Fortællingen om, at unge mennesker har det nemmere end de forrige generationer, er en gammel og slidt traver af en fortælling, der simpelthen ikke passer. Ja, der er ny teknologi og man skal ikke længere gå 8 km til skole, på bare fødder, i snedriver, hver dag. Året rundt. Til gengæld er forventningerne og mulighederne eksploderet i en sådan grad, at det kan være umuligt at forholde sig til og endnu sværere at træffe et valg. For hvis man tager et valg, så vælger man automatisk alt andet fra, og vores samfund har en fantastisk tendens til at skabe en fortælling om, at alt falder fra hinanden, hvis du ikke klarer den i første omgang.
Der er flere muligheder for at indspille sin musik selv, instrumenter er relativt tilgængelige og man kan blot uploade det til en håndfuld digitale tjenester – easy peasy. Men det betyder ikke at DIY-æraen er ovre. Fire timer før koncertstart, bliver Hudsult et al. informeret, om at de ikke kan bruge det oprindelige venue alligevel. Så hvad gør den kreative ungdom? De semi-besætter et lokale hos Frontløberne og spørger ud i den digitale æter, om folk vil tage tæpper med for at hjælpe på akustikken. Og et aux-kabel.
Jeg står i en lille lagerhal i et industrikvarter, med en masse unge mennesker, som alle bærer deres sårbarhed uden på, som et skjold af ærlighed. Udenfor står det ned i stænger. Alt føles som livets efterår, og det er ikke et flot et, med gyldne blade, af slagsen. Det er mere gråt end du troede. Det er mere vådt og blæsende, end hvad de viser på film. Det er følelsen af, at hele den menneskelige eksistens er lige ved at ophøre.
Foran den lille scene, sætter folk sig på gulvet, som skulle de til at have en lektion. Blood Girl står for at åbne med deres spinkle folky, indie singer/songwriter-musik. Det kan bedst beskrives som, hvis Belle & Sebastian spillede akustisk midwest emo, uden twinklehalløj. Sådan lidt The Moldy Peaches eller Daniel Johnston, bare mere hjemmelavet.
Det giver lidt følelsen af, hvis Front Porch Step (hvis vi fjernede alle de dårlige ting) spillede lidt som Radiohead. Der er en klar naivitet i deres musik, som gør, at den fremstår helt introvert og sårbar, og man står med følelsen af, at der hele tiden er en vældig væg af vand, der presser sig på bag øjnene. Den lyse og følsomme vokal drukner i den ærgerlige lyd, der er i rummet, men kan du måske skaffe et spillested på fire timer?
Hvis jeg skal forklare Blood Girl i én linje, så er det følsom weltschmerz, med sange om at identificere sig med Sisyfos og hvor håb-udsugende det er at få at vide, at det skal være skidt, før det bliver godt. Blood Girl rammer en nerve i mig, som jeg ikke rigtig var klar på at få rørt.
De næste på gulvet er Brandsår, som spiller punk fra dengang, hvor punk skulle finde ud af, hvad punk var. Det er lidt et virvar og stikker lidt i nogle forskellige retninger. På et tidspunkt lyder det som psykedelisk sludge. Forsangeren står i strømpesokker på et zebratæppe og ligner en light-udgave af Iggy Pop med sine fragmentariske bevægelser. På trods af at bandet har meget fokus på deres instrumenter, så har de godt fat ipublikum, og der er en eller anden form for moshpit, nærmest igennem hele koncerten. Det hele er et virvar af køn og kropsdele. Præcis som det bør være
Jeg forestiller mig, at det er sådan her, at det har lydt i de gamle pre-K-Town dage, med Amdi Petersens Armé, Under Al Kritik og No Hope For The Kids. Det er hardcore af den gamle skole, inden der flød metal ind. Til gengæld er der gledet en prog-elskende guitarist ind i bandet. Der er en del skift af tempo og taktart og det virker lidt som om, at guitaristen hellere ville spille noget mere udfordrende end punk, men man kan jo ikke få sin vilje hver gang. Det bliver dog ikke mere punk, end da trommeslageren begynder på én sang, mens resten af bandet starter på en anden. Punk som de gode gamle dage.
Imens vi venter på at de sidste lydprøver bliver afsluttet, bliver der blandt andet spillet ‘Such Small Hands’ af La Dispute over højtalerne (takket være ham, der kom med et aux kabel). Og det sætter scenen for, hvad Hudsult er for et band; det er rå desperation og et poetisk udtryk for et følelsesladet sammenbrud.
Vi var heldige at have premiere på Hudsults single, ‘Som jeg er hos dig’, og nu har de en hel EP klar, ‘Tit er jeg glad…’ som flere af os på redaktionen er utroligt glade for. Den kan du læse mere om her.
Deres post-hardcore/screamo minder om svenske …och sedan druknade vi, Omsorg og selvfølgelig de lokale Puke Wolf. Det er skinbarlig og dybfølt screamo, med tekster på dansk som, for mit vedkommende, gør, at det føles hudløst ærligt. Den elendige akustik i rummet får det til at føles som, at følelserne bliver krænget endnu hårdere ud og hele oplevelsen føles mere intens.
Bandet er indlevende og der er mere moshpit end jeg umiddelbart mente ville være tilladt til den her slags musik, men katarsis kommer i mange forskellige udtryk. Klædt i sart pink, understreger Gry Steensig fysikaliteten i sin vokal, ved at vælter rundt med eksplosive bevægelser, mens hun får Marie Keys ‘Uden Forsvar’ til at virker langt mere øm på ‘Sang til Mischa’.
Efter at have spillet hele EP’en, spiller de blandt andet en ny sang, som stadig ikke er færdig, så det hele bliver lidt freestyle – ægte punk. Da ‘Aarhus V’ bliver spillet, eksploderer gulvet, imens Palæstinaflaget flagrer i lufttrykket fra stortrommen.
Jeg går fra en følelsesladet aften i et industrikvarter, med et ret solidt håb om, at de unge nok skal klare den. De bærer deres usikkerheder og følelser stolt ude på tøjet, og de omfavner hinanden i en gensidig kamp mod en verden, der ikke synes at ville dem.
