At kalde sig for garvet festivaldeltager er et postulat mange vil påtage sig, men når man begynder at ligge side om side med mennesker, der ikke engang var født da man var på sin første festival, og denne skribent har nok armbånd til at lave et bælte, må titlen være ganske rammende. Ydermere har undertegnede shoppet en del rundt, så både smatten på Roskilde, ”stranden” på Skive, økologiske Northside plus en masse andre, har været frekventeret i både telt og som logerende hos de lokale. Alle har dog haft en eller anden grad af metal eller punk som gulerod i et morads af elektropop, funk og andet, der lugter mere af flotte farver og blomster end corpse paint og sorte T-shirts. Men nu skulle der prøves noget andet og som storbruger af P6 Beat – og grundet økonomiske forhold – skulle Alive Festival i Thy afprøves og få svaret på spørgsmålet: ka’ det noget?
Der er folk, der ynder at bruge udtrykket ”weekendvest” om dem, der finder battlevesten frem på halvårlig basis, når de skal på københelvede eller ud med den éne del af vennegruppen, der kan al lyrik til Metallicas diskografi. Og det er der heller ikke noget i vejen med! Denne skribent er dog typen, der har fået flettet vest ind i sin dagligdag, og når den så står på festival af den ene eller anden kaliber, skal den sort-hvide med kranier og sjove navne findes frem, og på en festival som Alive stikker det bare lidt ud.
For de uindviede har festivalen til huse i Thisted i Thy, i den del af Nordjylland, hvor dem der kommer syd fra fjorden, skal have ordbog med. Det er dog også stedet for den største nationalpark i Danmark, porsesnapsens oprindelse og ikke mindst arnestedet for Limfjordsporteren, der brygges af succeshistorien, der er Thisted Bryghus. Det er dermed også området, hvor Thylejren (også kaldet Frøstruplejren) har til huse og var i mange år stedet, hvor de mere fredsommelige hippie-tyder tog til i stedet for at skulle slås med rockere og politi på Christiania. Begge steder udspringer af idéen om et parallelsamfund med højt til loftet, og hvor alle kan være, men hvor Christiania har været under konstant belysning siden BZ’erne i sin tid stormede voldene, har Thylejren været lidt mere anonym og sameksisteret uden de store konflikter med lokalsamfundet. Det har måske lidt at gøre med, at John Lennon og Yoko Ono var forbi i 1969 og besøge verdensuniversitet, der lokalt er kendt som ”Æ Verdensuniversitet”.
Alive Festival ligger dermed midt i en blanding af vindblæste vidder og radikale tiltag indenfor
købmandsfærdigheder og venstreorienterede idealister; af nogle kendt som hhv. iværksættere og hippier.
Det er da også tydeligt med et blik på samarbejdspartnerne, der bl.a. tæller det lokale Gear Up som leverandør af toiletvogne og deslige. Her bør der rettes en stor ros for disse, da de fleste festivalgængere kender til ulækre versioner af førnævnte og de faciliteter, der var på Alive, var noget kun mindre klamme. Derudover var der rigeligt med vegetarretter på pladsen og selv pølsevognen kunne tilbyde kødfri alternativer. Der var desuden også flere talks om køn og seksualitet, udflugter til nationalparken, kunstinstallationer med fokus på unges fremtid og andre fremstød, der for den kyniske kunne fremstå som et åbenlyst og studentikost forsøg på at promovere lokalområdet, men som ikke desto mindre faldt helt i tråd med festivalens generelle look og publikum. Et publikum, der i grove træk bestod halvt af ungdommelige typer og lokale samt nogle få, der ikke lige passede ind i de to grupper. Denne skribent faldt helt klart ind under den sidste.
