Vidste du, kære læser, at Copenhell først åbner klokken 13:00 selvom første navn er på Hades klokken 13:30? Den lektie lærte jeg torsdag på Copenhell, da jeg havde regnet med at tage min frokostpause med DeathbyRomy i ro og mag, men i stedet måtte stå i en lang kø imens jeg febrilsk fedtede med mobilen for at se præcis hvor mange minutter jeg præcis ville have til at gå fra kø-området til scenen vel nærmest længst derfra (måske med undtagelse af Pandæmonium). Men kære gentle reader, vi nåede det – både min fotograf og jeg. Det kan du læse om her.
Desværre må jeg sidde i presseteltet og svare på emails under Thy Art is Murder, men jeg hører at det var tungt. Jeg takker dog universet hver eneste dag for at have et fleksibelt job, hvor man kan arbejde fra hvor som helst. Jeg får svinget forbi svenske The Baboon Show. Det var svensk.
Min anmelderkollega nåede dog forbi australierne, og det forløb sådan her.
Med Vengaboys’ “We Like To Party” bragende ud over anlægget, er den australske deathcorebus ankommet sikkert til stoppestedet på Helviti, og den er ankommet tidligt. Et meget tyndt fremmøde har bevæget sig ud af deres tømmermændsskjul for at restituere med nogle breakdowns fra down under. Helviti er en rigtig stor scene, og Thy Art is Murder er også et relativt stort navn, men jeg ville påstå, at Hades eller et senere spilletidspunkt havde været på sin plads. Med det sagt blev min eventuelle træthed flået fra mig med åbningsnummeret ‘Destroyer of Dreams’. Det er første gang, at jeg oplever Thy Art Is Murder med deres nye forsanger Tyler Miller, og det er klart lige fra starten, at han er lige præcis, hvad Thy Art Is Murder skal bruge, og allerede på andet nummer ‘Slaves Beyond Death’ bliver Helvitis pit forvandlet til en pøl af mennesker, og røgmaskinen på scenen bliver inferiør af den sky af støv, der nu fylder slagmarken foran scenen.
Thy Art Is Murder er pionerer indenfor moderne deathcore, og har efterhånden sat sit præg på metalscenen, som en gruppe med et bagkatalog af nogle klassikere. Det er også tydeligt på den respons, som publikum giver, når nogle af de førnævnte klassikere bliver skudt i gang på den store scene. ‘Holy War’, ‘Puppet Master’ og ‘Reign of Darkness’, hvor sidstnævnte bliver til regulær karaoke for den voksende horde af breakdownentusiaster på linjen “You will see the true face of panic!” – Og det ville jeg, hvis jeg ikke havde lagt mig læ for en farezone af et moshpit.
Som koncerten skrider frem, bliver jeg mere og mere imponeret af forsanger Tyler Millers præstation, og ikke kun på vokalfronten, hvor han desuden kæmper med en træthed i stemmen, eller problemer med at trænge igennem på lydfronten – jeg er ikke helt sikker, men hans tilstedeværelse. Det er sejt at stå relativt stille og headbange med en truende attitude i deathcore, og den blev stil blev ligesom lagt for koncerten for bandet, undtaget hos Miller, som bevæger sig enormt friskt rundt på scenen, og desuden giver sit absolut stærkeste for at synge hvert et ord i teksterne. Han kæmper og pisker af sted for at fange alle i crowdet, hvis opmærksomhed skulle afvige bare en lille smule. Jeg tager dog mig selv i – som jeg har gjort før ved deathcore – at blive fuldstændig mættet, for Thy Art Is Murder føles nogle gange som at gå amok i en buffet; på et tidspunkt får man bare nok og tanken om mere bliver uoverskuelig. Som jeg skuer ud over publikum, så virker det som et mig-problem, da der kun kommer flere og flere mennesker til, og der bliver gået livligt til den på den førnævnte slagmark, så jeg må bøje mig i pitstøvet og anerkende, at Thy Art Is Murder var en kraftpræstation, som leverede lige præcis hvad der var aftalt og forventet.
Så Tyler Miller og co. hvis I læser dette, så er det ikke jer, det er mig.
Tilbage til vores almindelige program.
Et lille møde mellem Selvtægts udsendte lod sig gøre i afslutningen af Mr. Bungle, der imens vi mødte hinanden, nærmest alle sammen for første gang, seranerede os med en udgave af Olivia Newton-Johns ’Hopelessly Devoted to You’ fra (her især til vores yngre læsere) kultklassikeren ’Grease’. I Newton-Johns toneart vel at mærke. Jeg får også lige lov til at høre ’My Ass is on Fire’, imens flokken venter tålmodigt og muligvis lidt chokerede over, at jeg kender teksten. Min far spillede den for mig da jeg var barn, hvad mere kan jeg sige? Sweet nostalgia.
Man kan så se The Hives, som vores ene fotograf Martin halser ned til. Vi er halvsultne og jeg får fingrene i den nok mest dødeligt stærke Pasta Arrabiata fra Passa Passas bod. Den var fandme ikke gået hjemme hos nonna. Jeg skal en tur på bakken og lige komme mig. Så skriver en ven at han er nede til The Hives. Kæmpe dobbelt-v som de unge siger det, for han er tilfældigvis kæmpe Limp Bizkit-fan. Vi tager en tur i skoven for at se Zulu. Onde stemmer vil mene, at showet var lidt usammenhængende og ikke havde så mange af bandets samples med. Men jeg har fået spice nok med min pasta. Som Thor beskriver det, var Zulu en uventet oase.
Jeg spørger fåmælt, om vi måske har tid til at tage en smut forbi Lack, men jeg får kun dømmende blikke. Vi skal sgu da i pitten til Limp. Der er ikke tid til Lack. Fordømmelsen i øjeblikket virker mere intens, end den jeg ved, at jeg skal mærke når jeg kommer tilbage til gruppechatten hos Selvtægt over ikke at have set Lack. Jeg sætter gruppechatten på mute. Måske de ikke læser den her artikel…
Men hold nu fucking kæft det var det rigtige valg (jeg elsker dig stadig, Thomas Burø!). Aldrig har jeg frygtet for mit liv på den måde i pit. Eller jo, Audioslave, helt fremme ved hegnet til Orange Scene 2005. Det var sidste gang, jeg troede jeg skulle dø i et pit. MEN det ender alligevel med, at vi får bevæget os hen til bagkanten af pitten og kan nyde koncerten med et par mavepustere. Der bliver hjulpet folk over barrieren som aldrig før. RIP, faldne soldater. Alle klarer sig ud i live og jeg får hørt nookie. John Otto. Take ’em to the Matthews Bridge.
Fuldstændig og bogstaveligt talt fladmast skynder vi os til bussen. Så får I ikke mere for den hotdog.
