Gorilla Angreb ville aldrig mere igen til Fyn, men det kom de heldigvis: Ilter Festival i Odense viste alsidighed, uforudsigelighed og ren gensynsglæde med to dages punk, hardcore, pink faux fur, cirkelspark, dansefest og lykkelig selvforglemmelse.
Det kommer flyvende gennem mørket som en flagermus i pink faux fur med langt, blond hår bølgende som en tentakler under en latex-blækspruttemaske, og det er mildt sagt pisse forvirrende og helt ustyrlig herligt.
Det er ikke til at sige med sikkerhed, hvor mange gange Tommy Meehan fra Squid Pisser er kravlet op på højtalerne ude i siden af scenen for at springe ned på scenen midt i et growl. Scenen er stort set mørklagt med kun det allersvageste røde lys, som Los Angeles-bandet alligevel bliver ved med at bede lysmanden skrue endnu mere ned for. Det er ekstremt desorienterende, og musikken, et throwback til The Locust og det tidlige Dillinger Escape Plans kaotisk brutale hardcore, der veksler mellem breaks og blasts med en uigennemskuelig indre logik, får én til at opgive at forstå noget som helst og bare lade et selvbevidsthedsudslettende lydvæld smadre sig gennem én.
Squidpisser
Hvem ved, hvem han rammer med sin bas, hvem ved, hvem der rammer ham med en fod, en arm, en krop, hvem ved, hvor mange tænder der ligger på gulvet bagefter.
Det er sådan noget som det her, der er med til at holde Ilter uforudsigelig og frisk, selvom den odenseanske punk- og hardcorefestival nu er på sit sjette år. Og det er sådan noget som det styrt, Fali Ponce laver ind over ham fra publikum, der er ved at sætte hans mikrofon fast i stativet endnu engang, så han lander oven på sin bas nedenfor scenen, der er med til at holde festivalen dumfed. For at frontmanden fra det spansk-odenseanske grindcoreband Extended Suicide hen mod slutningen af den kvarterlange koncert rykker sit mikrofonstativ ned fra scenen og ud på gulvet og ind i pitten var forudsigeligt, men det er udfaldet af det aldrig. Hvem ved, hvem han rammer med sin bas, hvem ved, hvem der rammer ham med en fod, en arm, en krop, hvem ved, hvor mange tænder der ligger på gulvet bagefter.
I en weekend, hvor en Karen i Horsens blev pikeret over, at der var nogen, der moshede til en heavyfestival, så hun ikke kunne se Pretty Maids helt tæt på, er Ilter en påmindelse om, hvor befriende det er, når man tør ikke at vide sig sikker og stoler på, at det nok skal gå alligevel. Bevares, det er ikke fordi min kammerat er helt klar på det cirkelspark, der passerer en håndsbredde fra hans ansigt, fordi Mite prøver at piske en ond stemning op som første band fredag aften, og nej, tillidsøvelses-crowdsurfing er mere en photo op end en god ting for dansegulvet, men så er Ilter heldigvis også så meget andet.
Jeg tager aldrig mere igen til Fyn
Det er f.eks. decideret rørende igen, da Gorilla Angreb lukker festivalen lørdag aften og ikke får lov at gå helt af, før de har spillet ‘Long Island’. En paranoid feberdrøm om et fynsk ferieparadis, hvor krigsfly buldrer i det fjerne, mørket sænker sig tungt, knive blinker i månelyset, og omkvædet er en besværgelse: “Jeg tager aldrig mere igen til Long Island / Jeg tager aldrig mere igen til Fyn.”
Extended Suicide
På et tidspunkt ændrede vi teksten fra, at Peter var 20 år, til at han var 24. Det kan godt være, vi skulle ændre den igen.
