Mens hele branchen render rundt og har det brancheagtigt ude i Monorama, så er os med hang til at stå i følelserne mødt op på Radar. Holdet bag Lasher Fest har lavet en lille Lasher afstikker, nemlig Lasher Series, der fortsætter den eksperimentelle og sørgmodige linje, de er kendt for.
Jeg har efterhånden set Hudsult et par gange, og de er altid en fornøjelse at opleve. Deres samspil og energi på scenen væver mellem at være naturligt og indøvet. Allerede i første nummer er Gry Steensig nede blandt de fremmødte, og Diba Khalajs bas kan mærkes i knoglerne, og trommerne lyder som torden, der får gulvet til at runge. Radar har skruet på de helt rigtige knapper i dag. Med lidt jysk lavmælt humor og et par dansetrin fra Khalajs mellem numrene går det op for mig, hvor meget brat-energi Hudsult egentlig har. Hudsult er et stærkt liveband, men jeg har set dem bedre. Og det er ikke deres skyld, men gulvshows er bare langt bedre. Selvom scenen kun er en halv meter høj, så skaber det ufattelig meget afstand til publikum. Det skal også siges, at de fremmødte var ret sløve i det, hvilket er pisse ærgerligt. Heldigvis var det noget, som Hudsult selv tog på deres skuldre at fikse senere.
Efter at vi har oplevet den musikalske ækvivalent til at sidde i badet i afmagt med tårerne trillende ned af kinderne, så blev det Oxx, der skulle sætte gang i tingene. I forhold til Steensigs kraftfulde lyd er der er lidt ærlig lyd på vokalen, der ligger for langt bagud i lyden, hvilket, når det er en vokal som Alex Bossen, der har den her lave, hæse, lidt black-ish stemme, så forsvinder den næsten mellem feedback, hihatte og bassen. Ellers skal der bare skrues op. Oxx spiller proggede kaotisk sludge, der lyder som et psykedelisk matematisk problem. Jeg kan i hvert fald ikke tælle takterne i det her – men det er også en lav barre. For hold kæft, der sker mange ting. Især på trommer. Martin Aagaard Jensen ligner en, der laver udregninger på trommesættet. Hvilket han nok også gør. Han ligner en, der er fuldt koncentreret på brøker (eller noget andet, som jeg synes er svært), mens hænder og fødder flyver omkring og slår på alt, der er i nærheden. Anders Mikkelsen står og ligner en, der hygge-jammer på sin bas, mens forsanger Alex Bossen ligner en, der ville være led i et blackened dødsmetalband. Han har en snert af Victor Kaas’ goblin-energi. De lyder indviklede og lede, men det ligner, at de hygger sig. Faktisk minder Oxx mig om EYES. MC Escher-musik, hvor du ikke kan finde ud af, hvad der er op eller ned, men alting hænger sammen på en kaotisk, men meningsfyldt måde. Og så ligner de nogle søde og rare mennesker.
Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke hører særlig meget Vægtløs – det er lidt svært at træne til. Men de gange, jeg har set live, bliver jeg altid bjergtaget.
