En nærmest live-reportage fra da døden kom til Aarhus.
Det er lørdag, vi er i maj og solen skinner over Aarhus. Stedet er Voxhall og der er solidt fremmøde til Death To Aarhus. Sagt på en lidt firkantet måde, så er Death To Aarhus vel lidt ‘far har et band med sine kammerater ude i garagen’, i modsætning til Toldermanias ‘fuck dig far, du forstår bare ikke punk’.
Eftersom miljøet i mere eller mindre grad afspejler det resterende samfund, så er det klart, at det lidt er en bleg pølsefest. Derfor er det rigtigt fedt og forfriskende, at blandt de optrædende er en repræsentation af ikke-mænd, som alle heller ikke har samme pigmentering som højrefløjen ønsker det.
Første band, der har den tvivlsomme ære at sparke årets Death To Aarhus i gang, er Chæk. En omgang The Runaways på den skønne, lade måde som kun unge mennesker, der er trætte af de voksnes verden, kan være. Det er mere sludgy og ikke nær så 70’er-rocket som Joan Jett og damerne. Vi bliver mødt af en lidt mudret lyd, desværre mest på Josephine Buis vokal. Arrangørerne har tilsyneladende valgt, at det er aftenens yngste bands opgave, at finde børnesygdommene i lyden, hvilket er en opgave bandet overkommer på fineste maner, da de fremstår stærkere og mere selvsikre på den ret store scene, end deres alder egentlig tillader dem(jeg var i hvert fald slet ikke så sej i den alder). Chæk leverer en solid omgang tilbagelænede punk rock med nok rytme og melodi til at folk klapper med på bedste fællessangsmanér og at denimfar kigger hen over brillen for at Chæk’e hvilket årti, han er landet i. Det er fire venner, der har verdens bedste hobby, og de vil have at alle er inviteret med.
Aftenens program er ligesom til Toldermania, en hemmelig affære, dog tyder det lidt på, at arrangørerne har valgt at køre efter et anciennitetskoncept, for næste band er Swartzheim, der er en del af den nyere bølge inden for dansk metal, og som har gjort sig bemærket ved at spille en gedigen tråd. Når bassisten ligner Søren Bruun fra Radiserne, så ved du, at der kommer øretæver og Swartzheim får hurtigt gang i publikum med deres ungdoms-thrash og vi er kun inde i breakdownet i første nummer, før der er moshpit. På ægte HxC-manér beder forsanger Jeppe Fugleberg konstant om mere bevægelse. Der er hardcoreenergi til os, der er til den slags, og der er riffs og soloer til dem, der foretrækker deres thrash mere klassisk. Det her er dog ikke din fars 80’er-thrash. Det er ikke whiskeymusik. Det er circlepit- og knytnævemusik.
Guitarist Niels Napalm Kasule, som trådt ud af en POD-musikvideo, anerkender publikums indsats med en god jysk charme, men ved at det kan gøres bedre og folk er enige. Der skal fandme danses. Der er løftede næver i takt med trommerne og de unge boys i bar mave har en fest. Bandet spiller tight og lyden er generelt blevet fikset, dog forsvinder vokalen lidt i lydbilledet, når det bliver lidt lysere skrig og sang. Til gengæld er der dobbelt pedal nok til at overdøve en skyttegrav.
Swartzheim er nogle ballademagere, der spiller med en tyngde, der gør deres alder til skamme og som leverer en letbenet energi, med en kampklar attitude.
De næste på scenen er de hidsige provinspunkere fra Bonejammer, der giver dig den slags tæsk, du finder i byer, hvor alting lukker kl 21. Det er lyden af fællessang og melodi á la Motörhead, men det her er efter at Lemmy og resten af bandet har fået kokain, for det går rigtig stærkt. Når musikken går så hurtigt, at medlemmerne bliver nødt til at stå stille for at kunne spille, så virker scenen lidt for stor, men bandet kommer stærkt igennem det og publikum svarer godt tilbage. Bassist Mads Lau efterspørger ‘fucking mere guitar’ ovre i sin monitor, så det virker som om, lyden stadig ikke viser sig fra sin bedste side.
