Metal Magics andendag bød vores anmelder på en bedre oplevelse, end førstedagen gjorde
Min tilbagekomst på festivalpladsen er noget tidligere på andendagen, dog misser jeg størstedelen af danske Altar of Oblivion, da der var bøvl med busturen.
Men det, jeg når at se, er enormt stærk doom metal, med en endnu stærkere vokal. Jeg ville ønske, at jeg kunne have set det hele, da det korte stykke, jeg fik set, virkelig fangede mig. Også selvom jeg kan forstå på andre, at en omgang opstartsdoom ikke var det, de havde mest brug for.
Ellers er det hen til udendørsscenen for at se danske Lucid Grave – der udover at være rigtig gode, også repræsenterer det første band med en kvinde i.
De spiller en sludget og doomet form for metal, der fungerer godt som grundlag for forsanger Malene Pedersens dybe, rungende og klangfulde stemme. Lucid Grave er et enormt ekspressivt band, som de står på scenen. Instrumenteringen i sig selv er ikke det mest fremtrædende, men akkompagneret med vokalen skaber det alligevel et lydbillede med lige så høj densitet som kviksand.
Det er aldrig nemt at være et af de første bands på andendagen af en festival. Man skal nemlig varme de tømmermændsramte koncertgængere op igen. I hvert fald dem, der har valgt at drage fra teltet til udendørsscenen, i stedet for at rådne videre i campen. Men selvom det er en hård tjans, så formår Lucid Grave at gøre det ganske fint, selvom deres hypnotiserende doom ved slut begynder at føles som en fatamoganahallucination i en ørkenvandring. Det er også varmt i dag, så: bevares.
Endnu bedre bliver det til danske Abyssinias debutkoncert her på Metal Magic. Abyssinia er et nyt black metalband stiftet af Kasper Diechmann (St. Digue) og Suo Fei (Pleaser, Konvent), og så man kan godt tænke “suk, endnu et nyt black metalband?”. Men tværtimod formår Abyssinia at levere en super forfriskende omgang black, der er særdeles værd at holde øje med – som vi gjorde her.
Lineuppet fungerer sådan her: skiftende vokal fra de to musikere, to guitarer, ingen bas og en spøgelsestrommeslager. Men selvom det måske fremstår tomt på scenen, så fylder begge bandmedlemmer rigeligt musikalsk. Det er black metal, der har tilpas af både den svenske og den norske lyd til sig. Det er råt, men uden at miste det melodiske. Det er hurtigt, uden at miste muligheden for at blive langsommere og mere groovy, eller ligefrem vise stille mellempassager af rolig strengespil.
Generelt komplementerer de to musikere hinanden virkelig godt. Suo Feis lysere vokal lægger sig fint op af Kasper Diechmanns dybere vokal, der tilsammen skaber et voldsomt indtryk. Lidt mere gimmick-y – men stadig passende – er afslutningsnummeret i form af et Mercyful Fate-cover med sine genkendelige torden-, orgel- og kirkegårdslyde. En ganske hæderlig debutkoncert.
Mindre fedt er det til Sardonic Death, der er familiefestens svar på metal. De har i hvert fald samme vibe. Det er (heldigvis) ikke det længste set på festivalen og i de energiudladninger, bandet udstråler på scenen, er der indimellem plads til okay fine passager. Samtidig bliver det dog hurtigt for meget plat standup til min smag, men det kan godt være, jeg har det sådan, fordi musikken ikke interesserer mig. Jeg ved ikke, hvor meget mere der er at skrive om Sardonic Death. I mine noter har jeg skrevet “‘Mor kan vi få’ memeformat”, da jeg kommer til at tænke på det. Især efter hovednavnet fra dagen før, nemlig Napalm Death.
“Mor, kan vi få Napalm Death?”
Mor: “Nej, vi har Napalm Death derhjemme”
Napalm Death derhjemme:
Ellers er der Magister Templi, som man kan trøste sig selv med. Altar of Oblivion skulle vise sig ikke at være det eneste gode doom i dag. Magister Templi spilleren blanding af traditionel doom og heavy metal. I dagens anledning starter settet ud med en langsommere tilgang, der er mere doomdomineret, men senere kommer der mere fart på og 80’er-metallen træder frem.
Der er nogle tydelige genretræk fra bands som Candlemass i vokalen, men alle doombands er på en eller anden måde inspireret af Candlemass, så jeg ved ikke, om man kan stille den faktor op som kritik. Og så er de heldigvis stadig gode. Det kan man ikke tage fra dem. Den eneste umiddelbare kritik ville være, at numrene simpelthen bliver så ensformige. Normalt ville jeg mene, at det er et ærgerligt kritikpunkt, da bands som regel finder en lyd og skriver deres materiale ud fra den. Men med Magister Templi er der simpelthen flere stykker i forskellige numre, der lyder så ens, at det i slutningen af settet næsten føles genkendeligt, selvom det er nye numre, der spilles.
Næste band er mere ligetil, men samtidig bliver det så håndgribeligt, at jeg ikke kan sætte mig ind i al den ros, de får. Jeg er helt sikker på, at lige med det her band, er det ubetvivleligt et mig-problem. Det handler om Strychnos. De høster gode karakterer som afhuggede hoveder på diverse metalmedier. Og jeg kan også godt se, hvorfor man kan lide Strychnos. Det siger mig bare ikke noget.
