En deathcoreforsamling med nedstemte guitarer blev reddet af ét afvigende band og hovednavnet
Dansemoves, der ligner krampeanfald og nakkebevægelser, der ligner små børn, som ikke vil have børstet tænder præger forreste række, og egentlig også den centrale menneskemængden foran scenen under Henrets tunge åbningssæt, der lyder som alt det deathcore, man har hørt før.
Sådan er det jo med meget deathcore. Det er samme formular om og om igen. Og det er sådan, fordi det er effektivt. Det er effektivt med de downtunede chugga-chuggariffs, der mekanisk og forudsigeligt bliver afbrudt af små pauser, for at der så kan komme endnu et brøl fra forsangeren, der fungerer som en udfordring til at se, om man kan komme endnu længere ned med kroppen end før, når man står i pitten og skal headbange med.
Men selvom det er en imødekommende genre, føles det stadig akavet at skulle finde sig selv mellem musikkens små pauser. For hver passage ved man nemlig, at der kommer et kort frirum, hvor man lige kan få pusten, inden man bliver ramt af et endnu tungere lydbillede end før. Det er ubetvivleligt effektivt for dem, der er kommet for en omgang deathcore og ikke har noget mod alle klichéerne; hvilket de fleste nok er, men det siger mig ikke noget.
Heldigvis siger Lifesick mig noget. Med konfrontatorisk selvsikkerhed indtager de scenen, mens vokalist Simon Shoshan udråber “Hvem her synes, at vi skulle have været hovednavnet i aften?”. Dem af os, der kender Lifesick, virker til at synes sådan. Lifesicks musik er nemlig noget af det mest effektive, jeg har hørt – og set – når det kommer til liveshows. Der bliver ikke lagt skjul på, at den form for hardcore Lifesick skriver, skal være noget, der fungerer live.
Når vi skriver nye sange, tænker vi meget over, hvor gode de er at slås til
Nikolai Lund
– Når vi skriver nye sange, tænker vi meget over, hvor gode de er at slås til, fortæller guitarist, Nikolai Lund mig efter koncerten. Og den energi, den gennemslagskraft som Lifesick formår at frembringe i et liveshow, er simpelthen bare så effektiv.
Lifesick spillede alt for kort tid. Og som to fuldstændige modsætninger spillede både Vexed og Viscera alt for lang tid. Det er næsten imponerende, hvordan begge bands kan formå at klemme så mange deathcoreklichéer ind i hvert nummer. Vexed gør det i bredere forstand ved også at have metalcoreklichéer i form af dårlig clean vokal med i deres numre.
Jeg ved ikke, hvem der har det hårdest under begge sæt. De koncertgængere, der uafbrudt tonser rundt i pitten, og så ud fra pitten, for at løbe op på scenen, og kaste sig ud i pitten igen, eller mig, der skal igennem to deathcorekoncerter, lige efter at have set Lifesick. Det er en hård tjans.
Heldigvis er Cabal klar til at gøre op for de dårlige oplevelser ved at spille præcis den samme genre som Vexed og Viscera, bare på en federe og mere eksperimenterende måde. Cabal har det seneste år spillet mere i udlandet end herhjemme. Både som supportband og headliner. Sidstnævnte er tilfældet i dag, hvor de skal afslutte deres europaturné i kolde Danmark. Og netop af den årsag forventer man et brag af en koncert, nu hvor Cabal er godt opvarmet efter 14 dages turné.
Til bassdrops så rungende som i en biograf og kampklare koncertgængere, der endnu ikke er færdige med at slå hinanden ned og kaste sig ud over scenekanten, indtager Cabal scenen. Man ved godt, hvad man får, når man tager ind og ser Cabal. Derfor bliver man ikke overrasket, når de gør det godt. Samtidig bliver man heller ikke overrasket, når nogle af de genkendelige deathcoreklichéer er tydelige. Tydelige og effektive – så effektive, at de kan føles overudnyttede. Fordi hver gang et langsomt guitarriff overtager lydbilledet og resten af bandet stopper, ved man godt, at et auditivt knytnæveslag i form af elektroniske støjfaktorer, Andreas Bjulvers brølende vokal og et supertight og tungt samspil fra resten af bandet rammer en lige i ansigtet.
Men selvom det kan være kliche, så er det også fedt. Og hvis Cabal virker, så er det i live. Livesettingen retfærdiggør Cabals lyst til at slå alle ned, og den giver både bandet og koncertgængerne lov til lige netop dét.