Mai Sydendal, Gorilla Angreb
Det løfte holdt Gorilla Angreb heldigvis ikke, ligesom de heller ikke holdt til at gå i opløsning i 2007 med en mindeværdig afskedskoncert på Stengade, hvor en tårevædet Mai Sydendal ikke kunne stoppe med at synge alle de sange, Gorilla Angreb har skrevet. Ni år holdt det, så var de sange nødt til at blive sunget igen, og hvor bliver det bare ved med at være fantastisk at få lov at stå og råbe med på ‘Jeg går ikke i sort’, ‘MS Tampa’, ‘København ligger i ruiner’, ‘Der skal drikkes mere end før’. Hvor er Peter Bonneman bare en af de bedste sangskrivere, vi overhovedet har haft i dansk punk. Det er også lidt rørende, når Mai bemærker: “På et tidspunkt ændrede vi teksten fra, at Peter var 20 år, til at han var 24. Det kan godt være, vi skulle ændre den igen.” For godt nok har han endnu ikke 50-års-jubilæum som punkrocker, sådan som hans dobbelte navnebror Peter Peter har det om søndagen, men det grå hår vidner om, at 00’erne er laaang tid siden. Ligesom de var det fredag aften, hvor Guddommelig Galskab spillede deres uigenkaldeligt sidste koncert med en stribe sange, der langt fra var ældet med samme ynde som Gorilla Angrebs.
Gorilla Angreb
For det er lidt den evige bekymring i punk og hardcore: Hvor længe bliver det her ved med at være relevant? Hvornår bliver det ren nostalgi, der ikke er til at skelne fra Pretty Maids i Horsens? Hvornår går det – for nu at tage det helt derop – fra at være noget, der betyder noget for én, til at være noget, der minder én om dengang, det her betød noget? Mindet om første gang, nogen spillede Bad Brains for én, og det var så skelsættende, at Fali Ponce har coveret fra deres debutalbum tatoveret på læggen.
Ikke at man kan kræve af musik, at den skal blive ved med at kunne blowe éns mind, for dét bliver også trættende, som amerikanske Kaonashi er det med deres følelses-frontlæssede mathcore og stemmemanipulering. Det kan føles, som om inderligheden bliver mast ned i halsen på én, når musikken har så meget på hjerte, som Vægtløs og Demersal har det: Aalborgenserne bliver alt, alt for meget, når post-blacken kammer over i svulstighed, mens de unge eksil-odenseanere omdanner et lydmæssigt angstanfald til et firstemmigt raseriudbrud, som et sammenhold skabt af ikke at ville finde sig i at have det lort. Hvor gendannede Halshug på deres side besynger afmagten og den allermest blygrå tvivl i en kulisse af feedback og ekko.
Sodakill
Spille-smart-musik
Omvendt opløftende er det med skånske Sodakill og bergensiske Sklitaklings punkrock, der er så letafkodelig, at festen bliver forudsigelig. Det er dejligt med dansegaranti, der er rigeligt ikke at danse til eller for til hverdag, men hvad er der egentlig at være så skide glad over? Hvor punk er det lige? Lidt det samme gælder for Pære Banal: Det er overhovedet ikke til at være sur over, at der kommer en ung trio og lyder som Minutemen, Gang of Four, Mission of Burma og andre af verdens bedste bands, men at det skal serveres med hverdagsfjolletekster og retro-cykelrytterdragter gør det svært rigtig at lade det betyde noget.
Egentlig er det bare spille-smart-musik. Det er det, jeg vil nu: Jeg vil bare gerne spille smart.
Christian Bonnesen, New Money
Det kan man selvfølgelig også vælge bare at holde op med at bekymre sig om. Christian Bonnesen har spillet så meget dødseriøs og drønkompleks musik i The Psyke Project og LLNN, at han selv virker helt lettet over bare at spille det, der fik ham til at begynde at høre hardcore og grindcore i 90’erne. Coalesce er en tydelig reference i New Money, som han har dannet sammen med Simon Tornby fra Fossils og sin gamle bandmakker fra Piss Vortex, Niclas Jürs Saffaus. Selv tilføjer han Botch og flere fra den skole af mathcore og kaotisk hardcore, da vi står udenfor i Vestergade og snakker efter showet.
“Men egentlig er det bare spille-smart-musik. Det er det, jeg vil nu: Jeg vil bare gerne spille smart,” griner han ud i den milde fynske sommeraften.
Det er også en måde at resignere over for alle de krav, vi selv har bygget op til den her musik: Det må faktisk også bare gerne være sjovt. Bare det er godt også. En smule uforudsigeligt endnu, velafstemt voldeligt og vennesælt.
