Førstedagen på Metal Magic skulle vise sig at være en ambivalent omgang for vores anmelder
En af mine medskribenter startede engang en artikel ud med “Sådan var det altså ikke i gamle dage”, hvor han forklarede, hvordan han ikke havde de samme følelser for en festival, som han plejede. Forskellen, ved Metal Magic og A Colossal Weekend, er, at Metal Magic netop er som de gamle dage. Og selvom det ikke nødvendigvis er en dårlig ting, så tog jeg mig selv i at spadsere en smule meningsløst rundt på festivalpladsen om torsdagen.
Heldigvis er Metal Magic et hyggeligt sted og de solskinsrige vejrforhold ved min ankomst i slutningen af Mother of Alls koncert gør trods alt dagen bedre. På daværende tidspunkt vidste jeg nemlig ikke, hvordan jeg ville have det med omstændighederne.
Jeg får ikke set nok til at komme med en helhedsbedømmelse af koncerten, men Martin Haumann kommer sørme fint rundt på scenen og leverer en velproportioneret vokal, og Ole Luks gæsteoptræden er også med til at sparke liv i koncerten. Og så lad os håbe, at Martin Haumanns forsikring dækker tandskaden.
For mit vedkommende er Archangel den første koncert, jeg får set ordentligt. Det fungerer i på teltscenen – den mindste scene ud af de to scener på festivalpladsen Personligt har jeg glædet mig til Archangel, da de var fænomenale, sidste gang jeg så dem. Denne gang er det det samme. Deres oldschool blodbadsrock med melodiske tendenser og en fyldig bas i lydbilledet fungerer godt. Især under ‘Dance Demon Dance’, hvor jeg synes, at hele bandet får lov til at vise deres kompetencer, uden det bliver overskyggende soloelementer
Det samme gælder for Søren Crawack, der konsekvent gennem hele koncerten formår at fastholde sin stærke, rå vokal, der sparker 80’er-elementerne endnu mere op i hovedet på dig, end de allerede er. Dog synes jeg ikke, at Archangel formår at opnå samme niveau eller gennemslagskraft som sidst. Men med et så højt standardniveau som Archangel, så er jeg meget tilfreds med koncerten alligevel.
Det samme kan ikke siges om Raven, som jeg kan forstå er et af de gamle legendenavne, som mange af festivalgæsterne har glædet sig til at se. Volumen på stereoanlægget bliver skruet fra 0 til 1980, da 80’er-metalbandet indtager scenen. Det er 80’er-heavy metal på fuld skrald fra nogle gamle herrer, der ikke ligner nogen, som burde være i stand til at fyre den så meget af på en scene længere. Men de kan de. Mirakuløst.
Mit problem opstår dog her: det rører mig ikke. Ikke fordi Ravens musik er lavet til at røre én følelsesmæssigt, men det fanger mig heller ikke. Eller rusker mig. Det er ikke medrivende, og jeg synes ærlig talt, det går hen og bliver mekanisk med gentagne armbevægelser i ensformige passager spredt sporadisk rundt i koncerten. Men jeg er sikker på, at det er et mig-problem. Fordi den stemning Raven pisker op med grimasser og fællesskrål på festivalpladsen er tydeligvis noget, der får folk i gang. Desuden hører jeg flere bagefter tale om, hvor helt vildt god, de syntes, koncerten var.
Det tænder heller ikke min festivalsgnist mere, at Carnivore A.D heller ikke siger mig det store. Jeg kan igen forstå, at denne koncert kommer til at være en stor oplevelse for mange, da dette er Peter Steeles tidligere band, inden han startede Type O Negative. Men det er for mit vedkommende stadig ikke nok til at bide mærke i.
Helt objektivt føler jeg ikke, jeg kan tillade mig at kalde det dårligt. For de har nogle catchy numre, og jeg tager også mig selv i at småheadbange til numrene eller trampe blidt med foden i takt til musikken. Det skifter fint mellem hurtige thrashpassager og tungere, mere groovy passager, hvor vokalen fremgår ganske fint. Det er bare ikke noget, jeg tager til mig, når de powerakkorddominerede thrashelementer strømmer ud over scenen fra Baron Misuraca. Det er egentlig meget fedt, men det er ikke særlig godt. Eller interessant.
Napalm Death er også fedt, men heller ikke særlig godt. Heldigvis er det noget af det bedre, jeg får set i dag, også selvom koncerten er udfordret af omstændigheder som tekniske problemer. Igen.
Heldigvis kan man godt se bort fra, at teknikken spænder ben for Napalm Death, fordi udover det akavede mellemstykke med stilhed og undren over, hvor lang tid det her egentlig kommer til at tage, så spiller bandet godt. De tekniske problemer er dog en stor nok ting til, at jeg bliver hevet ud af det kaotiske flow, der bærer hele deres show. De formår at fortsætte hvor de slap, når det kommer til intensiteten, der bliver leveret i 2 minutters intervaller af grindcoreeposser.
Det er nok en del år siden, at Napalm Death har stået på så lille en scene. Men det klæder dem gevaldigt. Jeg får samme følelse som en hardcorekoncert – det hele foregår i øjenhøjde, og at man virkelig kan mærke aggressionen og den musikalske intensitet bedre, end på – for eksempel – en Copenhell-scene, hvor vi sidst så kvartetten i Danmark.
De politiske temaer træder – naturligvis – frem under koncerten, når vokalist Mark Greenway, udtaler sig på scenen “Fuck sexism, fuck homophobia and fuck transphobia! If you can’t take a human being at face value, then what is the fucking point?” eller når de spiller et cover af Dead Kennedys’ nummer ‘Nazi Punks Fuck Off’. Det er positiv smadder og publikum er smadderpositive over at få lov til at se Napalam Death
Desværre er jeg nødt til at erklære mig skyldig i ikke at være helt vildt imponeret af endnu en optræden i aften. Og denne gang er jeg velvidende om, at det ubetvivleligt er mig, der er problemet. Jeg kan godt lide deres karisma og budskaber på scenen, men musikalsk er jeg ikke overbevist. Napalm Death gjorde præcis det, som man ville forvente fra Napalm Death, med præcis samme karakteristika, som de gjorde for 40 år siden. Og det er ikke fordi, det er dårligt. Men det musikalske rammer mig bare ikke på den måde, jeg havde håbet på.
Jeg må dog sige, at jeg synes Napalm Death er en imponerende og solid booking. Flere gode bookinger var der heldigvis om fredagen, hvor jeg havde en betydeligt bedre dag – Problemerne var dog de samme.
