I Belong In The Woods and Have Always Done So er en “black metal opera”. Nuvel, mit forhold til opera kommer fra DR’s Operarejsen, og jeg har ingen forstand på moderne teater (eller gammelt for den sags skyld). Og hvad er black metal opera? Er det Emperor og Dimmu Borgir? Er black metal ikke ret meget opera i forvejen? Kan man kombinere en tenor og blastbeats? Jeg brugte i hvert fald en lørdag aften i en lille, mørk og røgfyldt sal for at blive klogere på det.
Jacob Ridderberg (komponist, producer, musiker og underviser, red.) træder frem fra mørket bag musikerne og stiller sig forrest – demonstrativt teatralsk som rigtig black metal. Hans stemme fungerer som vinden, der rusker i de stormfyldte skove i vinterhalvåret, som musikken illustrerer og fungerer egentlig okay. I løbet af første akt går Ridderberg fra en hæs og hviskende stemme til sidst et manisk og intenst råb, på den måde hvor det føles som oprigtig afmagt. Jeg var på grænsen til at blive bekymret for, at der skulle ske noget med dem på forreste række.
Ridderberg er tilbageholdende med sin stemme, så den fremstår som et kvalt, hæst råb, der minder mere om Gollum end Abbath. Desværre (for mig) var det det eneste tidspunkt, hvor Ridderberg lod sin vokal være så dominerende, og resten af forestillingen var det den hæse, tilbageholdte hvisken frem for det opgivende skrig, som jeg er stor fan af i black metal.
Ridderberg gør brug af den auditive taktilitet, som når sten bliver kørt mod hinanden, eller blade og bark bliver knust. Det sætter en god stemning af dansk skov og røde kinder i vinden. Det føles også ret performativt og en anelse forceret, men jeg er også lidt en hater, når det kommer til ASMR (autonomous sensory meridian response, red.). Der er lydspor med fugle, der kvidrer, og vinden, der blæser. Desværre var der ikke nogen regnlyd, så mit håb om at høre Wolves in the Throne Room blev ikke indfriet (hvilket jeg ellers gerne havde villet, at det hele ville minde lidt om), men det var mere som Agalloch.
Der var kun tremolo i under ét minut, og der var en masse tempi-afbrydelser, hvilket står i skærende kontrast til det repetitive og nærmest hypnotiske islæt, som især atmosfærisk black gør fremragende. Strygersektionen – bestående af kontrabas, violin, bratsch og cello – skabte en dronende lyd, der netop havde den hypnotiserende effekt, og var i stand til at skabe en lydflade, man kunne forsvinde ind i. Instrumenterne var lige i skabet. De kunne skabe et sårbart univers, der samtidig var stærkt. Især Kirstine Elise Pedersen på cello og Tanel Eiko Novikov, der løbende brugte to buer på kanten af marimbaen (jeg ved, hvad du tænker, og det kommer jeg tilbage til), havde en klang, som på samme tid var dyb og ræsonnerende samt skrøbelig og flyvsk.
Tematisk udforsker Ridderberg historiske og moderne (som egentlig ikke er så moderne) ideer om naturen og vores forhold til den. Det er også her, at operaen er mest blacket. Ideen om, at mennesket har en iboende herskerrolle over naturen, at naturen er blevet til noget, vi skal kontrollere, og at den kun har en værdi, når den bliver kontrolleret, stammer tilbage fra de abrahamitiske religioner, hvor menneskeheden var skabt over den natur, den fysisk var placeret i. Som en modsætning til det animistiske livssyn som hinduisme, paganisme og oprindelige folk rundt i verden bygger deres verdenssyn på. Det er dette livssyn med kontrol, funktionalitet og især udbytte, som Marx forklarer med begrebet “commodity fetishism”; at naturen ikke længere har en åndelig værdi for mennesket, men er blevet degraderet til en ting.
Dét er sgu ret black metal. Det er også her, at Ridderberg er mest black metal. Han arbejder med romantikkens natursyn (som black metal også gør) og drager paralleller til, hvordan nazisternes “blut und boden”-ideologi var en fysisk, øko-fascistisk manifestation af deres “lebensraum”, men også helt lavpraktiske fænomener som træer, der dør hen uden nogen videre forklaring (“waldsterben”). En stærk sammensmeltning af ideer, ideologier og propaganda på tværs af det politiske spektrum. Fokuset på naturen grænser sig til det religiøse, som man ser i romantikken. På skærmen stod der på et tidspunkt “natural selection”, hvilket altid får en til at spidse ører for at finde ud af, om det tager en højredrejning. Grundet en ulæselig skrifttype, der forsvandt efter fem sekunder og var placeret i bunden af skærmen, som jeg ikke havde udsyn til, fangede jeg kun brudstykker af teksten.