Med en svada imod moderne transportmidler lægger forsanger Jakob Goul op til slåskamp mod det mondæne med “Fuck Elcykler”, og der er fælles vindmølle med håret, som var vi i 80’erne. I bedste Pjerrotstil, bliver der spurgt, om det skal gå hurtigere, og publikum svarer glædeligt tilbage til Silkeborg-kvintetten. Vi får gang i lidt pit, båret kraftigt af de unge og dagens første stagedive ender ude på midten af gulvet. Voxhall bliver spurgt om de vil have det endnu hurtigere, og publikum slutter koncerten af med Bonejammers største pit.
Det næste indspark er Thus, der spiller melodisk døds-thrash. For undertegnede er thrash og død mest interessant, når det handler om at slås. Og det tager lidt af kampgejsten, når der skal laves melodier og samtlige strengeinstrumenter skal vise frem. Det er elsket af mange, men for en simpel HxC-makker, så ryger det hen over hovedet, det er simpelthen for meget fingerspil til min proteinshake.
Der er tilsyneladende gået bajer og snak i folket, for da Thus går på, er der desværre lidt halvtomt og folk skal lige opfange, at de er gået på. Vi skal dog kun lige igennem første nummer, før vi får moshpit og et par stykker ryger i gulvet.
En ung makker, med en masse danse-energi, forsøger at holde gang i bevægelsen blandt publikum, men Thus’ melodiske død er lidt sværere at danse til end de forrige bands. Der er fingerspil og passager, der garanteret er fede på plade, men som tager lidt af energien i en live setting. Men ligeså snart den sidste streng i soloen er overstået, er den unge makker og hans venner klar på at komme tæt på hinanden igen, og vi har geledder med headbang. Med “hey, hey, hey” råb er folk klar med horn i takt, og folk giver plads til den pit, der desværre aldrig rigtigt helt opstod.
Med lidt metaltræthed i ben og lænd, bliver de sidste par numre hørt fra rygeområdet.
Aftenens svar på Smertegrænsens Toldere, er Death To Seattle, som man lidt vaks kan tyde på deres navn, står bag det hele. Med deres yndlinge status er folk mødt solidt op og der er masser af “vi var unge engang”- attitude. Havde jeg hørt dem som 14-årig, så havde jeg nok været vilde med dem, da de minder mere om metalcore med emo i ascendanten fra midt-00’erne end grunge, som de ellers bliver beskrevet som. Det er musik, der ser fed ud i musikvideoen, når det hele foregår i slowmotion.
Vi er kun halvvejs inde i andet nummer, før der er stagedive, og gennem Rasmus Godsk har vi fået en lidt bøllet jydefar på mikrofonen. Han minder mest om den sarkastiske Luke fra Gilmore Girls, hvis han havde et high school-punkband. Med en faragtig ironi bliver stagedivet anerkendt, samtidig med, at far gerne vil bede om mere. Og ungerne hører efter for en gangs skyld og leverer en ret solid moshpit, som er med til at holde niveauet oppe. På trods af luft i fronten er der stagedives og folk er klar på fars fede punkeventyr.
Før jeg har set mig om, er det hele slut, og bassist Simon Buje svinger bassen i bedste Norma Jean stil ned i gulvet, som ender som souvenir blandt publikum.
Udfordringen med denne slags arrangementer er, at man ikke ved hvad der er lydprøve og hvornår koncerten starter. Efter en øl, vader jeg et nummer for sent ind til Trold, hvor jeg bliver mødt af seks mand med smudset corpsepaint og stagedives. Så fucking kører vi.
Trold spiller folkemetal, som kommer i mange afskygninger. Esoterisk, navlepillende eller fordumstidssøgende. Du kan få det sort, du kan få det dødt og du kan få det “autentisk”. Men med Trold får du det sjovt. Vi er i gimmick band-land hvor alle har en fest. Musikalsk spiller de melodisk dødsmetal med en mere hæs vokal, der minder meget som Johan Olsen, når Jardén Schlesinger synger rent og melodisk.
