Ithaca var booket ind fra UK til fredagens runde af HXC over HCA på Posten, men alligevel blev det dødsmetal fra Horsens, der gik hen og blev aftenens hovednavn. Og hvordan kan det nu være? Jo, ser du …
Det er ikke svært at se ud fra plakaten, at HXC ikke aspirerer efter bare at sammensætte en aften, som sælger sig selv. I givet fald ville man sørge for, at alle bands havde en fuld sal med sig på alle tidspunkter, og det gøres effektivt ved at sørge for en vis kohærens genrerne imellem. I stedet spænder plakaten over metalcore, dødsmetal, syrerock og sludge/doom/post metal – og hvor er så fællesnævneren? Det er svært med en international fusionsbuffet, for selvom and a l’orange, phad thai og quesadillas respektivt er lækre retter, så vil vi måske ikke lige have dem allesammen på én gang. Effekten bliver, at intet band har den fulde sal, men alle bands har nogen, og det er under alle omstændigheder let at se på publikum, at alle ikke er kommet for at se det samme.
HXC over HCA kører korte sæt, hvilket er nødvendigt, når vi skal igennem fem bands med musik, der starter kl. 20, så min indledende irritation over, at Vaagenat stopper, bedst som jeg synes de er kommet ordentligt i gang, lægger sig hurtigt igen. Den blusser til gengæld op, hver gang jeg næsten får en lille, oppustet flamingo i hovedet. Nogen har taget et plastikkæledyr med til et show, og den får uforholdsmæssigt meget opmærksomhed fra både scene og publikum. Nuvel, den er let at få øje på, og dens ejermand er begejstret og foran til alle bands, men nu behøver vi måske heller ikke give ham flere knuckles i anerkendelse af en gadgetbrug, som var han på vej til Red Warszawa-koncert.
Vaagenat spiller i øvrigt supermelodisk post-metal med plads til længere instrumentelle mellemstykker, mens forsangeren forlader scenen ad flere omgange. Udover de indledende øjeblikke, man kan bruge på at overveje, hvor han er blevet af, så fungerer det måske meget fedt, at han overlader noget plads og opmærksomhed til det øvrige band – et greb, man ikke ser så tit. Når han er på scenen, fylder han den til gengæld ud og er en af de typer, der ligner, at han øver sig på kampsport som en del af sin stage presence. Man må også elske den headbangende trommeslager og at den siddende guitarist, frem for konventionelt at skære guitarfjæs-grimasser, bruger hele kroppen som samlet udtryk, når instrumentet skal aftvinges solostykker. Jeg havde gerne bevæget mig længere ind i Vaagenats univers, som bevæger sig fra prog over hardcore til doom, men måske er det faktisk det perfekte sted at slutte: keep ‘em wanting more.
De doomy postmetallere efterfølges af ARCHON, som nok er noget nær det modsatte i både stil og udtryk. Der bliver skruet op for skovmandsskjorte, hipsterhue, backingtrack og mængden af opfordringer: “fucking bevæg jer!” Ti gange får vi den i løbet af de første par numre, inden der, til frisk forandring, er en kvinde, der tager det på sig at være den, der får startet en pit. Aarhusianerne er angiveligt ikke synderligt imponerede over publikum, og efter fire numre benyttes en justering af noget teknik til at spørge salen, om de ellers er ved at være vågne. Om det er en karmisk straf for at være kækt krævende eller sort uheld vides ikke, men herfra forbandes ARCHON med svigtende teknik i sådan en mængde, at det stiller krav til armkræfterne og det omfang, der skal padles. Det leder til gengæld også til en opfordring om, at man skal komme ned og støtte dem i merchboden efter showet, for teknik er noget dyrt skidt. Den opfordring fortjener at blive løftet til en generel opfordring herfra også: Det er god stil at støtte bands, man godt kan lide, og hvis man vil gøre det, så de kan mærke det, så foregår det netop i merchboden eller på Bandcamp. Det leder også til en trommesolo, som lysmanden griber så hurtigt, at man skulle tro, det var planlagt. Og vi kan lide det.
Utroligt nok sker der det, at det tekniske nedbrud skaber en reel forbindelse med publikum, som nu på anden og ægte vis er klar til at interagere med bandet. Nu er vi forbundet lige pludselig, og oplevelsen er langt mere autentisk. Det er ikke ved at gentage slidte klichéer og spille hård, man skaber kontakt – det er ved at vise sig som en rigtig person, der kan fucke up. Der er også en ny ydmyghed fra ARCHON, og da spørgsmålet “vi skal se en circle pit – kan I gøre det for os?” kommer fra scenen, besvarer vi det med en circle pit. Selv tak.
Kadavermarch bliver introduceret som et kig tilbage mod 70’erne og fungerer som aftenens “breaker” – det ene band, der får en til at stoppe og undre sig et øjeblik. Hvis man lider af fornemmelsen af, at “hold kæft, hvor kunne det være dejligt med nogen, der synger,” så er det her, man får et pusterum. Og det er præcis, hvad det bliver, for halvdelen af salen viber med syrerocken, og den anden halvdel, der måske ikke lige led af metaltræthed og havde brug for en pause rent musikalsk, tager den i baren eller rygegården i stedet. Det bliver også her, jeg sætter mig ned. De spiller sådan set fedt nok, men musikken er indadvendt og afslappet, og det er nu, jeg mærker, at mit afkom vækker mig alt for tidligt om morgenen. Og så er det i øvrigt lidt som om, de spiller det samme nummer hele tiden. Jeg sender kærlige tanker til min far og hans anekdoter om afghanerpelse og majspiper og overvejer, om det bliver fint med en pause, eller om det potentielt er her, gassen går af ballonen. Fra min siddeplads kan jeg dog se, at bemandingen i Plaguemaces merchbod, som for øvrigt har et uforholdsmæssigt imponerende udvalg – jeg tæller 19 styles bare i T-shirts, og dertil kommer shorts, alkohol, veste og diverse – synes, at Kadavermarch er både dejligt og dansabelt.
