måder, var det den perfekte afslutning for Motorsav, og det var tydeligt at mærke, at hele bandet var indstillet på at give den bedst mulige afsked.
Det var en af de koncerter, hvor man ikke ænser setlisten og hvor man ikke opdager, at den er færdig før bandet siger farvel og tak.
Deichmann, Schultz og Lodahl gav et par ekstranumre under navnet Hævner, hvor man stadig kan opleve dem, og det var et plaster på såret. Men jeg må dog sige, at jeg glæder mig til igen at høre noget fra de to på Sydfyn. De kan noget særligt.
Dette var måske blandt de bedste kampdagsfejringer, jeg har oplevet, og det var det fordi, det var indbegrebet af feminisme. Der er ingen her, der hiver stigen op efter sig, eller siger “fuck you, got mine”. Der er ingen, der insisterer på, at den demokratiske samtale, er når den med mikrofonen taler og vi andre lytter. Der var ingen, der ikke gav slip og lod sig selv nyde det positive fællesskab der er, når vi giver plads til hinanden.
