Det er lidt en skør dag. Det er december, det regner og blæser (alt er som vi kender det), men der er ingen mangel på julefrokoststemning i køen, tværtimod. Og det gør, at jeg frygter det værste (en masse midaldrende typer, der ikke kan styre deres brandert), men jeg håber på det bedste – en masse mennesker der er kommet for at slås. Der er flere julesweatere end t-shirts med afklippede ærmer, men hey, jeg er ikke modepolitiet (ACAB inkluderer også dem btw).
Kampvogn åbner med bulder, brag og dobbeltpedal og lader de fremmødte på Voxhall vide, at kampen skal til at begynde. Pedalerne lyder da også som artilleriet ved Verdun. Voxhall har formået at skrue på de helt rigtige knapper i dag. Der er et godt fremmøde, men den akavede halvcirkel er til stede oppe foran. Der skal lige gang i de ankomne og de er stadig ved at lukke folk ind (måske at Voxhall har presset den lidt, ved at starte en halv time efter dørene åbner). Men Kampvogn holder ikke angrebet tilbage og lader skyttegravenes skrækkelige oplevelser flyde ud i salen, som var det sennepsgas i Ypres.
Andreas Linnemann, der holder styr på krigstrommerne, ligner en, der mest af alt hygger sig mens Anders Odgaard Ritman står som Fred Durst fra et andet univers med trucker cap og knælange camoshorts og lægger en solid bund for Svend Sværds galoperende motorsavsrifs. Blitzangrebet varer kun tyve minutter, og så er det hele slut. Kampvogn spiller hyggelig midtempo jydedød af den slags, man kender. Det er den slags dødsmetal, hvor man svinger håret og laver luftguitarsoloer. Og de gør det godt, kan jeg forstå.
Suspekt snakkede engang om “cirkelspark og boksetræning i haven”, og jeg forestiller mig, at de snakkede om Rot Away. Er det ikke bar mave og Adidas bukser, så er det sorte hættetrøjer og camobukser. Når der er et lidt bredere publikum, som i dagens anledning er klædt i kulørte julesweatre af tvivlsom kvalitet, er det spændende at se, om folk vil stå og lave horn og svinge med håret, eller om de begynder at slås.
Københavnerne starter med ‘Prøv Igen’, en form for nyklassiker (konsensus på gaden siger, at der skal bedes om mere dansksproget hardcore, tak). Nærmest inden frontmakker Albrechtsen kan nå at færdiggøre første linje, er der en pit på tværs af rummet.
Der bliver snakket om et nyt nummer, som jeg tror hedder ‘Fucking Prison’, men det skal man ikke citere mig for. Det man kan citerer mig for er, at det lyder som en god damn slasker. Det lyder som Rot Away, som vi kender det, men hidsigere. Sangen galoperer af sted og rammer som en lægtehammer. Det lyder som et nyt album til din træningsplayliste.
Der er folk i luften, som det forventes af Rot Away og hele affæren har en konstant truende adfærd. Som vi forventer det. Andy Albrechtsen sidder bag trommerne som en bidsk køter og råber af folk, og der er et solidt greb i publikum.
Det er slå-hul-i-gipsvæggen-musik og de kan godt være stolte af deres arbejde. Det er folk du ikke vil møde i mørk gyde-musik — okay, det er ikke Big Ass Truck, Rot Away kan godt stave til eksistentiel krise i modsætning til hvad folk tror. Til gengæld kan du få smøger ude i merchboden, hvilket flere bands burde gøre. Eventuelt se det som resistenstræning til din cardio.
Hovednavnet er en kulmination af opvarmningen: Dødsmetal som vi kender det, der har et sammenstød med konfrontatorisk hardcore. De spiller jovial jydedød med hardcore i mundvigen. Det er ikke din fars hegn med gurglende vokal og lange passager, hvor der ikke rigtigt sker noget udover lidt rif halløj. Neckbreakker er unge, fyldt med en studentikos energi og de er kommet for at slås. Forsanger Christoffer Kofoed, der tidligere rockede et langt garn og på den måde lidt lignede sine bandkammerater, har fået flyttet ørerne, som man siger det på landet og ligner mere en yngre udgave af Bryan Garris fra Knocked Loose (hvis det er muligt). Og det er måske et tegn på deres retning. For Neckbreakker er metalhoveder, der bare gerne vil spille HxC.
Der er mere slåskamp end horn og headbang. Jeg har set bandet gå fra en lille scene med under 30 mand til at spille på Copenhell og de har altid haft en imponerende scenetilstedeværelse. De får skabt en stor “vi står og bouncer til Limp Bizkit” energi mens folk crowdsurfer ind i en circlepit. Der er en, der stage diver med hovedet først uden at tjekke om folk er klar til at tage imod. Du ved, den gode stil. Oppe fra scenen bliver der forlangt mere stage dive og mere bevægelse og folk makker ret. Der bliver bedt om wall of death og de folk, der står nede bagved foran mixerpulten, bliver udpeget og der bliver ikke fortsat, før de har flyttet sig. Bring back callout culture til koncerter. Udpeg og nævn dem specifikt – “dig med Aborted t-shirt, fucking flyt dig”. Efter nogle ældre herrer er blevet irettesat af hvad der teknisk set er en teenager, eksploderer gulvet og stagedives bliver kombineret med wall of death i et virvar af kropsdele og strikket nylon med tvivlsomme slogans.
Neckbreakker er en bande young guns, der skyder med spredehagl, om du kan lide dem eller ej, så rammer de dig. De har tyngden fra den hjemmebagte død og blander den med energien fra hardcore. For hvis vi alle skal være ærlige, så er hardcore bare sjovere koncerter end dødsmetal. Og du ved det.