Som sagt sidder vesten altid som den skal, og er det man nok bedst kan beskrive som: pissesej. I et hav af farver, hør og sjove solbriller stikker det lidt ud, når udtrykket lugter mere af død og ødelæggelse end fred og kærlighed. Bevares, vi med vest ved da godt, at vi er nogle kærlige typer, men det viste sig at flere måske ikke ligefrem blev skræmte, men i hvert fald var nysgerrige på, hvad så’n en type lavede her. Det var tydeligt, at flere havde svært ved at sætte én i passende bås, når der skulle drøftes kønsdiskurs eller man stod med en tåre i øjet til Peter Sommer, endsige rockede med på Kalaset og deres glimrende poprock. Ligeledes var der mange rosende kommentarer på mændenes foretrukne sted at føre passiar, nemlig pissoiret. Der kom mange skulderklap (heldigvis verbale) fra mænd i alle aldre med hænderne i og omkring skridtregionen. Ligeledes en enkelt ung mand, der som så mange af de andre skulle høre, om jeg havde hørt alt sammen live – hvilket er svært med en Led Zeppelin-patch – og hvordan det egentlig fungerer med sådan en vest, hvor et mindre foredrag om, hvor nemt det er at sy fulgte.
Det, de fleste dog spurgte om var, hvad det var jeg var kommet for at høre, hvilket må siges at være det helt rigtige spørgsmål at stille, når du finder originalen på en festival, der ikke umiddelbart har noget på programmet, der som sådan stikker ud.
Svaret var oprindelig Brimheim og Rigmor, men også lidt ORM, og det var tydeligt, at sidstnævnte spillede om lørdagen, da antallet af band-shirts og veste var markant steget med i hvert fald tre. Samhørigheden var tydeligst når man fik øjenkontakt med hinanden og de velkendte horn blev hævet med et tilhørende smil. Jeg kan selv huske, hvor fedt det var som ung knægt at få et anerkendende nik fra et ældre metalhoved, der umiddelbart så noget mere erfaren ud i kraft af dennes påklædning og attitude, så det var mindst lige så tilfredsstillende at kunne give den følelse videre til et yngre medlem af den sortklædte stamme.
Hvad kan vi så lære af denne oplevelse? Jo, udover at ens musikalske tålmodighed til tider blev udfordret, var det ikke mindst en hyggelig oplevelse, men også en oplevelse præget af at skille sig ud og samtidig høre til. Alive ér en lille festival (ca. 3000 betalende gæster) og man kommer hurtigt til at se ansigter, der går igen og når man insisterer på ikke at ændre markant i sit fysiske udtryk ved jeg også, at man hurtigt bliver en ”kendt” krop i mængden. Det hjælper gevaldigt at kunne samtale med stort set alle typer og afvæbne de umiddelbare fordomme som man ved er tilknyttet ens stil og stamme. Dette var dog begrænset til nogle få stirrende personer og et par børn, der syntes, kranierne på vesten var lidt uhyggelige. Ligeledes hjælper det også, at alle er fælles om at have det samme armbånd på og er med til at skabe den gode stemning.
Betyder det så, at jeg skal på Alive igen? Her må svaret desværre være nej. Det var en lærerig proces, hvor jeg personligt fandt ud af, at der skal være kortere mellem de musikalske indslag med guitar og dobbeltpedal for at kunne opretholde et fornuftigt festivalhumør. Det var altså ikke manglen på samhørighed, god stemning eller priserne på øl, som bl.a. talte både porse og porter fra fad, der gør, at jeg ikke vender tilbage. Der skal derimod lyde en gevaldig opfordring til alle derude i metal-rock-punk land til at udfordre sig selv og tage af sted på en mindre festival, hvor musikprofilen er udenfor ens umiddelbare komfortzone og simpelthen prøve noget nyt. Det kunne jo være, man lærte noget nyt, og dette nye kunne måske tages med næste gang man sidder og er med til at organisere eller booke en festival. Her kan Alive klart anbefales, hvis ikke for andet så for den gode øl og mad til studievenlige priser og ikke mindst gode stemning. Og hvis du/I så gør det, vil jeg klart anbefale et smut forbi det lokale museum, der er overraskende godt.
SÅ for at svare på spørgsmålet ”ka’ det så noget?” må svaret være ja, med det lille aber dabei, at det er hårdt når ens veltrænede metaløre skal udsættes for glad funk og poppet rapmusik. Så er det dog heldigt, at man kan forkæle smagssansen med andet tungt i form af kulsort porter og kålsalat. Det var en virkelig god kålsalat! Vesten kunne i hvert fald ikke knappes efterfølgende. Det kunne den måske heller ikke før.
