Musikforeningen MONO har igen traditionen tro fyldt en en-dags-festivals plakat med otte bands fra det danske vækstlag af metal. Årets plakat tæller alt fra black, prog, død, hardcore og surf. Lidt til enhver smag.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke har været på MONO før. Ja, jeg er fra Randers – men det skal ikke give anledning til nogen bemærkninger. På cykel ned ad Ringgaden mødte jeg en makker i corpsepaint, læderbukser og battlevest, og jeg tænkte, at vi nok skulle samme vej. Ganske rigtigt. Han gav en øl og fortalte, at han glædede sig til at høre Sunken, og det gjorde jeg såmænd også.
Mono Goes Metal er situeret i foreningens øvelokaler på en mellemstørrelse scene, som denne aften havde tilhørende pop-up bar, madvogn og fem meter merchandise. Og så er arrangementet tilmed udsolgt.
Æren, som første på scenen til dette års Mono Goes Metal, går til Apathist. De lokale melo-stadion-metallere har taget heltetemaer og store omkvæd med på kontoret, hvor der er plads til guitarlir og sådanne vokaler i kategorien “musik, der bliver råbt fra en bakketop”. Hvis deres sangtitel ‘We Are The Warriors’ ikke opsummerer deres lyd, så ved jeg ikke hvad. Det kan nogle gange føles lidt som at se en musikvideo fra 00’erne, som forsanger Lauritz Boe sætter sig på scenen og føler en rigtig sjæler af et nummer, og trommeslager Frederik Weile laver jonglørtricks med sine stikker. Jo, jo, ingen overraskelser her; Apathist er enormt kliché, og når de får gejlet publikum op til fællessang og headbang, så virker det bare.
En smøg, en snak og en kop kaffe senere finder jeg mig selv til skæve taktarter og polyrytmisk-bonanza med Danefae. Gruppen, som i aftenens anledning er en sekstet, spiller en blandet omgang af folk og moderne prog og bliver fremført i en detaljeret og kompleks pakke. Forsanger Anne Olesens fantastiske præstation og smittende energi bliver akkompagneret af to korsangere, som virkelig får aftenens koncert til at løfte sig til imponerende højder. Når det virker, er det en absolut genistreg, og det gør det heldigvis for det meste. Matchende instrumenter, påklædning, koreografi og breakdowns af den helt grumme kaliber såvel smukke passager af ro og tålmodighed, hvor musikerne virkelig får lov til at skinne igennem. Danefae er en unik størrelse på den danske musikscene, som skal opleves live. Så kom lige i gang, bookere.
Og kom i gang, publikum til Mono: “Kom nu for helvede, Aarhus, og kom tættere på!” råber forsanger Martin Jørgensen. Så er det ligesom sat på plads, at Kōya, det aalborgensiske godstog, er kørt sydpå og har gjort stop ved Aarhus. Her bliver dagens første moshpits istandsat af slås-kurator Jørgensen, som render rundt på scenen, mens han griner manisk. Det er en fornøjelse, og gruppen har i sin korte levetid allerede fået etableret sig på scenen med sin ret unikke sludge-hardcore lyd, og de bliver bare bedre og farligere.
“Hvis der ikke er mindst en, der kommer hjem med blå mærker, så har vi ikke gjort det godt nok” – Martin Jørgensen
Efter en omgang Aalborg præsenteres Deadnate på scenen, fordi intet arrangement som dette vil være komplet uden et band fra Fredericia. Thrash i et progget format, hvor der er plads til både blastbeats såvel guitar- og vokalharmonier. Deadnate kan skrive varierede kompositioner i et ret stilsikkert format, og de har ufattelig mange riffs med i tasken. Nogle gange lyder det som Baroness, og andre gange som Gojira, men mest lyder de som Deadnate, og det er rigtig fedt.
1-2-3-4-død. Sådan starter Terrorpy koncerter. Ikke så meget sniksnak, vi skal jo igennem nogle numre. Hvis du er til død af den tunge og tekniske klasse, så hør lige Terrorpy, for det er de Danmarksmestre i. Forsanger og bassist Jonas Guldfeldt Viuff sender smil til hele den headbangende skare foran scenen, når han da ikke har travlt med at hive gutturale vokaler op fra helvede. Der er en skøn og sjov dualitet i bandets meget likeable og sjove gemyt, mens man spiller tech-død med mavevendende lyrik.
“Kan I lide maskingevær?!”- Jonas Guldfeldt Viuff
Andreas Truelsen fra Plaguemace bliver hevet op på scenen på ‘Corpsebreaker’ og giver den fuld duracell på en rigtig døds-banger. Musikken flyder efterhånden ret meget sammen for mig, men i stedet for at tage en lille pause fra koncerten må jeg hypnotiseret blive stående for at overvære trommeslager Christoffer Birkeholm Leths nådesløse bombardement. Fabelagtigt.
Der bliver fuldt hus på Monos genre-bingo-liste til næste indslag på scenen. The Surfing Henchmen spiller surf’n’roll, og det er uden lir. Bare fjollede outfits, gode vibes og surf-riffs. Jeg oplever det som en noget sjappet omgang, hvor det er svært at finde noget konkret at hænge fast i. Det er instrumentalt, og jeg mangler hooks. Ironisk nok virker det bedst for mig, når de går ned i tempo og spiller noget, som lyder som 70’er Black Sabbath. Altså ikke surf.
Efter en hurtig pause og en kaffe er jeg igen veloplagt til endnu et indslag på dette års Mono Goes Metal. Men lige så oplagt som Persecutor det bliver jeg nok aldrig. “Er I klar til noget jysk fræs?” råber forsanger og bassist Christian Andrés Almanza, og responsen bekræfter, at publikum har glædet sig. De er højt, det er hurtigt, og det er thrash. Persecutor er et partyband, og der breder sig smil sideløbende med synkronheadbanging og “hey, hey, hey”-kor. Hele legesygheden bliver toppet op med Wall of Death, fælles “låå låå” på ‘Legacy’ og hele pivtøjet. En rigtig folkelig thrashet koncert.
Røgmaskinen på Mono bliver for alvor prøvet af, som lyden af en silende regn og rumklangsguitare spreder sig i det lille lokale. Nu var det tid til plakatens sidste navn. Sunken. En kærkommen lomme af ro. En stilhed før stormen, som havde været endnu mere tilstedeværende og kontrastfyldt, hvis publikum ellers kunne holde deres mund. Smukke, subtile guitartemaer bevæger sig over den store lydmur af atmosfærisk black. Lyden er på Sunkens side, og forsanger Martin Skyum Thomasen er fænomenal. Crescendoer af euforiske bevægelser bevæger sig frem og tilbage som en levende organisme, der ånder, lever og vokser. Tak, Sunken, for at vise, hvordan atmosfærekagen skal skæres og for at slutte Mono Goes Metal 2024 af på euforisk vis.
Uden for øvelokalerne puster jeg luften ud og sunder mig oven på en forrygende aften. En kæmpe krammer til MONO og min corpsepaint-makker, som var lige så ekstatisk oven på Sunken som mig.
