Selvtægt har tidligere taget til Giro413 Heavy Edition (Jailbreak) for at se, om de ville slås. Nu står vi i Nordens Paris for at se, om man kan two-steppe til alt det støj, som Lasher Fest har disket op med i deres “Colossal Weekend for jyder”-format, og vi har alle glædet os. Et par stykker fra Selvtægts jyske afdeling tog til Aalborg for at opleve en bred palet af alt larmende, som i år fandt sted på det nyere spillested SH35.
Det første undertegnede når at opleve, var en snert af Shimmer og deres halvproggede black. De har indtaget Other Stage, som er på størrelse med en gennemsnitlig jysk stue. Klokken er knapt 17 endnu, og folk skal lige i gang; Det er trods alt en hverdag. Vi gav bandet et Rampelys, hvor vi også havde premiere på deres sang ‘Tunnels of Wounds’, som jeg klart vil anbefale, at man lytter til, hvis man kan lide sin black med korrekte holdninger og en lidt dronet blød kant.
Foran Main Stage er det et tyndt fremmøde, der står klar til Spiracle. Det er et stort rum, hvor hver en lyd – en dåse, der bliver åbnet, en dør, der lukker, eller en samtale giver genklang – tvinger en ret intim følelse frem i det mørke lokale, hvor publikum lister rundt og hvisker stille i hjørnerne.
Spiracle er et soloprojekt af multiinstrumentalisten Solveig Roseth, hvis produktioner jeg bedst kan beskrive som atmosfærisk noise. Dronende synthtoner udfylder det store rum, mens æteriske vokallinjer bevæger sig gennem lydlandskabet.
Videosekvenser af fluer og orme, der bevæger sig sporadisk over kadavre, giver et stærkt samlet udtryk. Jeg må tage mig i at ønske, at musikken fik lov til at ånde mere, og især de mere lavfrekvente numre bliver enormt svære at navigere i, hvor det ellers smukke lydbillede drukner i, hvad jeg bedst kan beskrive som orgel med overdrivepedal. Solveigh Roseth har en fængslende, teatralsk tilstedeværelse og en vokal med mange facetter og en imponerende ambitus, som jeg ville ønske havde haft en mere fremtrædende position i lydbilledet.
Jeg er ikke super bevandret i nonrytmisk musik, det skal jeg være ærlig at indrømme. Og min umiddelbare reaktion til abstrakt musik er, at det er enten noget for edgelords eller det afsnit, hvor Ross spiller musik. I don’t get it.
Men på trods af at Seizure Room i høj grad er vildt abstrakt og teknologisk, så har det en organisk kvalitet. Jeg forestiller mig det som et langt elektronisk åndedrag. Som hvis Shai-Hulud (ormen, ikke bandet) trak vejret gennem en jernlunge. Jeg får rigtig meget Harkonnen Arena-vibe fra Dune 2. Der er en organisk mekanik i det lydunivers, som Tobias Holmbeck og Zeki Jindyl laver. Med undtagelsen af rytmen. Og det er min største anke med koncerten. Deres soundscapes mangler noget, som vi kan forholde os til; et auditivt anker, som vi kan genkende og forvente. Ellers bliver det lidt bare nogle lyde, der flyder rundt. Der var få steder, hvor rytmen fra techno kom ind. Og vi snakker den uartige fra Neukölln. Men kun lige nok til, at der var en genkendelig rytme – aldrig nok til, at det blev en fest. Store lydflader, der svæver ildevarslende. Monolitisk og kantet, men med en organisk følelse, nærmest transhumanistisk.
Efter en kort pause med smøger og et par øl er det tilbage foran Main Stage, hvor vi befinder os i feedbacken fra hylende guitarer, der kalder Lasher Fests publikum tættere på den store scene.
