Efterårssolen er os nådig på den lune lørdag, hvor Luna Riot Ball har inviteret til festival for kvinder og minoriteter – først på Blågårds Plads, hvor der er live-musik og skateboarding. Senere fortsætter festen på legendariske Stengade. Arrangementet konkurrerer med Kill Town Death Fest, der med hvad der ligner 20+ bands på plakaten kun kan demonstrere ét eneste kvindeligt bandmedlem. Der er booking-indsatsen helt anderledes på Luna Riot Balls plakat: Alle bands har kvinder repræsenteret.
Imens børn og unge kvinder benytter ramperne, der, i dagens anledning, er opsat på pladsen, ankommer jeg til tonerne af ”Girls Just Wanna Have Fun” fra forstærkerne, der er flankeret af en retrobus med skate-mærket Vans klistret på i beige farver. Der serveres specialøl fra intet mindre end klasse-bryggerier som Vault City og Funky Fluids til særdeles københavnske priser, så nogen af punkerne går i Blågårds-kiosken for at købe en sixpack af lokal-drikken, Kings.
Smooch! er første navn på plakaten. Det unge band har allerede gjort et indtryk på flere i scenen med deres ærlige lyrik og udmærkede sangskrivning. Bandets optræder i delvis leopard-hue (med ører) og et andet bandmedlem er iført en Meshuggah-t-shirt. Det ligner et band, du gik på efterskole med eller du mødte i gymnasiets musiklokaler efter skoletid. Ja, altså bortset fra at den slags arketyper i min tid primært var mænd. Bandets surferrytmer og begejstrede fans skygger let over, at lyden nok ikke er optimal og rytmen måske er lige lovlig tung i røven. Men det er særligt frontperson ”Babe”, der hiver stikket hjem. Deres stemme forsvinder lidt i mixet hist og her, men når stemmen enten kammer over i et skrig eller drister sig op i en sårbar falset, så forstår man hvorfor bandet spås en gylden fremtid.
Slytter kommer også på scenen, på trods af lidt lydproblemer. Vi er enormt taknemmelige for, at de faktisk gør det. Her ser vi igen en ualmindelig stærk sanger-præstation. Hele anlægget lader til at have fået et nøk op, og det lyder også som om alting er forstærket igennem en brødrister – på den fede måde. De første par sange er klassisk punk, med en hvæsende og provokerende vokal. Settet ændrer karakter undervejs, og næsten uden man aner det, er man kommet med på en mere spacy og vævende grunge-rejse. Det er også passende til en varm september-dag midt på Nørrebro. Slytter er et helt ubeskrevet blad for mit vedkommende, men det kommer de ikke til at forblive. Hvis det er bands som Slytter, jyderne sender i eksil herovre, så kan I hente nøglen til byen næste uge.
Efter de første to bands er der nu konkurrence på skatepladsen: Hvem kan lave det vildeste trick? Der fiser kvinder i alle aldre forbi på skateboards og rulleskøjter. Man kan se, hvordan enkelte kvinder fokuserer på et enkelt område på pladsen, mens de igen og igen forsøger det samme trick. Når det endelig lykkes, hujer hele pladsen, men allerhøjest de andre kvinder på banen. Det er et vidunderligt syn og svært at løsrive sig for at se Fancy Lees optræden, der afslutter dagsprogrammet. Det bliver i et mere roligt tempo, imens sanger Nina Massara fortæller historier fra sydstaterne over lyden af et band i jakkesæt. Det er enormt vellydende, og man kan aldrig få for meget musik om ordentlig hyre til sexarbejdere og rettigheder til transpersoner.
Fra seks til tyve kan gæsterne lige få lidt mad eller en lur, inden det igen går løs på Stengade. Med dagens allerede godt pakkede program, gode snakke og rullende baslinjer står første band, Yu-Gun, desværre i en rigtig hård position. Det er lidt Placebo, måske lidt Jimmy Eat World nogen steder, men det er i hvert fald ikke hurtigt nok til at fange min opmærksomhed. Det gør en rimelig påvirket mand, der har fundet sig til rette på første række og ikke kan lade sine medmennesker være i fred til gengæld. Sjældent har jeg oplevet så konsekvent håndtering af en ubehagelig mand før. Vi siger i baren og til arrangøren, at vi er bekymrede for hvordan hans opførsel vil udvikle sig. Det gør den selvfølgelig. Men både bar og arrangør finder os senere for at fortælle, at han ikke længere er her. Sjældent har jeg ægte følt, at et sted, der kalder sig et safe space, faktisk var det.
Næste band på scenen er til ikoniske The Oh Nos fra Sverige. De er iklædt en slags uniform af polo-skjorte og/eller kjole, der kunne lede tankerne hen imod et tarveligt ska-band, der spiller alt for mange covers. Men det er heldigvis overhovedet ikke tilfældet. The Oh Nos spiller god gammeldags punk med fantastiske titler om ”Chlamydia for Christmas” og ”Trouble on Legs”. Det er vist også det band, som mange af kvinderne fra skateparken har ventet på. I hvert fald står de alle sammen på første række og hujer af bandet, og af hinanden. Det er lige til at blive høj af. Så okay, der er lidt fis med en pedal, der ikke virker, men bandet griner af det og siger ”we always have an Oh No-moment”. En overbevisende og overvældende positiv oplevelse.
Sidst men ikke mindst spiller fantastiske Dream Nails. Undertegnede må også indrømme, at der på dette tidspunkt er indtaget så mange øl, at kun en eklatant fiasko kan rive mig ud af min ekstase. Og den fiasko kommer ikke. Dream Nails beskriver deres sange som ”hexes”, ikke sange. De er nemlig punk-hekse. Normalt er jeg ikke meget til spiritualisme, men der er noget helende ved at se bandet udfolde sig på scenen. Deres britiske accent minder mig om ”This is England” som jeg så første gang for nyligt, og hvor vigtigt det er, at vi skaber plads i punkscenen for minoriteter. Pladsen, den behøver vi dog ikke skabe for Dream Nails, der tager den, som havde de spillet i 20 år. Helt fra første nummer, ”Good Guy” – en type vi alle kender – over ”Vagina Police” og den ærkevrede ”Kiss My Fist”, optager Dream Nails al den plads i rummet de fortjener – hvilket er al pladsen. Hvis du får mulighed for at se Dream Nails optræde nogensinde, så bliver du nødt til at love mig, at du gør det. Livsbekræftende og dejlig vredt.
