Okay, der er måske mest direkte “riot” i navnet, men ikke desto mindre fungerer Luna Riot Ball år for år fordi den, på sin egen stilfærdige og hyggestrikkende måde, formår at gøre oprør mod alt det, vi normalt ser.
Endnu engang vendte vi næsen mod indre Nørrebro hvor den sorte firkants eftertragtede fodboldbane blev indtaget af unge mennesker i alle aldre, der insisterede på at være til på deres helt egen måde.
Direkte fyldt var der ikke, men det var virkelig også en lørdag, der bød på adskillige muligheder for at bruge sin tid. For de politiske var der endnu engang en stor demonstration til fordel for de mange ofte for det fortløbende folkedrab i Gaza. Herudover var der koncerter med Throwe, Sloevsind og Kōya, der fejrede ‘Splittelse’, der var kæmpe Aarhus-fest på Basement, hvor både Hudsult, Loose Ends og en masse flere var at finde. Der var stor fest i Vridsløselille til Dødsgangen, fødselsdag i Ungeren og endelig var der gratis koncert med Pistol Pistol Pistol, Smooch! og Nexø i Pumpehusets Byhave – sidstnævnte kan du læse mere om her.
Så der var trange kår for Malene Pedersen, Sabina Hvass og resten af Luna Riot Balls frivillige. Derfor var det desto mere fremragende at opleve, at pladsen på Nørrebro aldrig føltes tom.
Allerede klokken 14 troppede jeres udsendte op, og da havde der allerede været gang i løjerne nogen tid. Men vi stak hovederne forbi, da det var blevet tid til, at de unge mennesker i Bag Lukkede Døre skulle spille som de første.
Det kan være noget af en opgave at skulle spille i gulvhøjde og endda også i højt solskin, og det var da heller ikke lige til for bandet at skjule nervøsiteten, men med en Kristine Myltoft i front, der kanaliserede sin indre Avril Lavigne i både beklædning og attitude og med lyden af skateboards som stemningsmæssig tegnsætning i baggrunden, blev det alligevel til en ungdomsoplevelse som det skulle være.
Første sang handlede om døde børn, informerede forsangeren, der også havde skrevet “fuck ur genocide” på sin hvide t-shirt, os om, og gik i gang med en tekst, der ganske tydeligt havde Palæstina i tankerne. Senere i løbet af dagen, skulle vi møde meget af den slags, men allerede her føltes situationen ganske nærværende.
Sidst vi oplevede bandet, blev vi ganske begejstrede for trommeslager Thias Meyer Petersen i særdeleshed, og i fællesskab med bassist Noa Guldstrand – også kendt fra Smooch! – sørgede han også for at lægge en endog ganske bastant bundlinje. Ikke en nem opgave, når al lyd farer direkte op i Blågårdens grønne blade og brutale beton. For Bag Lukkede Døre gælder det, at Kristine Myltoft klart er blandt de vigtigste elementer, og at sangene, hvor der gives plads til hendes fine vokal er blandt de bedste. Det samme kan siges om de dansksprogede tekster, der giver ovennævnte stemme plads til at stråle.
Herudover er det også tydeligt, at bandet er ambitiøst og sætter en ære i teknisk kunnen. Deres musik er kompleks og svær at spille, hvorfor de sange, de har øvet mest, også klart lyder bedst. Der var nogle kiks og nogle omstemninger, der fungerede for musikken som busslusen på Stengade fungerer for trafikken. Det har vi brug for at gøre noget ved. Men det tror jeg nu også, at bandet selv er klar over.
Energimæssigt er få så stærke som guitarist Oskar Trier. En ting er at stille sig op på en monitor. Det er set før. Men at gøre det, mens monitoren står på højkant er en helt anden. Ikke desto mindre var det præcis det, han gjorde, alt imens han skulle balancere mellem både guitarleads og backupvokal.
