Solen står højt over Aalborg Streetfood denne lørdag, og eventuelle tømmermænd og træthed bliver visket væk af den hyggelige venue og det gode vejr.
Sammen med en mindre flok Lasher-gæster havde jeg sneget mig 200 meter ned af vejen for at finde den mytiske tredje scene på årets Lasher Fest: ‘Submarine’. Den 54 meter lange koldkrigsubåd ‘Springeren’ skulle i løbet af lørdagen være vært for tre koncerter, og det havde jeg glædet mig til at opleve.
Foto: Thor Frohn Pedersen
Jeg ved ikke, hvem eller hvad der har velsignet Lasher Fest i år, men lige meget hvilken genre, hvilken scene eller hvilket lydniveau vi blev præsenteret for, så virkede lyden upåklageligt hver eneste gang.
Latter og snakken breder sig blandt de 15-20 publikummer i ubåden, da vi venter på de første 80’er-synthtoner fra duoen P601. De næsten absurde rammer for koncerten smelter fuldstændig sammen med det univers, P601 præsenterer os for. Uden at lade som om jeg ved meget om genren, har de fuldstændig styr på klichéer og komposition og er en fuldkommen størrelse.
Med intermezzoer af gamle DDR-radioklip, tunge trommemaskiner, der lyder som godstoge, og modulær synthesizertrolddom bliver P601 i Springeren en skøn og unik oplevelse.
Vi går desværre glip af Taker, hvis koncert uheldigvis overlappede med P601.
Endnu engang blev det tid til noget atmosfærisk halløj. Ægteparret i Nadja står på den store scene, mens en monokrom video bliver projiceret over dem. Skal vi ikke bare sige, at det er tidligt på dagen i den store sal? Men er eksperimenterende ambient post-metal egentlig et tilløbsstykke? De har den der tone/vibe som My Bloody Valentine har på ‘Loveless’. Melodisk og melankolsk. En trist dur-akkord. Jeg ved ikke, om det giver mening. Musikteori er for nørder.
Det er et abstrakt lydlandskab med en oscillerende lav drone, der går over i knitrende riffs. Langsomme, ensomme trommeslag, der holder en form for svajende rytme med loopende feedback. Og lige pludselig er der et buldrende Christopher Nolan-brag. Hvis Seizure Room i går var Dune, så er det her Interstellar eller Tenet i et æterisk og støjende ekkokammer. Hvis jeg skal være ærlig, så lyder det cool, men det er vildt kedeligt at opleve. Jeg er godt klar over, at det er en mig-ting, men denne her slags musik er svær at opleve live. Jeg står og zoner ud og mine tanker laver alt muligt andet end at fokusere på musikken.
Inde på Other Stage er der en tung og varm luft, som var du bagest i et VW-rugbrød, der ikke har fået åbnet vinduet, efter de røg bong i ‘75. Vi står selvfølgelig og hører Tripplegänger, der lyder som, hvis du spurgte en AI om, hvordan slasket 70’er doom ville lyde, hvis Black Sabbath kun havde lavet de seks første album. Der er ikke meget nyhedsværdi over det, men det er også begrænset, hvor mange måder man kan skrive et bluesy doom riff, der skal smage af bukser med svaj. Med en solid tilstedeværelse på den lille scene og en (på grænsen til at være en karikatur) Ozzy-esque stemme så virker det som, at erstatningen for Nexø ikke er kommet forgæves. Den lille sal er i hvert fald fyldt med folk, der står og vugger med til de hvinende guitarer.
Efter en omgang retrofuturisme har klokken slået bølle-black på Main Stage, og de første anslag fra tyske Downfall Of Gaia fremmaner et kæmpe smil på mit ansigt. Kvartetten producerer en mastodontisk lyd, som bevæger sig fra temposkift-to-tusinde til kolossale atmosfæriske passager, der lægger sig over salen med svævende guitarmotiver. Lyset er sat på et stroboskop modus, som bandets medlemmer kaster deres kroppe rundt på scenen i en nærmest rituel dans.
