Pumpehuset lægger ikke skjul på deres trang til død og ødelæggelse. For ikke længe siden havde de hevet Suffocation og andre velansete dødsmetalbands. Nu er det igen tid til, at en række rådne dødsmetalbands skal gøre deres bedste for at gøre indtryk på publikum.
Amerikanske Vomit Forth er de første i aften, der skal prøve at gøre indtryk på os. Det er bare svært, når man spiller den form for dødsmetal, som alle andre også spiller og gør det efter samme standard, som alle andre også gør. I hvert fald rigtigt meget af det mere moderne dødsmetal, der ikke helt kan finde ud af, hvornår de skal lyde som ringere versioner af Cannibal Corpse, og hvornår de skal implementere et breakdown, der ville passe bedre ind i en deathcoresang.
Bassen under Vomit Forths koncert ligger så langt nede i mixet og lyder så grumset, at de hurtige toneskift virker monotone. Guitarens chugga-chugga-tilgang er heller ikke nok til at få bandet til at lyde særlig interessante musikalsk eller gøre deres life-metal-jokes sjove. Og så bliver det heller ikke bedre af, at vokalisten gentagne gange prøver at piske en stemning op ved konstant at opfordre til circlepits.
Heldigvis er 200 Stab Wounds de næste, der skal spille i aften. 200 Stab Wounds beskriver deres musik som “direkte fra septiktanken”. Allerede det var nok til at få mig til at være skeptisk af én simpel grund: goregrind. Men eftersom samtlige bekendte nærmest havde glorificeret bandet op til koncerten, havde jeg fået lyttet til dem på forhånd. Og heldigvis lød de ikke som goregrind. Specielt ikke når de stod på scenen med nedstemte guitarer og engagement i ryggen.
I aften formår 200 Stab Wounds nemlig dét, som jeg kan forestille mig, at praktisk set alle dødsmetalbands overhovedet prøver at opnå. 200 Stab Wounds formår nemlig at indkapsle en autentisk voldsomhed i lydbilledet. Under hele koncerten lyder de hurtige passager, tunge riffs og heftige vokal i hvert fald massive. Dog virker det til, at bandet indimellem kæmper en smule med sig selv i at skifte jævnt fra én passage til en anden.
Selvom overgangene halter her og dér, er det ikke noget, der betyder det store. Især ikke når 200 Stab Wounds auditivt fungerer som et uafbrudt angreb. Heftigheden gør også, at deres amokløb kan stå selv og kan tillade sig at have små fills og pauser i musikken, uden at det går hen og bliver cliché eller overspillet.
Jeg er godt tilfreds under 200 Stab Wounds, og den eneste i aften, der velsagtens kan have det dårligt under koncerten, er den ene stagediver, der blev grebet af hele nul mennesker. God bedring til ham.
Jeg ønsker også god bedring, til alle dem, der overlevede deatcorebandet Sign of the Swarm set i sin helhed. Det gjorde jeg nemlig ikke.
Med hensyn til circlepitopfordringerne skulle man tro, at det ikke kunne blive mere desperat end Vomit Forth. Men det gør det. Vokalist David Simonich formår nemlig – og jeg talte – at kommandere med publikum om at starte en circlepit hele syv gange indenfor de første 13 minutter. Der sker ikke det store blandt publikum, og jeg tvivler på, at det er fordi at de gemmer deres energi til hovednavnet, men snarere fordi at Signs of the Swarm spiller så helt aldeles elendigt. De lyder som om, man har tvunget en AI til at høre flere tusind timers dårlig deathcore og se adskillige deathcorekoncerter fra 2010, og derefter har fået den til at fremstille et produkt. Signs of the Swarm har nemlig alting: generiske gestikuleringer og alt andet clichéfyldt og kedeligt ved deathcore samlet i én koncert.
Heldigvis er Cattle Decapitation klar til at halshugge os alle og sørge for, at vi ikke går herfra med en dårlig oplevelse. Siden albummet ‘Terrasite’ udkom i 2023,.å har Cattle Decapitation været noget af det mest populære, der fandtes. Omtale og positive anmeldelser er i hvert fald blevet sendt deres vej i stor grad. Det blev igen vist, da de udsolgte Pumpehuset i løbet af få dage. Så det er med høje forventninger, jeg stiller mig klar foran scenen.
Det er på ækel vis, at Cattle Decapitation starter koncerten med skiftevis gurglende og skingre vokalstykker fra frontmand Travis Ryan, samt adskillige snot- og spytklatter som han skyder op i luften for at gribe dem igen.
Langt om længe er der også bevægelse i publikum, der for alvor mosher og crowdsurfer uafbrudt gennem hele koncerten. Det kunne Vomit Forth og Signs of the Swarm lære noget af: hvis folk ikke mosher til jeres koncerter, så er det ikke fordi, der ikke bliver opfordret nok til det. Så er det fordi, I ikke spiller fedt nok. Det er dog ikke noget Cattle Decapitation behøver skrive sig bag øret, fordi de spiller så pompøst og voldsomt, at folk ikke kan lade være med at skubbe til hinanden.
Hvor gode Cattle Decapitation end er, ved jeg ikke, om jeg måske er gået ind med for høje forventninger. Rent musikalsk kan jeg ikke påpege noget, da bandets sammenspil forholder sig mere eller mindre fejlfrit under hele koncerten. Og selvom Cattle Decapitation ubetvivleligt er aftenens højdepunkt, synes jeg stadigvæk, at gennemslagskraften falmer mod slutningen. Allerede fra start er udgangspunktet for scenetilstedeværelsen og det musikalske så barsk, at når Travis Ryan for hundrede gang smasker snot i ansigtet på sig selv, er det ikke længere sejt. Det ved jeg heller ikke, om det overhovedet var fra start. Nok ikke, men det virker alle andre til at synes.
Selvom Cattle Decapitations koncert i sidste ende havner i den ensformige af slagsens, er det med sådan en høj standard, at det er svært at brokke sig over præstationen.