Som ildevarslende silhuetter står Foreshadower for det næste musikalske indslag på festivalen og et bragende post-metal lydtæppe. Instrumental sludge med en skræmmende målrettet lyd af monstrøse proportioner stormer fremad vekslende mellem store akkorder og grove riffs. Det her er en rigtig “Lasherbooking”, og publikum smiler og headbanger med.
Sættet føles som en organisk størrelse, hvor ørerne aldrig rigtig får en pause, da numrene falder som artilleri kun afbrudt af kontrolleret feedback og smukke guitarmotiver til at lime det hele sammen. Nå, du troede nummeret var slut? Næ, nej. Der er et riff mere, og det er tungere end det, vi lige har spillet.
Halvdelen af bandet står med ryggen mod publikum under det meste af sættet, hvilket jeg ville være tilbøjelig til at kalde en stereotyp for genren. Jeg ville ønske, at der var lidt mere kontakt til publikum undervejs, hvor den generelle oplevelse flyder lidt sammen; måske er det blot et “mig-problem”.
Inde ved siden af på Other Stage er det et væsentlig anderledes lydbillede, der breder sig. Den lille sal har lidt øv med lyden i starten af Hudsults koncert. Noget med en lydmand, der ikke lige var på sin plads, og noget med et kabel, hvilket er super ærgerligt, for det var der, de spillede ‘Sang Til Mischa’. Mit ‘Pop Goes Punk’-hjerte banker forresten efter en udgave på dansk. Puke Wolf, der spiller Love Shops ‘Fremmedlegionær’, anyone?
På trods af en lidt trist og begrænsende start, hvor det ikke helt virkede, som at publikum var der, så kom der en forløsning ud af anekdoten om “the white trash guy from Herning, I fell in love with”. Folk fik lige grinet, sænkede skuldrene, og så var vi klar til at modtage den sårbare nerve, som Hudsult er bygget op om. Bandets glæde over at spille skinner igennem, og folk får sig en svingom foran scenen. Deres post-hardcore/screamo har nok jangley Midwest emo til at give det en melodiøsitet, men ellers er det benhård, knivskarp afmagt. Vi slutter af med trommer, der kan mærkes i rygsøjlen, med Gry Steensig hængende over stortrommen, mens “jeg har lyst til at dø” bliver messet ud i rummet fyldt med feedback.
Der er altså en grund til, at de er darlings.
Nu til noget, som vi har glædet mig ustyrligt meget til. Albummet ‘Orchards of a Futile Heaven’ er i skrivende stund en af undertegnedes yndlingsudgivelser i år. En no-brainer af et samarbejde mellem henholdsvis industrial-noise duoen The Body & Dis Fig; et atmosfærisk soloprojekt af producer og sanger Felicia Chen.
Et direkte skræmmende lydbillede slår sig fast på Main Stage, og jeg er umådelig glad for, at jeg har taget ørepropper i. Samarbejdet fremgår som en trio på scenen med en intimiderende Felicia Chan i front, hvis kompromisløse performance jeg sjældent har oplevet før. Chip King står bag produktionen og en gysende baggrundsvokal, der monotont skærer igennem lydbilledet og får hårene til at rejse sig over hele kroppen. Lee Buford sidder bag trommerne, og jøsses, hvor slår han hårdt. Jeg er i tvivl, om trommesættet skylder ham penge, som han tæver det i en gribende udførelse.
The Body & Dis Fig er en magtdemonstration af en oplevelse, hvor stemningen bliver så anspændt, at jeg er ved at sprænges. Og når det hele bliver forløst, bliver der skabt et sammensurium af den mest overbevisende demonstration af kontrolleret kaos, jeg har oplevet længe. Gruppen går rituelt hele deres album igennem, og alle bevægelser, toner og overgange er perfekt iscenesat med Felicia Chan som domptør af kaosset. Mesterligt.