Vokalerne bliver delt mellem bassisten og den ene af de to guitarister, men denne aften er det især bassist Anton Lisovoj, der imponerer mig, hvor guitarist Dominik Reis’ vokal virker en anelse træt og drukner i mixet. Nummeret ‘Eyes to Burning Skies’ bliver mit højdepunkt under denne koncert, hvor Downfall of Gaia virkelig får vist, hvad de er gode til: Dynamik og atmosfære i en helstøbt pakke – og så selvfølgelig mesterligt trommespil fra Michael Kadnar. Fornøjelse.
Med et selvbetitlet mesterværk i baglommen fra tidligere i år er der ikke noget at sige til, at den lille Other Stage er proppet til koncertstart, og vi er alle spændte som flitsbuer. Lige på og hårdt skulle de være i aften, da Demersal lægger ud med ‘Bedrager’ fra førnævnte plade, hvor synkoperede mathcore-riffs væves sammen med de anspændte vokaler, som er blevet et varemærke for bandet.
Alle i Demersal vil råbe med og kaster sig rundt i en fantastisk kaotisk oplevelse på den lille scene. Det kunne på papiret lyde som en rodet affære, men det er det langtfra. Demersal er tværtimod en enhedsoplevelse, hvor trommeslager Emil Lake virker som en superlim. ‘Something’ bliver slået an, og i aften bliver introen sunget af Mai Soon Young Øvlisen, hvis vokal passer som fod i hose, som nummeret går fra stille instrumentering med dystre og ildevarslende linjer til ‘Dillinger Escape Plan’-esque breakdowns.
Demersal formår at være en enormt organisk størrelse, som de pisker af sted og taber ingen opmærksomhed eller nerve. Som afslutning spilles publikumsfavoritten ‘Som Et Barn Mod Dit Bryst’. Et ufatteligt rørende nummer, som efterlader mig med en klump i halsen. Tak, Demersal.
Vi skulle egentlig have hørt Mizmor. Men på det her tidspunkt flyder mere eller mindre alle bands sammen. Multiinstrumentalisten A.L.N. laver eksistentialistisk dronet og doomet black, der for folk der går mere op i den slags, nok er fremragende. Men på daværende tidspunkt var vi simpelthen mættet af store, langtrukne lydflader, hvor man forsvinder ind i intetheden og svæver i luften. Gør det mig til en dårlig anmelder? Mja, sikkert. Men jeg har heller aldrig påstået andet.
Et scoop, som vi derimod havde set frem til på Lasher Fest 2024, er Meejah & Hiraki. Samarbejdet mellem de to bands har presset syv personer ind på den lille scene, og et støjende galskab breder sig hurtigt i lokalet. Meejahs nummer ‘Jing (Thunder)’ åbner ballet som en vuggesang besat af galskab, hvor Mai Young Soon Øvlisen kan folde sin fantastiske og insisterende vokal ud i teatralske bevægelser.
Jeg var nervøs for, at koncerten ville blive præget af skurrende overgange mellem de to gruppers diskografi for til sidst at mødes i deres fælles udgivelser, men jeg oplevede en klar rød tråd gennem introspektiv post-rock og over til rendyrket konflikt og afmagt, alt sammen i en perfekt afstemt samlet pakke. Men find lige en mikrofon til trommeslager Emil Lake næste gang, han skal jo også råbe med!
På et afbud blev MØL tilføjet til programmet i år, og i diskokuglens skær blev Main Stage smurt ind i tyggegummi-black.
“Oi, oi,” råber forsanger Kim Song Sternkopf og inviterer publikum til fest. MØL er hele rejsen igennem totalt nærværende, hvilket jeg må indrømme, jeg har savnet ved dette års Lasher Fest, hvor musikken indtil nu hovedsageligt har været af introvert karakter (vi er nogle, som godt kan lide at slås jo).
