Metal Mekka i samarbejde med Patch Your Back åbnede lørdag aften dørene til fuld smadder i Odense.
Et superfedt line up starter med aarhusianske Craveyard, odenseanske Blodrus, Destabilizer straight outta Horsens og Helge fra Esbjerg slutter dødsballet af.
Selvom folk nok stadig hænger hjemme i haven her på årets første sommeraften, da Craveyard går på ved 19.30 tiden, sparker de aftenen i gang med deres helt egen hard rock-stonerstil. Fed energi og stage presence, især af forsanger Martin Krog, der vælger at spille næsten et helt nummer liggende! Spændende stil fra det forholdsvist nystartede band (2022) som bliver spændende at følge.
Aftenenes lokale odenseanske helte er Blodrus. Ligeledes et forholdsvist nystartet band formet på det legendariske, men nu lukkede Kansas City, overtager kort efter, og to numre inde i settet er der slåskamp og moshpit, hvor to mand hurtigt ryger i gulvet! Måske bliver det til tider lidt for lokalt med fjollede hatte og for meget “skååååål” – men Odense elsker dødsmetal, publikum har kampgejst og Blodrus leverer et hårdtslående in your face set!
Destabilizer bliver aftenens højdepunkt. De rutinerede musikere er på et teknisk vanvittigt højt niveau og deres klassiske thrash metal brager ud over scenekanten og har aftenens største crowd. Bassist og co-forsanger Thomas Haxen smider om sig med teatralske metalgrimasser mens han, sammen med co-forsanger og trommeslager Kenneth Terkelsen, viser et imponerende vokalregister fra dybe growls til nærmest falset-lignende skrig! Og et honourable mention herfra til guitarist Niels Sonne aka Crimi-Niels. Fuck yeah, dude!
Helge afslutter aftenen med et større setup med atmosfærisk, nærmest spirituel og meditativ black metal. Der er tændt op i røgelsen som yours truly dårligt kan være tilstede i, efter en særdeles udrensende shamanistisk rapé-ceremoni tidligere på året.
Ikke desto mindre fungerer det, og drager salen længere ind i Helges univers og er en god introduktion til gæsteoptræden fra Nanna Barslev, sanger, sangskriver og instrumentalist i dark folk-genren. Igen en nærmest meditativ spirituel passage, der for nogle bliver lidt tung og medfører, at salen mister lidt energi. Helge er tight, professionelle og overbevisende, og de to forsangere supplerer hinanden på bedste vis. Helge kræver en form for fordybelse og koncentration. Men tager du med på rejsen, så bliver du også belønnet.