Med et granatchok-agtigt udtryk på ansigtet efter The Body & Dis Fig, må jeg presse mig ind på den lille scene Other Stage, som jeg ikke, hvis jeg prøvede, kunne forestille mig mere proppet. Aalborgensiske Kōya spiller på hjemmebane, og efter at have hørt flere bands inden for noise-genren føles hardcore som en kærkommen saltvandsindsprøjtning. En tredjedel af det lille Other Stage-rum er forvandlet til en moshpit, som bandet og publikum tonser af sted sammen.
– “Det er hårdt er være på vej mod de 40 og dyrke crossfit på den her facon!”
siger forsanger Martin Jørgensen og præsenterer et nyt nummer, som er en monstroøs omgang fire i gulvet hardcore. Kōya er en gruppe glimrende musikere, og jeg vil især fremhæve trommeslager Søren Pedersens præstation og bassisten Patrick Serenas vokal som prikken over i’et denne aften.
Efter at have oplevet en gang rungende bøllebank med Koya var det tid til lidt psykedelisk shoegazey doom fra Rezn. Med feedback og droney saxofon gør de klar til at indhylde Main Stage i rødt lys. Jeg skal faktisk bede om mere saxofon i doom. Det lyder lidt, som om Ollifanterne fra LOTR er på march.
Desværre var det for meget for SH35. Det hele sluttede, før det rigtigt kom i gang. Lidt inde i andet nummer springer relæet med et lysglimt, og det tog desværre lidt for lang tid at fikse.
Efter en ufrivillig pause er det tilbage på pinden. Det er ikke kun Kōya, der kan fylde den lille scene Other Stage denne fredag. Det er helt tydeligt, at der er noget specielt i gære, som publikum stimler sig sammen i det lille rum for at høre en genistreg af en booking. Der er selvfølgelig tale om de svenske post-rock band Suffocate For Fuck Sake. Efter at have udgivet flere anerkendte albums er SFFS blevet en favorit inden for genren, og med sjældne liveoptrædener og en begrænset tilstedeværelse på sociale medier er bandet i høj kurs på en festival som Lasher Fest.
Drømmende guitarmotiver væves ind og ud af hårdtslående postede stykker. Jeg er igen, igen imponeret over den lyd, som vi oplever på Lasher Fest. Jeg har sjældent oplevet et band med så stort og komplekst et lydbillede have så god en lyd på så lille en scene. Fra de tunge klimaks til de mest nøjsomme clean stykker er der kontrol over hele lyden fra det seks medlemmer store band.
Vent et øjeblik, seks? Plejer de ikke at være syv? Bandet dedikerer et nummer til deres syvende medlem Daniel Loefgren, som ikke er med i denne omgang, og nævner, at han går igennem en svær tid lige nu. Her rammer et eller andet større tilhørsforhold til musikken mig. Det er, som om jeg fatter det hele nu. Stilheden mellem numrene er øredøvende, og jeg må løfte mine knyttede næver under det sørgmodige og gribende nummer ‘Alone’, mens jeg tænker på de folk, jeg holder af.
Efter et mindre “vi skal lige have lyd på og sørge for, at ingenting springer i luften”-intermezzo går amerikanske Russian Circles på. Tre mand på scenen og en mur af forstærkere. Instrumental post-metal, der bevæger sig fra tunge headbang-territorier til groovy danse-doom. Det lyder fremragende på den store scene. Lydbilledet er klart og tydeligt, og selv kringlede guitarfigurer, feedback og fantastiske basgange får plads og rum.
Jeg må godt nok indrømme, at for mig stjæler trommeslager Dave Turncrantz showet, som han drøner løs på sættet, som havde han fire arme. Han kan det hele, vil det hele, og det er gjort smagfuldt. Publikum æder det imponerende sortiment af riffs med stor appetit. Jeg vil især fremhæve ‘Conduit’ fra albummet ‘Gnosis’ (2022), fordi det er så uhyre simpelt og effektivt, at det får hele salen til at svinge i takt til Mike Sullivans galopperende guitar. Er det hans tre guitarforstærkere, der gør, at han lyder tre gange bedre end de andre? Fantastisk booking.