De kom, og de gik igen. De leverer lige præcis den slags voldsparate blodbadsmetal, man havde forventet. Man kan straks genkende deres sædvanlige sceneudsmykning i form af knogler og organer, samt Martin Leth Andersen, der blodspyttende og grimasseudførende kommer fægtende ind med sin bas. Og en le.
Jeg kan godt give Strychnos, at de har nogle gode passager, der formår at skifte effektivt mellem hurtige og langsomme stykker, der alligevel giver numrene substans og nuance. Men som helhedsbillede bliver det lige så tyndt som billigt teaterblod, og jeg kan ikke mærke deres voldelighed komme ud over scenekanten. Det hjælper heller ikke, når Martin Leth Andersen ligner den eneste på scenen, der faktisk gider at være der. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har set en så uengageret trommeslager.
Jeg får snakket med vores kære Anders efter koncerten og spurgt ham, hvad det er, jeg gør forkert. Jeg vil nemlig gerne forstå Strychnos. Jeg bliver mødt af svaret: “Hvis du oprigtigt har prøvet at forstå dem og mærke deres voldsparathed, men stadigvæk ikke gør det, så kan jeg nok ikke hjælpe dig”. Jeg vælger at tage dette på mig og anerkende, at det igen er mig, der er problemet.
Venator hjælper på uforståenheden fra min part. Hvis navnet ikke giver det væk, så kan jeg give nogle hints til, hvilken genre dette band spiller. De har mullets, stramme læderbukser, veste, pandebånd, overskæg og solbriller på. Indenfor. Mens det regner udenfor.
Hvis du gættede på alt andet end 80’er-inspireret heavy metal, så tager du fejl. De er ligesom Raven dagen før, bare gode. Venator tager alle de elementer, der normalt kunne blive streget over som metalklichéer og formår at gøre dem lige så effektive, som de er kiksede. Heldigvis for os, er det smadderfedt og energisk. De melodiske understykker i guitarmakkerskabet og den hæderlige heltevokal komplementerer hinanden godt, og så passer de distinkte basfigurer her og der også godt ind.
Efter koncerten hører jeg flere sige, at numrene var for ensformige, og det blev en ørkenvandring at komme igennem. Jeg kan delvist forstå dem, da alle numrene lød ens, men at beskrive koncerten som en ørkenvandring, synes jeg er urimeligt. Det var i hvert fald ikke en lang ørkenvandring i så fald, da Venator udstyrede dig med en lædervest, en hest og en trylledrik fra 1980’erne, der smagte af guitarmelodier.
Jeg springer over Pentagram fra Chile, da denne tid bliver brugt på aftensmad i stedet, men efter en osteburger og en drink, jeg – i god ånd – fik at vide var “for tøset” til mig, er det tid til Afsky. Afsky er sådan et band, man har set hundrede gange efterhånden, men hvor de stadig formår at imponere. Det er ikke hvert show, at Afsky ser så selvsikre ud, som de gør på Metal Magics teltscene. Det føles dog som om, at det stiger bassist (og festivalarrangør) Martin Jørgensen til hovedet, da han hele tiden skal hen til scenekanten for at fægte med armene i forsøg om at få publikum til at lave noget larm.
Det klæder virkelig ikke Afsky.
Det klæder til gengæld Afsky, og især Ole Luk, at være på en scene. Også selvom stand-intrommeslager Martin Haumann, sjusker en smule rundt i numrene. Det bliver heldigvis overskygget af Luks enorme overskud og lidelsesfulde vokal, der for hver gang, jeg ser Afsky, bekræfter, hvorfor Luk nok er den dygtigste vokalist på den danske metalscene, med sine fuldkommen maniske og højt frekventerede hyleskrig.
Efter koncerten med Afsky er regnen for alvor begyndt at intensivere, men det stopper ikke festivalens mest kampklare koncertgængere i at stille sig op foran udendørsscenen for at se fredagens hovednavn, norske Mysticum.
Jeg kan ikke længere skjule for mig selv, at Metal Magic måske ikke er noget for mig. Jeg tror simpelthen ikke, jeg er inkarneret nok. Men selvom hele formatet ikke nødvendigvis er noget for mig, så kan jeg godt lægge mig fladt ned og indrømme, hvor god en booking Mysticum er, men også hvor vanvittigt gode de er live. Scenetilstedeværelsen er minimal, men det får næsten de tre skikkelser til at fremstå endnu mere skræmmende i det uafbrudte blinkende technolys over deres industrial black metal.
De tre musikere træder på scenen og der bliver lagt ud med satanhyldestnummeret ‘Far’. Det er uden corpsepaint. Gudskelov – hvis man kan tillade sig at bruge det udtryk, i en anmeldelse af Mysticum? Lydbilledet er konsekvent smadder, og backingtrackstrommerne får indimellem det hele til at gå hen og føles som en John Cxnnor-koncert, da det er så i-dit-ansigt og intenst. Mysticum kører med hæsblæsende attitude, som formår at tænde koncertflammen for mange gæster efter en lang andendag. Det er imponerende, taget i betragtning hvor meget det regner under koncerten.
Industrial-black metal-pionererne bliver ved med at få deres hadefyldte og sataniske numre til at fungere som benzin på bålet. Et bål, der allerede er godt gang i. Og et bål, som de holder gang i under så godt som hele koncerten. Det er et godt tegn, hvis man er de første til at gøre noget, der fungerer godt. Mysticum er et godt eksempel på det. Der må godt være flere black metalkoncerter, der er lige så udadvendte og anderledes som denne.