Folkemusik er altid festligt, melodisk og dansabelt. Smider du lidt dobbeltpedal og downpicking i gryden, har du en fest, hvor mjøden vælter ud af krusene. Keyboardet med diverse fløjteinstrumenter kører solidt i toppen og der er fællessang på Bakken. Desværre drukner Jardén Schlesingers vokal i det store virvar af lyd – til gengæld er der circlepit á la “Åh Boogie Woogie” og alt er bogstavelig talt en fest. Det er musik der virker, omkvædene er kvart i Melodi Grand Prix og alle er med på stadionklap.
Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg nok er blandt af de få, der ikke forstår Situationsfornærmelses revy-agtige punk. Det er fjollet og studentikost, men det er også et håndværk, der væver punk, blues og thrash på en letbenet og catchy facon.
Der er fuck-og pegefingre til henholdsvis dem, der har fortjent det og dem, som burde kigge lidt mere indad. Alt er smurt ind i ironi og parodi, og det hele virker lidt meta. Tror jeg.
Med buldrende ekko og pedal er vi klar til at få maskuliniteten udfordret, da Situationsfornærmelse er ankommet og den fulde sal er med på, at være vrede på verden. Endnu engang er der bøvl med lyden som i dette tilfælde rammer Andrea Uglebjergs vokal der ligger for lavt, til gengæld er trommerne helt i front og du kan mærke det i pandelapperne. På trods af det gennemsnitlige metal-miljø, er folk klar på en opsang, der rammer majoriteten og der er pogo fra start, og det er tydeligt at det her ikke er bandets første rodeo, da der bliver svinget mere med hofterne end med næverne, som måske passer ind i bandets etos. Andrea Uglebjerg ejer scenen med sin flabethed på en måde som man kun kan misunde. Situationsfornærmelse er ikke kommet for at bolle en som dig. Jeg tror at jeg forstår Situationsfornærmelse lidt bedre nu.
Aftenen bliver sluttet af med Galge og deres døds-black-grind-tech-halløj.
Der bliver spillet på samtlige tangenter og musikalsk, er det lidt en blandet landhandel på den måde, der minder om buffet. Man kan få lidt af det hele – flødekartofler og lasagne, fræsende black metal og breakdowns.
De fremmødte bliver mødt af en mur af lyd og der bliver lagt solidt fra land. Galges ekstremmetal gør at rytmen er lidt sværere at finde i forhold tidligere bands, men for en gang skyld er vokalen i front. Galge er et band, der kommer godt ud over scenekanten og med en Patrick Swayze-hoftesvingende guitarist i front, er der moshpit og dobbelte gashåndtag i luften fra start. Grundet deres tekniske buffet-metal ryger nogle af rytmerne og breaksne over hovedet på folk, hvilket desværre gør, at det falder en smule igennem. Er det for teknisk og polyrytmisk til at folk kan følge med, eller er der gået træthed og øl i folket?
Forsanger Søren Tuborg er som at se Ace Venture til Cannibal Corpse, det er teatralsk på den underforståede og skønne måde og vi får et gæstebrøl fra en gråhåret sikkerhedsvagt. Aftenen bliver passende rundet af med dagens største Wall of Death, moshpit og stagedives.
Death to Aarhus er den voksne pendant til Toldermania, hvor det aldrig rigtigt bliver helt farligt. Der er mere headbang og horn end moshpit og høje cirkelspark, og chancen for at få skældud af en makker i denimvest, er større end til Toldermania, hvor det bliver ordnet på en langt mere uintelligent måde.
Når det er sagt, så bør undertegnede nok også komme ned fra sin elitære “jeg er kommet for at slås”-attitude (og tro, at det er en piedestal) og anerkende, at der også er noget elskeligt i det bredere og mere folkelige musik i den danske undergrund.
