Hvad er ideen med Metalized Tour?
Hvis det handler om at “bringe metal rundt til danskerne”, som er den eneste formålsbeskrivelse jeg kan finde fra Metalized, bliver man, kva det noget usikre fremmøde på touren so far, nødt til at stille sig selv spørgsmålet, om hvorvidt de i øvrigt udmærkede bands knyttet til årets tour er bedst stillet i dette setup, eller om deres koncerter skal arrangeres på anden vis?
Metalized har ganske vist en glorværdig fortid som et solidt magasin for dansk metalformidling, men hvis nærværende tours publikum er et udtryk for antallet af læsere, står det ikke længere glorværdigt til. Og det er synd. Mest for bandsene på årets tour, for de bør absolut spille for flere end 40-50 mennesker ad gangen.
Da Metalized Tour ramte Posten i Odense den 10. februar, var de i begyndelsen af rejsen rundt i Danmark; weekenden forinden havde de været i Herning, og dagen før i Aalborg. Efterfølgende har den stået på både Aarhus og Sønderborg, og ud fra tilgængeligt billedmateriale har vi at gøre med cirka samme antal fremmødte alle steder. Jeg er helt med på en præmis om, at man opbygger sit band én spillet koncert ad gangen, og det kan muligvis være der, Exelerate og måske også Demolizer fortsat står, men man må sige at både Artillery og Manticora i dén grad er veletablerede bands. Artillery spiller i øvrigt touren som de eneste planlagte datoer i Danmark i år forud for en USA/Canada tour af flere måneders varighed. Så hvad er det, der går galt?
Aftenen indledes med en næsten tåkrummende fornemmelse, som vi står omtrent 20 mennesker og venter på, at Exelerate går på som de første. Nærværende artikel nævner Exelerates optræden, men vil afholde sig fra at beskæftige sig mere med den af hensyn til alles integritet, da skribentens bror spiller i bandet.
Fælles for alle de optrædende bands er, at deres optrædener er i orden, og at de leverede et produkt, der ikke lod sig mærke af det slatne fremmøde. Tværtimod bliver publikum rost fra scenen, og fra Demolizer går på som andet band og frem til aftenen slutter er der også fed koncertenergi, spontant opstået bro love og løbende moshpits, men det strækker sig ikke meget længere end de forreste rækker det meste af tiden. Den gode energi serveres i høj grad fra scenen, hvor bandsene er gode til at tale hinanden op, og det er nok også ret fedt at mærke, at man har en hype man eller to med på sådan en tour som denne. Som eksempelvis da Demolizers Ben Radtleff både nikker bagud til Exelerate og lader en messen af “de-mo-li-zer” glide over i “Man-ti-co-ra” inden han tørt konstaterer, at Artillery har for mange stavelser til, at de kan være med i hulen her. Han leverer helt generelt en overbevisende optræden denne aften og veksler imellem at bevæge sig, så dreadsene danser om hovedet på ham, og at manifestere en tung energi mens han vandrer frem og tilbage langs scenen, som var han en tiger i et bur, klar til at angribe ved mindste svaghed i de tremmer, der holder ham tilbage.
Både Manticora og Artillery udmærker sig ved at være godt sammenspillede og professionelle i deres sæt. Albumaktuelle Manticora leverer en noget tungere lyd live, end hvad jeg havde forventet ud fra deres bagkatalog, og det klæder bandet så godt. Den eneste finger, der er at sætte på dem i aften er, at livemagien brydes når det bliver tydeligt, at en del af vokalen er indspillet på forhånd, men det er fandenfiseme også svært at levere overbevisende power metal uden harmoniseringerne og de episke elementer.
Fælles for de to “gamle” bands er også, at de i virkeligheden trænger til en større scene og et større publikum. Der er en fornemmelse af noget uforløst, og hvor Radtleff får den beskedne plads på Postens lille scene til at virke til sin fordel, kommer både Manticora og Artillery til at fremstå som mere stillestående end hvad der ville klæde dem. Til gengæld skal Artillery have ros for netop at lade deres professionalisme holde dem på sporet til trods for, at de efter ikke ét, eller to numre, men fem numre inde i koncerten, bliver nødt til at levere samme besked til lydmændene om, at der skal skrues ned for guitaren i den ene monitor. Der er også en publikummer, der henvender sig til dem med beskeden om, at “vi har pissedårlig lyd hernede,” og så er den ene mikrofon i øvrigt slet ikke tændt fra starten. De skal faktisk også bede om noget trigger. Helt generelt er jeg som oftest på røven over de frivillige på Posten, for de er et af stedets store aktiver. Aften efter aften bidrager de til, at musikglade gæster oplever gnidningsfri og god betjening, og sjældent oplever man kø til hverken bar eller garderobe her. Til gengæld bliver service leveret med overskud og hyggesnak, og det er ikke svært at komme på fornavn med de frivillige. Men aftenens lydmænd… Det er en ommer.
Ellers er der ikke så meget at berette fra en aften, hvor det festligste indslag var resterne af en fastelavnsfest der medførte en flot, osteformet hat og en fuldskægget fyr i kjole og i øvrigt enormt vellagt makeup.
Der er to weekender af touren tilbage, og i den kommende gælder det København og Helsingør inden det hele afsluttes i Roskilde ugen efter. Det væsentlige at pointere må være, at ovenstående kritik ikke rettes mod de fire bands, der hver især leverede varen, men et koncept, som måske er modent til at blive taget op til genovervejelse. Er der publikum til både at spille i Sønderborg, Herning, Aalborg, Aarhus, Odense, Roskilde, København og Helsingør, eller smører man bare den samme leverpostej tyndere ud?