Marimbaen, som de fleste af os husker fra Nokias ringetone, har en …, skal vi sige insisterende og meget genkendelig lyd, som jeg ikke er fan af. I denne opsætning stak de også ud, på trods af at de havde alligevel en naturagtig klang af træ (doh), som passede ind, uden at det gav for mange flashbacks til min fars ringetone.
Men ak, man kan godt se skoven for bare træer.
Som den overfladiske æstetiker jeg er, var der nogle ting, som konstant hev mig ud af den stemning, som det musikalske ellers gav mig.
Hele orkesteret sad med sorte T-shirts med grafik fra showet med tilhørende corpse paint og nitter. Det smagte mere af Metal Lords end Bathory, men det har også sin charme, når et kulturelt fænomen bliver poleret så kraftigt op, at det udvisker grænseområdet mellem karikatur og pastiche. Jacob Ridderberg lignede mere Uncle Fester fra Addams Family end coveret på Transilvanian Hunger, som jo er det endelige mål med corpse paint. Med nittehalsbånd fra Temu og påsyet bark på bukserne var det som at opleve en 16-årig, der havde været for meget på YouTube. Jeg ville ønske, at de var gået videre med den fysiske, visuelle del, så det var blevet mere kostume end udklædning. Mere kappe og stearinlys og mindre det afsnit fra tv-serien Bones, hvor de finder et lig med tilknytning til det lokale metalmiljø (og hvor jeg er ret sikker på, at de ikke har haft konsulenter med på sidelinjen).
En anden stor irritation var det videomateriale, der kørte på storskærmen bag musikerne. Der var brugt en skrifttype fra DaFont (den hedder XXII Ultimate Black Metal, hvis du er nysgerrig). Det fungerede ikke af to årsager: Den er ulæselig, især når teksten kun er fremme i fem sekunder, hvilket gør den umulig at bruge til dens formål, nemlig at være informationsgivende. For det andet indeholder den skrifttype ikke tal eller bogstaver med umlaut, så de blev i stedet erstattet med skrifttypen Arial.
Det hiver en ret meget ud af det univers, som Ridderberg ellers forsøger at bygge op. At al teksten som nævnt var placeret i bunden af skærmen, gjorde så også, at man ikke kunne se halvdelen af den i forvejen ulæselige skrift, da der var både musikere og rækkerne foran en i vejen. Men ak, black metal skal heller ikke være tilgængeligt jo.
Den art direction, der var på de billeder, som kørte på skærmen, var godt fundet på, men de skulle have haft en tur hos en grafisk designer. Det var meget tydeligt, at det var AI, og at der var søgt på “swarm of gothic bats, black and white, high contrast, directional motion blur” og “mysterious, dead tree with curly branches, mist, barren earth, fog, dark”.
Der var simpelthen også alt for mange ben på de heste der, medmindre at H.A Brendekilde har fået besøg af Sleipner. Ridderberg havde fanget en solid nationalromantisk æstetik, som underbyggede tematikken om menneskets forhold til naturen og vores iboende herskermentalitet over den. Teknisk skulle det have en tur til, hvilket var en skam, for der var en masse fede visuals, men når billedet af bønder, der luger en mark, ligner, at copy/paste har sat sig fast, så trækker den manglende tekniske kvalitet den visionære værdi lidt ned.
Hvis man fjernede det æstetiske i hele oplevelsen, så gik jeg derfra med følelsen af, at det var mere en shoegazy post-rock opsætning af en tur i skoven. Det var mere Godspeed You! Black Emperor i skovens dybe stille ro end Wolves In The Throne Room. Dog gik jeg også derfra med en følelse af, at vi har mistet en forbindelse med vores fælles livsvilkår. En forbindelse, der er blevet brudt – i første omgang af feudalismen og senere industrialiseringen og kapitalismen.
Så hvis du vil opleve black metal som en fragmenteret fortælling, vil jeg – min æstetiske kritik til trods – klart anbefale, at du tjekker den næste og sidste opførsel ud, som er til MINU Festival på KU.BE på Frederiksberg den 28. november 2024.
Og så husk at gå en tur i skoven, mens du kan.