Bag Lukkede Døre kan gå i flere retninger, men der hvor de er stærkest er måske også der, hvor der er mest kommerciel appel. Jeg kunne sagtens forestille mig dem få airplay på P6 og kan kun opfordre firkløveren til at sende en demo forbi Karrierekanonen. Der er noget at komme efter, hvilket man ikke er i tvivl om, når de spiller ‘Amygdala’ eller ‘Krop og Sjæl’
Pausen bar præg af skate og bazar for Selvtægts udsendte. Mere eller mindre smukke, men alle ganske interessante kreationer var at finde i standene, hvor spændvidden gik fra næseringe til bebabsede keramikkopper. Der var ikke nogen, der forlangte andet end kreativitet og der var langt fra mainstreamens idealiserede udnyttelse (og udbyttelse) af kvindekroppen og performativ femininitet til det vi oplevede. Alt var på deltagernes præmisser og det var smukt at opleve.
Det samme var tilfældet for skateoplevelsen, der var arrangeret af It’s Obviously, der har sat fokus på et positivt skatefællesskab for kvinder og femmes – noget Kristine Myltoft også italesatte fra mikrofonstativet. Som ung havde hun ofte oplevet, at blive bedt om at overlade ramperne til skatermændende og generelt blive både latterligt- og mistænkeliggjort som kvindelig asfaltentusiast. Det var der ikke noget af i Blågårds Plads’ nordvestlige ende. Nogle få mænd havde taget brættet med, men ellers var området præget af børn, kvinder og femmes.
Jeg skal ikke til at lade som om, jeg ved noget om skateboards udover, at de er dødsensfarlige for en mand i slutningen af trediverne, men stemningen var positiv og high-fivesene var mange. Ikke dermed sagt, at den ikke også kan være det på alle mulige andre ramper, men her var det i højsædet.
Efter en enkelt Luna Riot Ball-bajer eller to fra Gamma Brewing, var det blevet tid til Pelts. Og det var dagens vanvittigt positive oplevelse.
Tre kvinder omkring min alder indtog scenen med en hjertevarme og en livstræt optimisme, som man sjældent havde set. Deres kombination af twee og punk gjorde, at det nærmest føltes som at se Fleabag – The Musical, hvilket skal forstås på den allermest positive måde, det overhovedet kan. Da trommeslager Cat med sin forbilledligt ranke holdning begyndte at synge “stressed by life”, gik der et kollektivt gys igennem alle mine jævnaldrende, og vi kunne kun hviske “same” mens tonerne klingede ud af højttalerne.
Guitarist Louise virkede nærmest lykkeligt, mens hun spillede og sang og udstrålede ren positivitet. Noget der i den grad smittede af.
På Selvtægt har vi ofte fokus på de helt unge – det er noget vi er stolte af – men Pelts gjorde mig opmærksom på, hvor meget potentiale der er i dem, vi normalt ikke beskæftiger os så meget med. Vi kan kalde det bibliotekarcore hvis vi vil, men jeg var blæst helt væk af Pelts, som de på mest venlige vis indtog rummet omkring os, alt imens deres børn lykkeligt dansede og løb hen for at spørge mor, hvad det hele handlede om. Forvent at høre mere om det band i fremtiden, her på kanalen.
Luna Riot Ball er efter tre år blevet et af sensommerens højdepunkter for mit vedkommende, især fordi al performativitet bliver lagt på hylden. Mastermine Malene Pedersen er smilende og dansende i sit væsen og formår at få det til at smitte af på hele arrangementet. Jeg ser allerede nu frem til næste år og jeg vil stolt bære min medlemsbadge endnu en sæson.
Tiden blev knap og da A Mess først skulle spille klokken 17.30, Pumpehusets byhave åbnede for første koncert klokken 18.00 og jeres udsendtes kroppe også skreg på brændstof, måtte vi desværre haste videre. Men den rigtige fotograf blev, og du kan se hendes arbejde ganske snart.