“Næste sang hedder ‘Among the Filth’ – og handler om at bo i Horsens!” Så er vi ligesom i gang med, hvad der viser sig at være aftenens peak. Plaguemace er effektive, forstår deres publikum og ved, hvordan man laver en god koncert. Det er meget tydeligt et band, som godt gider det, de har gang i, og det smitter øjeblikkeligt af på et publikum, som er helt klar igen og tanket godt op. Bassist Ruben Brandt supplerer indimellem Andreas Truelsens vokal, og det er fint set med de to markant forskellige growls, Brandts lyse og superfede bestialske mod Truelsens mørkere, for dødsmetal mere traditionelle. Plaguemace er klart det band, der kommer tættest på at have en hel sal med sig, og de behøver ikke fortælle nogen, at de skal bevæge sig, for det gør man helt af sig selv. Jeg selv skal også lige prøve at smage på en moshpit for første gang i et par år, men erfarer hurtigt, at de 30-40 kilo, jeg har smidt siden sidst, skaber en helt ny oplevelse i pitten til effektiv jydedød. Da jeg er banket i gulvet tredje gang, trækker jeg lidt ud til siden igen og nøjes med at beundre de andre herfra. Plaguemace nikker, som de eneste af bandsene denne 8. marts-aften, til kvindernes internationale kampdag med ordene “Skud ud til kvinder. De er fucking nice. Jeg er vild med dem!” og hvem kan egentlig andet end at være på bølgelængde nu.
Truelsen hyper også, helt uopfordret, lokale bands som Terrorpy og Crown the Beast fra scenen, inden han i bar dunk stiller sig på scenekanten med hænderne bag ryggen og nikker til det forreste publikum, som besigtiger han sine kadetter. Minuttet efter har de antændt en ny pit igen, og Plaguemace demonstrerer overlegent, hvordan sådan en skal skabes – af lyst, og ikke fordi der står en galning på en scene og råber ad et publikum, til et par enkelte stykker begynder at bevæge sig af dårlig samvittighed. Det kan klares med et par fagter og “Er I klar?”.
Hvis Vaagenats forsanger lignede en, der dyrker kampsport på scenen, ligner Truelsen til gengæld mere en fuld og skæv viking, når han ellers giver sig til at svinge med armene. Jeg er vild med det. Det er effektivt showmanship og en kærlig kontakt med publikum, hvor man veksler mellem oprigtighed i sine tilkendegivelser af affektion og shoutouts og så uironiske fistpumps til stortromme og “hey! hey!” De kan deres kram. Showmanshippet fortsætter i øvrigt i merchboden efterfølgende, hvor de køler af, mens de hilser på en kø af fans.
Ithaca er måske nok booket ind i en forventning om, at de ville være aftenens hovednavn, men jeg er bange for, at jeg ikke er alene i oplevelsen af, at Plaguemace er kommet dem i forkøbet. Vi er 60-70 mennesker tilbage, og de kommer ikke rigtig ud over scenen. Jeg er mest af alt betaget af deres bassist, som flyver rundt deroppe, som var det hans sidste dag, og med sine cirka to meter fylder han på den måde en del i landskabet. Han deler tilgang til optræden med den ene guitarist, og jeg er ligeledes betaget af, hvor aggressivt man alligevel kan bevæge sig rundt med et instrument. Behørig afstand er rettidig omhu.
Og nu er vi tilbage ved aftenens omkvæd; “I want to see some movement and I want to see some energy,” og det er de samme vilkår, Ithaca må forholde sig til: Det er os, der skal føle det, før det sker, uanset hvor meget I ellers befaler det.
Af interesse, fordi der er så markant færre mennesker tilbage i salen, giver jeg mig til at tælle hvor stor en procentdel, der egentlig er kvinder blandt publikum, når nu vi har nået eneste band med en kvindelig repræsentant i aften. Efter bedste hovedregning lander jeg på cirka 35 %, og uden at have talt efter tidligere er jeg overbevist om, at det er en mærkbar stigning, hvilket flugter med udtalelsen om vigtigheden af repræsentation, som jeg har plantet i vores artikel om 8. marts tidligere på dagen. Ithaca spiller, som de andre, et kort sæt, og de resonerer i hvert fald hos en håndfuld mennesker blandt publikum, som giver dem en solid respons og chanter “five more songs!” på repeat. De får dog ikke flere, end hvad der er planlagt, og efter de har takket af, lukkes aftenens omgang af HXC over HCA stille og roligt ned.
HXC over HCA har efterhånden fået etableret sig selv som et koncept, der booker bredt med et ønske om at udfordre publikum. Det har jeg sådan set grundlæggende respekt for, for man undgår ikke at lære noget nyt at kende. Til gengæld har det også en omkostning for de enkelte koncerter i løbet af det samlede show. Måske er folk bare usikre på, om de skal vælge spisepinde eller kniv og gaffel at medbringe til fusionsbuffeten, men der er i hvert fald retter, der springes over, og det er jo egentlig ærgerligt for velsmagen. En del af ansvaret ligger selvfølgelig hos publikum, for hvordan kan du vide, om du kan lide det, hvis du ikke har smagt på det? Omvendt kan man selvfølgelig også vælge at tilrette menukortet, så man er sikker på, at hver ret bliver spist op.
Næste gang, de åbner dørene, bliver den 14. april – for børn.
