Jeg nupper enhver undskyldning for at tage en tur hjem til gode gamle Randers, og annonceringen af endagsfestivalen Gallows gav mig julelys i øjnene.
Én dag, tre scener, udsolgt.
Småsnakken blander sig i lyden af klirrende Blå Thor, som folk stimler sig sammen i turbinens sal. Her er der sat stole op i fine rækker, og scenens bagtæppe er skiftet ud med et stort lærred. Kronjyllands hovedstad har fået ny endagsmetalfestival, og det hele starter med en tur i biografen.
Filminstruktøren Casper Balslev og de gæve østjyder i 802 har i samarbejde udarbejdet kortfilmen ‘1986 Forever’ som en slags origin story for bandet og dets medlemmer. 25 minutters Polle Fra Snave møder Tenacious D instrueret af David Lynch. Her vinder Andreas Asingh og Emil Sørensen en tur til Tenerife (eller Tene-riff, som de kalder det hø–hø) til et spil kød-banko. Badende i den kanariske sol møder de to deres bassist Kristian Holbæk. Det lyder kikset, og ja, det er det, men det er fandme også rigtig, rigtig sjovt. Filmen står ikke kun alene godt ud, som en pudsig og finurlig idé, men som et rigtig godt fundament for 802’s 80’er-æstetik og synthwave-inficerede heavylyd. Det er enormt charmerende.
Det er en skam, at vi stadig er siddende, men en større rokade af alle stolene ville også have været noget rod. Nuvel. Bandet er dygtige, og må spille dansemusik for et siddende publikum, som heldigvis ivrigt rocker med. En stor del af 802’s lyd er baseret på mange lag af synth og guitar oven på hinanden og melodier på backing tracks, som ofte bliver deres hæmsko i en livesetting, hvor mange af de auditive indtryk ofte mangler at blive spejlet som fysiske og interaktive elementer for lytteren. Måske er det også ekstra tydeligt i en sådan siddende setting, som for mig føltes en anelse understimulerende.
Stolene bliver stående lidt endnu, for vi går direkte fra et finurligt indspark til et andet; nemlig DR podcasten Sort Søndag live fra Turbinen i Randers som en del af festivalens program. Jeg var umiddelbart bange for, at vi ikke ville blive “lukket indenfor” af de to værter Jakob Trolle og Anders Bøtter, for at stå tilbage med følelsen af at se dyr i en zoo. Denne frygt blev gjort til skamme, og live-episoden var både inddragende, charmerende og sjov. Publikum deltog flittigt, og de to værter kom ud over scenekanten, selv i et talkshowformat, gæstet af medlemmer fra både Swartzheim og Eyes, hvilket kunne have været så internt og ekskluderende, men blev det modsatte – et møde på midten af en lille jysk festival, hvor scenen lever og ånder. Vi grinte og fik lov til at høre nogle premiere på nogle dugfriske numre fra begge bands.
En konvoj af sortklædte festivalgæster slentrer lidt snalret ud i den randrusianske eftermiddag og ned til det brutalistiske hovedbibliotek. Her var en dør gået op til et baglokale med tilhørende DIY bar.
Lidt tekniske vanskeligheder skal der til, men stærkt kommer silkeborgenserne i Xenoblight fra det. Deres tekniske og blackede død serveres med åbneren ‘Descension’, hvor forsanger med Marika Hyldmar med et stort smil og masser af attitude sparker støvet af de eftermiddags-trætte festivalgæster. Vi skal jo i gang, ikke? Og det kom vi. Meget passende har guitarist Mikkel Jepsen taget en Ulcerate trøje på i dagens anledning, som afspejler sig i de indviklede kompositioner biblioteket bliver indhyllet i.
“Dem der er kommet for at slås for sjov, split lokalet i to!”
– Marika Hyldmar
Her må man overgive sig og lade sig smelte sammen i pitten, for nu var Gallows festival 2025 for alvor skudt i gang.
Ikke langt fra bibliotekets grå vægge finder man festivalens tredje scene. Op ad trapperne og til venstre i kulturhuset Underværket finder man Rottefænger slå tonerne an for en omgang 00’er-emo-revival. Det er første gang jeg oplever bandet live, og det er en fornøjelse. Numrene er dynamiske, med masser af pondus i levering fra alle gruppens medlemmer. Forsanger Frej Hestbæk har en alsidig vokal, som både kan være lidt Jeff Buckley-agtig for sågar at bevæge sig lidt ind i et screamo-territorie. Her hersker live-lyden og følelsen af DIY, hvor det næsten bliver intimt, råt og øvelokale-agtigt at være til stede i den lille sal. Jeg glæder mig rigtig meget til at høre, hvad Rottefænger kan fortælle mig næste gang, jeg fanger dem live. Hold nerven, hold det ægte.
300 meter derfra vibrerer bibliotekets mursten livligt til lyden af buldrende darkwave. Kasper Deichmann er hjernen bag St. Digue og sammen med Suo Fei på guitar, bliver der serveret en ustoppelig energi, som de to danser rundt på scenen. Men for publikum er der nervøsitet i danseskoene.
