HUN SOLO er et fantastisk koncert-koncept, hvor kvindelige musikere samler andre kvindelige musikere om sig. Særligt efter den allerede berømmede og berygtede DR-dokumentar om Sexisme i Musikbranchen, føltes det kærkomment at Copenhell selv havde engageret HUN SOLO til at kuratere en oplevelse centreret om Midsommer, nu hvor festivalen faldt sammen med den dag. At bede et feministisk kunstformat om at være med til at redefinere en dag så sovset ind i mordet på 40.000 – 50.000 (primært) kvinder, imens familien Danmark stadig brænder heksedukker af og spiser eskimo-is er fandme så spot on som noget kan være.
Lige præcis hvor spot on det var, og hvor mange mennesker det ville tiltrække, var der ikke helt taget højde for. Det vil jeg måske være tilbøjelig til ikke at klandre Copenhell for. Det kan være virkelig svært at gætte sig til, hvor mange feminister man kan finde på en festival mest kendt for helstegt pattegris og well … mandligt publikum. Derfor var der smækfyldt med mennesker, der i al hast byggede blomsterkroner ved et bord ved indgangen og derefter forsøgte at komme tættere på bålpladsen, der var helt proppet under store dele af seancen, hvor Lukkif starter showet, men overdøves af Madballs bas på Pandæmonium og Eivør optræder efter at jeg må gå.
Jeg når dog at se to ting, der rører mig. Det første er en stærk præstation af den grønlandske multikunstner og poet Jessie Kleemann, der holder tale og udfører et smukt ritualdigt, som jeg end ikke vil prøve at gengive. Herefter holder co-founder af HUN SOLO, Nana Jacobi en tale om formålet ved arrangementet – der særligt er at skrive små sedler med ting, man gerne vil brænde væk. Desværre lidt for tidligt vakler en personificering af noget jeg gerne vil brænde væk ind på ”scenen” foran bålet: En mand, der ser et kvindeligt space, kurateret og arrangeret af kvinder, og tænker at han skal være centrum.
Og egentlig viser hele oplevelsen meget fint præcis hvor handlingslammede vi alle kan være, mig selv inklusiv, når vi ser en mand gå ind på en scene, imod en kvinde og tager sin trøje af. Først da han knæler for at tænde ild til bålet før tid, bryder vi ind. Der er røde flag fra det øjeblik, han træder ind, men vi er for ”godt opdragede” til at spørge, om han egentlig skal derind. Han så besluttet ud. Kunne han være en del af showet? Som han træder ind der med al sin maskuline autoritet, som vi er opdraget til ikke at tale imod. Men Nana Jacobi får på den fineste de-eskalerende måde viftet ham væk. Jeg kommer til at sige ”fucking mænd” lidt for højt, og en ungersvend bag mig føler sig noget så ramt. Jeg er ked af, at jeg ikke fik udtrykt det bedre. Men jeg er også træt af at skulle udtrykke det bedre. Jeg hader selvfølgelig ikke alle mænd. Men det er svært at få formuleret sig ordentligt, når man er blevet begloet og råbt af af gamle klamme mænd to dage i træk og bare ville have plads. Det er en historie om 1000 myggestik og jeg beklager, at du følte dig som 1001.
Nana Jacobi er til gengæld rummeligheden selv, modsat mig, i det øjeblik og leder os professionelt videre. I stedet for at synge den traditionelle, besværlige og ærligt shubiduaske midsommer-sang, synger vi i stedet Jacobis nye sang ’Når Jeg Danser Bålet’, der er skrevet med afsæt i et slags hekse-POV og går på versefødder, der læres (og synges) en hel del lettere. Det føles som en forsoning efter lidt af en konfrontation med ilden. Herefter optræder Eivør, imens vi må halse videre til festivalens mange andre arrangementer. Til gengæld kan du læse en anmeldelse af Eivørs koncert lidt tidligere på Gehenna-scenen.
