Mens visse andre boltrede sig i Odense, er jeg blevet på fastlandet, for at finde ud af om man kan få en voldsdom i Horsens.
Folk der kender til akademia ved, at ens bias og begrænsninger lige skal afklares inden man går i gang. Jeg er hardcore-fan. Ikke bare af musikken, men af at slås. Jeg ved godt, at det er prætentiøst, men jeg har altid betragtet hard rock og heavy, som lidt af et Melodi Grand Prix-show –lidt for pænt, lidt for poleret. Men paradoksalt er jeg også en sucker for musicals. Jeg elsker det teatralske i, at man har så store følelser, at den eneste rationelle måde at udtrykke sig på, er gennem sang. Det er lidt pastiche, men det er der så meget, der er.
I køen til at få armbånd, kan jeg hører Mr. Big blæse ud af højttalerne. Det føles som at lytte til P4. Publikum er ældre, roligere, og langt fra det farverige klientel, man kender fra Copenhell. Der er mere måne end langt hår her, flere smøger end e-cigaretter, og en gennemsnitsalder, der nok passer bedre på ‘dine forældre’ – uanset hvor gammel du er. Det hele føles som en festival for voksne, der nægter at give slip på deres rebelske ungdom.
Inde på Facebook spørger folk, om man overhovedet mosher til Jailbreak. Festivalen har knap været åben i fire timer, og spørgsmålet hænger allerede i luften. Lineuppet taget i betragtning er det svært at forestille sig en moshpit til Mr. Big, men der var dog en enkelt crowdsurfer under ‘To Be With You’. Respekt for det.
Det første hele band jeg oplever er Dragonforce, der spiller inde indenfor, hvor scenen er fyldt med oppustelige drager og overdimensionerede arkademaskiner. Det er et ren teater, komplet med en trommeslager i Edgar Davids-briller og synkrone guitarflips. Publikum er med på legen –de hopper og svinger armene, mens bandet leverer en næsten komisk energisk performance. Flere gange prøver trommeslageren at starte en circlepit, men det bliver aldrig til noget. I stedet får vi kastet en tøjdyrshøne ud, som har noget med Zelda at gøre, tror jeg (jeg spillede Tony Hawk). Folk er vilde med det. Der er lidt crowdsurfing og et cover af ‘My Heart Will Go On’. Det er cheesy som bare fanden, men det fungerer på en eller anden måde.
Det var først med Testament, at stemningen ændrede sig. Da Bay Area thrash metal-ikonerne gik på scenen udenfor, blev der for alvor slået hul på den tunge side af metallen. Endelig fik vi en circle pit –selvom der stadig var rigeligt med plads omkring. Publikum var mere konservative og påpasselige, men Testament formåede alligevel at rive folk med sig, især under ‘Over The Wall’, der sendte os direkte tilbage til 1987.
Indenfor bringer Katatonia en helt anden stemning med gotisk prog og lilla lys, der maler rummet i takt med solnedgangen. Det er langsomt, bassen runger og det er næsten hypnotiserende, men desværre halter lyden. Vokalen er lav, og det er svært at blive helt fanget, især efter at have set Testament. Publikum er tyndet ud, måske fordi folk er kommet for at feste snarere end at fordybe sig i melankoli. Det er en skam, for Katatonia kunne have formået at skabe en atmosfære, der kunne have været langt federe under bedre forhold.
Udenfor er det blevet mørkt, og Avantasia er klar med bulder og torden, da Tobias Sammet indtager scenen, iklædt hvad der bedst kan beskrives som Rob Zombies våde drøm. Det er som at træde ind i en Dracula-film, hvis den var instrueret af Tim Burton. Alle korsangerne ligner Fabio, og det hele er så over-the-top, at det næsten bliver komisk. Men det fungerer – netop fordi Avantasia ikke prøver at være noget, de ikke er. De ved, det er cheesy, og de ejer det. Publikum elsker det, og selvom der ikke er meget at slås til, er det en performance, der suger folk ind i sit univers.
Lørdagen starter med S8nt Electric, et band der beskriver deres lyd som “limit pushing rock ‘n’ roll, in every possible way”. Det kan jeg så ikke lige høre. Bandet ligner statister fra School of Rock eller High School Musical, og de havde garanteret været seje i de universer. Deres performance er fin, men publikum er sløvt. Det er ærgerligt, for de er det mindst “hvide mænd fra 80’erne” band på plakaten, og de kunne have brugt lidt mere opbakning.
Ugly Kid Joe følger efter, og selvom deres lyd kæmper lidt, får de alligevel publikum med. De kører god stil og inviterer fotograferne nede fra graven op på scenen og får hele pladsen til at fællesklappe. Der bliver fortalt historier og givet svedbånd til en ung pige på fars skuldre, og det hele smager lidt af Langelandsfestival.
Indenfor og i modsætning til S8nt Electric, så havde Junkyard Drive fuldt hus. De leverede en omgang hard rock som kunne været spillet på MTV, der er ild, fælles klap og AC/DC riffs.-Bandet kom godt rundt på scenen og viste, at de kan sætte gang i festen, selvom jeg ikke synes, at de er særlig interessante. Men jeg er også en hater.
Dagen før var der ét skud i slåskampsbøssen, i dag er der mulighed for at den anden patron i geværet går af, Baest.
Love ‘em or hate ‘em, de er det mest folkelige metalband i landet, og jeg synes, at de er en fornøjelse at se live. Allerede i første nummer blev der crowdsurfet, og en gruppe pirathatte får gang i en moshpit. Der var stadig en vis tilbageholdenhed i pitten, men Baest formåede alligevel at få folk til at rykke sig. Circlepits blev dannet, og selvom folk holdt en smule afstand, var der smil over det hele. Det var en påmindelse om, at selvom det aldrig blev farligt, så kunne der godt være lidt kaos, selv på en festival, der ellers mest virker som en blød affære.
I toget tilbage mod Aarhus, imens jeg lytter til Earth Crisis, reflekterer jeg over mit fængselsophold. Jailbreak er ikke Copenhell, og det skal det måske heller ikke være. Jailbreak formår at være sin egen ting, en slags mellemvej mellem fortidens helte og nutidens behov for fællesskab. Det er et sted, hvor nostalgi går hånd i hånd med folkelighed, og hvor folk kan mindes deres ungdom uden risikoen for at miste et par tænder. Jeg fik ikke den slåskamp, jeg havde håbet på, men jeg forlod alligevel Horsens med en følelse af, at Jailbreak kunne et eller andet, for som en veninde på festivalen sagde: “hold kæft, hvor de hygger sig”.