Klokken slår spisetid for mange af festivalens gæster, og lidt ærgerligt, er der ikke opsat madvogn eller bod, så man bliver nødt til at få benene på nakken, og gå på jagt i Randers by for at få noget fastfood. Og jeg skal da love for, at det skal gå fast, hvis man ikke skal misse de første numre af det kommende band.
Tilbage på biblioteket tørrer jeg pita-dressing væk fra mit gumlende gab, og nyder resten af koncerten. Annie Nyvold – der ligesom Feispiller i bandet Pleaser, – slutter sig til på ‘Get Caught’, og der bliver forbrændt tre gange så mange kalorier, som jeg lige har indtaget. St. Digue er forrygende, men det er ikke just spisetids-muzak, men derimod kl 12 efter 12 blå Thor-muzak. I hvert fald for mig.
Tilbage på Underværket er “Den lille sal” blevet stoppet og proppet med ivrige koncertgæster, der ligesom jeg, var blevet færdige med deres jagt på aftensmad. Direkte fra den sønderjyske muld var det blevet tid til Blodmåne. Hvor jeg kunne presse mig ind for at se koncerten, fik jeg desværre ikke at høre meget andet end trommer og vokal, jovist lød begge dele rigtig godt, men et helhedsindtryk havde jeg svært ved at danne mig
Publikum er efterhånden headbang-villige og der bliver gået til den. Jeg har oplevet bandet et par gange før, og jeg har svært ved at sætte fingeren på en decideret Blodmåne-lyd og udtryk. Nogle gange er det core, nogle gange black og for det meste er det død. Men det smelter aldrig helt sammen og bliver et samlet udtryk. Der bliver sågar også plads til et hardcoreriff eller to på det sønderjyske kagebord. Sidste nummer, som er noget beskidt, langsom sludge, får skudt en god omgang pit i gang og publikum tager for alvor for sig. Jeg glæder mig til at høre et fuldlængdeudspil fra bandet, hvor de virkelig finder et udtryk frem, som definitivt lyder af Blodmåne.
Som et lille intermezzo på festivalen har folk stimlet sammen til en god, kaotisk omgang Kahoot med de to værter fra Sort Søndag, hvor jeg absolut ikke vinder noget som helst.
Til gengæld føltes det som om, at det var min fødselsdag tilbage på biblioteket, hvor københavnske Eyes indtager scenen til ‘Cheri Cheri Lady’. 1, 2, 3, 4 og lydmuren er alvor brudt. Hold på hue og denimvest for nu går det krafteddermame stærkt.
“Hvad fuck sker der Gallows?! Lad os feste!”
– Victor Kaas
Forsanger Victor Kaas har faretruende meget energi, og som man måske kunne have sagt her på egnen: “Han er ikke til at styre på ti tønder land”. Der er ikke så meget bøvl med Eyes. De har efter europaturnéer, flere glimrende fuldlængdeudgivelser og kilometervis af kritikerros fået etableret sig godt og grundigt, som den sikreste booking i kongeriget. Du får så meget kaotisk-hardcore for pengene, at man skulle tro det var løgn.
‘Bbbbbbbliss’ fra albummet ‘Congratulations’ vender bogstaveligt talt op og ned på publikum, som presser sig frem mod bibliotekets scene. “Smadr det her fucking lort” råber Kaas og Gallows’ glade gæster gør sit bedste.
Eyes er efterhånden en institution i, hvordan man markerer sig på en scene, og formår gang på gang at viske grænsen mellem fysisk kontakt og lyd fuldstændig væk.
Tilbage hvor vi startede på “Turbinen” går det stærkt. Det går møghamrende stærkt. Swartzheim har fundet ‘Artillery’ frem fra bagkataloget, og bandets instrumenter er en spærreild, der passende falder som granater på den fyldte scene.
“Vi hedder Swartzheim og vi vil gerne spille rockmusik for jer”
– Jeppe Fugleberg
Jeg har før haft en boomer-agtig tone mod det unge band, hvor jeg tidligere har haft en idé om, at de ikke virkede sammentømret som band og blev nødt til at opfinde noget nyt, for at fange min opmærksomhed på den lange bane. Men det behøver de jo slet ikke. Det er kvantespring de unge crossover’ere gør. Swartzheim bliver bedre og bedre for hver gang, jeg hører dem, og denne gang var det uden tvivl den bedste udgave af de østjyske fræsere. Selvom forsanger Jeppe Fugleberg med en public service-meddelelse får nævnt, at han har fået tillokket sig noget sygdom, lyder han fuldstændig forrygende.
Alle i bandet pisker af sted, og får fremmanet et bredt sortiment af circlepits, crowdsurfing og helt jyske “skub til din makker”-pits. Der tabes ikke kvalitet et sekund.
Blå Thor og heavy efterlader denne anmelder glad og træt efter en hel dags larm fra øverste hylde.
Første udgave af Gallows festival i Randers lover rigtig godt for fremtidige iterationer, og jeg glæder mig som en lille randrusianer til at vende hjem til det kronjyske igen næste år.