Jeg kan ikke rigtigt sige noget om Vægtløs, som ikke er blevet sagt før. Det er så sjæleligt tungt og smukt. Der er så meget kærlighed i deres musik, at det bliver et fucking hippie-show. Og jeg er vild med det. Vægtløs ligner DTU personificeret. Der er ingen tatoveringer og edgy personlighed. Det er så lidt “sejt” og hårdt, at det bliver fucking sejt. Det er ren emotionel katarsis. Det er ren business. Intet image at opretholde, hvilket er noget, som alle de seje bøllebands kunne lære noget af. Det er forfriskende, hvor lidt performative de er. Der er intet meta eller ironisk over dem. Deres taknemlighed og kærlighed til sammenholdet i miljøet er altoverskyggende. Når Troels ender i publikummet, er det ikke med konfrontation og Instagram-moments som formål, men om det nærvær, som vores community bør være bygget af. Har man oplevet Vægtløs før, så ved man, at der er brandtaler om, at kærlighed overvinder alt mellem numrene. Og selvom at det på papir lyder lidt flosklet, så kan man i hvert fald mærke, hvor meget Troels Højgaard tror på det, han siger. Og man tager sig selv i at tro på det også, i hvert fald mens man står der i mørket omgivet af kærlighed og omsorg. Andrew fra Puke Wolf kommer frem fra mørket blandt publikum og er med på gæstevokal på ‘Her i vores hjerter bærer vi en ny verden’. Hans vokal lyder nærmest endnu mere hjerteskærende end Højgaards skrig. Bagefter forsvinder han ud i mørket igen og understreger ligesom Vægtløs, at det ikke handler om dem, men om scenen, musikken og følelserne. Vægtløs er et sonisk fælleskram.
De svenske melankolikere fra Vi som älskade varandra så mycket fungerer egentligt som hovednavn, og jeg kan forstå, at mange er rigtig begejstrede for dem. Men jeg er stadig lidt våd bag ørerne, når det kommer til at sætte sådan rigtig pris på screamo. Alle klædt i sort tøj (og en bassist i Raein-T-shirt), så ved man godt, hvad klokken har slået. Screamo af den gamle skole, hvor vokalen får lov at hænge i rummet helt nøgen og sårbar. Solid attitude og masser af liv på scenen. Hvad jeg tror er leadguitarist, virkede som en, der var med i The Chariot, for han stod ikke stille, og den guitar blev svunget rundt og holdt på samtlige måder. Gry og Diba fra Hudsult får revanche på deres lidt sløve publikum og udviser så meget energi oppe foran, hvor de også er med på publikumsvokal. Der er pyramide, som Vægtløs havde lovet bandet, og der bliver crowdsurfet ned til lydmanden. At man kan moshe til det her, forbløffer mig altid, for jeg har mere lyst til bare at stå stille i mine følelsers vold. Men sådan er vi så forskellige. De er et band, der er vildt rutinerede, og de har rigtigt godt fat i publikum, men det virker også indøvet, som det hele kører på rutinen. Trommeslageren begynder i hvert fald at pakke sammen, inden sidste nummer er færdig. Another day at the office, I guess.
Hvis jeg skal komme med lidt konstruktiv kritik (og det mener jeg åbenbart, at jeg skal), så synes jeg, at rækkefølgen på bandene var uheldig. Det er fedt, at Lasher (det er Troels fra Vægtløs, der står bag, hvis du ikke vidste det) ikke har placeret Vægtløs som headliner, selvom de sammen med Vi som älskade varandra så mycket egentligt er det. Men det betyder også at folk smutter, når de har spillet. At placere outsider-actet Torch til slut, når klokken er 23, er måske ikke det bedste bud på en rækkefølge. Ved at placere deres gotiske darkwave tidligere havde VSÄVSM og Vægtløs fungeret som sukkerknald, og flere folk havde haft energien til at opleve Torch og deres gotiske darkwave.
Benjamin Lind Holm og Ivik Rosing-Johnsen står som de æstetiske posterboys for New Romantic med deres velfriserede hår og opknappede skjorter, mens Josefine Hjulskov Valler står skarpskåret og lægger den bas, resten læner sig op ad. Deres anakronistiske lyd hiver mig tilbage til en tid, jeg aldrig har oplevet. De har hørt efter i skolen, da de lærte om Depeche Modes trommer og Joy Divisions guitar, og de lyder som en syntetiseret udgave af coldwave, uden at de bliver et Sisters of Mercy-coverband. De er lyden af lilla lys i røgen i en maskinhal. Med knitren fra billedrørsfjernsynet. Det er koldt og mekanisk, men også lidenskabeligt og en smule sensuelt. Især Rosing-Johnsens dybe stemme sætter en stemning.