Lysshowet er euforisk, og med et yderst velspillende band og Kim i front bliver det en regulær masterclass. Et frisk pust og et farverigt indslag af blackgaze, timet og tilrettelagt ned til mindste detalje. MØL kan med deres bundsolide bagkatalog fylde den lille time, koncerten varede, perfekt ud.
Efter en solid præsentation fra Møl inde på Main Stage er det blevet tid til noget, der passer en af de udsendte bedre. Ret skal være ret: Jeg har en svaghed for store mænd, der kan lade sig rive med i følelsernes vold. Er det derfor, at jeg altid har haft et bedre øje til Martin Nielskovs bands live end på plade? Could be. Embla er et sammenskudsgilde bestående af Église, The Psyke Project og Eyes, og dermed forventer jeg en gang kaotisk hardcore med langstrukne passager, hvor alting får lov til at runge i usagtheden.
Fem mand, alle klædt i sort (selvfølgelig) står på en scene, der umiddelbart ikke virker til at kunne holde dem tilbage. Med bragende feedback vælter bandet rundt, og forreste række skal have paraderne oppe for ikke at miste et par tænder til en vildt flyvende guitar. Embla (de hed We Are Among Storms før, så jeg skriver det lige for søgemaskineoptimering), spiller post-hardcore af den dragende slags, der til tider bliver lidt blackgazet. Der er en tydelig familiaritet med The Psyke Project og Czar.
Bandet har en eksplosiv og energisk fremtoning, hvilket er en mangelvare på disse kanter, hvor de fleste bare står og stirrer på deres instrumenter. Det er med til, at de får gang i gulvet, hvilket har været tiltrængt efter to dage med (hvis vi skal være ærlige, udansabel musik). Der er en voldsom og visuel katarsis i deres optræden, og man står tilbage med en oplevelse af, at følelserne er helt uden på den gennemsvedte T-shirt. Og så er Martin Nielskov en af de få, der stadig ser sej ud med nittebælte.
Man er enten klar til John Cxnnor, eller også er man ikke – få bands formår at forene kaos og kontrol som dem. Konceptet er simpelt. De spiller techno, du danser. Der kommer nogle gæster på scenen, og du danser videre. De spiller endnu hårdere techno og får endnu flere gæster på scenen, og nu mosher du.
De to brødre Rasmus og Ketil Sejersens blanding af hardstyle, techno og industrial noise er blændende betagende. Fyldt af morbid nysgerrighed og dopamin kan man ikke andet end at blive bjergtaget af det kaos, der udfolder sig foran en, og jeg æder det råt.
Mai Young Soon Øvlisen fra Meejah er første gæst på scenen og flyder nærmest ind over gulvet som en spøgelse. En fantastisk og nærmest manisk præstation af den danske metalmusikscenes schweizerkniv, som hun endnu engang smelter sig sammen med bandet og løfter en kollaboration til nye højder.
Hiraki kommer ind og stemningen skifter hurtigt til et hyperaktivt crescendo, hvor jeg næsten bliver bekymret for, om spillestedets lydsystem kan holde til det. Alting bliver bare vildere og vildere, hurtigere og hurtigere. De tre medlemmer er klædt i bedste Mad Max-stil og opfører sig på scenen derefter.
Der er givet fuldmagt til at lade galskaben fortsætte, som Kim Song Sternkopf fra MØL og Martin Nielskov fra Embla tilslutter sig eksplosionen. Vi får sågar festivalens første crowdsurf og circlepits, som Main Stage efterhånden udvikler sig til en flydende masse af mennesker. Tak for dansen, kom snart tilbage til Jylland!
Hvis du er i området, så ses vi oppe foran på Radar i Aarhus til Lasher Series, hvor du kan opleve svenske post-screamoerne Vi som älskade varandra så mycket, post black, post dit og dat Vægtløs, Hudsult, Oxx, Torch og DJ set fra Hiraki. Fy for en skefuld, mand! Det går ned 16 november.
